08 februar, 2009

En helt vildt dejlig søndag :)

Jeg vågnede tidligt, og da jeg sad med min morgenkaffe, konstaterede jeg, at jeg var nødt til at købe noget andet kaffe, end det der stod her, da jeg kom. Hele ugen har jeg drukket pissedårlig kaffe hver morgen og tænkt "puha, denne her kaffe er godtnok dårlig..." Så jeg gik ned til Zabar's og købte et pund MEGA god nyristet, nymalet kaffe til 40 kroner, og Sunday Times.

Så gik jeg ind og så The Wrestler med Mickey Rourke. Vær søde allesammen og gå ind og se den film!!! Uh, den er god. Og hvis han ikke vinder en Oscar, er der ingen retfærdighed til her i verden. Så er det fandme sagt. Jeg havde en klump i halsen hele filmen, og selv om jeg indrømmer, at jeg er en tudefrans, så er den altså virkelig rørende. Og med en masse paralleller til Mickey Rourkes eget liv. Usj, den var god altså.

Der er så mange gode film lige nu, på grund af ham der Oscar. Jeg VIL se Benjamin Button, Milk, Revolutionary Road, Slumdog Millionaire og Coraline. Men så er det godt, jeg har så mange aftener og der er så mange biografer her i byen. Store, fine, popcornlugtende biografer med underligt slik. Men med gode sæder og megameget benplads, og hvor folk rent faktisk holder kæft under filmen. Herligt.

Biografen jeg var i i dag, ligger i Chelsea, New Yorks homokvarter nr. 1. Hvorfor har jeg aldrig været der før? Vejret har været skidegodt i dag, med høj sol og 14 grader, så der vrimlede med veltrimmede mænd i shorts og tanktops. Jeg er da ligeglad med, om de er gay as pink suede - fine er de dælme at se på.

I det hele taget bruger jeg oceaner af tid på at se på folk. Jeg købte en sandwich hos Zabar's, som jeg sad og spiste i solen lige midt på Broadway, hvor der vrimler med folk. På under et kvarter så jeg: en gammel mand, der gik tur med sin lige så gamle, fede kat i en snor, en gammel inder med hvidt fuldskæg og hvid turban i komplet Harlem Globetrotters outfit, der rendte og spillede med en basketball, og en kineser der gik og spiste mayonnaise ud af et glas med en ske...

Nå. Jeg har unfinished business med avisen og mine cupcakes fra i går, og så en lille glad kop kaffe til. Ammenam :)

1 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

argh! verdens dejligste blog, det siger jeg dig

5:51 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start