Og så sad jeg dér og tudede ...

... fordi, jeg lige har sagt farvel til Knirke, som flytter til Costa Rica i næste uge. Eller. Ikke farvel, men på gensyn, for jeg skal helt sikkert på besøg i de varme lande og sidde i en havestol med min Macbook Air på skødet og skrive Den Store Danske Roman med en liter White Russian i en gulvspand ved siden af. Ja.

Men for nu er det farvel. Og det er hårdt. Der er så meget, jeg synes, jeg ville sige, men er det nødvendigt? Måske. Så nu skriver jeg det. Bare sådan som det er.

Kære Knirke,

Da jeg mødte dig var jeg helt ny på Woman. Jeg havde en masse forestillinger om, hvordan jeg skulle være for at passe ind. Jeg skulle gå i højere sko, jeg skulle gå mere med nederdel, og jeg skulle endelig huske at bruge lipgloss. Og så skulle jeg huske at sige de rigtige ting, høre det rigtige musik og se de rigtige film. Allerede første dag, da jeg så dig, blev jeg rolig indeni. Du havde din militærgrønne t-shirt med den røde stjerne på, slidte jeans og Doc Martens, og så havde du håndjerns-halskæden på. Du sad med høretelefoner på, men jeg kunne alligevel høre, at du hørte Nine Inch Nails. Jeg elskede dig fra dét sekund.

Vi sad ved siden af hinanden i det frygtelige, åbne kontorlandskab. I begyndelsen sagde vi ikke så meget til hinanden, men ganske langsomt begyndte vi at nærme os hinanden. For første gang i mit liv mødte jeg en kvinde, som var præcis som mig indeni. Som hørte det samme musik, havde et crush på Henry Rollins, som elskede Dick Turpin, og som havde tilbragt størstedelen af sin barndom og ungdom på sit værelse dybt begravet i bøger, og som var mærket for livet af jævnaldrenes mobberier, og som havde præcis den samme følelse, når hun gik ind i et rum fyldt med nye mennesker: de kan ikke lide mig, og jeg passer ikke ind.

Med tiden udviklede vi et nært venskab, og jeg kan helt uden pis sige, at du er det menneske i hele verden, som jeg føler det største åndsfællesskab med. Da jeg var barn var min yndlingsbog en bog, der hed "Hvorfor blæser vinden", og som (surprise!) var en meget pædagogisk forklaring på, hvorfor det blæser. (Jamen, jeg var jo en nørd. Ligesom dig...) En af sidehistorierne i bogen handlede om en lille halv valnøddeskal, som var taget ud i verden for at finde sin anden halvdel, og som til sidst fandt den. Da jeg mødte dig var det som at finde min anden halve valnøddeskal, og tak for det.

Du betyder så meget for mig, og jeg elsker dig så højt. Du er det mest unikke menneske, jeg har mødt i mit liv. Der er ingen som dig, og jeg er et meget lykkeligt og heldigt menneske, fordi du er i mit liv. Tak!

Jeg synes, du er så sej og modig at skille dig af med alt dit lort (undskyld...), sælge lejligheden og flytte til de varme lande. En af grundene til at jeg altid har elsket dig så højt, er din solide integritet. Du lever ikke på autopilot, og det er meget inspirerende midt i en tid fyldt med røvsyge, generiske villakvarterer, hvor folk bliver sammen og i deres job af bekvemmelighed, selv om de ikke er lykkelige og aldrig bliver det dér. Tak!

Tak for al den spas, vi har haft sammen. For viceværten, der er fucked up på stoffer, for drive by fistfucking, lummergoogling og brevene til FIFA om Figos transfer til Vesterbro. Og for alt det andet. Tak for lange, dybe snakke, for Schwimmehalle-dates, for mad, for druk, for smøger, for GUK og for at vise mig, at jeg sagtens kan finde min anden halve valnød, og at jeg har fortjent det.

Jeg tuder for meget til, at jeg kan skrive mere lige nu. Men det var vist også det, der skulle siges nu. Vidunderlige menneske. Jeg elsker dig. God rejse. Vi ses lige pludselig.

Kys og gnub fra din And

Her er alle de blogposts, jeg har skrevet om Knirke i tidens løb. Jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er flere, men der er i al fald ikke flere, hvor hun bliver nævnt ved navn. Men de giver vist et meget godt billede af, hvor stor en del af mit hjerte, der står Knirke på.

Har du haft stress?

Jeg er blevet spurgt af Dansk Journalistforbund, om jeg vil fortælle om dengang, jeg gik ned med stress. Det vil jeg selvfølgelig gerne. Det er et kæmpe problem i min branche, og det er vigtigt at få fortalt folk, at der er masser af ting, man kan gøre for at tage det i opløbet. Men det kræver at nogen stiller sig op og fortæller om det.

Er du medlem af DJ, har du haft stress, og har du lyst til at fortælle om det? Så skriv fluks til Jonas Thing på jt @ journalistforbundet.dk. Det foregår den 1. februar fra 17 til 19, og det er i København.

Nej, jeg har ikke ubetinget lyst til at fortælle om det i offentlighed. Men jeg gør det, fordi det nytter noget. Og hver gang, jeg taler om det, falder der lidt flere brikker på plads omkring det hele indeni.

Send gerne denne forespørgsel videre! Tak.

Det er alt sammen i attituden

Forleden gik min vaskemaskine i stykker. Jeg har lejet den - af den altovervejende grund, at når den går i stykker, så ringer jeg til firmaet, og så kommer de med en ny uden så meget fis. Det viste sig så, at den vaskemaskine, jeg fik i stedet for den gamle, var i stykker (!), så jeg ringede til dem, og i dette øjeblik er der således ved at blive monteret vaskemaskine nr. 2 i løbet af få dage. Jeg håber, denne her virker.

Firmaet, jeg lejer hos har valgt konsekvent at kalde deres medarbejdere for Peter, så lad os kalde den første for Peter nr. 1. Han var flink og venlig og virkede som om, han havde godt styr på det. Det hele gik efter planen (bortset fra, at han jo så leverede en maskine, der ikke virkede...), han bad mig om hjælp til nogle ting, vi småsludrede, og stemningen var fin. Han var ude igen efter max et kvarter, "god dag" og hej hej.

Peter nr. 2 lægger ud med at brokke sig højlydt over trapperne, mens han stadig er på vej opad dem. Fjerde sal i en gammel ejendom på Vesterbro - ja, der er langt op, og ja, de er stejle. Hvad havde du selv regnet med? Og bliver de trapper mindre stejle af, at du brokker dig? Nej, vel? Det næste, han brokker sig over, er parkering. Han var nødt til at holde helt ovre i en anden gade! Ja, det er lørdag morgen, hvad havde du regnet med? Jeg havde fået et rigtig dårligt indtryk af ham, allerede inden han havde fået vaskemaskinen over den sidste repos.

Peter nr. 1 beder mig om hjælp til forskellige ting, såsom at få vaskemaskinerne over det ret høje trin, der er op til mit badeværelse. Vandhanen, hvor slangen til maskinen er tilsluttet, er kalket til, så han spørger efter noget tape eller en elastik, han kan holde den sammen med. Han får det ikke til at virke, så han spørger, om jeg gider holde, mens han skifter maskinerne ud. Det vil jeg selvfølgelig gerne, og imens vi står på badeværelset, finder jeg ud af, at hans kollega fik stød forleden, fordi han havde glemt at slå strømmen fra, at han blev gift i sommer og venter en søn, og at han holder med Liverpool. Som sagt er vaskemaskinerne byttet ud og Peter nr. 1 er ude af bulen efter et kvarter.

Peter nr. 2 er 45 minutter om at: styrte bandende op og nedad trapperne to gange, fordi han skal hente værktøj i bilen (værktøj, han fint kunne have lånt af mig, hvis han havde villet) hærge dørtrinnet til badeværelset og klemme sin ene fod (hvis jeg ikke havde insisteret på at hjælpe med at få maskinen over dørtrinnet, havde han nok stået og hærget det endnu...) og oversprøjte sig selv med vand (fordi han afslog min hjælp til at holde slangen knækket) og montere vaskemaskinen.

Nu er han gået, bandende nedad de stejle trapper, på vej til andre kunder, og jeg kan selvfølgelig være ligeglad med, hvordan han vælger at gribe sit arbejde an, men kors i hytten, hvor er der meget food for thought i de to Peter'ers måde at gøre tingene på.

På mit spejl i entreen står der "Lav en god dag", og jeg ved af lang erfaring, at det kan man sagtens. Og at din livskvalitet i vid udstrækning afhænger af din attitude overfor det, du har at arbejde med her i tilværelsen.

Det forudsætter bare, at du

1) Lader være med at brokke dig over ting, du ikke kan gøre noget ved, såsom parkeringsforhold, trappers beskaffenhed, vejret etc.

2) Åbner øjnene for de muligheder, der altid er for at gøre tingene anderledes. Fx bede om hjælp, så du fx slipper for at få klemt foden og blive oversprøjtet med vand, og løbe forgæves op og ned fra fjerde sal. Standse op, tage en dyb indånding og se, at hvis du vender vaskemaskinen om på din sækkevogn (som i øvrigt er fuldautomatisk og sparer dig for trods alt at skulle hive maskinen op på fjerde ved egen kraft), så slipper du for at gå krumrygget. Og så videre og så videre.

Den engelske psykolog Richard Wiseman har forsket i menneskers held i mange år, og hans resultater er tankevækkende. Han har fundet ud af, at vi mennesker skaber vores eget held gennem den måde, vi tænker på. Fx ved at være åbne overfor de muligheder, der er, forvente det bedste og at vende negativt til positivt. Det synes jeg, er så fedt at tænke på, og jeg ville virkelig ønske at brokmåse som Peter nr. 2 ville indse dette. De ville få et så meget sjovere og bedre liv, plus at vi andre ville slippe for at få vores inventar hærget og ikke mindst lytte til deres brok. Er det ikke interessant, at min helhedsoplevelse er bedre omkring en person, som leverer en defekt vaskemaskine, end ham, der leverer en i perfekt stand? Det synes jeg.

Onsdag nat blev jeg ramt af en eller anden form for mavehalløj, som gjorde at jeg missede en deadline og måtte melde fra til et møde torsdag morgen. Torsdag regnede det hele dagen med den der særligt kolde, syndflodsagtige regn, som er så særlig for januar. Jeg havde to møder mere den dag, og da jeg vågnede efter to timers dårlig søvn, lå jeg med min telefon i hånden og var meget tæt på at ringe og aflyse og bruge hele dagen i sengen.

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke aflyste dagen, for det blev en fuldkommen forrygende dag. Jeg efterlyste min ja-hat på Facebook, fandt den med en god og dejlig vens hjælp, trak i regntøjet og cyklede ud i dagen, som bød på ikke mindre end to fantastiske og inspirerende mennesker. Jeg endte faktisk med at cykle næsten 20 kilometer. I regnvejr. Og mørke. Og jeg elskede det. Jeg fik hørt to kapitler i Stephen Frys "Moab is My Washpot", snakket i telefon med min far og blev blæst godt igennem af vinden fra Øresund. Dejligt.

Ja-hatten er ikke nødvendigvis køn, men den får dig fra A til B og videre til C med tørt hår ; ) 

Nå. Nok om det. Nu vil jeg teste, om den nye vaskemaskine virker. Hvis den ikke gør, vil jeg bede dem om, at det er Peter nr. 1, der kommer med (endnu) en ny ...

Min ven i NYPD

Kan I huske dengang, jeg boede i New York og fik hugget min taske i Central Park? Der hvor jeg blev kørt downtown i en politibil og fik en megasej politi-ven? (Hvis ikke kan du få genopfrisket hukommelsen her) I dag blev jeg mindet om det, fordi jeg cyklede udad Strandvejen og forbi en politimand, der havde stoppet en eller anden mand i en bil for et eller andet. I dunno. Og så kom jeg bare til at tænke på, hvordan "min" NYPD-politimand mon havde det.

Så jeg googlede ham og fandt ud af, at han gik på pension i april, efter 27 år i tjenesten, og at han har det godt. "I'm living on a golf course and my other hobbies are motorcycling and hunting." Han er flyttet til Denver med sin kone, men jeg kan stadig godt lide at tænke på, at jeg har en ven i NYPD.

Den enevældige hersker, ninja og jetset-dronnings nytårstale

Dronning Margrethe gør det. Helle Thorning-Schmidt gør det, og som enevældig hersker, ninja og jetset-dronning, gør jeg det selvfølgelig også. Holder en nytårstale. Til forskel fra dronningen og statsministeren har jeg dog valgt dels at holde min fra min seng og at krydre min tale med lidt musik (lidt god musik gør alle mennesker glade, som den kære Gustav Winckler jo sang) – og hvad kunne være mere passende end at vælge de fire numre, jeg havde med på min nytårsaften-playliste hos Clara? 3 numre fra 2011 og 1 nummer, der repræsenterer 2012. Plus et bonus-track.

Nå, ikke mere snak. Here goes: 

Kære allesammen,

Tusind tak for et forrygende år. Det har nok været et af de mest kickass år nogensinde i hele mit liv, og det siger immervæk en hel del. Det startede dog ud i den knap så kickass ende, da jeg efter fire måneders sygdom vendte tilbage til mit gamle job. Jeg var stadig stærkt mærket af stress, og jeg kunne lynhurtigt mærke, at det ikke bare var noget, der ville gå over af sig selv, så jeg tog tyren ved hornene og blev freelancer igen. Åh, det var en god beslutning. Det går rigtig fint for det bette verdensfirma. Det er ikke fordi, millionerne ruller ind på kontoen (endnu), men den enevældige hersker er meget glad og tilfreds med opgaverne, deres omfang, og ikke mindst det faktum, at de kan laves i sofaen derhjemme i nattøj og skisokker, hvis det er med dén på.

Og det er det altså ind i mellem. Sådan noget stress er ikke bare lige noget, man kommer sig over så hurtigt, har jeg fundet ud af. Men det går rigtig fint, og jeg har lært at tage de forholdsregler, der nu skal tages i sådan en situation. Og så har jeg lært rigtig meget af det, og så bliver det sådan set ikke meget større, synes jeg. 

En af de vigtigste ting, jeg har lært, er hvor mange mennesker, der elsker mig. Jeg skulle åbenbart helt derud, hvor jeg knap nok kunne huske mit eget efternavn, før det for alvor gik op for mig, at jeg har det vildeste heppekor af mennesker i ryggen, som vil gøre alt, og jeg mener ALT for mig. Det er så vildt, og jeg er meget, meget taknemmelig.

Derfor er det første nummer på min playliste Pearl Jam med “Just Breathe”. Dels fordi han synger “I’m a lucky man to count on both hands the ones I love” og fordi det med at trække vejret har været en af de virkelig afgørende grunde til, at jeg er blevet rask. Eller hvad man skal sige, jeg er blevet. Tænk hvilken forskel det kan gøre bare at stoppe op og trække sit vejr helt ned i de yderste lungespidser. Og tænk hvilken forskel det gør, at have dejlige mennesker, der står klar, når lokummet brænder.




Tak! Jeg elsker jer!

Den næste sang i playlisten er “Arlandria” med Foo Fighters, og det er det af flere grunde. For det første fordi, jeg har fået bildt mig selv ind, at Dave Grohl ikke synger ‘Arlandria’, men ‘All Andrea’ i omkvædet, og ja, det er vildt teenageagtigt, men sådan er det bare. 2011 har virkelig stået i Foo Fighters’ tegn. Jeg var i sommerhus i hele maj måned for at skrive bog, og da var den seneste plade lige udkommet, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at den stort set kørte på repeat hele den måned. Sammen med alle de andre plader selvfølgelig. Øj, hvor de søde dyr i haven ved det gule hus på Hesseløvej fik lært at holde af høj musik.

Og ja, jeg skrev jo sådan set den der bog på en måned. Det må jeg jo indrømme, selv om det jo beviser, hvor autistisk struktureret og hvor målrettet, jeg i virkeligheden er, når jeg ellers er motiveret for det. Det kan man jo godt tænke lidt over, og det har jeg selvfølgelig også gjort. Jeg VIL skrive flere bøger, og lur mig, om jeg ikke snart tager mod til mig og gør alvor af den der drøm om at skrive fiktion. Jeg tror godt, jeg tør nu. Nu må vi se.

Jeg sendte mailen med manuskriptet afsted til Anne på Rosinante samme dag som jeg tog tre uger til New York på ferie. Åh, New York altså. Man skal virkelig være sløv i optrækket for ikke at have fattet, at jeg har verdens største crush på den by. Jeg VIL derover igen i 2012!



Den ene af ugerne kom søde, dejlige, skønne Inge over og besøgte mig. Inge var “min” første praktikant på Woman, og jeg oplevede for første gang i mit liv at være sammen med et menneske nonstop i en hel uge uden på noget tidspunkt at have lyst til at rive hovedet af hende. Det har jeg aldrig oplevet før, og det gjorde mig glad. Jeg har altid tænkt, at det var mig, der var noget i vejen med, når jeg får nok af mennesker, og er nødt til at være for mig selv for at holde det ud, men det behøver måske ikke være sådan? Måske er det nogen gange de andre, der er noget galt med? Wow, sikke en tankevirksomhed det satte i gang i det bette hoved.

Og så fik jeg prøvet at løbe i Central Park. Det var fuldkommen lige som at være med i en film at løbe rundt om “Jackie’s pond”. I det hele taget var 2011 året, hvor det der med at løbe for alvor er faldet på plads for mig. Jeg har accepteret, at jeg har en fod, som ikke kan løbe længere end 10 kilometer i ét stræk uden at den begynder at gøre ondt. Og at det er fint nok, og at man ikke behøver løbe halv- og helmaraton i tide og utide for at være en rigtig løber. Og at jeg ikke løber af andre grunde end at jeg elsker det.

To dage efter jeg kom hjem fra New York, spillede Foo Fighters i København. ØJ, det var en fed koncert, og helt ærligt, hvis jeg ikke havde haft dét at se frem til, var jeg nok blevet derovre. Jeg var selvfølgelig til koncert med Clara. Min fantastiske med-ninja og partner in crime, som elsker Dave Grohl lige så højt, som jeg gør. Og som jeg har haft mere spas med i 2011 end nogen anden. Vi stod helt oppe foran scenen, så vi næsten kunne røre ved Dave Grohl. Ja, vi skreg. Ja, jeg græd. Hvis Clara var en mand, havde jeg giftet med mig hende pronto! 

Nå, onwards, inden det bliver for sentimentalt. For det allerstørste, der skete i år, det var jo, at bogen udkom. Bogen. Åh, hvor er jeg stolt af den. Både fordi den har solgt 1.000 eksemplarer (eller, det ved jeg faktisk ikke, om den har, men ugen inden jul rundede vi 985, så jeg går stærkt ud fra, at vi har rundet 1.000…) og har fået supermeget presse, men mest af alt på grund af folks reaktioner. Jeg er så overvældet over, hvordan den er blevet modtaget. Mails, opringninger, facebook-beskeder i en lind strøm fra mennesker, der griner, græder og sluger bogen, fordi de kan kende sig selv i den, og som er lettede over, at nogen tør sige det, jeg gør.

Min tredje sang for 2011 er Queens “Fat Bottomed Girls”, som er en hyldest til alle kvinder, der har en stor røv. “Fat bottomed girls you make the rockin’ world go ‘round”, synger Freddie Mercury, og den attitude ville jeg ønske, flere af os turde have. Jeg håber virkelig, at jeg med min bog kan puste til folks selvtillid, så de ranker ryggen, skyder deres fænomenale barm frem og går ud i verden som de lækre kællinger, de er, på trods af deller, appelsinhud og flæskearme. Sgu!



Så ja, 2011 var et dejligt år for mig. Jeg var i Rom i en uge med min mor og min søster, hvor vi kom tæt på hinanden på en helt ny måde. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, men blot sige, at det var noget med et tilstoppet toilet, et bidet og en stor stak aviser. Og en diskusprolaps i min mors ryg. Men der skal mere til at ødelægge vores gode humør, og vi endte med at have en vildt dejlig tur, som tvang os til at slappe af, hvilket nok i virkeligheden var det, vi alle tre trængte mest til.

Kærligheds-wise var 2011 bestemt ikke det mest actionpacked år i mit liv. Faktisk var der så lidt halløj og hankypanky, at det nærmest kan være lige meget. Jeg havde lige slået mig til tåls med, at det nok var noget stressrelateret ikke at kunne få pulsen op over noget mandfolk, udover når jeg syntes, de var latterlige. Men så slog de sidste måneder af 2011 lige et ordentligt slag med halen, og viste mig, at dén attitude kan jeg godt stikke op hvor solen aldrig skinner. It's complicated, som det hedder i vore dage, af mange forskellige grunde, som jeg ikke vil belemre jer med, men uanset hvad det hele ender med, er det dejligt at gå rundt med en stille buzz af noget lykke i maven. Det er mange, mange år siden, det er sket sidst. Tak for det!

Der skete selvfølgelig også triste ting i 2011. Det meste af det har jeg glemt igen, men to ting skiller sig markant ud. Det første var, da min onkel døde i sommer, alt for tidligt. Han havde lungekræft, og vi sidder vist allesammen tilbage med en følelse af, at det var for tidligt, og at det er uretfærdigt. Sådan som det jo tit er i sådan en situation. Jeg er meget glad for, at jeg måtte sidde hos ham, mens han døde. Det lyder sikkert makabert i nogles ører, men jeg syntes, det var en fin oplevelse. Det samme var hans bisættelse, selv om det var ufattelig hårdt. Men altså. Man kan sige meget dårligt om døden, men der er ikke mange ting, der kan sætte ens eget liv i perspektiv som dén …

En af de sange, jeg helt til allersidst overvejede at tage med på min playliste, er Rosa Lux’ remix af Alberte Windings “Min klub først”. Den hæfter sig på et andet dødsfald, nemlig Kjeld Tolstrup, som døde i marts. Kjeld og jeg havde gennem længere tid talt om, at jeg skulle skrive en biografi om ham i anledning af hans 30 års jubilæum som DJ. Det kom aldrig så vidt. Først blev planerne bremset af, at jeg fik fast job og siden blev syg. Så fik jeg en forlagskontrakt på en anden bog, og Kjeld fik nogle helbredsproblemer, som han lige skulle komme sig over. Men SÅ skulle vi også lave den bog.

Det ville være blevet en fuldkommen forrygende bog, men det skulle ikke være sådan. Og egentlig har han jo heller ikke brug for noget andet eftermæle end det, han allerede har. Noget af det, jeg særlig godt kunne lide ved Kjeld var, at han sagde tingene lige ud. Der blev ikke pakket noget ind, og kunne man ikke lide det, måtte man sgu selv ligge og rode med dét. Men samtidig er han et af de mest omsorgsfulde mennesker, jeg har mødt i mit liv, og det var ikke kun Kjeld, der fik vendt og drejet nogle holdninger og indsigter undervejs i vores snakke.



Nå. Nok om døden og alt det, og lad os i stedet se fremad, kære venner.

Den sidste sang på playlisten er min 2012-sang. Det er “The Mob Goes Wild” med Clutch, et band, jeg desværre først har lært at kende i år, men som jeg til gengæld er blevet supervild med. Det er min 2012-sang fordi jeg selvfølgelig håber, at min bog bliver ved med at sælge, og at jeg bliver booket til foredrag herfra og til dommedag, og fordi det i det hele taget bare er en mega kickass sang. Jeg håber, 2012 bliver et mega kickass år, jeg og vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for at det bliver det.



Tak for et dejligt, dejligt år! Jeg håber, I allesammen får et dejligt 2012 fyldt med grin, gråd, kys, knubs, og alt det andet, der gør livet værd at leve. I er de bedste! TAK.

Gud bevare Danmark!

Noget om min morfar. Og om mig.

I begyndelsen af december besluttede jeg mig for at sende en historie ind til Juletrauma-bloggen. Det blev postet i fredags, og det handler om min morfar - og om mig og mit forhold til julen. Det er som sådan ikke noget rigtigt juletraume - ikke som nogle af de andre bloggere, der har virkelig seriøse traumer. Men det er en meget kendetegnende historie alligevel, da de fleste af os jo får trigget en masse følelser i julen, som vi resten af året sagtens kan pakke af vejen.

Jeg har tænkt ekstra meget på min morfar de seneste dage. På at jeg savner ham, og at jeg savner mænd som ham. Dem måtte der gerne være flere af. Min mormor og morfar kunne skændes så hele den etageejendom, de boede i, rystede. "Du er så konSERvativ!" kunne min mormor finde på at råbe af ham - og det var meget hårde ord i et ræverødt arbejderhjem. Men fem minutter efter krammede de igen, og min mormor fnisede som en skolepige, når min morfar klemte hende om balderne imens.

Min mormor var ikke altid fair overfor min morfar. Men han elskede hende alligevel, og han kaldte hende "En gammel ørn" med stor, stor kærlighed. Jeg har engang hørt en historie om ørne. At de lever alene i deres territorier i årevis, men at der på et tidspunkt flyver en anden ørn ind i deres territorium. Hvis to ørne af modsat køn mødes, hager de sig fast i hinanden med deres kløer og lader sig falde mod jorden, og i sidste øjeblik giver de slip. Hvis den manøvre glipper, dør de begge. Hvis det går godt, bliver de sammen resten af livet.

Jeg tror, det var sådan, min morfar og mormor havde det. De havde en masse problemer, især i begyndelsen af deres ægteskab, hvor de var tvunget til at bo hver for sig på grund af min morfars arbejde, og hvor de kun så hinanden en dag om ugen. Min mormor passede min morfar, da han blev syg. Det var han i mange, mange år, og det sled min mormor næsten op fysisk og psykisk. Men hun gjorde det, for det havde hun lovet min morfar. Og havde det været omvendt, havde han passet hende. Sådan var det bare.

Nå, men det var jo det juletrauma-blogindlæg, det handlede om. Det er her. Husk at gå ind og læse de andre også på www.juletrauma.dk 

Juletrauma blog 9

Jeg har brugt mange timer af mit liv på at forbande julen og al dens væsen. Min aversion mod julen indtrådte, da jeg mistede min morfar. Jeg var 14 år, og han og jeg var meget tæt knyttet til hinanden. På mange måder har min morfar været en meget større faderfigur for mig, end min far nogensinde har været. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år, og jeg har aldrig haft særlig megen kontakt med min far gennem min opvækst. Men min morfar hentede mig i skolen på sin cykel, læste højt, fortalte mig om verden, tjekkede at jeg lavede mine lektier, lærte mig at tage levertran og alt det, som en hyggelig morfar skal.

Min morfar var sej. Han var gammel sømand og havde en skonnert tatoveret på den ene arm. Han barberede sig med en ragekniv og lavede skummet i en kop med en børste og et stykke barbersæbe. Så stod han der i sin hvide undertrøje med selerne hængende ned langs siden og grinede af mig, bette skid, der sad på wc’et ved siden af med store øjne og hvinede “pas på, du ikke skærer dig, Morfar!” Den dag i dag er synet af en mand, der barberer sig noget af det absolut mest maskuline, jeg overhovedet kan forestille mig.

Min morfar var en stor mand, der engang havde været i Livgarden, men mange års kræftsygdom tærede voldsomt på ham. Til sidst var han mindre end mig, og da han døde, vejede han knap 40 kilo. Han havde kræft i alle sine knogler, og det var utrolig hårdt at se ham svinde ind på den måde. Jeg sad hos ham, da han døde, og det kan måske lyde voldsomt, at et pige på 14 oplever den slags, men for mig var det helt naturligt. Siden da har jeg siddet ved adskillige andre, når de skulle dø. Heriblandt min mormor, der døde sidste år, og min onkel, der døde tidligere på sommeren. Jeg synes, der er noget utrolig smukt og fredfyldt over det, og det har gjort mig meget afklaret omkring min egen, forhåbentlig fjernt forestående død.

Nå, men det var jo julen, det skulle handle om. I min familie har vi en tradition med, at vi beder bordbøn og læser Juleevangeliet højt hver juleaften. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal opføre os så gudsfromt den ene dag på året, men sådan er det bare. Det var altid min morfar, der læste Juleevangeliet højt, og den første jul uden ham, var det ligesom naturligt, at det var mig, Morfars pige, der skulle læse det i stedet for. Jeg tror, det var der, jeg begyndte at hade julen. Fordi det var helt, helt forkert at stå der uden min morfar og læse det åndssvage juleevangelium højt. Alverden skulle skrives i mandtal, min bare røv.

Siden da har jeg afprøvet mange forskellige måder at holde jul på, både i udlandet og i Danmark, og jeg er nu kommet frem til, at julen er skideligegyldig for mig. Altså sådan virkelig skideligegyldig. Jeg hader den ikke – jeg synes bare, den er ligegyldig. Lidt ligesom Champions League, IKEA eller Skanderborg Festival. Det er fint, det er der, og det er dejligt, folk hygger sig med det, men det ville ikke gøre mig noget, hvis den ikke var der.

Sidste år var så første jul uden min mormor. Det var der, jeg for alvor holdt op med at hade julen og tillagde mig en mere “nå ja, herregud, lad os æde noget and og nogen brandybønner og så fred være med det”-holdning til det hele. Det er meget, meget befriende, skulle jeg hilse og sige. Og sært nok blev min jul pludselig tusind gange federe, selv om der stadig var masser af phoneybaloney med bordbøn, julegaver, der alligevel skal byttes, groteske mængder sul og alt det andet halløj, som førhen fik mit pis i kog.

Jeg holdt juleaften med min mor og min søster i min mors lejlighed i Aalborg, og det var en af de hyggeligste juleaftener nogensinde. Min mor var på arbejde om dagen, så min søster og jeg fes rundt i nattøj og hørte Ramones for fuld udblæsning, mens vi ordnede julemaden og fik en lille skid på i rødvin. Efter vi havde gået om juletræ (og tudet over, at vi savnede min mormor – hendes yndlingssalme var “Dejlig er jorden”, og vi kunne næsten ikke komme igennem den, fordi vi skulle tude. Åh, det var et værre cirkus…) spillede vi Bezzerwizzer og spiste konfekt, og det hele var skidehyggeligt.

Jeg er begyndt at tænke meget over, om det mon er sidste gang, jeg kommer til at holde jul med min mor. Jeg håber selvfølgelig, hun bliver 87 år ligesom min mormor, og vil have sin lange snude i alt lige som hende, men jeg oplever på den anden side også flere og flere, der mister deres forældre alt for tidligt, så når jeg har valgt at holde af julen i stedet for at hade den, er det sgu også lidt af respekt for alle dem, der sidder rundt omkring og ønsker, at de havde en mor at holde jul med.

Men når dét så er sagt, så drømmer jeg stadig om, hvert år, at stikke af til de varme lande og sende min familie et gavekort på en ged hver. Men altså. Hvis det virkelig havde været så vigtigt for mig ikke at holde jul, så havde jeg nok gjort det. Jeg er jo ikke ligefrem typen, der lader mig stoppe af noget.

Så i bund og grund synes jeg jo, det er meget hyggeligt at holde jul. Jeg gør det i al fald stadig. Det er i øvrigt stadig mig, der læser Juleevangeliet højt hver eneste juleaften. Nu kan jeg endda godt læse det højt uden at græde – men jeg savner stadig min morfar.

Rigtig glædelig jul.

Mig og min morfar, julen 1974

"Love goes on forever ..."

Alene vs. ensom

I går aftes holdt jeg mit tredje foredrag. Det gik godt. Men det sætter jo også gang i en masse tanker og følelser, og bagefter havde jeg en af den slags samtaler, man kommer til at huske mange år frem i tiden. Noget af det, vi talte om, var på forskellen mellem at være alene og at være ensom. Jeg har aldrig følt mig mere ensom end jeg har gjort, når jeg har været i forhold. Selvfølgelig er dét et udslag af, at det ikke var det rigtige parforhold, men siden det gik op for mig, har jeg tit tænkt på, hvor glad jeg er for, at jeg ikke behøver have en kæreste for eksempel. Forstå mig ret, jeg vil gerne have en kæreste, men jeg vil hellere vente ti år mere på, at den rigtige dukker op, end jeg vil finde sammen med en, der er "god nok".

Så kom jeg til at tænke på et citat fra Hunter S. Thompsons "The Proud Highway"

"We are all alone, born alone, die alone, and -- in spite of True Romance magazines -- we shall all someday look back on our lives and see that, in spite of our company, we were alone the whole way. I do not say lonely -- at least, not all the time -- but essentially, and finally, alone. This is what makes your self-respect so important, and I don't see how you can respect yourself if you must look in the hearts and minds of others for your happiness."

Så sådan er det. Jeg synes ikke engang, det er specielt sørgeligt at tænke på. Men jeg har også altid været god til at være alene, og glad for det. Nogle gange lidt for glad for at være alene, men som samtalen i går også mindede mig om, så er der altså noget meget livsbekræftende og dejligt i at kunne lade sit blik hvile i en andens og vide, at man er elsket, respekteret og vigtig for den anden. Især når man har det på præcis samme måde.

Clara Kluk, jeg ELSKER dig af hele mit hjerte. Sgu! 

Se selv! Det er jo ikke kun mænd, der bliver mere sexede af at få overskæg.

Hurra for overskæg

Jeg kan godt lide overskæg. Det har jeg altid kunnet - sikkert fordi min far gennem hele min barndom havde et flot og fyldigt overskæg. Så det var med stor glæde, jeg bød tiltaget om at gro overskæg for velgørenhed velkommen. Men men men. Der er overskæg, og så er der overskæg. I den forbindelse vil jeg gerne lige vise nogle eksempler på gode overskæg og knap så gode overskæg.

1: De virkelig gode overskæg

Det bedste overskæg ever i hele verdenshistorien:

Tom Selleck, mine damer og herrer. Ingen over, når det gælder overskæg!

Burt Reynolds. Også en flot ambassadør for overskægget.

Doctor Phil. En flot mand med et flot overskæg - og så giver han gode krammere og taler med sydstatsaccent. What's not to like?

2: Cykelstyret:

Salvador Dali. Han havde i øvrigt en fårekylling som kæledyr. Fantastisk!

Hr. Skæg. (Som ikke er bror til Bjørn Lomborg...)

John Mogensen. Som ovenikøbet også bærer seler. Alt er godt ved det!

3: De lidt kiksede overskæg

Eroll Flynn. Overskægget mangler fylde og er for tyndt efter min mening. Men point for overhovede at anlægge det!

Vincent Price. Vi er ude i lidt af det samme som med Eroll Flynn, men det er Vincent Price for God's sake!

Jude Law. Ikke helt spot on, men et glimrende eksempel på, at en smuk mand blot bliver pænere af at anlægge overskæg.

4: Det falske overskæg

Ja, det er jo så mig. Med overskæg. Og ja, jeg var fuld. 

5: Overskæg på George Clooney

Det fortjener sin egen kategori, da det ikke ville være fair overfor de andre skægbærere ellers.

Ved I hvilken dag, det er i morgen? Det er Have Sex With a Guy With a Moustache Day! 

Og husk: You're not a slut if it's for charity.

(Og hvis du nu sidder og tænker over, om du kan lave din egen moustache-wax, så er svaret JA!)

Til sidst skal vi have et stykke med musik fra svenske Mustasch. De har ikke overskæg, men musikken er fed, og det er deres navn også.

Alting er bare bedre i New York ...

I går aftes brugte jeg fem minutter på at se denne fine, lille film, der beskriver et år i New York.


A Year in New York from Andrew Clancy on Vimeo.

Jeg tudede (selvfølgelig), som jeg så ofte gør, når noget handler om New York, men den ER altså også fin. Men der er også noget andet, som er fint ved New York, og det er deres avis. Da jeg boede derovre havde jeg abonnement på New York Times i weekenden, og jeg oplevede ofte, at jeg slet ikke kom ud af døren om søndagen, fordi der var så meget, jeg skulle læse. Det vil være synd at sige, at det samme er tilfældet med mig og danske aviser.

Og ja, jeg ved godt, at den sammenligning, jeg kommer med nu, er helt vildt unfair. Men alligevel. Når jeg har NYC-hjemve, er det præcis sådan her, det føles. At Danmark er et fladpandet, uintelligent land, og alting, ALTING er bedre i New York.

Mest læste på eb.dk lige nu:

Mest læste på nytimes.com lige nu:

Nej nej, det er ikke fair. Men derfor er alting alligevel meget bedre i New York. Lige i dag i al fald.

Glemmer du ...

Det gør jeg nemlig ...

Her i weekenden har jeg været i Århus hos Mia, Per og Mikkel. Det var skidehyggeligt, også selv om jeg ikke er helt frisk og på toppen (måske er det Sars? Hvad blev der egentlig af Sars?!)

Men der var noget, der skræmte mig. Helt vildt faktisk. For selv om jeg har boet i Århus i fire år, så kunne jeg stort set ikke finde rundt. Der var store områder af midtbyen, som jeg overhovedet ikke kunne huske, og SÅ meget er der trods alt ikke lavet om siden jeg boede der.

Min hukommelse er i det hele taget totalt fucked up efter jeg har været syg med stress. Jeg troede i starten kun, det var min korttidshukommelse, den var gal med, men det går mere og mere op for mig, at det ikke kun er den. Jeg har simpelthen store, sorte huller i min ellers altid toptunede hukommelse.

Og hvad vil jeg så sige med det? Ikke så meget andet end, at hvis du nu sidder derude og synes, du er lidt for stresset og venter på, det går over af sig selv, så skal du ikke regne med, at det er sådan, det hænger sammen.

Jeg er stadig ikke glad for at bevæge mig ud i større forsamlinger af mennesker, jeg aldrig har mødt. Jeg kan ikke længere holde til fem dage på en sofa et fremmed sted, selv om det er hos mennesker, jeg holder af. Jeg har mere brug for alene-tid, end jeg nogensinde har haft før.

Og så videre.

Det nytter sådan set ikke noget at sidde og tude over det, så det vil jeg prøve at lade være med. Men det er fandme skræmmende, hvad der kan ske, hvis man ikke passer på sig selv. Så det syntes jeg bare lige, jeg ville fortælle dig.

Men men. Jorden drejer stille rundt, og jeg har haft en fantastisk weekend. Og så længe, man kan huske hvilken film "Coming around again" med Carly Simon er fra, gør det måske ikke så meget, at man ikke kan finde rundt i Århus.

Fièvre légère

Ja, det er så fransk og betyder lampefeber. Tror jeg da nok i hvert fald ...

Jeg har det lige nu. Lampefeber altså. For i morgen udkommer min bog. Bogen. BogEN! Jeg både glæder mig og er nervøs. Mest glæder jeg mig. Eller også er jeg mest nervøs. Det må vi se til i morgen.

Jeg har lavet en facebook-side for bogen: http://www.facebook.com/slutfredmeddinkrop. Med nyhedsbrev og alting. Jow jow.

F.O.F har kontaktet mig om foredrag i marts - en uge inden bogen udkom. Jeg har været i Lorry. På mandag skal jeg i Aftenshowet. På lørdag er der noget med mig i Berlingske Fri. I morgen er der noget med mig i Femina, og jeg skal også i Woman. Plus det løse.

Det er så sindssygt!

Men det er fandeme også en god bog! Og en vigtig bog. Køb den! Hér! http://bit.ly/oWXw94





Vi ses i lampelyset. Eller hvad det hedder ...

Hvad jeg har lært af Steve Jobs

Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner, er at række ud efter min iPhone for at se, om der er sket noget vigtigt ude i verden. I dag vågnede jeg op til beskeden, at Steve Jobs var død. For nogle var Steve Jobs bare Apples grundlægger og direktør - med andre ord bare en mand, der designede telefoner og computere. De må have haft en meget træls dag i dag ...

Umiddelbart efter offentliggørelsen af hans død, var der 10.000 poster på Twitter, der handlede om Steve Jobs eller Apple i sekundet. 10.000 poster i sekundet! Til sammenligning var der 493 poster i sekundet, der handlede om Michael Jackson, da han døde. Jeg ved ikke, hvor mange statusopdateringer på Facebook, der har handlet om Steve Jobs i dag, men da jeg stod op klokken 6, var der allerede godt fyldt op med "R.I.P Steve" osv. i min newsfeed.

 Selv præsident Obama har skrevet om Steve Jobs på sin blog i dag. Han kalder ham bare for Steve, og læs bare her, hvad han skriver om ham:

 "Steve was fond of saying that he lived every day like it was his last. Because he did, he transformed our lives, redefined entire industries, and achieved one of the rarest feats in human history: he changed the way each of us sees the world. The world has lost a visionary. And there may be no greater tribute to Steve’s success than the fact that much of the world learned of his passing on a device he invented."

Og han har jo ret. Steve Jobs har i al fald ændret den måde, jeg ser verden på. Jeg blev "Steve Jobs bitch", da jeg købte min første computer i 1995 og lige var begyndt på universitetet. Det var en brugt Macintosh Performa, og det var helt tilfældigt, at det var en Macintosh. Jeg anede intet om computere, og skulle bare bruge én til at skrive opgaver på. Siden da har jeg aldrig så meget som overvejet at købe en pc.

Jeg gider ikke skrive en masse om Apple vs. Alle De Andre, Som Bare Kopierer Apple (Med I Øvrigt Dårligt Resultat), for det er sådan set ikke det, det handler om her. Det, det handler om er, at Steve Jobs formåede at skabe nogle produkter, som man som ejer kom til at holde helt vildt af. Fordi de er flotte. Fordi de er fantastiske at røre ved. Fordi de er brugervenlige, og fordi de i det hele taget er venlige. Jeps, venlige.

Se bare her:

Billedet forestiller en guide til, hvordan man rigger den gratis internetopkobling hos McDonald's til på hhv PC (til venstre) og Mac, og er et glimrende eksempel på, hvor venligt et system, Mac er. Du skal nærmest intet foretage dig selv. (Dette irriterer mange mennesker, der er vant til at arbejde på PC, og som åbenbart finder det voldsomt provokerende, at man ikke kan "gå ind og ændre i dit og dat og dut." Men hvis man ikke har brug den slags i sin hverdag (og hånden på hjertet: hvor mange af os har egentlig det?), er det pisseligegyldigt.)

Nå, men tilbage til Steve og hans visioner. Der er ingen tvivl om, at Steve Jobs var perfektionist i en grad, som må have drevet adskillige mennesker omkring ham til vanvid. Jeg læste et blogindlæg engang skrevet af en grafisk medarbejder hos Apple, der havde siddet i kirken søndag formiddag og var blevet ringet op af Steve Jobs, som bare lige ville påpege, at det første O i "Google" så underligt ud i farven på iPhones skærm. (Google har i øvrigt "Steve Jobs, 1955 - 2011" stående under sin søgebar i dag med et link til Apples hjemmeside. Hvilket også siger noget om, hvor hårdt hans død har ramt...) For nogle år siden udkom der en bog om Steve Jobs hvor alle hans dæmoniske sider blev udbasuneret for fuld udblæsning. Steve Jobs var dominerende, kolerisk og beregnende, og jeg fristes næsten til at sige "ja, selvfølgelig". Du kan ikke nå dertil hvor Steve Jobs nåede ved at være sød, rar og omgængelig overfor alle, du møder. Sådan er det bare. (I øvrigt synes jeg, det siger mere om bogens mærkbart misundelige og forsmåede forfattere at udgive den slags, men det er en helt anden snak...)

I 2005, ikke længe efter at det var blevet offentligt kendt, at Steve Jobs havde kræft i bugspytkirtlen, holdt han den såkaldte commencement speech på Stanford University. Hvis du ikke allerede har set den, så bør du unde dig selv at bruge det kvarter, den varer på at se den. Det er sindssygt rørende. Ikke kun fordi den slags pludselig skinner i et helt andet lys, når taleren nu er død, men fordi det er så simpelt, det han siger. Simpelt og svært på samme tid.

Jeg får fx vand i øjnene, når han siger:

"Keep looking. Don't settle ... You are already naked. There is no reason not to follow your heart."

"Your time is limited so don't waste it living someone else's life ... Have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you want to become. Everything else is secondary."

Kære Steve,
Tak for det alt sammen. For Performaen, som jeg smed ud for et par år siden med en klump i halsen. For iBook'en, som jeg købte i 2001, og som stadig fungerer upåklageligt som stereoanlæg på Beates kaffebar. For MacBook'en, som jeg købte i 2007, og som netop er gået i arv til Bille. For iMac'en, som jeg købte i 2008, og som jeg bruger hver eneste dag, og som jeg stadig bliver glad i låget af at kigge på. For alle de iPods, jeg har købt gennem tiden og foræret væk, når en ny og større kom på markedet. De virker stadig, hver og en (også den, som lå i min cykelkurv en hel uge i sommerregnen...). For min iPhone 3G, som nu er min søsters, for min egen 4'er, som jeg sagtens kan finde på at kysse godnat. For min iPad, der for evigt har ændret min måde at læse bøger og magasiner på, og ikke mindst for den senest tilkomne: den søde, lækre, sprøde MacBook Air 11'', der vejer mindre end en liter mælk, og hvormed jeg har skrevet den bog, som jeg håber, jeg kan ændre bare en lillebitte del af verden med.

Tak for at være en karismatisk og dygtig taler, der altid kunne sætte ting i perspektiv. Og tak for at styrke min tro på, at det ikke er så slemt, at man i en alder af 38 år stadig ikke er settled og stadig ikke ved, hvad man vil, når man bliver voksen.

Tak!

"Bill Cunningham New York"

Åh, hvor er jeg glad og rørt efter at have set filmen "Bill Cunningham New York" om den 82-årige NY Times fotograf, som må være et af de sødeste, gladeste og mest passionerede mennesker, jeg er stødt på. Og som endda har høj integritet - og som selvfølgelig også er dejligt skør i bolden. Anbefales til alle, der holder af New York og excentriske mennesker. En dejlig, dejlig film!

Når man får tid forærende

Jeg har fået en hel formiddag forærende i dag, da ham jeg skulle have holdt møde med har barn syg. Jeg tændte min telefon i morges og så sms'en, åbnede vinduet og lå lidt og hørte på fuglene og nød solskinnet, og så besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville rykke min tidsplan frem, men bare nyde, at jeg ikke skulle noget. Og så lavede jeg brunch til mig selv, mens jeg hørte Tom Waits. Dejlig, dejlig formiddag! :)

Mit fuldkommen absurde crush på Eddie Vedder...

Enhver der kender bare lidt til mig, eller som har læst med i denne blog nogenlunde regelmæssigt ved, at jeg er svært glad for Pearl Jam, og ikke mindst for Eddie Vedder. Her til aften gik det op for mig, at jeg har været dødeligt forelsket i manden siden 1991. Altså i 20 år.

I det store hele synes jeg, at de fleste mennesker bliver mere interessante efterhånden som årene går, og ikke mindst medlemmer af det lækre køn har det med at blive endnu lækrere med alderen, og her er Eddie Vedder bestemt ikke nogen undtagelse. Men så var det jeg så en video fra Pearl Jams allerførste udendørs koncert fra sommeren 1991, hvor Eddie var 26 år gammel. Se på ham! Øj, øj, øj! Ild i øjnene, smidig som en panter og, usj, lige til at spise på et halvt stykke mad:

Men så ser man det her klip, med en ukulelespillende, 46-årig Eddie Vedder, stadig med ild i øjnene og nogle af de pæneste arme jeg nogensinde har set. Og så er det bare, man tænker, at han sikkert også er lækker som 66-årig og 86-årig, og at han nok ikke er den mest tossede, man kan have et crush på. Hvis det altså var sådan, den slags hang sammen. 

Jeg er vist bare håbløst forelsket. Suk.

Testing testing

Jeg har længet gået og ønsket,
at man kunne blogge fra sin telefon. Og selvfølgelig kan man det. Man kan få apps, der laver popcorn, så selvfølgelig kan man også få en app, man kan blogge fra.

Kys kys!

The Facebook 30 Day Song Challenge

1 ud af 100 "lege" på Facebook er sjove. Det her er en af dem...

Day 01 – Your favourite song

Mazzy Star “Fade Into You”

Smuk, poetisk, syret og lækker.

Day 02 – Your least favourite song

Billy Ray Cyrus “Achy breaky heart”

Verdens dårligste sang overhovedet. Jeg kan SLET ikke holde den ud.

Day 03 – A song that makes you happy

Neil Diamond w. Brian Wilson “Delirious Love”

Jeg ved ikke, om det er koret, teksten eller en blanding af det hele, men jeg kan ALT, når jeg hører den sang. Pure, instant happiness!

Day 04 – A song that makes you sad

Don McLean “Vincent”

Jeg tuder hver gang, han synger det der med “this world was never meant for one as beautiful as you”…

Day 05 – A song that reminds you of someone

Jacques Dutronc “Les Cactus”

Den minder mig om min veninde Mette, som jeg lærte at kende i gymnasiet, og som bor i Kolding, og som jeg desværre derfor ser alt for lidt. Den minder mig om fransk-lektier, om guitarspil, crushes på lækre fyre med langt hår og generel fjollethed. Fnaaadhr!

Day 06 – A song that reminds of you of somewhere

A-ha “Take on me”

Min ældste veninde Mias teenageværelse. Nøj, hvor var vi forelskede i Morten Harket. Det er jeg i øvrigt stadigvæk. Og jeg har til dato aldrig set nogen, der kunne fylde en læderbuks lækrere ud som ham.

Day 07 – A song that reminds you of a certain event
Håkan Hellström "Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg"

Minder mig om mange, mange Håkan Hellström koncerter med min højtelskede søster, Beate.

PS: Alla heter Glenn i Göteborg! (Og flotte fyre med seler får gratis kaffe på Kaffebaren på Amager!)

Day 08 – A song that you know all the words to

R.E.M “It’s the end of the world as we know it”

Da min hjerne fungerer sådan, at jeg kun skal høre en sang 3-4 gange før jeg kan teksten udenad, giver det ikke megen mening at poste en sang, jeg kan teksten til. Hvad der derimod giver mening er at poste en sang, jeg IKKE kender teksten til, til trods for, jeg har hørt den en million gange. Faktisk tror jeg kun det er Michael Stipe og min tidligere kollega Søren McGuire, der kan hele teksten udenad.

Day 09 – A song that you can dance to

Stereo MCs “Step it Up”

Verdens bedste danse-melodi, hvis du spørger mig. To the left. To the right. Og mere behøver man jo sådan set ikke.

Day 10 – A song that makes you fall asleep

Brian Eno “Music for Airports”

Smuk, fin og meget, meget søvndyssende.

Day 11 – A song from your favorite band

Pearl Jam “Yellow Ledbetter”

Min yndlingssang med mit yndlingsband sunget af min yndlingssanger.

Day 12 – A song from a band you hate

ZZ Top “Gimme All Your Lovin’”

Så DØ dog, grimme, bøvede rednecks!

Day 13 – A song that is a guilty pleasure

Bryan Adams “Summer of 69”

Ja ja, i det mindste tør jeg da indrømme det.

Day 14 – A song that no one would expect you to love

Tina Dickow “Sacre Coeur”

Det er meget moderne at hate på Tina Dickow, men jeg har stor respekt for hende, og jeg synes, hun laver fantastisk musik og synger rigtig fedt. So put THAT in your pipe and smoke it.

Day 15 – A song that describes you

Bare neccessities

Tjah. Lidt glad og Baloo-agtig er man vel altid …

Day 16 – A song that you used to love but now hate

Eric Satie “Gymnopédie No.1”

I bund og grund et dejligt lille stykke musik, som jeg dog var så dum at bruge som vækketone i lang tid og derfor associerer med trælse, mørke morgener.

Day 17 – A song that you hear often on the radio

Rosa Lux og Alberte Winding “Min klub først”

Et nummer, der bliver bedre og bedre med tiden.

Day 18 – A song that you wish you heard on the radio

Monty Python “Sit on my face”

Jeg gad bare godt høre P3-værternes oplæg til den …

Day 19 – A song from your favorite album

Einstürzende Neubauten “Redukt”

Nøje afmålte udbrud af raseri, og så på tysk. Ach du lieber.

Day 20 – A song that you listen to when you’re angry

Helmet “In the meantime”

Fantastisk løbemusik!

Day 21 – A song that you listen to when you’re happy

Maria Taylor “Cartoons and forever plans”

Glad med glad på, og så lige lidt Michael Stipe oveni bare for at man lige skal blive lidt mere glad. Overdådigt.

Day 22 – A song that you listen to when you’re sad

Kenneth Thordal “Det er dig, der er stor”

Som at blive trøstet af en rigtig voksen, når alt er dårligt.

Day 23 – A song that you want to play at your wedding

Nina Simone “Feeling Good”

Hvis jeg er rigtig fuld, synger jeg den endda selv. Så er I advaret.

Day 24 – A song that you want to play at your funeral

“Ding Dong The Witch is Dead” fra The Wizard of Oz

Ej, det må I SIMPELTHEN selv ligge og rode med til den tid. Spil hvad I vil, når bare der er fri bar bagefter!

Day 25 – A song that makes you laugh

Bon Jovi “Living on a Prayer”

Uh æh uh æh uhuhu æh! Ej, men kan det blive mere komisk? Minderne fra en særlig nytårsaften, hvor Beate, Sylvia og jeg trashede stuen, mens alle dem fra Saybia, deres manager og deres roadie sad inde i soveværelset og græd, gør heller ikke sangen mindre komisk. (True story. Vi ved stadig ikke, hvad de græd over.)

Day 26 – A song that you can play on an instrument

John Denver “Leaving on a Jetplane”

D,G, A7 FTW!

Day 27 – A song that you wish you could play

Claude Debussy “Clair de Lune”

Det eneste stykke musik, der for alvor får mig til at fortryde, at jeg ikke holdt ved klaverspillet som barn.

Day 28 – A song that makes you feel guilty

The Smiths “Meat is Murder”

Ja ja, Morrissey, jeg ved det godt. Men jeg eeeeelsker bacon!

Day 29 – A song from your childhood

“Kikkassen”

Kickass-børnetv!

Day 30 – Your favourite song at this time last year

Band of Horses “Laredo”

Minder mig om sol, sommer, Roskilde og lange løbeture.

Den der helt særlige tomme følelse ...

... som man får indeni, når noget er overstået. Kender du den? Selvfølgelig gør du det. Det er den følelse, man havde som lille, når man kom i seng, helt træt, efter en tur i Fårup Sommerland, som man havde glædet sig til i mange, mange dage. Eller når det havde været juleaften eller når sommerferien endelig var slut og man kom i skole og fik sit nye skema og nye skolebøger. (Ja ja, jeg elskede at gå i skole og syntes, sommerferierne var alt for lange...)

Jeg har lige afleveret min bog til min redaktør på Rosinante. Foo Fighters-koncerten er ovre. Jeg er kommet hjem fra New York. Det er så underligt. Ikke fordi, der var noget af det, der skuffede mine forventninger, men fordi det er slut. Og hvad så nu? Jeg trænger til at få noget at brænde for. Noget rigtigt. Noget, der betyder noget - og noget, som jeg selv synes er fedt at beskæftige mig med.

Jeg har mest af alt lyst til at tage tilbage til Mettes sommerhus ved Kalundborg, hvor jeg skrev bogen og give mig til at skrive en ny bog. Der var simpelthen så dejligt. Helt stille og fredeligt og med en masse dyr i haven, høj himmel, blåt vand og marker omkring. Og så ikke så meget andet. Min redaktør, Anne, sagde til mig forleden, at hun var imponeret over, at jeg havde kunnet skrive en hel bog på en måned. Men det havde jeg edderluskeme heller ikke kunnet herinde i København med masser af fristelser og high speed internet til at lokke mig i fordærv.

Men hvad skal jeg skrive om? En ny biografi? Ja, gerne, men om hvem? En roman? Ej, er du sindssyg, det tør jeg da ikke. Eller hvad? Nå. Nu må vi se. Et eller andet sted er der jo også noget fedt i de her "hvad skal jeg stille op med mig selv og mit liv"-øjeblikke. Især når man er sådan en, der altid har fræset afsted som om man havde en raket i røven og haft travlt med at være dygtig og pligtopfyldende.

Og angående bogen, så er min redaktør vild med den. Helt vild faktisk. Men den ER også blevet god. Det er den altså. Jeg tør godt indrømme, at jeg er stolt af mig selv. Den udkommer efter planen den 13. oktober, men måske før. Den kan allerede nu forudbestilles på nettet. Det er simpelthen så syret!

Men altså. Jeg trænger til, at der skal ske noget. Noget nyt. Så det gør der nok lige om lidt.

Hot child in the city

Ja, undskyld mig, men det er altså umuligt at være die hard Sex and the City-fan uden konstant at blive mindet om replikker fra serien, når man er i New York. I al fald hvis man er mig.

Men altså. Det går rigtig godt herovre. Her er hedebølge, hvilket i dén grad lægger en dæmper på alting. I hvert fald hvis man er mig. I morgen kommer Inge, og der har de lovet op til 36 grader – med luftfugtigheden kommer det til at føles som 40 grader. Yay! (Not…) Heldigvis bliver det køligere allerede fra på lørdag, hvilket altså vil sige 24-25 grader og let overskyet.

Nå, nu er det jo ikke vejrmeldingen for Doggerbanke, Tyske Bugt, Fladengrund og Farvandet vest for Hebriderne det her. Så hvad har jeg lavet? Ikke en skid. Jeg har fået en tatovering, men det tog jo immervæk kun et par timer. Ellers har jeg bare dalret rundt og drukket en farlig masse iskaffe.

Tatoveringen fik jeg i forgårs hos New York Adorned i East Village. Eller, det vil sige, jeg fik den i baglokalet hos deres søster-forretning Love, Adorned, som er en smykkeforretning i Soho, fordi tatoo-biksen er under ombygning. Det anede jeg ikke, så jeg troppede gladeligt op (heldigvis i utrolig god tid) i en butik fyldt med mexikanske håndværkere. Heldigvis var ejeren der og kunne fortælle mig, at jeg skulle nogle blocks væk til Elizabeth Street, til Love, Adorned.

Jeg havde booket tid hos Bart Bingham for flere uger siden, og vi havde mailet frem og tilbage om hvad jeg ville have osv. En orange morgenfrue på venstre håndled. Den er blevet så fin! Jeg havde kigget meget på alle tatovørernes arbejde hos Adorned, men kunne bedst lide Barts, og han har virkelig gjort et flot stykke arbejde! Jeg glæder mig til den er helet, så jeg kan se alle farvenuancerne. Og jo, det gjorde nas, men det gør det jo. Og det er altså ikke værre end at det er til at holde ud.

Hvad har jeg mere lavet? Jo! Jeg har drukket min første egg cream hos Brooklyn Farmacy & Soda Fountain. Det ligger på Henry Street og er vildt hyggeligt. Det er indrettet som en gammeldags “mælkepop”, hvor man kan få de famøse egg cream, som består af mælk, chokolade- eller vaniljesirup og danskvand. Jeg læste om dem i en Jonathan Lethem-roman og har villet smage én lige siden. Den var god!

Det var i lørdags, som var en virkelig god dag. Jeg vågnede tidligt, spiste morgenmad og tog subwayen ud til Clark Street, som er i Brooklyn Heights. Jeg gik hele vejen nedad Henry Street gennem Cobble Hill og Carroll Gardens, op til Bar Tabac på hjørnet af Dean og Smith Street, hvor de har verdens bedste pomfritter. Dem fik jeg dog ingen af den dag, men jeg har tænkt mig at prøve at lokke Inge med derud, for der er skidehyggeligt – og hun er nødt til at smage Egg Cream også.

Så lagde jeg vejen forbi Brooklyn Industries, hvor jeg brugte en mindre formue på t-shirts og en ny taske og så ned til Brooklyn Bridge, hvor jeg sad i næsten to timer og læste på en bænk. Det er nok mit yndlingssted i hele verden. Øj, hvor jeg gerne vil bo der i området engang.

Resten af lørdag aften tilbragte jeg på møntvaskeriet. Det er en noget andet oplevelse end i København, må jeg indrømme. Der er slikautomater og fjernsyn, og det tager al i alt en time at vaske og tørre en vask og koster knap fem dollars. Billigt og effektivt, jæssør.

Og så har jeg prøvet at løbe i Central Park! Det var superfedt. Jeg endte med at løbe næsten 9 kilometer, fordi jeg ikke anede, hvor langt jeg havde løbet før jeg kom hjem. Normalt løber jeg med min RunKeeper-app slået til, og får cues hver kilometer, men da det koster en jetjager at bruge den herovre, havde jeg ikke slået den til. Vejret var perfekt, det var en smuk morgen og jeg var totalt high on life, og badabing havde jeg løbet næsten 9 kilometer.

Det kan jeg så godt mærke i min hæl, så jeg er desværre nok nødt til at tage den med ro hvad løb angår det næste lille stykke tid. Især fordi jeg jo vader rundt herovre (som man jo gør) og er nødt til at tænke på, at foden skal kunne holde til det de næste 12 dage.

Især fordi Inge nu kommer og hun har aldrig været her før. Det bliver så megafedt. Jeg glæder mig helt vildt! Der er en masse af de der turistagtige ting, jeg ikke gider gøre alene, men som jeg gerne vil opleve med hende, tage Staten Island-færgen, cruise rundt om Manhattan, tage op i Empire State Building (eller Rockefeller center, som jeg har planlagt at overbevise hende om at vi skal i stedet, da jeg har været i ESB fem gange), spise cupcakes på Magnolia og se Carries fordør (jep, Inge er også die hard Sex and the City-fan!) og ellers bare dalre rundt og se på folk og på byen. Det er jo faktisk det allerbedste ved at være i New York. Fuck, hvor jeg bare elsker den her by!!!

Jeg har også prøvet at tage svævebanen over East River. Den løber parallelt med Queensboro Bridge, som er et meget fascinerende bygningsværk, og det var ret fedt. Det tager tre minutter og koster et klip på ens metrocard hver vej, så det er ikke fordi, det er nogen bekostelig eller tidskrævende affære. Man kommer af på Roosevelt Island, som mindede mig en lille smule om Ørestaden. På papiret en rigtig smart ide, men i virkeligheden? Nah, not so much. Men turen derover og tilbage var superfed.

Jeg glæder mig til at besøge High Line Park, som er en ny ting her i byen. En del af den gamle højbane til tog er blevet omdannet til park, og det skulle være superfedt. De har lige åbnet anden del, så den går fra 20. til 30 gade, og jeg glæder mig til at se, hvordan der ser ud.

Jeg skal helt sikkert også ind og se Alexander McQueen-udstillingen på Metropolitan Museum. Måske vil Inge med. Ellers gør jeg det, når hun er taget hjem. Ellers gør jeg det i aften. Eller går ind og ser den nye Woody Allen. Eller sætter mig på en café eller på en bænk et sted, hvor der blæser en nogenlunde kølig brise. I går sad jeg to timer i Battery Park og læste. Det er simpelthen den vildeste luksus i hele verden at være tre uger i New York uden at have travlt.

Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: Hvor jeg dog elsker den her by!

East River får sgu nok ikke noget blåt flag, men fascinerende er det da at kunne dyppe fusserne med udsigt til Empire State Building...

Sådan en udsigt kunne jeg godt blive forfalden til på alle mine løbeture!

Hunts Ln, Brooklyn. Her skal jeg bo, når jeg bliver rig!

Easy like Sunday morning ;)