02 februar, 2014

Noget om vinterbadning


Indtil for ganske få år siden havde jeg det med vinterbaderi som de fleste andre mennesker: Sikke en sindssyg ting at gøre. Men så prøvede jeg det selv. Det var i Båstad, på Hotel Skansen, i september måned, og da jeg kom ind i receptionen var jeg så hæs, at den rare dame bag disken ikke kunne høre, hvad jeg sagde. Da jeg tog afsted to dage senere, var jeg ikke alene feberfri og havde normal stemme, jeg var også fuldkommen forelsket i deres vidunderlige Kallbadhus. Her havde jeg svedt min feber ud i saunaen og frisket mit overophedede legeme i det kølige ... ok, kolde vand, og jeg var hooked!

Nu er jeg på min anden sæson i Det Kolde Gys, og det er seriøst det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg elsker det! I fredags badede jeg i grødis, og det er ligesom det ypperste, man kan komme ud for som vinterbader. Det er en helt særlig og blød fornemmelse, lidt som at bade i kold silke. 

Jeg får masser af spørgsmål om vinterbadning, og jeg vil svare på dem her:

Hvor kan man bade?
I princippet står det enhver frit for at hoppe i havnen, men jeg vil personligt anbefale, at man gør det et sted, hvor der er mere ordnede forhold, hvilket i dette tilfælde vil sige i en badeklub. "Kun en tåbe frygter ikke havet", som vi ved fra Søsportens Sikkerhedsråd, og det gælder i dén grad også for vinterbadning. Lige så fantastisk det kan være, lige så farligt kan det være, hvis man ikke ved, hvad man laver. Men mere om det senere. I Københavnsområdet kan du bade her:

Foreninger, der kræver medlemskab:
Det Kolde Gys på Helgoland
På Bryggen i Vinterbad Bryggen
På Sluseholmen i Badekompagniet
Ved Svanemøllen i Svanemøllebugtens Vinterbadelaug
(Jeg er i øvrigt også medlem i Jomsborg i Århus)

Steder alle kan bade:
Nogle bader hele året fra Sneglen i Kastrup, men her er hverken omklædningsfaciliteter eller sauna
Ribersborg Kallbadhus i Malmö
Hotel Skansens Kallbadhus i Båstad


Er man nøgen?
Ja, det er man. I al fald på Helgoland, hvor jeg bader. Man må selvfølgelig gerne have badetøj på, men det er utrolig ubehageligt med koldt badetøj på kroppen, og da man under alle omstændigheder skal have det af i saunaen, kan man lige så godt bare hoppe i baljen med bar røv. På Helgoland er der separate afdelinger med saunaer for mænd og kvinder, og der er en fællesafdeling. I begyndelsen badede jeg kun hos damerne, men nu bader jeg næsten altid kun i fællesafdelingen. Saunaen der er stor, ny og lækker og med et stort vindue, så man kan sidde og kigge ud over havet. Det er fantastisk. Jeg sidder altid med et håndklæde omkring mig, da jeg er lidt for blufærdig til at sidde med det hele fremme. Det gør jeg i øvrigt også i damesaunaen, så det har intet at gøre med, om der er mænd til stedet eller ej. Jeg er revnende ligeglad med, om andre sidder nøgne ved siden af mig – jeg har bare ikke selv lyst til at gøre det, og det er helt ok. 

Det er en sjov måde, man er nøgen på, i sådan en sauna. Det er simpelthen så aseksuelt et miljø, og samtidig så accepterende og hyggeligt, at jeg er blevet bedøvende ligeglad med at bade så tæt på land, at dem, der lufter hund på Amager Strandpark kan se alt, når jeg går i vandet. (Det må i øvrigt se fuldkommen absurd ud, når man selv går og pissefryser pakket ind fra top til tå, og der så render nøgne mennesker ud i vandet ti meter fra en.)

(OBS: På Bryggen og Sluseholmen er badetøj påkrævet)

Er det ikke pissekoldt?!
Jo. 

Men det er også det, der er meningen med det, og det, der er det fede. Vekslingen mellem saunaens varme og vandets kulde gør, at endorfinerne ræser rundt i kroppen og man får det så godt, som man ikke troede, man kunne. Sådan har jeg det i hvert fald. Der er ikke mange ting, der ville kunne få mig til at cykle fra Vesterbro til Amager Strand flere gange om ugen, men det iskolde vand kan. 

Hvornår skal man starte?
Når man kan. Uanset hvornår du bader i Danmark, er vandet koldt, og du kan selvfølgelig godt starte med at bade om sommeren og så bare fortsætte, men uanset hvad, er der stor forskel på at bade om sommeren og om vinteren, og man kommer ligesom ikke over, at det er koldt, uanset hvor meget, man prøver at snyde sig selv.

Jeg begyndte at bade fast i januar sidste år, og der var gange, hvor jeg cyklede hjem med uforrettet sag, simpelthen fordi jeg syntes, det var for voldsomt. Der var for høje bølger og for meget is på trappen, og det blæste for meget med kold vind til at jeg syntes, det var rart. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg bader i al slags vejr, og jeg nyder hver tur lige meget. Så det er også et spørgsmål om træning og tilvænning, og at blive fortrolig med sig selv, sin krop og dens grænser. 

Hvor længe er man i vandet?
Det kommer an på mange ting. Jeg bader som regel 3-4 gange, og det første dyp, inden man har været i saunaen, er virkelig bare ned og op igen. Vandets temperatur har selvfølgelig også indflydelse på længden af ens dyp, men noget af det fede ved at vinterbade er, at man lærer, hvor stærk ens krop er, og hvor meget, den egentlig kan holde til. Jeg forsøger altid at være i vandet lidt længere tid, end jeg tror, jeg kan klare, for så føler jeg mig ekstra sej. En dag var jeg i for længe, og så gik der lige nogle minutter, hvor mine tæer ikke kunne rette sig ud, og det var ikke så fedt, men så lærte jeg det. Første gang jeg svømmede fra den ene ende af bassinet til den anden i iskoldt vand, var jeg ikke til at skyde igennem. Men generelt vil jeg sige: mellem 10 og 30 sekunder. Så det er ikke noget med, at man skal plaske rundt som på en varm sommerdag.

Må jeg komme med dig ud at bade?
Jeg ville elske at tage alle dem, jeg kender, med ud at bade, men det er desværre ikke muligt, da man skal være medlem, og dette bliver håndhævet ret strikst. Jeg ville ønske, der var steder som "Ribban" i Malmö, hvor alle kan komme ind og bade. Men de kommer nok, hvis det her vinterbadning griber endnu mere om sig. På Bryggen har de en månedlig gæstebadedag, så hvis du kender nogen, der bader der, kan du måske komme med dem.

Er det farligt?
Ja, det er. Men det er også farligt at cykle, at køre bil og at gå over vejen, hvis man ikke ved, hvordan man skal gøre. Der er nogle helt simple regler, man skal følge, og så skal det nok gå:
1) Bad aldrig alene
2) Hold øje med de andre
3) Bad aldrig under påvirkning af alkohol eller stoffer
4) Sørg for at drikke en masse vand
5) Dyk ikke ned under isen
6) Gå baglæns nedad trappen og hold godt fast i gelænderet
7) Tænk dig om og lad være med at være en idiot. (Dette gælder i øvrigt også i alle andre dele af livet ...)

Rigtig god badetur!


22 januar, 2014

Noget om døden og det, der bliver tilbage

En gang i mellem bliver jeg ramt af søvnløshed. I nat er en af de gange. Jeg har læst flere steder, at man bør stå op, men det gider jeg ikke. Hvad skal jeg lave klokken 4 om natten, når det er pissekoldt og mørkt udenfor? Næh, så hellere ligge og glo op i loftet og dimse rundt på nettet på sin iPhone.

En af de ting, jeg faldt over, da jeg dimsede rundt, var den altid skarpsindige og velskrivende Heidi Vesterbergs seneste blogindlæg. Det handler om spøgelser på nettet, og er aldeles læseværdigt. Til slut i sit indlæg opfordrer Heidi os alle til at overveje, hvad der skal ske med vores “digitale døsbo”, når vi dør.
Det mindede mig om, at jeg allerede i sommer satte mig ned og skrev det, der vel nærmest kan betegnes som et testamente. Det var egentlig foranlediget af, at jeg gennem noget tid havde følt døden rykke tættere og tættere på. Ikke min egen, og ikke mine nærmestes, men hos mine nære venner og deres familier. Og det mundede ud i, at jeg skrev ned, hvad der skal ske med mig og mit jordiske og digtiale gods, hvis jeg dør nu. Man ved jo aldrig.
Jeg var kun lige fyldt 18, da jeg tog stilling til, at jeg ville være organdonor. Fuld tilladelse og håret tilbage. Ikke så meget pjat. Det er mange år siden, min mor købte det gravsted, hun skal begraves i, og jeg ved præcis hvordan hendes gravsten skal se ud, hvilke blomster, hun vil have, og hvilke salmer, hun vil at der skal synges til begravelsen. Det er rart.
Tanken om mine forældres død er noget af det, der kan gøre mig allermest ked af det. Den ligger som en stor, sort, uundgåelig tåge i udkanten af min øjenkrog hele tiden, og jeg tænker, at det eneste, jeg kan gøre for at imødekomme den bare nogenlunde, er at sørge for at få sagt alt, der skal siges, inden de dør. Så jeg er meget omhyggelig med at fortælle min mor og far, at jeg elsker dem, og at jeg er stolt af at være deres barn. (Og at de får tæsk, hvis de dør, før de fylder 100.)
Min egen død har jeg det meget mere afslappet omkring. Min yogalærer Jack siger godt nok, at grunden til, at jeg altid kommer til at græde, når jeg laver yogastillinger med hovedet nedad, er min dødsangst, men jeg synes ikke, jeg går rundt og er bange for at dø til hverdag. Jeg mener, jeg er jo død, når jeg dør, og jeg har en klar fornemmelse af, at det er værst for de levende, når nogen er død.
Så det var egentlig også mest som en lille service til mine efterladte, at jeg skrev det testamente. I det står blandt andet mine login-oplysninger til facebook, Twitter, mine emails osv, og at jeg gerne vil have, at min facebookprofil forbliver åben. Jeg kan selv godt lide at mindes folk på den måde. Nogle synes, det er makabert, men jeg tænker, det bare er en anden måde at blive mindet om dem på. Jeg mener, vi bliver jo alligevel hele tiden mindet om dem, der er døde, så om det er på nettet eller ude i virkeligheden, er jo ligemeget.
Der står også, hvad der skal ske med de penge, der bliver udbetalt fra forskellige forsikringer, hvis jeg dør og, at jeg ikke vil begraves, men brændes og have min aske spredt på stranden i Stenbjerg. Jeg har altid holdt meget af kirkegårde, men kun for de mange historier, der ligger gemt der. Jeg mindes fx. min mormor meget mere, når jeg står og laver mad, end når jeg står ved hendes grav, og min morfar meget mere, når jeg cykler i høj fart nedad en bakke og mærker tårerne flyve ud af øjenkrogene, som de gjorde, når jeg sad foran på hans cykel i susende fart nedad Skansebakken som lille. Så for mig betyder det ingenting, at der ikke kommer til at stå en gravsten med mit navn på, når jeg ikke er her mere.
HVIS JEG DØR NU
… så vil jeg gerne brændes og min aske skal spredes over havet ved stranden i Stenbjerg.
Til bisættelsen vil jeg gerne, at I synger “Se nu stiger solen”, for det er min yndlingssalme. Jeg vil også rigtig gerne, hvis I synger en glad version af “Perleporten”. Bisættelsen vil jeg gerne have skal foregå fra Stenbjerg kirke og med frokost på kroen bagefter. Jeg håber, I vil holde en fest i min ånd, med musik og fjol og masser af kram.
Mine ting må I fordele mellem jer som I vil. Jeg ejer intet af synderlig værdi, men hvis der er nogle af mine ting, I synes har affektionsværdi for jer, så må I endelig tage hvad I kan bruge. Resten må I meget gerne give til genbrug, så andre evt. kan få glæde af dem.
Jeg har nogle pensionspenge, en gruppelivsforsikring og nogle andre forsikringer, som alle bliver udbetalt til nærmeste pårørende, hvis jeg dør. Dvs. mor og far. I må selvfølgelig gøre med dem hvad I vil, men jeg synes, I skal betale begravelsen for dem, og så vil jeg gerne, hvis hele familien laver noget rigtig hyggeligt sammen på min næste fødselsdag. Allerbedst vil det være at I booker Henne Kirkeby Kro og drikker hele min pensionsopsparing op i Egly-Ouriet champagne. Er der stadig penge tilbage, vil jeg gerne at de bliver sat ind på Askes børneopsparing.
Min adgangskode til facebook er xxxxxxx og emailadressen er xxxxxxxx. Jeg vil gerne, at kontoen forbliver aktiv efter min død, og at en af jer vil være administrator på kontoen og skrive til folk, hvor bisættelsen foregår osv. Når det hele er ovre, behøver I ikke foretage jer mere, men jeg vil som sagt gerne have, at profilen ikke bliver lukket.

Andrea Bak, 23. august 2013



Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal slutte dette indlæg, så jeg tror bare, jeg vil opfordre til at man kysser det nu, det satans liv, som TV-2 synger. Det ved vi jo allesammen godt, hvordan man gør. Og man kan sige meget dårligt om døden, men den får edderluskeme os levende til at tænke over, hvordan vi gebærder os og bruger vores tid. Jeg tror fx, jeg vil bruge mine næste timer på at sove. Godnat og sov godt.





08 oktober, 2013

Tiden efter den sidste pille

Så er det blevet tid til at skrive en lille evaluering af mit farvel til Citalopram. Overordnet set er det gået skidegodt: jeg er medicinfri nu og har ingen symptomer på depression længere. Dejligt!
Det har bestemt ikke været særlig fedt at stoppe med pillerne. Få dage efter jeg havde taget den sidste pille, fik jeg voldsomme influenza-symptomer, som varede i tre uger, og så var jeg utilbens i flere uger efter, og det er kommet ret meget bag på mig.

Men altså. Jeg kan tåle rimelig meget, når jeg ved hvorfor, jeg har ondt og hvor længe, jeg sådan cirka kan forvente at have det, så jeg holdt ud. Jeg tog op i min mors sommerhus i Stenbjerg i halvanden uge, hvor der er stille og menneskefrit, og jeg tror muligvis, det reddede mit liv. Det reddede i al fald livet på dem omkring mig, som ellers ville have fået et gok i nødden med noget hårdt bare fordi, de tillod sig at trække vejret. Øj, hvor havde jeg en kort lunte.

Helt kort om symptomerne (og de kan variere i det uendelige, så tro ikke, at dette er en oversigt over, hvilke kvaler, du kan forvente, hvis du står i samme situation), så havde jeg ondt i hele kroppen på influenzamåden i halvanden uge. Derefter var jeg utroligt svimmel og havde lidt ondt i leddene, og til sidst var jeg bare helt utrolig konfus. Og nu er jeg som jeg var, før jeg blev syg, og det er dejligt. Det var det, jeg holdt fast i, i de uger, hvor jeg havde det ad h til: udsigten til at blive mig selv igen, uden piller.

Der var perioder, hvor jeg helt seriøst planlagde at ringe til lægen og få en ny recept på pillerne, fordi jeg syntes, det var så synd for mig. Jeg er glad for, at jeg holdt ud! Jeg var selvfølgelig spændt på, hvordan jeg ville have det, når symptomerne foretog sig, og jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis depressions-tegnene ikke var gået væk, så ville jeg ikke have nogen skrupler over at tage medicinen igen.

Nu, hvor jeg har skrevet så meget om medicinen, synes jeg, jeg vil skrive noget om alt det andet, der gør, at man bliver rask, når man har en depression. For medicinen er selvfølgelig ikke nogen kur. Det er den lille trappestige, du kan stille dig op på, når du ikke selv er helt høj nok til at nå det, der står på øverste hylde, for at bruge en lille metafor. (Dette gælder selvfølgelig ikke mennesker med en kronisk depression, som nødvendigvis må tage medicin hele livet!)

For det første er det vigtigt at du gør noget ved det, der har udløst din depression. Det kan jo være utrolig mange ting. I mit tilfælde var det stress. Jeg var sygemeldt med stress et halvt år fra september 2010, og selvom jeg var lynhurtig til at tage mig af den fysiske del af stressen, fik jeg ikke rigtig taget hånd om den psykiske del. Jeg sagde mit daværnede job op for at blive freelancer igen - i erkendelse af, at det, der stresser mig mest, er at skulle være det samme sted i det samme tidsrum hver eneste dag - og det hjalp rigtig meget. Men der var stadig en masse tankemønstre, der skulle ændres, og det fik jeg ro og overskud til, da jeg begyndte at tage medicin. 

Og så fik jeg ro og overskud til at tage den med ro. Lyder det underligt? Lidt, måske. Men når man drøner rundt inde i hamsterhjulet, både det fysiske og det mentale, så kan det være svært at mærke, hvad man egentlig har brug for. Sådan var det i al fald for mig. Men altså. Gåture. Yoga. Vinterbadning. Ordentlig mad. Søvn. Den slags hjælper. (For mig! Det er ikke sikkert, det er helt de samme ting, der hjælper dig.)

Det er ligesom en elastik, som man strækker længere og længere. Hvis man aldrig slækker, så knækker den. Min egen elastik er vokset sammen igen, og jeg er vældig lykkelig for, at jeg nu har lært at strække den og strække den og stræ-æ-æ-ække den lige til det alleryderste, og så slække på den igen, så den ikke knækker. Det er fuldkommen nødvendigt for mig i mit arbejde, at jeg kan fungere under pres, så det er jeg glad for, at jeg har lært.

Det gælder ikke kun arbejde, men også i mit privatliv. Jeg har efterhånden lært at åbne og lukke af, både for andre mennesker og for tanker i det hele taget. Det er en kæmpe gave! For nylig blev jeg bedt om at “summe over noget”, og jeg svarede bare prompte: “Jeg summer ikke, jeg glemmer.” Hvilken befrielse!

Førhen var jeg åben overfor alle indtryk, og jeg formåede ikke rigtig at sortere i, hvad jeg kunne, skulle og ville forholde mig til. Alle muligheder kunne potentielt prøves af, alle menneskers følelser kunne mærkes og jeg kunne ikke finde ud af, hvad for noget af det, der var mit og hvad der var deres. Og det bliver man meget, meget stresset og ulykkelig over at forholde sig til, skal jeg hilse at sige. 

Men alt det har jeg fået overblik over og styr på nu. Jeg kan stadig, hvis jeg vælger det, “tune ind” og mærke, hvordan et andet menneske har det. Det er en stor gave, både privat og arbejdsmæssigt. Men i forhold til før kan jeg meget tydeligt mærke, om det er noget, jeg kan/vil/skal gå ind i, eller om jeg bare skal lade det passere ud fra devisen om, at man alligevel ikke rigtig kan gøre noget ved andres problemer, selv om man gerne vil.

Det har sjovt nok gjort, at jeg er begyndt at savne andre mennesker. Jeg har altid haft det bedst i mit eget selskab, og har følt mig utrolig drænet over at skulle være sammen med andre. Simpelthen fordi, det var alt for overvældende at skulle forholde mig til alt det, der fulgte med. Men sådan er det ikke længere. Og lo and behold, der er ikke nogen, der har vendt mig ryggen og beskyldt mig for at være en kold skid. Det er jo ellers sådan noget, man kan få bildt sig selv ind - at det er min eneste værdi som menneske, at jeg er sådan en, der tager mig af andre. 

Nå, det kunne jeg skrive en lang smøre om. Men pointen er egenlig bare: pillerne alene gør ikke en skid, det er først, når du dealer med dit lort, at det går over. Sådan lidt friskt sagt. Og her er pillerne geniale: fordi de hjælper dig med at få overskud til at gøre det.

Jeg sluttede mit seneste indlæg af med at skrive, at jeg glædede mig til at kunne drikke cocktails uden at blive syg flere dage efter og at få mit sexdrive tilbage. Jeg kan med glæde meddele, at begge dele igen fungerer upåklageligt. Jeg skrev også, at jeg glædede mig til ikke at behøve at bælle flere liter vand i døgnet. Det gør jeg så stadig, så mit bud er, at jeg også førhen havde behov for at drikke tre liter vand om dagen, men at jeg simpelthen havde for travlt med at summe oveni hovedet til at lægge mærke til det. 

Så sådan er det, og det er dejligt!

14 august, 2013

Den sidste pille

Kære Citalopram,

Tak for nu. Du har været en stor hjælp, men nu må jeg videre uden dig. Du ved. Vi er vokset fra hinanden. Som man siger.
Det var en sej start, vi havde, du og jeg. Jeg var først direkte imod at involvere mig med dig, men jeg kunne på den anden side også godt se, at jeg havde brug for dig. Mit humør og min energi svingede næsten fra time til time, for slet ikke at tale om mit selvbillede. Det ene øjeblik kunne jeg føle mig som universets hersker, mens jeg en time senere stod på toilettet og græd i stilhed over at være totalt uduelig til alting.

Det var min læge, der introducerede os for hinanden. Hun havde fortalt om dig før, men jeg havde altid fejet ideen af bordet. Jeg var flov og vred over, at hun overhovedet kunne foreslå det, men da der ligesom ikke var noget, der blev bedre af sig selv – tværtimod – sagde jeg langt om længe ja til dig.

Jeg gik rundt med det gule stykke papir i min taske i et par dage, før jeg indleverede den på apoteket. “Mod depression” stod der på den. Da jeg fik æsken udleveret af apotekerdamen, spurgte hun, om jeg havde taget medicinen før. “Nej! Ligner jeg måske sådan en?!” havde jeg lyst til at hvæse af hende. Men jeg nikkede bare og stoppede æsken ned i tasken.

31,50 kostede du. Endda for tre måneder. Jeg var dybt rystet over, hvor billig, du var. Da jeg kom hjem, læste jeg indlægssedlen. Den var lang og fyldt med skræmmende ord og symptomer. “Nu er du sådan én,” tænkte jeg, da jeg tog den første pille. Jeg lagde mig til at sove, men kunne ikke falde i søvn fordi jeg rystede over hele kroppen. Så grænseoverskridende var det at gå i seng med dig første gang.

I to uger gik jeg rundt og var sikker på, at du aldrig ville lade høre fra dig sådan for alvor. At jeg gik rundt og fyldte mig med nervemedicin, der ikke havde nogen effekt. Men så en dag, helt af mig selv, tog jeg ind i Torvehallerne og købte en entrecôte, et lilla spidskål og en stor buket georginer. Det var først da jeg stod og stegte bøffen, at det gik op for mig, at det var flere måneder siden, jeg havde lavet et ordentligt aftensmåltid til mig selv. Og så tænkte jeg, at det måske ikke var så tovligt med dig og mig alligevel.

Et par dage senere snørede jeg løbeskoene og løb en tur – den første i mange, mange måneder. Det føltes rart. Men jeg var også bange. Bange for, at du var den eneste, der holdt sammen på mig, og at det var dig og mig for evigt.

Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt, over tid, sådan som ægte samhørighed jo gør. Jeg begyndte at blive træt om aftenen og frisk om morgenen. Blev glad igen, sådan hele vejen igennem. Følte mig stærk. Rolig. Glad for verden og for de mennesker, jeg har i mit liv. Jeg blev sådan som jeg plejer at være. Sådan som jeg kan lide at være. Sådan som jeg er glad for at være.

Samtidig med, at jeg blev mere og mere mig selv, gik jeg også og ventede på at få nogle af de berømte bivirkninger. Intet skete. Udover at jeg har taget nogle kilo på, har været utrolig tørstig og har haft meget svært ved at tåle alkohol, har jeg ikke haft noget som helst besvær. Jeg har ikke engang haft svært ved at huske dig hver aften. Tak for det!

Langsomt kom jeg overens med, at jeg var sådan en, der tog antidepressiv medicin. Jeg har hele tiden været meget åben omkring vores forhold, for jeg ved, der er mange derude som os, som har det svært med det, og som synes, det er skamfuldt. Og det er dumt.

I lidt over et år haft din faste plads ved siden af mit tandkrus. Men nu må vi skilles. For jeg tror godt, jeg kan selv nu. Jeg vil i al fald prøve det af. Så må vi se, om vi er helt færdige med hinanden, eller vi skal have en rebound. Den seneste tid har vi kun set hinanden halvt så meget som før. Det er gået rigtig fint, så jeg tror godt, jeg kan undvære dig helt.

Kære Citalopram, tak for det altsammen. Du har givet mig den hestesko, jeg havde brug for, da jeg hang halvvejs nede af muren uden at kunne komme over den ved egen hjælp. Du har hjulpet mig med at justere mit selvbillede af, at jeg er sådan en, der kan klare alting selv. Den troede jeg ellers, jeg var kommet af med, men jeg blev klogere.

Jeg glæder mig til at undvære dig. Glæder mig til at kunne drikke cocktails uden at få synsforstyrrelser og kvalme flere dage efter. Glæder mig til at få mit sexdrive tilbage og til ikke at behøve at bælle tre-fire liter vand i døgnet. 

Hav det godt. Pas på alle de andre, du er i forhold med. Og hils dem og sig, at der ikke er noget at være flov over.

Kærlig hilsen
Andrea




03 maj, 2013

Rome. Do you get it?

Jeg ved ikke, hvorfor overskriften skulle være på engelsk. Det skulle den bare.

Nå, men altså, jeg er i Rom. Igen. Det er dejligt. Som altid. Jeg ankom ret sent i går aftes. Jeg har lejet en lejlighed i Trastevere, og her er så fint, så fint. Jeg skyndte mig at pakke ud og hen på det lokale trattoria om hjørnet for at få noget mad. Jeg kom til at sidde ved siden af et ældre, irsk ægtepar, der var på deres anden flaske rødvin og var meget snakkesalige.


Caprese, nam nam!
De var søde, men øj, hvor var de sure på Rom. Jeg var nær røget ned af stolen. Tænk at sidde der i den fine, dejlige by og være utilfreds med den. Jeg blev helt forarget. Deres første anke gik på, at det var svært at finde rundt. Det har de ret i. Der er så mange små gyder og gader og stræder, som ikke findes på de almindelige kort, og hvis de findes, har de ikke noget navn. Så selv om man kigger og kigger og tæller, at man skal dreje til venstre om tre gader, så kan man sagtens få forvildet sig ned af en forkert gade, fordi den gade, man skulle nedad først er den næste gade. Eller måske hedder den noget andet på skiltet. Det ved man aldrig rigtig.

Dernæst var de sure over, at romerne er dårlige til engelsk. Det ved jeg nu ikke, om jeg vil give dem ret i. Men nu er engelsk jo heller ikke mit første sprog, og jeg kan forstå en del italiensk, og kan også, hvis det virkelig kræves, gøre mig så nogenlunde forståelig med italienske brokker. De syntes at romerne var uvenlige og uvillige til at vise vej. Da jeg havde talt med dem et stykke tid, forstod jeg lidt af hvorfor de var svære at hjælpe. Den flinke mand omtalte fx konsekvent Trastevere som "Travystair". Det udtales "TrastÆvere". For nylig hørte jeg om en, der var blevet spurgt om vej af en amerikansk turist på Strøget, der skulle finde "Aylams balayges", hvilket vedkommende ikke anede hvad var. Før bagefter, hvor det gik op for hende, at der var tale om Illums Bolighus.

Hvis man har læst Asterix, bliver romerne fremstillet som et selvhøjtideligt folkefærd, der altid mener, de har ret. Sådan er det lidt i virkeligheden. Så en romer vil næsten altid svare forkert med vilje eller ikke svare, hvis han ikke kender svaret på det, du spørger om, simpelthen fordi han så ikke taber ansigt.

De flinke irske mennesker (og de VAR virkelig flinke!) kunne slet ikke forstå, at romerne ikke var mere interesserede i at vise deres by frem for turister. "I Irland gør vi alt hvad vi kan for at få turisterne til at føle sig velkomne!" var deres argument. Jeg ved ikke hvor mange turister, der får besøg af hvert år i Galway, men jeg vil vædde en anseelig sum penge på, at det ikke er i nærheden af de horder, der valfarter til Rom hvert år. Alle tidspunkter på året. I tusindtal. Selv jeg er vildt irriteret på turister, så jeg kan levende forestille mig, hvor irriterende de (ok, vi) er for folk, der bor her fast.

Det næste, de brokkede sig over var, at fortovene er så dårlige. Det har de virkelig ret i. "I Irland bliver man sagsøgt, hvis folk falder på ens fortov, fordi det er ujævnt." Jeg var nær begyndt at grine. De kan ikke have fulgt særlig godt med i italiensk politik, hvis de tror, det ville være vejen frem at sagsøge pga dårlig vejbelægning. Jeg mener, dette er et land, hvor Berlusconi er præsident.


Dette er også et land, hvor man hænger vasketøj ud selvom det regner

Jeg fortalte om mine yndlingssteder i Rom, og lavede en fin lille liste med anvisninger til, hvordan man kommer til og fra til fods og med sporvogn. Det var de meget glade for, og jeg tror faktisk, de fik et lidt mildere syn på Rom efter jeg havde lovprist byen og forklaret dem, at romerne er som de er, og at de ikke mener det dårligt. Og at man tit får mere ud af sin rejse, hvis man lader være med at sammenligne med, hvordan det er derhjemme og bare lader sig opsluge af det sted, man er. "When in Rome" osv.

De endte med at blive så begejstrede for mit "lovely English" og "jolly laugh", at de gav mig deres mailadresse, og så kunne jeg sørme bare skrive, hvis jeg kom til Galway, for så skulle de nok tage godt imod mig på deres gård. Det er den slags episoder, der gør, at jeg bare elsker at rejse alene.

I dag havde jeg så min første hele dag i Rom. Det betød selvfølgelig en tur i Peterskirken. Den bliver jeg aldrig træt af. Jeg har efterhånden været der så mange gange, at jeg ikke gider være der så længe. Jeg skal bare lige indenfor, se Pieta til højre for indgangen, op og stå og stene med blikket mod kuplen, forbi statuen af Sankt Peter, runde Berninis søjler og så ud igen, og på vej ud sige dav til den creepy, balsamerede præst i sin glasmontre til højre for udgangen.


Selvom der ikke er så langt at gå, havde jeg allerede godt ondt i fødderne der. Det skyldtes dels, at jeg havde sandaler på, som jeg ikke har gået med længe, og at fortovet og vejbelægningen vitterligt er den største joke. Det føles som om, man går dobbelt så langt som tilfældet er, når man går i Rom, fordi det er så ujævnt. Men man går i Rom, og så skal jeg ikke klage over noget som helst. Især ikke når jeg ser på romerdamerne, der kommer dippende helt hurtigt og smart henover brostenene i 11 cm hæle. Jeg brækker næsten benet bare af at se på dem.

Jeg sad længe på Peterspladsen i solen og læste. Da solen næsten var væk bag kuplen, besluttede jeg mig for at tage en bus hjemad og så skifte til sporvognen det sidste stykke. Det var en dum beslutning. Bussen var propfyldt, trafikken var ulidelig, og selv om jeg troede, det var et overstået kapitel, når man havde nået "Mamma-alderen", stod der alligevel en svedig romer og pressede sin albue ind imod min barm og som hele tiden "kom til" at tage fat om min hånd med sin. Så uelegant og klamt. Han stod selvfølgelig af bussen sammen sted som mig og fulgte efter mig hen mod sporvognen. Da jeg stillede mig til at vente, begyndte han at tale til mig, og selv om jeg godt kunne have været flink, sagde alle mine instinkter mig, at det ville være en dum idé. Så jeg svarede høfligt, men køligt og ignorerede ham ellers. Pludselig bekendtgjorde han, at han ville følge mig hjem. Jeg kiggede på ham med én eneste tanke i hovedet: "Ja, tag du og gør det, så laver jeg din røv om til en sommerhat!" Det hjalp ikke. Det arme menneske var så langsommelig i opfattelsen, at jeg resolut besluttede mig for at praje den første ledige taxa, der kom forbi for at undgå, at det udviklede sig ubehageligt. Som sagt, så gjort. Fjolset råbte efter mig, og chaufføren fangede med det samme, at jeg gerne ville væk derfra i en fart. Det er den slags episoder, der gør, at jeg også hader at rejse alene.

Jeg forklarede adressen, men sagde, at han gerne måtte køre rundt til taxametret ramte 20 euro, så jeg kunne kigge på byen, mens det blev mørkt, og jeg kunne få pulsen ned, mens der var et fornuftigt menneske i min nærhed. Det er det fineste tidspunkt på døgnet i Rom, og er der noget, jeg elsker, så er det at sidde på bagsædet af en romersk taxa med en habil og lettere sindssyg chauffør bag rattet. Som sagt, så gjort. Chaufføren lyttede til et radioprogram om fodbold, mens jeg kiggede på Forum Romanum, på Colosseum, på Mussolinis altan og på alt det andet, vi kørte forbi, mens byen blev badet i stadig mere mørkeblåt lys. Det var så fint.

Da vi nåede min adresse, insisterede chaufføren på, at han først ville køre, når han så lyset i mit vindue blive tændt. "You really love Rome, yes?" spurgte han, inden jeg lukkede døren, og ja, det måtte jeg jo medgive. Hvor var jeg glad for, at han lige var der på det tidspunkt. Det tror jeg godt, han vidste.

Jeg tror, at grunden til, jeg så godt kan lide Rom er, at den kræver noget af en. Det er ikke bare nemt at færdes, og man skal vide ting og sager for at få det bedste ud af byen. Man kan sagtens rende rundt med hovedet under armen og alle sine fordomme og forventninger hjemmefra og få en halvsløj ferie ud af det, fordi man ikke tør tage nogen chancer. Fordi den bedste mad ikke altid bliver serveret i de fine restauranter, men i de små sidegader, hvor der i princippet godt kunne lure en øksemorder, og hvor der er lysstofrør i loftet og det er med fare for liv og lemmer at sætte sig på en stol.

Og uanset hvor mange fjolser, man møder i bussen, kommer der altid en rar taxachauffør og hjælper. Sådan er det. Det ville jeg næsten ønske, jeg havde forklaret de flinke irere. Det kan være, jeg skal sende dem en mail.


11 april, 2013

Noget om dem, jeg elsker ...

For nylig læste jeg om Maren, der havde været hos Beauty Avenue og få en Stress-fix-massage. Det lød så dejligt, at jeg fluks bestilte en tid til mig selv. Så i dag klokken 11 troppede jeg op, godt ør i skallen af at arbejde meget og over at have natligt tankemylder derom, hvilket var den helt rette (omend ikke optimale) tilstand at befinde sig i før sådan en omgang.

Og lad mig bare slå fast: Det var fantastisk. Helt vidunderligt. Jeg sov i næsten en halv time, sikkert med åben mund og heftigt snorkende, i loungeområdet bagefter, og vågnede kun let, da massøren Ivan kom ind og lagde et tæppe over mine ben og klemte mit knæ på sådan en alfaderlig måde, som helt sikkert ville have givet mig en klump i halsen, hvis jeg da ikke var så optaget af at sove.

Han er dygtig, Ivan. Da massagen var ved at være ovre lavede han en lille meditations-øvelse, hvor han samtidig åbnede mit hjertechakra. Det sidder to fingres bredde under kravebenet og føles som en lille fordybning, har jeg lært i dag. Når man er urolig over noget, kan man massere eller banke let på den lille fordybning samtidig med, at man tænker på en person, man elsker, og så får man det bedre efter nogle minutter, sagde Ivan.

Han bad mig tænke på et menneske, jeg elsker, og imens skulle jeg genkalde mig hvordan personen er at røre ved, hvordan vedkommende lugter osv. Jeg valgte lynhurtigt Aske. Det skete bare af sig selv. Jeg kunne tydeligt mærke vægten af hans lille, runde krop, hvordan hans små, tykke lår giver efter, når man "tager hans frølår", hvordan han lugter, og hvordan det føles at kysse den lille, bløde plet mellem hårgrænsen og hans bluse. Jeg blev selvsagt meget rørt over det. Som jeg har skrevet før: den lille skid har virkelig taget røven på sin gamle faster.


Nååårh, Aske!

Bagefter, da jeg havde sundet mig, tog jeg hjem til Clara (min "kone", som jeg elsker, og som dufter af baby) og tog endnu en lur med Gunner. Nååårh, Gunner. Hende elsker jeg også. Vi lå under dynen og snorkede om kap, og inden jeg faldt i søvn tænkte jeg over, hvor mange mennesker, jeg ville kunne have tænkt på, mens jeg lå og fik åbnet mit hjertechakra. Én for én gled deres ansigter forbi, mens jeg tydeligt kunne genkalde mig deres lugt, hvordan deres hænder ser ud, hvordan deres eget særlige glimt i øjet er, og den slags. Også min mormor og morfar, selv om de er døde. Jeg glemmer aldrig min mormors lugt eller hendes hænder. Eller min morfars. Selvom min farmor har været død i over 30 år, kan jeg også sagtens huske, hvor blød hendes hud var at røre ved, og at hun lugtede af en særlig slags håndcreme med glycerin.


Nååårh, Gunner!

Og så gik det op for mig, at jeg er et ufatteligt rigt menneske. Fordi jeg bare kan slukke min telefon i to timer på en helt almindelig torsdag og glemme alt om deadlines, skattevæsenet og fanden og hans moster, og bare synke ned i blød frotté, plingplongmusik og lavendelolie. Og at jeg bagefter kan sætte mig hjem i Claras sofa med verdens sødeste hund mellem fødderne og arbejde færdigt, for derefter at tage endnu en lur, mens jeg falder i søvn til tanken om alle de fantastiske mennesker, der er i mit liv.

Tak!

Læs om massagen her.


Vi har haft den før, men her er den igen. Dejlige Eddie, der synger "I'm a lucky man to count on both hands the ones I love".




20 marts, 2013

Noget om bryster ...

Jeg har aldrig skrevet om mine bryster før, men det vil jeg undtagelsesvis gøre nu. Det er nemlig ved at være tid igen. Tid til at indfinde sig på Rigshospitalets brystkirurgiske klinik og få foretaget mammografi og ultralydsscanning. Og til at blive stukket i og til at gå i ugers uvished. Måske. Måske ikke. 

Første gang jeg mærkede en knude i brystet, troede jeg, mit liv var forbi. Jeg var 33 år og det var alt for tidligt, alt for uretfærdigt og alt det der. Jeg gik til lægen og ventede i det, der føltes som evigheder på at blive undersøgt. Det var heldigvis bare en uskadelig vandcyste, og jeg tog glad hjem igen.

Næste gang var fire år senere. Jeg lå i min seng og læste, og da jeg åndsfraværende kløede mig på siden af højre bryst, mærkede jeg det helt tydeligt: en knude. En stor knude. En kæmpe fucking STOR knude.

Knirkes veninde var på daværende tidspunkt netop færdig med en opslidende og rædsom behandling for brystkræft, så det sortnede vitterligt for øjnene af mig, da jeg mærkede den. Jeg skyndte mig at ringe til Knirke. Hun blev lige så rædselsslagen. “Det her orker jeg ikke en gang til,” udbrød hun fortvivlet. Men så blev vi enige om, at det fandeme ikke kunne være kræft. Det kunne det bare ikke. For helvede.

Jeg fik en tid hos lægen, som undersøgte mig og som med det samme sendte mig til undersøgelse på hospitalet. Der gik flere uger før jeg kom til undersøgelse. Det var rædsomt at gå og vente. Virkelig.

Undersøgelsen foregik på Hamlet, og Knirke var med. Hun sad ude i venteværelset og spillede Doom på sin iPhone, mens jeg fik foretaget mammografi og ultralydsscanning. Mammografi-apparatet lugtede af sved, og jeg syntes, det gjorde ondt. Men pludselig var det ovre, og jeg kunne tage tøjet på igen.

Ultralydsscanningen viste at det heldigvis bare var endnu en vandcyste, jeg havde mærket. Den skulle tømmes for væske, for det kunne være farligt, hvis den bristede. Men den viste også en fast cyste, som der skulle tages en biopsi af. Den vandcyste, jeg havde mærket, var stor som et hønseæg. Den potentielt farlige cyste sad inde midt i brystet, og jeg havde ikke kunnet mærke den overhovedet.

Lægen stak en lang nål ind i brystet og tømte vandcysten for væske. Det var grønsort og lignede noget, han havde hevet op af en mose. Jeg havde på forhånd bedt om at få lov at se væsken, og jeg stak i et næsten forarget hyl, da jeg så kanylen.

“AD! Hvorfor ser det så klamt ud??!” ville jeg vide.
“Det er helt normalt,” forsikrede han mig og tilføjede:
“Kroppen er meget ulækker …”

Dernæst tog han en biopsi af den potentielt farlige cyste. Jeg husker ikke hvor lang tid, der gik, før jeg fik svar, men det føltes som flere år. Svaret skulle jeg have af en læge på Rigshospitalet. Min daværende kæreste tog med mig. Vi sad i venteværelset og kiggede i “Turen går til Rom”, så jeg kunne blive så distraheret som muligt af omgivelserne og de andre ventende. Jeg tænkte, at hvis jeg bare koncentrerede mig så meget som muligt om noget godt, der lå og ventede ude i fremtiden, kunne jeg ikke være syg.

Knuden var godartet. Faktisk var der tale om arvæv fra en vandcyste, der var bristet. Pyha. Jeg begyndte at græde ude på gangen, og vi tog en taxa ned på Schønemann og spiste mørbradbøf og drak snaps for at fejre de gode nyheder. Og for at dulme nerverne. “Hurra for dine lækre, raske patter!” sms’ede Knirke. Det var en god dag.

Sidste år var det så tid igen. Til forskel fra sidste gang, var jeg nu blevet single og Knirke var flyttet til Costa Rica. Men jeg vidste jo, hvad der skulle ske, så jeg mødte tappert op alene til undersøgelsen.

Af en eller anden grund var det meget værre end nogle af de andre gange. Mens jeg sad i venteværelset flød ukendte begreber fra min journal på borger.dk rundt i hovedet på mig. “Cystis mammae solitaria”, “Mammatumor UNS” osv. blandede sig med skrækscenarier af mig i kemoterapi. Mig med vabler i munden. Mig med kvalme og uden hår på hovedet. Mig i en kiste med min grædende familie rundt om.

Der var rigtig mange cyster denne gang. De var store, og de gjorde ondt. Det var en sød, kvindelig læge, der skulle tømme dem. Hun var på min egen alder, og hun var ret nervøs. Der var en midaldrende sygeplejerske til stede også. En firskåren, gæv kvinde, der beroligede både mig og lægen med sin stoiske ro og lette måde at tage tingene på. For hende var det næsten som et computerspil.

“Prøv at følge med på skærmen, du kan tydeligt se, hvordan cysten klapper sammen, når væsken bliver trukket ud,” sagde hun. Jeg gjorde som hun sagde, og det var ganske rigtigt ret fascinerende. Indtil det begyndte at gøre rigtig ondt. Virkelig fucking ondt. Jeg græd og græd. Sygeplejersken holdt mig i hånden, og den stakkels læge asede og masede med at få al væsken ud, men “væggen” var så sej og hård, at jeg til sidst måtte bede hende om at holde op fordi det gjorde for ondt.

Igen var væsken grønsort som mosevand. Sygeplejersken fortalte, mens jeg sundede mig, at hos nogle er væsken klar og orange. Hos andre er den hvid og uigennemsigtig som fløde. Jeg spurgte lægen, hvorfor jeg får de cyster. Hun svarede, at det ved man ikke, men at det er meget almindeligt. Og at de kan opstå i hele kroppen. Hvis de fx sidder i hovedet, kan de lave alle mulige former for ballade, og trykke på vitale centre i hjernen. Yikes.

Da jeg kom ud på gangen ringede jeg til min mor som den første. Bagefter ringede jeg til Clara. Så cyklede jeg hjem under dynen og sov. På ryggen.

Da jeg vågnede bestemte jeg mig for at være glad for, at tingene er som de er, og at jeg er sådan en, der danner vandcyster i brysterne. For hvis det endelig skal være – og det skal det jo åbenbart – er det godt at have dem i brysterne, hvor man ved samme lejlighed kan få tjekket, om der er noget rigtig alvorligt på færde.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke “Er det nu, de finder en malign tumor?” “Er det nu, jeg skal være syg?” Er det nu, jeg skal dø?” For det sker jo. Og rent statistisk kunne det jo sagtens ske for mig. Men altså. Det ved jeg jo først, når jeg kommer ind til lægen. Og jeg har læst nok om tankens kraft til at vide, at det kun gør tingene værre, hvis man går og bekymrer sig. Så det gider jeg ikke.

Hurra for bryster! Både mine og alle I andres. Må vi alle leve et langt og lykkeligt liv med lækre, raske bryster.

Støt Kræftens Bekæmpelse her.

Og så skal vi da lige have en perlerække af nogle af mine favorit-bryster. (Udover mine egne, som I altså ikke får at se her ...)








13 februar, 2013

Når et menneske på under én meter tager røven på dig

Jeg er blevet en af dem med et babybillede på min desktop. Babyen er min nevø Aske, og det er ham, der har taget røven på mig. Godt og grundigt faktisk.

Aske blev født 12. juni, og han er min første nevø. Før han kom til verden tænkte jeg ikke synderligt over dén relation, men puttede ham i samme kategori som de babyer, mine venner har bragt ind i denne verden. Jeg er heldigvis velsignet med op til flere venner, der har lavet søde, kloge, sjove og velopdragne børn, som jeg nyder at være sammen med. Men så kom Aske. Han var kun nogle få dage gammel, da jeg så ham første gang. Han havde ikke engang været i bad endnu, og selv om han lignede en gammel mand og havde rester af indtørret fosterfedt i håret, havde jeg aldrig set så vidunderlig en skabning i mit liv. 

Første møde med Aske

Aske bor i Aarhus, og der går derfor desværre lang tid mellem, vi ser hinanden. Men jeg følger nøje med på Facebook og Instagram, hvor min svigerinde, Mette, heldigvis er flittig med at lægge fotos og videoer ud. Jeg tjekker flere gange dagligt, om der er kommet nyt med Aske, og jeg tager somme tider mig selv i at sidde og smile fjoget over hele femøren, når jeg for 55. gang ser videoen med Aske, der hopper i sin tremmeseng. I sådanne situationer er jeg mere end almindeligt glad for at bo alene.

Jeg har et mål om at besøge ham hver måned, så vi kan lære hinanden ordentligt at kende. Hver gang jeg møder ham, forundres jeg over, hvor meget personlighed han har, og hvor helt igennem et perfekt lille menneske, han er.

Det med at få børn har været et emne, jeg har tænkt meget over hele mit liv. Helt fra jeg var en stor pige har jeg sagt, at jeg ikke ville have børn, men efter jeg har mødt Aske, er jeg kommet i tvivl om, om det er den rigtige beslutning. Jeg har nemlig aldrig før oplevet kærlighed på samme måde, som jeg oplever det med ham. Jeg har fået en fornemmelse af, at det vil være endnu vildere, hvis jeg fik mit eget barn, og det siger jo sig selv, at den slags sætter noget i gang indeni en.

Jeg har altid haft en klar fornemmelse af at sige nej til noget meget stort ved ikke at få børn, og det er ikke en beslutning, jeg har truffet uden en følelse af sorg i maven. Jeg har aldrig været en af dem, der helt gung-ho afviste moderskabet, og jeg har dybest set nok altid været i tvivl om jeg ville have børn, og så var det bare nemmere at sige til mig selv, at det ville jeg ikke, fordi alternativet: at finde en mand at danne en familie med, simpelthen er for stort et projekt til at jeg kan rumme det. Det er ren Olsen Banden-logik: “Dette problem er for stort – det må vi lade ligge.”

Men nu er jeg jo ikke typen, der lader den slags ligge. Ikke særlig længe i hvert fald. Så jeg gik selvfølgelig i gang med at undersøge fænomenet sammen med min dygtige terapeut. Jeg har gået i terapi siden jeg blev sygemeldt med stress, og der er masser at tale om, selv om stress heldigvis fylder mindre og mindre. Hun er skidegod. Jeg kan tale og tale og tale, og jeg er god til at se tingene fra begge sider, og at forholde mig fornuftigt og logisk til mine issues. Men så kommer hun lige ind fra højre og tvinger mig til at tage stilling til, hvordan det føles. Av. Og sidenhen: ah.

I november var jeg til jubilæum på mit gamle gymnasium. Det var lykkedes at samle 20 ud af 24 fra den gamle klasse, og det var vildt hyggeligt og sjovt at se alle sammen igen. Alligevel satte jeg mig i flyveren hjem til København med en umiskendelig følelse af at være en fiasko. Det undrede mig. For på papiret har jeg jo verdens sejeste job, jeg har skrevet bøger og været fjernsynet og i radioen, holder foredrag og skriver vildt sjove ting på Facebook fra mit spændende liv. Men jeg var også den eneste fra klassen, der ikke havde børn. Jeg havde en fornemmelse af, at det var dér, hunden lå begravet, men jeg kunne ikke få mig til at indrømme det overfor mig selv.

Så det snakkede jeg med terapeuten om. Hun hev, sådan som hun altid gør, når jeg skal grave dybt, posen med playmobil-figurer frem. Første gang hun gjorde det, havde jeg lyst til at rejse mig og gå, men det skulle vise sig, at de figurer kom til at spille en væsentlig rolle i et af de største gennembrud, som det hedder på terapeut-sprog, jeg nogensinde har oplevet.
Mit desktop-billede. Jeg udbryder spontant "Nååh, Aske!" flere gange dagligt ...

Det var overfor terapeuten jeg første gang indrømmede, og sagde højt, at jeg måske gerne vil have børn. Måske. MÅSKE! Men at jeg er bange for, at jeg fucker det hele op, at jeg vil være en skidedårlig mor, og at jeg i sidste ende kommer til at sende et forkrøblet og mishandlet menneske ud i verden. Det var en kæmpe befrielse at tale om det på dén måde. At åbne begge døre i stedet for bare den ene. At undersøge det, der ligger bag døren ind til moderskabet og se på det og tale om det i stedet for bare kategorisk at afvise det mens døren stadig er lukket.

Der er en masse mellemregninger, som er for diffuse, og egentlig også for private til, at jeg vil skrive om dem her, så lad os haste til konklusionen. Som er pivåben. Jeg har stadig ikke nogen ubændig trang til at sætte mit eget barn i verden. Hvis mit liv aldrig bliver anderledes, end det er nu, kan jeg så leve med det? Ja, for fanden. Jeg elsker min frihed og jeg trives godt i mit eget selskab, og jeg synes, jeg har et ufattelig dejligt liv. Men i modsætning til før er jeg ikke bange for tanken om selv at stifte familie. Faktisk er jeg blevet mere klar over, hvor vigtig min familie er for mig, og hvor stor betydning det har for mig at høre til i en familie. Jeg vil gerne danne min egen familie, men hvordan den kommer til at se ud, og hvem den kommer til at bestå af, er ikke så vigtig.

For selvfølgelig kan jeg klare det. Og selvfølgelig har jeg en masse gode ting at føre videre til et lille barn. Beviset fik jeg sidste gang, jeg besøgte Aske. (Og hans far og mor, som jeg har det med at overse temmelig kraftigt ...) Min bror og svigerinde spurgte mig nemlig, om jeg ville opfostre Aske, hvis der skulle ske dem noget. “Du skal bare sige nej, hvis du ikke vil,” sagde de søde mennesker. Jeg var ved at græde. Aske sad ved siden af med Port Salut-ost i håret og sprællede med sine tykke ben. Selvfølgelig vil jeg da det! Det er en stor, stor ære at blive spurgt om det, og jeg får stadig en klump i halsen, når jeg tænker på det.

Kort efter stødte jeg på dette citat af Norah Ephron:

“A successful parent is one who raises a child who grows up and is able to pay for his or her own psychoanalysis.”

Det er et sjovt og klogt citat, synes jeg. For nogle år siden havde jeg en snak med min mor om min barndom. “Har du dårlig samvittighed?” spurgte jeg hende. Hun svarede, helt roligt: “Ja, selvfølgelig. Det er umuligt ikke at have dårlig samvittighed, når man sætter børn i verden.” Bum. Bare sådan.

Når jeg tænker på, hvad jeg elsker mine egne forældre for, så er det jo ikke kun det “perfekte”, de gjorde, men også deres fejltagelser, der i sidste ende har været med til at forme mig til den person, jeg er. Et handlekraftigt menneske, der kan klare sig selv, og som har formået at indrette et dejligt liv på sine egne præmisser, og som er omgivet af fantastiske, begavede og interessante mennesker.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal afslutte dette indlæg, så I får bare endnu et billede af Aske. Jeg skal se ham igen den 3. marts, hvor han skal have den gave, jeg købte til ham i Edinburgh. Og så skal han have en farlig masse kys, selv om han har taget røven på mig og vendt alting op og ned. Åh, Aske, hvor jeg elsker dig! 





12 december, 2012

Første gang ...

... jeg så ekstrem fattigdom, var da jeg i 1999 var i praktik som journalist i Dansk Røde Kors. Jeg var så heldig at komme på en tre ugers tur til Filippinerne for at besøge de projekter, som Dansk Røde Kors støttede. Kort forinden havde Danida meldt ud, at de ville stoppe støtten til Filippinerne, da landets BNP var for højt. Desværre var det kun en ganske lille del af befolkningen, der var ekstremt rige og trak BNP’et op – det meste af landet var i dyb armod. Og det var det, vi skulle ud og dokumentere. 

Jeg havde aldrig været udenfor Europas grænser, og jeg husker tydeligt varmen, der slog mig i ansigtet, da jeg gik ud af lufthavnen i Manila. Jeg havde aldrig oplevet sådan en varme før. Lugten var også noget helt særligt. Siden da har jeg døbt den lugten af fattigdom. Sådan en lidt beskidt og varm lugt, sød og kvalm. 

Grunden til at jeg pludselig kommer til at tænke på det er, at jeg i går aftes gik hjem gennem Københavns iskolde, sneklædte og julepyntede gader og blev mindet om det absurde syn af julepynt i Manilas varme, støvede gader. Filippinerne er det eneste kristne land i Asien, og de giver den gas til jul, kan jeg godt love jer. 

Mit første reality check fik jeg, da vi dagen efter vores ankomst skulle krydse en stor, trafikeret vej med en græsklædt midterrabat. Jeg havde sandaler på, og pludselig jog jeg den ene fod ind i en lort. En menneskelort. Det stank så rædselsfuldt at jeg var ved at brække mig, og alene tanken om, at jeg havde et andet menneskes afføring mellem mine tæer var så ubeskriveligt ulækker. 

Jeg skyndte mig over gaden og forsøgte panisk at finde en vandhane. I en smal gyde sad der en mand kun iført shorts på en kasse og var i færd med at “vaske sig” ved at smøre sig ind over hele kroppen i desinficerende sprit-gele. Da jeg spurgte ham, om han vidste, om der var en vandhane i nærheden kiggede han bare på min fod og på mit desperate ansigt og trak resigneret på skuldrene. Da jeg senere havde fået vasket både sandal og tæer fri for fæces og fået styr på mig selv, gik det op for mig, at hvis han havde haft adgang til en vandhane, havde han nok ikke siddet og vasket sig med spritgele. Og at det sikkert var hverdag for ham at forrette sin nødtørft i midterrabatten på en stærkt befærdet vej. 

De første dage, vi var i Manila, var vi rundt og tale med en masse af de gadebørn, der bor rundt om i byens parker. Det var aldeles forstemmende. Især en dreng på 10 år gjorde et stort indtryk på mig. Han lignede en seksårig, og jeg har aldrig mødt et barn med så lidt livsgnist i øjnene. Han var forældreløs og holdt til hos sin tante og onkel, der også var hjemløse og boede i en af parkerne. De sov i en hule lavet af pap og tæpper, og for at drengen, som hed JohnJohn, kunne få lov at komme ind og sove og få mad, skulle han sælge peanuts for et vist beløb om dagen. Hvis han kom hjem uden at have solgt for det fastsatte beløb, som svarede til noget nær 5 danske kroner, fik han tæsk. Ofte fik han ikke solgt sine peanuts, og måtte tigge eller stjæle pengene fra fremmede, eller skaffe dem på andre måder. Da jeg, gennem tolken, spurgte hvilke andre måder, der var tale om, så han væk og trak på skuldrene.

Vi besøgte også et slumkvarter langs jernbanen. Folk boede i hytter lavet af blik og brædder, og når toget kom var der ikke plads til at man kunne stå ved siden af sporet, så man måtte hoppe ind i sit eget eller et af de andre huse. Togene satte ikke farten ned, selvom de kørte igennem slumkvarteret, og ofte blev folk kørt ned og døde. Jeg var indenfor og besøge en familie, der boede i et af skurene. Faderen var syg og kunne ikke arbejde, så de tjente penge ved at leje et “værelse” ud. Det var vel 1 x 2 meter og døren derind til var et tyndslidt lagen. Der lå en tynd, blomstret madras på gulvet. Resten af familien, far, mor og fire børn, lå i rummet ud mod togskinnerne, direkte på gulvet. Jeg blev budt indenfor og fik et tæppe at sidde på. Da jeg kom tilbage til hotellet om aftenen, var mine ben fyldt med loppebid. 

Det værste fik jeg at se dagen efter, da vi skulle besøge lossepladsen, “Smokey Mountain” udenfor Manila, hvor der dengang boede over tusind familier. Lossepladsen hedder sådan fordi skraldet forrådner ved så høj temperatur, at der går ild i det. Somme tider falder dyngerne af skrald sammen, og masser af mennesker er døde på den måde i de over 40 år, den har eksisteret. Smokey Mountain ligger omkring en times kørsel udenfor byen, og på vejen derud tænkte jeg, at dette var det værste, jeg havde set indtil nu. Endeløse strækninger af trafikeret vej med faldefærdige skure og gamle amerikanske militærjeeps, som folk boede i. Men så kom vi ud til lossepladsen.

Jeg troede, jeg skulle blive kvalt, da jeg steg ud af bilen. Hvis du genkalder dig lugten af en skraldepose, der er blevet glemt i et par dage på bagtrappen i en varm dansk sommer, kan du gange det med tusind og stadig ikke forestille dig hvor ulækker stanken var. Jeg var på nippet til at begynde at græde ved tanken om, at jeg skulle tilbringe det meste af dagen der. Lugten vænnede jeg mig dog hurtigt til. Det var værre med synet af de mennesker, der boede derude. Folk gik rundt i bjerge af skrald, som de hakkede i med jernstænger. Børn, voksne, gamle gik rundt og rodede, og midt på lossepladsen var en slags genbrugsstation, hvor de kunne sælge pap, plastic, dåser og hvad de ellers fandt, der kunne genbruges. De små børn gik rundt i klipklappere og shorts. En lille dreng kom spankulerende forbi mig med tykt, grønt snot hængende i ellevetaller under sin lille næse. Han havde en død kattekilling i den ene hånd, som han holdt op mod mig med et triumferende smil. Rundt omkring boede folk i hytter, de havde lavet af skrald. Mange af dem havde boet der længe. En mor, jeg talte med, havde boet der med sine tre børn i flere år. Det var en stor forbedring fra den jeep, de havde boet i førhen. 

Vores base på lossepladsen var Filippinsk Røde Kors’ hus. Det lå også midt i skraldedyngerne, og projektet der gik ud på, at de hver dag serverede et gratis måltid mad for børnene, som havde fået lov af deres forældre til at “få fri” fra skralde-tjansen et par timer hver dag for at blive uddannet børnesundheds-hjælpere. De fik en lille forbindingskasse, blev oplært i de mest basale regler om sundhed og hygiejne, og så gik de ellers rundt og talte med de andre børn på lossepladsen. Rensede deres sår og gav dem plaster på, og fortalte om projektet og vandt deres tillid. Den slags, som voksne overhovedet ikke kunne få lov til fordi børnene var så sky. 

Børnene i Røde Kors-programmet så markant anderledes ud end de andre børn. De var nemlig rene. De blev oplært i at holde sig selv og deres tøj rent, selv under de kummerlige forhold, og de fleste af dem gik endda også i skole uden at deres skolekammerater kunne se eller lugte at de boede på en losseplads. 

Jeg talte med en pige på 16 år. Rosa hed hun. Smuk, begavet og sød. Hendes højeste ønske var at blive sygeplejerske, men hendes familie havde ikke råd til at sende hende i skole. Et semesters undervisning kostede nemlig 25 dollars. Jeg havde alle mine penge liggende i dollars i min rygsæk i bilen, og det eneste, jeg havde lyst til, var at stikke hende en ordentlig bunke penge uden at nogen så det. Men den slags må man ikke, når man er udsendt for Røde Kors. Men det var svært at lade være med. 

Om aftenen, da jeg kom tilbage til hotellet, tog jeg mit tøj af og lagde det i en plasticpose, hældte varmt vand og shampoo oveni og lod det stå i blød, så lugten kunne trænge bare nogenlunde ud. Så tog jeg et langt bad, og mens jeg stod under bruseren, brød jeg fuldstændigt sammen. Fordi det hele havde været så sørgeligt et syn, fordi jeg skammede mig over min egen rigdom og forkælelse og fordi jeg trods alt havde set en fightervilje og en menneskelig værdighed, som man ikke skulle tro kunne trives i så frygtelige omgivelser.

Resten af turen var vi rundt omkring på små øer i Filippinerne. Vi besøgte masser af steder, som man aldrig ville kunne komme til som turist, fordi man, for at komme derud, skulle ringe direkte til borgmesteren, som så sørgede for, at der kom en ud og hentede én i en katamaran af bambus. Det var en helt anden oplevelse. Folk var stadig skidefattige og fik jævnligt deres hjem raseret af storme og oversvømmelser, men de levede et meget mere værdigt liv end dem i byen gjorde. Deres huse var bedre, der var knap så ulækkert, de havde haver med mango, papaya og banan, de havde grise og høns, der var fisk og blæksprutter i havet og de virkede både gladere og sundere end dem, vi havde mødt i byen.

Jeg talte med to sygeplejesker på min egen alder. Deres eneste ønske var at komme til Manila og tjene penge. Jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet i byen, og jeg begyndte at græde imens. De var chokerede. Ingen havde fortalt dem det. Kun at de klarede sig godt og tjente en masse penge. 

Det er præcis 13 år siden, jeg var i Filippinerne. Sidenhen har Dansk Røde Kors trukket sig ud af gadebørns-projektet, da Filippinsk Røde Kors nu åbenbart kan klare sig uden deres støtte. Jeg har aldrig været i Filippinerne siden, og jeg tænker ofte på de børn, jeg mødte og talte med. Lever JohnJohn stadig? Er han glad? Og hvad med Rosa? Blev hun sygeplejerske? Jeg håber det. Det gør jeg virkelig.



06 oktober, 2012

Noget om Stenbjerg

Jeg har længe villet skrive noget om Stenbjerg. Det er der, min mors sommerhus er, og hvor jeg stikker af til, så snart jeg kan se mit snit til det. Huset er gammelt og kun opvarmet med en brændeovn, så man kan kun være der om sommeren. Jeg glæder mig til at komme derop igen.
Det er først indenfor de senere år, at det sådan for alvor er gået op for mig, hvor meget Stenbjerg betyder for mig. Et er alle somrene, jeg har tilbragt deroppe i fuldkommen fri og uovervåget leg med min søster, men noget andet er, at det er der, mine rødder er. Nogle af dem i al fald. Både min morfar og mormor er opvokset der, og som barn morede jeg mig altid meget over, at jeg var i familie med stort set alle, der ligger begravet på den lille kirkegård. På den kirkegård ligger min mormor og morfar begravet i dag, og min mor har for mange år siden købt gravstedet ved siden af deres, og jeg ved også, hvordan hendes gravsten skal se ud og hvilke salmer, hun vil have sunget til begravelsen.

Min mormor og morfars grav
Det er bare sådan, vi er i vores familie. Døden - det er sgu ikke noget, vi er bange for at snakke om. En del af den opfattelse stammer helt sikkert fra min mormor. Hendes far var fisker (som de fleste mænd i Stenbjerg og omegn) og kirkebetjent, så det var ham, der gravede gravene, kastede dem til og den slags. En overgang var der ikke noget kapel, så de døde stod i mine oldeforældres bryggers. Min mormor og hendes søskende (de var 11 i alt), hjalp somme tider til med at grave grave, og når de legede, legede de begravelse. Så lavede de gravsteder, hvor de begravede små pinde, satte blomster omkring og sang salmer og bad Fadervor. Siden da har døden ligesom bare været noget, man måtte tage med som en del af livet, og jeg er jeg utrolig glad for at være vokset op i en familie, der har så pragmatisk en tilgang til noget, der kan være så tabubelagt og svært.

Men altså. Jeg ved rigtig, rigtig meget om min mors familie. Så meget, at jeg virkelig burde sætte mig ned og skrive en slægtshistorie. Den ville blive både sjov og rørende og skræmmende. Måske gør jeg det en dag. Nu må vi se.
Min morfars forældre, Elvine og Christen Trab Christensen. De byggede det hus, vi har som sommerhus i dag, på Stenbjerg Kirke Vej nummer 74.

Fra dengang, der stadig var erhvervsfiskeri i Stenbjerg
På mit køleskab hænger et billede af mig som barn. Mig som rædselsslagent barn. Min morfar var netop trådt ud af billedet, og selv om han ikke var mere end et morfarskridt væk, var jeg altså døden nær af skræk. Jeg sad nemlig helt oppe på skulderen af “figuren”. Figuren var en gammel gallionsfigur fra et skib, som stod udenfor maleren Jens Søndergaards hus, der ligger mellem Stenbjerg og Vorupør. Den står der for øvrigt endnu, figuren, bortset fra, at den nu er blevet vendt, så den står med front ud mod vejen. Dengang stod den med fronten mod syd. I dag vender den mod vest, ud mod havet. Det er egentlig også mest passende for en gallionsfigur.
Min morfars far, Christen Trab.
Som barn havde min søster og jeg en leg, som gik ud på, at når vi passerede gallionsfiguren i bilen på vej over for at handle hos købmand Hillgaard i Vorupør, så gjaldt det om at råbe “figuren!”, netop som vi passerede den gule gallionsfigur. Så det gjaldt i sagens natur at tiltuske sig forsædet, da man så ville passere figuren før den, der sad på bagsæet. Og hvis man sad på bagsædet var ens eneste chance, at den på forsædet glemte, at man skulle sige “figuren”. Men det glemte den på forsædet aldrig.
Min søster er også med på føromtalte billede, trygt omsvøbt af vores far, som i dagens anledning har forbinding om fingeren. Jeg havde nemlig fået en lommekniv af min morfar, som syntes, det var på tide, at jeg fik en lommekniv, og som forklarede mig, at jeg kun måtte få den, hvis jeg lovede altid at snitte væk fra mig selv, og i det hele taget opføre mig fornuftigt med den. Det lovede jeg. Men min far, det kære væsen, syntes alligevel, jeg burde have en mere praktisk instruktion udi at benytte lommekniven. Det endte, ikke overraskende, hvis man kender min far, med at han skar en dyb flænge i fingeren og måtte til lægen i Hundborg og have den syet.
Min morfars mor, Elvine, der røgter får i klitterne.
Lommekniven har jeg endnu. Den er helt rustet fast i skæftet, og er fuldkommen ubrugelig i dag, men jeg nænner ikke at smide den ud. Jeg fik lov at skære fisk ud sammen med min morfar med den. Fandt den lille grønne galdeblære indeni torsken, som, hvis der gik hul på den, ville ødelægge hele fisken med dens grønne indhold. Skar øjet op og fandt den lille, perlemorsagtige plade, der sidder derinde, leveren, rognen, og en sjælden gang i mellem en hel, lille fisk, som torsken havde spist.
Min morfar ordnede fiskene ved en kasse med et spækbræt på ude på græsset. En dag skulle vi ordne ål, og det var noget af det bedste: min morfar bankede et søm i ålen og trak skindet af med en tang. En af ålene slap væk, og vi fandt den dagen efter, langt væk fra huset. Den havde vandret i græsset. Om aftenen fik vi stegte ål, og jeg forsøgte at holde trit med de voksne, der lagde ålebenene rundt om tallerkenen for at se, hvem der kunne spise mest. Til sidst brækkede jeg mig. Jeg har aldrig spist stegt ål siden.

Fra venstre: Min morfar, Christen, hans lillesøster Gerda og deres lillebror Arne. Arne er 91 og bor på Amager, og laver selv mad hver dag.

En aften fik vi kogt torsk, hvilket altid har været en af mine absolutte livretter. Jeg fik et stort fiskeben galt i min lille hals, og kan stadig huske fornemmelsen af at være ved at blive kvalt. Igen måtte vi lynhurtigt afsted til lægen i Hundborg, der jog en træspatel ned i gabet på mig. Det hjalp, og jeg er stadig utrolig glad for kogt torsk.
Det her er vores sommerhus. Det er min morfars barndomshjem, og min oldefar har selv lavet stenene, det er bygget af. Det er ret vildt. Min morfar var den ældste af tre børn. Min morfar hed Christen, og det hed alle de ældste sønner i den familie, lige indtil han og min mormor valgte at kalde deres ældste søn for Tage. Min morfar hed Christen Bak Christensen. Hans far hed Christen Trab Christensen. Hans far hed Christen Bach Christensen. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Bach blev til Bak, men jeg mener, min morfar engang har fortalt, at han fik det lavet om under krigen, fordi han ikke ville have et tyskernavn.

Min tipoldemor, Beate.
Min tipoldefar, altså Christen Bach, var gift med Beate. Det er hende, min søster er opkaldt efter. Hun er på min alder på billedet, så det er ret tydeligt, at det ikke var noget liv i sus og dus at være fiskerkone. Fiskene skulle hentes ved havet i trækurve, der blev båret på ryggen ligesom en rygsæk, men meget større, og med smalle reb i stedet for stropper. Fodtøjet var håndsnittede træsko med halm i og i uvejr fiskede de i lærredstøj, der blev malet med bej for at blive vandtæt. Fiskerne landede deres fisk på stranden, og de fleste veje i Stenbjerg er opkaldt efter de gamle fiskerbåde. Ebenezer. Lykkens Håb. Den slags navne. Der er kun joller tilbage i Stenbjerg nu. Der er ganske få fiskerbåde tilbage i Vorupør, men ellers er det kun fiskerne i Thorup Strand, der lander deres fisk på stranden i dag.

Beate, og senere Farbror Jens' hus
Beate boede i et gult hus ovre på Istrupvejen. Det er på vej ind i skoven, og ligger lige opad den gamle redningsvej. Der er så fint. Jeg elsker at gå eller løbe i det område. Beate havde en søn, der hed Jens. I daglig tale kaldet Farbror Jens. Farbror Jens blev aldrig gift. Han gjorde vistnok haneben til min mormors mor, længe før hun mødte min oldefar, men det blev aldrig rigtig til noget. Og så blev Farbror Jens eneboer, og boede i sit barndomshjem til sin død. Han stod op og spiste sin aftensmad ved køkkenbordet, havde sand på gulvet, og når han fik øjenbetændelse badede han øjnene i sprit. Det var lige indtil min mormor sagde til ham, at det måtte han altså ikke, for det kunne man blive blind af. Så begyndte han at bade dem i kamillete i stedet for. Når min mor og hendes søskende kom på besøg, skulle de have et stykke sukker. Det var i en rusten dåse på en hylde over slagbænken. Nogle gange var det kandis, en sjælden gang var det rigtig bolsjer, men oftest var det bare almindelige sukkerknalder. Min morfar fortalte mig om engang, da Farbror Jens var blevet rigtig gammel og ikke rigtig kunne se mere (måske på grund af for meget baden øjne i sprit), var der kommet en hugorm ind i huset, men Farbror Jens havde troet, det var en pind og havde smidt den ud af døren. Uden at blive bidt.

Hugorme var noget nær min værste skræk (dem og så at falde hele den lange vej ned fra figuren), da jeg var barn. Noget af det skyldtes helt sikkert historien om Pandekagemanden. Pandekagemanden boede i Pandekagehuset, og historien om ham var, at han var blevet bidt af en hugorm og var blevet lam i benene. Så Pandekagemanden fik lavet et stort vindue i Pandekagehusets gavl, så han kunne ligge og kigge ud på de ganske få forbipasserende på Istrupvejen. I virkeligheden havde Pandekagemanden nok haft polio som barn. I dag er det store vindue muret til og Pandekagemanden er forlængst død. Og nej, jeg ved ikke, hvorfor han blev kaldt for Pandekagemanden.
Pandekagehuset som det ser ud i dag

Min mormor var i særdeleshed glad for skoven. Som ung gad hun aldrig til stranden, sikkert fordi den mindede hende om hårdt slid og slæb, men hun cyklede gerne over i skoven med en bog. Jeg elsker havet, men jeg kan også sagtens forstå min mormor. Vi har plukket utrolig mange blåbær og samlet utrolig mange kantareller i den skov, og som små fiskede min søster og jeg skaller og små ørreder i åen, der flyder igennem. Åen munder ud i Ovesø, og jeg har tænkt nogle af mit livs vigtigste tanker ved den sø. Så den har stor betydning for mig. Jeg elsker det store vandspejl, de høje skrænter omkring den, køerne, fiskehejrerne - det altsammen. 

Men mest af alt elsker jeg nok Vesterhavet. Uden det, havde jeg ikke været her, for det er det hav, der har været min families levebrød i mange, mange generationer. Jeg har formentlig set solen gå ned i Vesterhavet flere hundrede gange i mit liv, men jeg bliver aldrig træt af det. Jeg har lært at svømme i Vesterhavet, og kan man det, så kan man bade overalt. Jeg er blevet skuffet hver gang, jeg har stået overfor andre have, for ingen have kan måle sig med Vesterhavet. Eller “Det store hav”, som min søster og jeg kaldte det som små. Og var der noget, man skulle passe på, så var det, at det store hav ikke kom og tog én. Det gjorde det somme tider, mest med de tyske turister, som ikke forstod, hvordan man passede på, men bare padlede ud i små gummibåde med små, dumme årer, der ikke kunne en skid. Eller som svømmede udad, eller gjorde andre dumme ting.


Gravsten fra druknede fiskere, fra den gamle kirkegård i Vorupør

Strømmen er stærk i Vesterhavet, og gennem tiden er mange skibe gået på grund og mange, mange fiskere er druknet. Som fiskerkone vidste man aldrig, om man så sin mand i live igen, når han tog på havet. Ved stranden i Stenbjeg - og i Vorupør og mange andre steder på kysten - er der et stort trækors ved stranden, som blev brugt som markør til fiskerne. Der blev hængt en slags balloner op, som fiskerne kunne se ude fra havet. En ballon betød, at der var uvejr på vej. To balloner betød, at man skulle søge nærmeste havn, og tre balloner betød, at brændingen var så voldsom, at de skulle blive ude, da båden ellers ville blive knust.

Min mormors far, Niels Bonde, er nr. 3 fra højre. En flot fyr, synes jeg.

Min oldefar Niels var redningsmand. Han var en af de mænd, der roede ud i redningsbåden, når der var skibe i havsnød. Jeg har set båden. Den er udstillet i redningshuset nede ved stranden. Jeg får tårer i øjnene af deres mod. Og den vilje og den styrke, det har krævet at ro så stor og tung en båd ud gennem uvejret og de høje bølger for at redde nogen, de måske overhovedet ikke anede hvem var. Uden at få en skid for det.
Det her er kroen i Stenbjerg. Den ejede min morfars søster Gerda og hendes mand i mange år. Det er faktisk blevet et rigtig okay sted at spise igen, hvis du lige skulle komme på de kanter. Min mormors familie var indre missionske, men de afveg fra normerne ved, at de gerne måtte spille Sorteper og Uno, og ved at de gerne måtte gå til bal på kroen, for hverken min oldefar eller oldemor kunne se hvordan Vorherre skulle kunne have ondt af, at vi mennesker danser og har det morsomt. Deres Faster Mette, som boede lige overfor kroen, var dog af en anden opfattelse, så når de skulle til bal, måtte de snige sig hele vejen bagom Faster Mettes hus og indad bagdøren på kroen. 

Min mormor og morfar. Et smukt par.

Min mormor havde en stor æske med gamle billeder, som jeg elskede at høre hende fortælle om. Et af billederne forestillede en ung mand, som min mormor åbenbart havde været kæreste med før min morfar. Og et andet af billederne forestillede min morfar på en strand sammen med en ung pige i badedragt, som tydeligvis ikke var min mormor. Min morfar var ni år ældre end min mormor, og de var begge voksne mennesker, da de blev kærester, men da jeg var barn, syntes jeg, det var virkelig underligt, at de havde haft andre kærester end hinanden. 

Dette er min mormors morbror, Christian. Morbror Christian boede nede ved kroen, og han cyklede ned til æ haw hver eneste dag helt indtil han døde, højt oppe i firserne. Morbror Christian er et af de sødeste og mildeste mennesker, jeg har mødt. Han havde let til tårer, samtidig med, at han var et rigtigt mandfolk, der gik med ulden undertrøje og træsko året rundt. Min mor har et fantastisk billede af Morbror Christian, der hjælper min toårige søster med at få sko på. Jeg skal nok affotografere det næste gang, jeg er i Aalborg, så I kan se det.

Stenbjerg Landingsplads.

Morbror Christians og min oldemors mor hed Else, og hun var tosset. Nogle gange truede hun med, at hun ville gå ud i laden og hænge sig, og hendes mand svarede til sidst bare, at hun nu måtte sørge for at finde en strik, der kunne holde. Så gik Else gerne rundt ude i klitterne en hel nat og kom tilbage og var gennemblødt af regn. Min mormor har fortalt om, hvordan hun vrantent spurgte, hvad de ville, når de kom på besøg, hvortil morfaderen bare sagde “Hold din kæft, Else, og giv æ bar’ en mel’mad.” Min oldemor blev en slags reservemor for Morbror Christian. Deres bror gik en vinter gennem isen på en dam og blev gennemblødt af iskoldt vand, og i stedet for at lade ham komme ind og skifte tøj, sendte Else ham til havet efter garn i frostvejr, så han fik lungebetændelse og døde. Inden han døde sagde han til min oldemor: “Hvis bare du havde været her Mariane, så havde jeg overlevet.” Puha. Sikke et liv.
Min oldemor og oldefar yderst til venstre og min mormor yderst til højre. 
Min mor står helt ude i nederste højre hjørne.
Min oldemor, Mariane, som var gift med Niels og fik 11 børn, fik i øvrigt tyfus som barn. Hun var stadig kun et barn, da hun kom ud at tjene, og det på en gård, hvor de ikke fik mad. Så Mariane skulle selv have mad med hjemmefra, heriblandt æg, der jo naturligvis ikke kunne holde sig. Så hun fik tyfus. 


"Sneglehuset", som min mormor er vokset op i, og som min mor boede i en stor del af sin barndom.

Jeg har allerede nævnt Jens Søndergaard. Hans billeder elsker jeg. Krøyer var i Stenbjerg og male en overgang, men det slår slet ikke Jens Søndergaards billeder. Der er en vildskab og en råhed over landskabet i Thy, som Krøyer slet ikke fangede, eller opfattede, men som Jens Søndergaard har helt styr på. Jeg synes, det er noget af det mest fascinerende ved Stenbjerg, og Thy for den sags skyld. Det hele er så flot, når man først ser det, men lige nedenunder er alt det andet. Hugormene, hestehullerne, strømmen, stormen, det store hav. Det, der forvitrer alting, så man skal male sit hus og sine vinduer i tide og utide, og som gør det umuligt at holde en prydhave fx. Men hvad skal man også med sådan en, når man har lyng og marehalm og Kongens knapper lige udenfor døren?

I flere år tilbragte en tysk kunstner ved navn Käthe Lassen somrene i Stenbjerg. Hun har malet rigtig mange i min familie, blandt andet dette billede. Det er min morfars mormor i midten, omgivet af nogle af sine mange børn.

Min morfars mormor og morfar. Man kan godt se, det er den samme kvinde, Käthe Lassen har malet ovenfor. Jeg synes simpelthen, de er så smukke begge to. Dem gad jeg godt at have kendt.

Det var lidt om Stenbjerg. Her har jeg rod, herfra min verden går, som det hedder i sangen. Og når jeg ind i mellem bliver ramt af tungsind og usikkerhed på, om jeg kan klare det her liv, så tænker jeg, at jeg er udsprunget af mennesker, som hver dag har slæbt 40 kilo fisk på ryggen i trækurve, og så er det jeg tænker, at selvfølgelig kan jeg det.



Måske skal jeg virkelig skrive den slægtshistorie engang ...



Det koster i øvrigt kun 60 kroner om året at være medlem af Foreningen til bevarelse af Stenbjerg Landingsplads.