21 marts, 2009

Siden sidst...

Ja ja, I brokker jer, og jeg skal nok skrive noget nu. Men jeg har egentlig ikke rigtig oplevet så meget, der er værd at blogge om. Eller har jeg? Lad mig se...

Jeg har haft tømmermænd igen. Dem fik jeg efter jeg var på St. Nick's Pub i sidste weekend, sammen med Jane, der er fra Zimbabwe, og som jeg har mødt gennem Carmen. Der var African Night og drinks til 7 dollars, men til sidst var der så mange mennesker, at vi begge to fik klaustrofobi, og så tog vi altså hjem. Men det var rigtig fedt, og hun er helt vildt sød og sej. Hun har oplevet SÅ meget, både i Zimbabwe og som asylansøger herovre - det er helt vildt. Hun får endelig svar på sin ansøgning i slutningen af måneden - efter at have boet og arbejdet i USA i 10 år. Det er åbenbart ikke kun i Danmark, at vi kan finde ud af at behandle asylansøgere som lort.

Ellers har jeg arbejdet. Som en flittig lille hest. Pruuuuh! Det har ellers stået lidt sløjt til med bogen, men nu er der hul igennem, og det er fedt. Så fedt at jeg kl. 20 opdagede, jeg havde arbejdet 12 timer i træk - kun afbrudt af et par telefonsamtaler og en enkelt gyngetur (jeg kan ikke gøre for det!!! Jeg kan ikke lade den være, når jeg ved, den bare hænger lige udenfor i haven. Jeg må melde mig ind i Anonyme Gyngere...) men SÅ måtte jeg også godt få en burger til aftensmad, ja.

Hvad mere? Nåh ja, i sidste weekend, om søndagen, hvor jeg havde tømmermænd, gik jeg en lang tur, og kom bla. forbi en af de mange Psychics der er herovre. Der stod, det kostede 10 dollars, så jeg gik indenfor. Men det var for én hånd. Hvis man ville have begge hænder læst, kostede det 25 dollars, men så fik man også noget at vide om fremtiden... Og så gik det ellers løs. Jeg skulle virkelig bide mig selv i kinden for ikke at dø af grin. Men nu ved jeg, at der er to mennesker, der er imod mig - en mand og en kvinde, og manden har stjålet min signatur. (WTF?!) Den rare dame tilbød at løfte forbandelsen ved at meditere for mig i 9 dage, men jeg takkede nej, da det sikkert ville have kostet en formue. Men så gav hun mig en krystal og sagde, at den ville hjælpe, og så skulle jeg sove i hvidt nattøj. Jow jow. Men så var jeg også aldeles opløftet bagefter :)

På søndag tager jeg til Philadelphia og besøger Morrissey. Det glæder jeg mig til!

Pyha, jeg har lige set "Ghandi", så jeg er helt træt af at vræle. Jeg har altid gerne villet se den færdig, efter vi så den i skolen - desværre kom jeg til at kaste op lige netop som de marcherer ud til havet, og så blev jeg sendt hjem, og har aldrig fået set den færdig. Før nu. Sikke en sød lille non-violent fyr, altså. Ham kunne I sgu lære noget af, Blekingegade-typer. Og alle jer andre voldelige svin. Jeg mener, voldelige skattebasser...

I morgen tidlig tror jeg, jeg vil invitere mig selv ud på morgenmad (mest fordi min indkøbstur i dag aldrig blev til noget...) Og hey! Syrenen i haven er sprunget ud!


Mit nye mantra. Tak, Sir Richard Attenborough!

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start