11 februar, 2009

Morrissey, Morrissey, Morrissey!!!


Enhver der kender mig og min musiksmag ved, at jeg ELSKER Morrissey, og ikke mindst at gå til koncert med ham. Han udgiver en ny plade her snart, og spiller selvfølgelig også i New York. Men kan man få billetter? Nej man kan da ej. Men så er det godt, man kan få billetter til koncerten i Philadelphia den 22. marts. Eller... Man kan købe dem for 75 dollars stykket. Og det har jeg gjort!

Så søndag den 22. marts tager jeg toget til Philadelphia for at se Morrissey om aftenen, og for at spise en Philly Cheese steak sandwich ikke mindst. Jeg har booket værelse på et Bed & Breakfast (jeg får værelset med vægmaleriet, ha ha!!!) i nærheden af koncerten, for det sidste tog hjem til New York går kl. 00.15, og det er jo ikke sikkert, han er færdig med at spille der. Så er jeg også fri for at rende rundt i Philadelphia midt om natten efter en taxa...

Det glæder jeg mig rigtig meget til!

I dag var jeg nede og træne for første gang i mit nye fitnesscenter. Og jeg har således mødt verdens ondeste mand. Ok næsten... Han hedder Eric og arbejder som træner i New York Sports Clubs på 5th Avenue, og det er hans skyld at jeg ikke kan løfte mine arme op over hovedet uden at det gør skideondt. Jeg så godt hans luskede smil, da jeg satte kryds i nej ud for feltet "Do you have any injuries or medical conditions", men nu havde jeg jo betalt for mit medlemskab, og det ville også se så dumt ud at begynde at rende væk. Så jeg led og svedte og prøvede ikke at lade mig mærke med noget. "You're not at all like a girl!" udbrød han overrasket flere gange. Amerikanske piger har åbenbart meget svært ved at stå med en elastik om foden og strække armene op over hovedet, eller lave benpres uden at overstrække knæene... Jeg mente ikke, det kunne være så svært, men til det svarede han bare tørt "Oh, you'd be surprised". Ak ja.

Der er jo mange af de der NYSC klubber. Der er en anden her i nærheden, som har dampbad. Uh la la. Det skal blive godt! I morgen aften skal jeg til yoga. Jeg havde ellers en prøvetime hos Bikram Yoga forleden, som dog slet ikke var mig. Altså som i OVERHOVEDET ikke mig. Det kaldes også Hot Yoga, fordi der er 40 grader (no shit!) i salen, og så tonser man ellers løs. Som om, det ikke var varmt nok at lave yoga i forvejen. De er sgu skøre i hovedet! Så nej. Det var ikke mig, uanset hvor hipt det så ellers er lige nu.

Har jeg husket at prale med vejret? Der har været 18 grader i dag, og solskin. Så jeg har haft sengetøj ude og tørre på snoren, og så sad jeg lidt i solen med min kaffe og snakkede med mit egern. Jeg må finde et navn til den. Egern DD måske? Eller Egon. Eller Joey, efter Joey Ramone. Måske.

2 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

Jeg kalder Michael Egern, fordi han er så stærk og snedig, og han, da navnet opstod, også havde en tyk, krøllet hestehale...
hvad med at kalde din lille nysgerrige makker Watson :)
Hils ham i hvert fald, din lysehyggebygger. Klem!

11:30 PM  
Blogger Caroline sagde ...

Er der også Bikram Yoga i NY? Damn, jeg troede ikke det var så stor en kæde. Jeg kendte Hr. Bikrams søn (han døde desværre sidst år.:( ) og åbenbart var Hr. Bikram en heartless bastard, der ikke ville kendes ved sine børn. Så jeg er glad for at hans center ikke var noget for dig. :P

10:36 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start