Ja ja, jeg skal nok...

... skrive noget. Jeg ved godt, det er hundrede år siden, jeg har skrevet noget. Eller sådan noget i den stil. Men jeg har haft travlt. Med at skrive og med at have besøg af Bille og Jacob. Det sidste har været klart det sjoveste, for vi har både været i genbrugsbutikker i Brooklyn og på quilt-udstilling og på MoMa. Og i Bloomingdales, men det tæller ikke, for jeg købte ikke noget. Jo vent, jeg købte en ny mascara. Og en foundation. Men det er jo næsten det samme som ingenting.

Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg ikke er på ferie, og alting virker ikke nyt og underligt længere, og jeg er så småt ved at vænne mig til, at jeg kan se spidsen af Empire State Building, når jeg skal ud og handle.

Jeg har det godt! Og jeg er glad for at bo i Harlem. Man er selvfølgelig lidt bleg heroppe, da der stadig er langt flest sorte, men det volder mig ikke de store problemer, og jeg synes generelt folk er søde. Især hvis man smiler først. Det er i hvert fald det helt rigtige sted at være lige nu, føler jeg, med alt hvad der sker politisk osv. Folk her virker som om, de er vant til at passe på hinanden i hårde tider, og med Obama er der kommet en helt ny form for håb, og en tro på at det gode nok skal sejre. Så jeg synes, jeg har det rigtig dejligt her, trods mit hvide skind.

Her til aften var jeg til koncert med Antony and the Johnsons. Fantastisk!!! Alle der skal ind og se ham i København, kan bare godt begynde at glæde sig!

Jeg er træt. Jeg sov ikke særlig godt i nat, da fyret spassede ud nede i kælderen og insisterede på at lave sauna i min lejlighed, og samtidig lyde som 40 lokomotiver. Klokken 3 overvandt jeg min angst for gyserfilm-nedgangen til kælderen og gik derned og slog det fra. Eller, det vil sige, jeg spænede derned og spænede op igen, og da jeg kom i seng, var jeg så adrenalin-rushed, at jeg var nødt til at drikke et glas mælk og se et halvt afsnit af Sex & the City for at falde til ro igen. Fjollet altså. I morgen kommer der en og ordner det. Han var her også for 14 dage siden, så ham og jeg når nok at blive fine venner undervejs.

Inden jeg kaster mig på puden, får I lige en lille sang med Antony, optaget af svensk tv. Det var mens han stadig bare var en lillebitte stjerne. Jeg så ham på Loppen på samme turné, og mindre end et år efter spillede han igen på Vega. Og nu spiller han i Falkoner salen. Og to aftener i træk i Town Hall i New York. Flot, flot, flot! Det gode er, at han ikke har mistet noget af det særlige, der er ved ham. Stemmen er selvfølgelig fantastisk, men han er også stadig... quirky. Her til aften forærede han fx en fra publikum en flise fra sit køkken, pakket ind i en t-shirt fra hans første skuespil fra 1989, og en fransk bog, han havde klistret en sommerfuglevinge ind i. Og så hans tøj. Han er trans, men insisterer på at klæde sig som en midaldrende bibliotekar ved navn Bente. I fløjsbukser og træsko og hele molevitten. Han er sød. Og fin.

Nyd ham og hans flotte stemme, og hav det nu lisså dejligt!