26 februar, 2009

Åh pyha...

Den trak sgu tænder ud, den omgang. Og hvor har jeg været sølle og ynkværdig. Det er godt, jeg bor lige mellem Mickeys Funeral Service og Owens Funeral Home! Men nu er det værste ovre, og feberen er officielt okay her til aften. Den har ellers gerne villet være for høj, men det lader til, den er faldet helt til ro nu.

Jeg har været udenfor i dag, i Fairway og købe ind - de har en øko-afdeling, der får Egefeld til at ligne en svagbørnskoloni, og endda til rimelige priser! - og på posthuset og sådan. Det var dejligt at komme ud, må jeg indrømme. Jeg lavede dejlig indisk kylling i skarp sovs med brune ris og blomkål og grønne bønner, selv om Carmen var forbi med hjemmelavet black bean soup tidligere. Jeg tror, jeg stiller den i fryseren - jeg synes ikke, jeg magter mere suppe lige nu.

Jeg gik ned til den Fairway, der ligger på Broadway, men den her i Harlem er meget bedre, fandt jeg ud af. Selv om den er så stor, at jeg for vild i deres kølerum første gang jeg var der. Jeps, kølerum. Det der med at opbevare kød, ost, fisk etc. i kølemontrer, nej nej, de har simpelthen et RUM på størrelse med Føtex kun med kølevarer. Der er så også kølevarer i montrer ude i selve supermarkedet - jeg har endnu ikke gennemskuet hvad forskellen er. Men det er crazy, siger jeg, CRAZY!

Og det mest crazy er, at man bare kan få alt muligt, bare sådan lige der i supermarkedet. Ting som man i Danmark skal i fire forskellige dyre helsekostbutikker for at finde. Kefir fx. Jeg har kun set Kefir ét sted i København, og det er i Egefeld, og der koster en lille bøtte over 25 kroner. I Fairway har de fire forskellige mærker af drikke-kefir, nogle med frugt osv. Til 4 dollars pr liter. Jeg åbner sgu en Fairway, når jeg kommer hjem!

Nå, det er virkelig småt med nyhederne, kan I nok høre, siden jeg skriver så meget om min seneste tur i et supermarked. Men der kommer forhåbentlig mere spas at skrive om, når jeg genoptager min karriere som medlem af de levendes land.

Forresten, så har jeg lige købt sådan en t-shirt her til Knirkes hund, så nu vil jeg også have en Obama-trøje...

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start