22 januar, 2014

Noget om døden og det, der bliver tilbage

En gang i mellem bliver jeg ramt af søvnløshed. I nat er en af de gange. Jeg har læst flere steder, at man bør stå op, men det gider jeg ikke. Hvad skal jeg lave klokken 4 om natten, når det er pissekoldt og mørkt udenfor? Næh, så hellere ligge og glo op i loftet og dimse rundt på nettet på sin iPhone.

En af de ting, jeg faldt over, da jeg dimsede rundt, var den altid skarpsindige og velskrivende Heidi Vesterbergs seneste blogindlæg. Det handler om spøgelser på nettet, og er aldeles læseværdigt. Til slut i sit indlæg opfordrer Heidi os alle til at overveje, hvad der skal ske med vores “digitale døsbo”, når vi dør.
Det mindede mig om, at jeg allerede i sommer satte mig ned og skrev det, der vel nærmest kan betegnes som et testamente. Det var egentlig foranlediget af, at jeg gennem noget tid havde følt døden rykke tættere og tættere på. Ikke min egen, og ikke mine nærmestes, men hos mine nære venner og deres familier. Og det mundede ud i, at jeg skrev ned, hvad der skal ske med mig og mit jordiske og digtiale gods, hvis jeg dør nu. Man ved jo aldrig.
Jeg var kun lige fyldt 18, da jeg tog stilling til, at jeg ville være organdonor. Fuld tilladelse og håret tilbage. Ikke så meget pjat. Det er mange år siden, min mor købte det gravsted, hun skal begraves i, og jeg ved præcis hvordan hendes gravsten skal se ud, hvilke blomster, hun vil have, og hvilke salmer, hun vil at der skal synges til begravelsen. Det er rart.
Tanken om mine forældres død er noget af det, der kan gøre mig allermest ked af det. Den ligger som en stor, sort, uundgåelig tåge i udkanten af min øjenkrog hele tiden, og jeg tænker, at det eneste, jeg kan gøre for at imødekomme den bare nogenlunde, er at sørge for at få sagt alt, der skal siges, inden de dør. Så jeg er meget omhyggelig med at fortælle min mor og far, at jeg elsker dem, og at jeg er stolt af at være deres barn. (Og at de får tæsk, hvis de dør, før de fylder 100.)
Min egen død har jeg det meget mere afslappet omkring. Min yogalærer Jack siger godt nok, at grunden til, at jeg altid kommer til at græde, når jeg laver yogastillinger med hovedet nedad, er min dødsangst, men jeg synes ikke, jeg går rundt og er bange for at dø til hverdag. Jeg mener, jeg er jo død, når jeg dør, og jeg har en klar fornemmelse af, at det er værst for de levende, når nogen er død.
Så det var egentlig også mest som en lille service til mine efterladte, at jeg skrev det testamente. I det står blandt andet mine login-oplysninger til facebook, Twitter, mine emails osv, og at jeg gerne vil have, at min facebookprofil forbliver åben. Jeg kan selv godt lide at mindes folk på den måde. Nogle synes, det er makabert, men jeg tænker, det bare er en anden måde at blive mindet om dem på. Jeg mener, vi bliver jo alligevel hele tiden mindet om dem, der er døde, så om det er på nettet eller ude i virkeligheden, er jo ligemeget.
Der står også, hvad der skal ske med de penge, der bliver udbetalt fra forskellige forsikringer, hvis jeg dør og, at jeg ikke vil begraves, men brændes og have min aske spredt på stranden i Stenbjerg. Jeg har altid holdt meget af kirkegårde, men kun for de mange historier, der ligger gemt der. Jeg mindes fx. min mormor meget mere, når jeg står og laver mad, end når jeg står ved hendes grav, og min morfar meget mere, når jeg cykler i høj fart nedad en bakke og mærker tårerne flyve ud af øjenkrogene, som de gjorde, når jeg sad foran på hans cykel i susende fart nedad Skansebakken som lille. Så for mig betyder det ingenting, at der ikke kommer til at stå en gravsten med mit navn på, når jeg ikke er her mere.
HVIS JEG DØR NU
… så vil jeg gerne brændes og min aske skal spredes over havet ved stranden i Stenbjerg.
Til bisættelsen vil jeg gerne, at I synger “Se nu stiger solen”, for det er min yndlingssalme. Jeg vil også rigtig gerne, hvis I synger en glad version af “Perleporten”. Bisættelsen vil jeg gerne have skal foregå fra Stenbjerg kirke og med frokost på kroen bagefter. Jeg håber, I vil holde en fest i min ånd, med musik og fjol og masser af kram.
Mine ting må I fordele mellem jer som I vil. Jeg ejer intet af synderlig værdi, men hvis der er nogle af mine ting, I synes har affektionsværdi for jer, så må I endelig tage hvad I kan bruge. Resten må I meget gerne give til genbrug, så andre evt. kan få glæde af dem.
Jeg har nogle pensionspenge, en gruppelivsforsikring og nogle andre forsikringer, som alle bliver udbetalt til nærmeste pårørende, hvis jeg dør. Dvs. mor og far. I må selvfølgelig gøre med dem hvad I vil, men jeg synes, I skal betale begravelsen for dem, og så vil jeg gerne, hvis hele familien laver noget rigtig hyggeligt sammen på min næste fødselsdag. Allerbedst vil det være at I booker Henne Kirkeby Kro og drikker hele min pensionsopsparing op i Egly-Ouriet champagne. Er der stadig penge tilbage, vil jeg gerne at de bliver sat ind på Askes børneopsparing.
Min adgangskode til facebook er xxxxxxx og emailadressen er xxxxxxxx. Jeg vil gerne, at kontoen forbliver aktiv efter min død, og at en af jer vil være administrator på kontoen og skrive til folk, hvor bisættelsen foregår osv. Når det hele er ovre, behøver I ikke foretage jer mere, men jeg vil som sagt gerne have, at profilen ikke bliver lukket.

Andrea Bak, 23. august 2013



Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal slutte dette indlæg, så jeg tror bare, jeg vil opfordre til at man kysser det nu, det satans liv, som TV-2 synger. Det ved vi jo allesammen godt, hvordan man gør. Og man kan sige meget dårligt om døden, men den får edderluskeme os levende til at tænke over, hvordan vi gebærder os og bruger vores tid. Jeg tror fx, jeg vil bruge mine næste timer på at sove. Godnat og sov godt.





2 kommentarer:

Anonymous FruForstad sagde ...

Jeg synes, det er meget fint skrevet og klogt tænkt ikke mindst.

Jeg tuder også hver gang, jeg laver yogaøvelser, hvor jeg strækker forover.
Jeg HAR dødsangst men ikke på mine egne vegne. Jeg er temmelig afklaret med min egen død (eller det var jeg i hvertfald før jeg blev mor).
jeg har til gengæld altid være rædselsagen for at mine elskede skulle dø fra mig. Sådan en slags dødangst på andres vegne.

Jeg synes i øvrigt det lyder som en god fest med champagne til begravelsen.

12:16 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

Endnu en perle fra din hånd. Glæder mig hver gang der er et nyt indlæg. Du skriver så dejligt ærligt.
Mette.

1:04 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start