12 december, 2012

Første gang ...

... jeg så ekstrem fattigdom, var da jeg i 1999 var i praktik som journalist i Dansk Røde Kors. Jeg var så heldig at komme på en tre ugers tur til Filippinerne for at besøge de projekter, som Dansk Røde Kors støttede. Kort forinden havde Danida meldt ud, at de ville stoppe støtten til Filippinerne, da landets BNP var for højt. Desværre var det kun en ganske lille del af befolkningen, der var ekstremt rige og trak BNP’et op – det meste af landet var i dyb armod. Og det var det, vi skulle ud og dokumentere. 

Jeg havde aldrig været udenfor Europas grænser, og jeg husker tydeligt varmen, der slog mig i ansigtet, da jeg gik ud af lufthavnen i Manila. Jeg havde aldrig oplevet sådan en varme før. Lugten var også noget helt særligt. Siden da har jeg døbt den lugten af fattigdom. Sådan en lidt beskidt og varm lugt, sød og kvalm. 

Grunden til at jeg pludselig kommer til at tænke på det er, at jeg i går aftes gik hjem gennem Københavns iskolde, sneklædte og julepyntede gader og blev mindet om det absurde syn af julepynt i Manilas varme, støvede gader. Filippinerne er det eneste kristne land i Asien, og de giver den gas til jul, kan jeg godt love jer. 

Mit første reality check fik jeg, da vi dagen efter vores ankomst skulle krydse en stor, trafikeret vej med en græsklædt midterrabat. Jeg havde sandaler på, og pludselig jog jeg den ene fod ind i en lort. En menneskelort. Det stank så rædselsfuldt at jeg var ved at brække mig, og alene tanken om, at jeg havde et andet menneskes afføring mellem mine tæer var så ubeskriveligt ulækker. 

Jeg skyndte mig over gaden og forsøgte panisk at finde en vandhane. I en smal gyde sad der en mand kun iført shorts på en kasse og var i færd med at “vaske sig” ved at smøre sig ind over hele kroppen i desinficerende sprit-gele. Da jeg spurgte ham, om han vidste, om der var en vandhane i nærheden kiggede han bare på min fod og på mit desperate ansigt og trak resigneret på skuldrene. Da jeg senere havde fået vasket både sandal og tæer fri for fæces og fået styr på mig selv, gik det op for mig, at hvis han havde haft adgang til en vandhane, havde han nok ikke siddet og vasket sig med spritgele. Og at det sikkert var hverdag for ham at forrette sin nødtørft i midterrabatten på en stærkt befærdet vej. 

De første dage, vi var i Manila, var vi rundt og tale med en masse af de gadebørn, der bor rundt om i byens parker. Det var aldeles forstemmende. Især en dreng på 10 år gjorde et stort indtryk på mig. Han lignede en seksårig, og jeg har aldrig mødt et barn med så lidt livsgnist i øjnene. Han var forældreløs og holdt til hos sin tante og onkel, der også var hjemløse og boede i en af parkerne. De sov i en hule lavet af pap og tæpper, og for at drengen, som hed JohnJohn, kunne få lov at komme ind og sove og få mad, skulle han sælge peanuts for et vist beløb om dagen. Hvis han kom hjem uden at have solgt for det fastsatte beløb, som svarede til noget nær 5 danske kroner, fik han tæsk. Ofte fik han ikke solgt sine peanuts, og måtte tigge eller stjæle pengene fra fremmede, eller skaffe dem på andre måder. Da jeg, gennem tolken, spurgte hvilke andre måder, der var tale om, så han væk og trak på skuldrene.

Vi besøgte også et slumkvarter langs jernbanen. Folk boede i hytter lavet af blik og brædder, og når toget kom var der ikke plads til at man kunne stå ved siden af sporet, så man måtte hoppe ind i sit eget eller et af de andre huse. Togene satte ikke farten ned, selvom de kørte igennem slumkvarteret, og ofte blev folk kørt ned og døde. Jeg var indenfor og besøge en familie, der boede i et af skurene. Faderen var syg og kunne ikke arbejde, så de tjente penge ved at leje et “værelse” ud. Det var vel 1 x 2 meter og døren derind til var et tyndslidt lagen. Der lå en tynd, blomstret madras på gulvet. Resten af familien, far, mor og fire børn, lå i rummet ud mod togskinnerne, direkte på gulvet. Jeg blev budt indenfor og fik et tæppe at sidde på. Da jeg kom tilbage til hotellet om aftenen, var mine ben fyldt med loppebid. 

Det værste fik jeg at se dagen efter, da vi skulle besøge lossepladsen, “Smokey Mountain” udenfor Manila, hvor der dengang boede over tusind familier. Lossepladsen hedder sådan fordi skraldet forrådner ved så høj temperatur, at der går ild i det. Somme tider falder dyngerne af skrald sammen, og masser af mennesker er døde på den måde i de over 40 år, den har eksisteret. Smokey Mountain ligger omkring en times kørsel udenfor byen, og på vejen derud tænkte jeg, at dette var det værste, jeg havde set indtil nu. Endeløse strækninger af trafikeret vej med faldefærdige skure og gamle amerikanske militærjeeps, som folk boede i. Men så kom vi ud til lossepladsen.

Jeg troede, jeg skulle blive kvalt, da jeg steg ud af bilen. Hvis du genkalder dig lugten af en skraldepose, der er blevet glemt i et par dage på bagtrappen i en varm dansk sommer, kan du gange det med tusind og stadig ikke forestille dig hvor ulækker stanken var. Jeg var på nippet til at begynde at græde ved tanken om, at jeg skulle tilbringe det meste af dagen der. Lugten vænnede jeg mig dog hurtigt til. Det var værre med synet af de mennesker, der boede derude. Folk gik rundt i bjerge af skrald, som de hakkede i med jernstænger. Børn, voksne, gamle gik rundt og rodede, og midt på lossepladsen var en slags genbrugsstation, hvor de kunne sælge pap, plastic, dåser og hvad de ellers fandt, der kunne genbruges. De små børn gik rundt i klipklappere og shorts. En lille dreng kom spankulerende forbi mig med tykt, grønt snot hængende i ellevetaller under sin lille næse. Han havde en død kattekilling i den ene hånd, som han holdt op mod mig med et triumferende smil. Rundt omkring boede folk i hytter, de havde lavet af skrald. Mange af dem havde boet der længe. En mor, jeg talte med, havde boet der med sine tre børn i flere år. Det var en stor forbedring fra den jeep, de havde boet i førhen. 

Vores base på lossepladsen var Filippinsk Røde Kors’ hus. Det lå også midt i skraldedyngerne, og projektet der gik ud på, at de hver dag serverede et gratis måltid mad for børnene, som havde fået lov af deres forældre til at “få fri” fra skralde-tjansen et par timer hver dag for at blive uddannet børnesundheds-hjælpere. De fik en lille forbindingskasse, blev oplært i de mest basale regler om sundhed og hygiejne, og så gik de ellers rundt og talte med de andre børn på lossepladsen. Rensede deres sår og gav dem plaster på, og fortalte om projektet og vandt deres tillid. Den slags, som voksne overhovedet ikke kunne få lov til fordi børnene var så sky. 

Børnene i Røde Kors-programmet så markant anderledes ud end de andre børn. De var nemlig rene. De blev oplært i at holde sig selv og deres tøj rent, selv under de kummerlige forhold, og de fleste af dem gik endda også i skole uden at deres skolekammerater kunne se eller lugte at de boede på en losseplads. 

Jeg talte med en pige på 16 år. Rosa hed hun. Smuk, begavet og sød. Hendes højeste ønske var at blive sygeplejerske, men hendes familie havde ikke råd til at sende hende i skole. Et semesters undervisning kostede nemlig 25 dollars. Jeg havde alle mine penge liggende i dollars i min rygsæk i bilen, og det eneste, jeg havde lyst til, var at stikke hende en ordentlig bunke penge uden at nogen så det. Men den slags må man ikke, når man er udsendt for Røde Kors. Men det var svært at lade være med. 

Om aftenen, da jeg kom tilbage til hotellet, tog jeg mit tøj af og lagde det i en plasticpose, hældte varmt vand og shampoo oveni og lod det stå i blød, så lugten kunne trænge bare nogenlunde ud. Så tog jeg et langt bad, og mens jeg stod under bruseren, brød jeg fuldstændigt sammen. Fordi det hele havde været så sørgeligt et syn, fordi jeg skammede mig over min egen rigdom og forkælelse og fordi jeg trods alt havde set en fightervilje og en menneskelig værdighed, som man ikke skulle tro kunne trives i så frygtelige omgivelser.

Resten af turen var vi rundt omkring på små øer i Filippinerne. Vi besøgte masser af steder, som man aldrig ville kunne komme til som turist, fordi man, for at komme derud, skulle ringe direkte til borgmesteren, som så sørgede for, at der kom en ud og hentede én i en katamaran af bambus. Det var en helt anden oplevelse. Folk var stadig skidefattige og fik jævnligt deres hjem raseret af storme og oversvømmelser, men de levede et meget mere værdigt liv end dem i byen gjorde. Deres huse var bedre, der var knap så ulækkert, de havde haver med mango, papaya og banan, de havde grise og høns, der var fisk og blæksprutter i havet og de virkede både gladere og sundere end dem, vi havde mødt i byen.

Jeg talte med to sygeplejesker på min egen alder. Deres eneste ønske var at komme til Manila og tjene penge. Jeg fortalte dem, hvad jeg havde oplevet i byen, og jeg begyndte at græde imens. De var chokerede. Ingen havde fortalt dem det. Kun at de klarede sig godt og tjente en masse penge. 

Det er præcis 13 år siden, jeg var i Filippinerne. Sidenhen har Dansk Røde Kors trukket sig ud af gadebørns-projektet, da Filippinsk Røde Kors nu åbenbart kan klare sig uden deres støtte. Jeg har aldrig været i Filippinerne siden, og jeg tænker ofte på de børn, jeg mødte og talte med. Lever JohnJohn stadig? Er han glad? Og hvad med Rosa? Blev hun sygeplejerske? Jeg håber det. Det gør jeg virkelig.



2 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

Glædelig jul! Skulle jeg læse det til mine børn, når de synes at det er synd for dem?

12:44 AM  
Blogger Irene Callesøe sagde ...

Åh Andrea. Sikken en julehistorie. Det er ubærligt.

10:18 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start