Noget om min morfar. Og om mig.
I begyndelsen af december besluttede jeg mig for at sende en historie ind til Juletrauma-bloggen. Det blev postet i fredags, og det handler om min morfar - og om mig og mit forhold til julen. Det er som sådan ikke noget rigtigt juletraume - ikke som nogle af de andre bloggere, der har virkelig seriøse traumer. Men det er en meget kendetegnende historie alligevel, da de fleste af os jo får trigget en masse følelser i julen, som vi resten af året sagtens kan pakke af vejen.
Jeg har tænkt ekstra meget på min morfar de seneste dage. På at jeg savner ham, og at jeg savner mænd som ham. Dem måtte der gerne være flere af. Min mormor og morfar kunne skændes så hele den etageejendom, de boede i, rystede. "Du er så konSERvativ!" kunne min mormor finde på at råbe af ham - og det var meget hårde ord i et ræverødt arbejderhjem. Men fem minutter efter krammede de igen, og min mormor fnisede som en skolepige, når min morfar klemte hende om balderne imens.
Min mormor var ikke altid fair overfor min morfar. Men han elskede hende alligevel, og han kaldte hende "En gammel ørn" med stor, stor kærlighed. Jeg har engang hørt en historie om ørne. At de lever alene i deres territorier i årevis, men at der på et tidspunkt flyver en anden ørn ind i deres territorium. Hvis to ørne af modsat køn mødes, hager de sig fast i hinanden med deres kløer og lader sig falde mod jorden, og i sidste øjeblik giver de slip. Hvis den manøvre glipper, dør de begge. Hvis det går godt, bliver de sammen resten af livet.
Jeg tror, det var sådan, min morfar og mormor havde det. De havde en masse problemer, især i begyndelsen af deres ægteskab, hvor de var tvunget til at bo hver for sig på grund af min morfars arbejde, og hvor de kun så hinanden en dag om ugen. Min mormor passede min morfar, da han blev syg. Det var han i mange, mange år, og det sled min mormor næsten op fysisk og psykisk. Men hun gjorde det, for det havde hun lovet min morfar. Og havde det været omvendt, havde han passet hende. Sådan var det bare.
Nå, men det var jo det juletrauma-blogindlæg, det handlede om. Det er her. Husk at gå ind og læse de andre også på www.juletrauma.dk
Jeg har brugt mange timer af mit liv på at forbande julen og al dens væsen. Min aversion mod julen indtrådte, da jeg mistede min morfar. Jeg var 14 år, og han og jeg var meget tæt knyttet til hinanden. På mange måder har min morfar været en meget større faderfigur for mig, end min far nogensinde har været. Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år, og jeg har aldrig haft særlig megen kontakt med min far gennem min opvækst. Men min morfar hentede mig i skolen på sin cykel, læste højt, fortalte mig om verden, tjekkede at jeg lavede mine lektier, lærte mig at tage levertran og alt det, som en hyggelig morfar skal.
Min morfar var sej. Han var gammel sømand og havde en skonnert tatoveret på den ene arm. Han barberede sig med en ragekniv og lavede skummet i en kop med en børste og et stykke barbersæbe. Så stod han der i sin hvide undertrøje med selerne hængende ned langs siden og grinede af mig, bette skid, der sad på wc’et ved siden af med store øjne og hvinede “pas på, du ikke skærer dig, Morfar!” Den dag i dag er synet af en mand, der barberer sig noget af det absolut mest maskuline, jeg overhovedet kan forestille mig.
Min morfar var en stor mand, der engang havde været i Livgarden, men mange års kræftsygdom tærede voldsomt på ham. Til sidst var han mindre end mig, og da han døde, vejede han knap 40 kilo. Han havde kræft i alle sine knogler, og det var utrolig hårdt at se ham svinde ind på den måde. Jeg sad hos ham, da han døde, og det kan måske lyde voldsomt, at et pige på 14 oplever den slags, men for mig var det helt naturligt. Siden da har jeg siddet ved adskillige andre, når de skulle dø. Heriblandt min mormor, der døde sidste år, og min onkel, der døde tidligere på sommeren. Jeg synes, der er noget utrolig smukt og fredfyldt over det, og det har gjort mig meget afklaret omkring min egen, forhåbentlig fjernt forestående død.
Nå, men det var jo julen, det skulle handle om. I min familie har vi en tradition med, at vi beder bordbøn og læser Juleevangeliet højt hver juleaften. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal opføre os så gudsfromt den ene dag på året, men sådan er det bare. Det var altid min morfar, der læste Juleevangeliet højt, og den første jul uden ham, var det ligesom naturligt, at det var mig, Morfars pige, der skulle læse det i stedet for. Jeg tror, det var der, jeg begyndte at hade julen. Fordi det var helt, helt forkert at stå der uden min morfar og læse det åndssvage juleevangelium højt. Alverden skulle skrives i mandtal, min bare røv.
Siden da har jeg afprøvet mange forskellige måder at holde jul på, både i udlandet og i Danmark, og jeg er nu kommet frem til, at julen er skideligegyldig for mig. Altså sådan virkelig skideligegyldig. Jeg hader den ikke – jeg synes bare, den er ligegyldig. Lidt ligesom Champions League, IKEA eller Skanderborg Festival. Det er fint, det er der, og det er dejligt, folk hygger sig med det, men det ville ikke gøre mig noget, hvis den ikke var der.
Sidste år var så første jul uden min mormor. Det var der, jeg for alvor holdt op med at hade julen og tillagde mig en mere “nå ja, herregud, lad os æde noget and og nogen brandybønner og så fred være med det”-holdning til det hele. Det er meget, meget befriende, skulle jeg hilse og sige. Og sært nok blev min jul pludselig tusind gange federe, selv om der stadig var masser af phoneybaloney med bordbøn, julegaver, der alligevel skal byttes, groteske mængder sul og alt det andet halløj, som førhen fik mit pis i kog.
Jeg holdt juleaften med min mor og min søster i min mors lejlighed i Aalborg, og det var en af de hyggeligste juleaftener nogensinde. Min mor var på arbejde om dagen, så min søster og jeg fes rundt i nattøj og hørte Ramones for fuld udblæsning, mens vi ordnede julemaden og fik en lille skid på i rødvin. Efter vi havde gået om juletræ (og tudet over, at vi savnede min mormor – hendes yndlingssalme var “Dejlig er jorden”, og vi kunne næsten ikke komme igennem den, fordi vi skulle tude. Åh, det var et værre cirkus…) spillede vi Bezzerwizzer og spiste konfekt, og det hele var skidehyggeligt.
Jeg er begyndt at tænke meget over, om det mon er sidste gang, jeg kommer til at holde jul med min mor. Jeg håber selvfølgelig, hun bliver 87 år ligesom min mormor, og vil have sin lange snude i alt lige som hende, men jeg oplever på den anden side også flere og flere, der mister deres forældre alt for tidligt, så når jeg har valgt at holde af julen i stedet for at hade den, er det sgu også lidt af respekt for alle dem, der sidder rundt omkring og ønsker, at de havde en mor at holde jul med.
Men når dét så er sagt, så drømmer jeg stadig om, hvert år, at stikke af til de varme lande og sende min familie et gavekort på en ged hver. Men altså. Hvis det virkelig havde været så vigtigt for mig ikke at holde jul, så havde jeg nok gjort det. Jeg er jo ikke ligefrem typen, der lader mig stoppe af noget.
Så i bund og grund synes jeg jo, det er meget hyggeligt at holde jul. Jeg gør det i al fald stadig. Det er i øvrigt stadig mig, der læser Juleevangeliet højt hver eneste juleaften. Nu kan jeg endda godt læse det højt uden at græde – men jeg savner stadig min morfar.
Rigtig glædelig jul.
Jeg har tænkt ekstra meget på min morfar de seneste dage. På at jeg savner ham, og at jeg savner mænd som ham. Dem måtte der gerne være flere af. Min mormor og morfar kunne skændes så hele den etageejendom, de boede i, rystede. "Du er så konSERvativ!" kunne min mormor finde på at råbe af ham - og det var meget hårde ord i et ræverødt arbejderhjem. Men fem minutter efter krammede de igen, og min mormor fnisede som en skolepige, når min morfar klemte hende om balderne imens.
Min mormor var ikke altid fair overfor min morfar. Men han elskede hende alligevel, og han kaldte hende "En gammel ørn" med stor, stor kærlighed. Jeg har engang hørt en historie om ørne. At de lever alene i deres territorier i årevis, men at der på et tidspunkt flyver en anden ørn ind i deres territorium. Hvis to ørne af modsat køn mødes, hager de sig fast i hinanden med deres kløer og lader sig falde mod jorden, og i sidste øjeblik giver de slip. Hvis den manøvre glipper, dør de begge. Hvis det går godt, bliver de sammen resten af livet.
Jeg tror, det var sådan, min morfar og mormor havde det. De havde en masse problemer, især i begyndelsen af deres ægteskab, hvor de var tvunget til at bo hver for sig på grund af min morfars arbejde, og hvor de kun så hinanden en dag om ugen. Min mormor passede min morfar, da han blev syg. Det var han i mange, mange år, og det sled min mormor næsten op fysisk og psykisk. Men hun gjorde det, for det havde hun lovet min morfar. Og havde det været omvendt, havde han passet hende. Sådan var det bare.
Nå, men det var jo det juletrauma-blogindlæg, det handlede om. Det er her. Husk at gå ind og læse de andre også på www.juletrauma.dk
Juletrauma blog 9
Min morfar var sej. Han var gammel sømand og havde en skonnert tatoveret på den ene arm. Han barberede sig med en ragekniv og lavede skummet i en kop med en børste og et stykke barbersæbe. Så stod han der i sin hvide undertrøje med selerne hængende ned langs siden og grinede af mig, bette skid, der sad på wc’et ved siden af med store øjne og hvinede “pas på, du ikke skærer dig, Morfar!” Den dag i dag er synet af en mand, der barberer sig noget af det absolut mest maskuline, jeg overhovedet kan forestille mig.
Min morfar var en stor mand, der engang havde været i Livgarden, men mange års kræftsygdom tærede voldsomt på ham. Til sidst var han mindre end mig, og da han døde, vejede han knap 40 kilo. Han havde kræft i alle sine knogler, og det var utrolig hårdt at se ham svinde ind på den måde. Jeg sad hos ham, da han døde, og det kan måske lyde voldsomt, at et pige på 14 oplever den slags, men for mig var det helt naturligt. Siden da har jeg siddet ved adskillige andre, når de skulle dø. Heriblandt min mormor, der døde sidste år, og min onkel, der døde tidligere på sommeren. Jeg synes, der er noget utrolig smukt og fredfyldt over det, og det har gjort mig meget afklaret omkring min egen, forhåbentlig fjernt forestående død.
Nå, men det var jo julen, det skulle handle om. I min familie har vi en tradition med, at vi beder bordbøn og læser Juleevangeliet højt hver juleaften. Jeg ved ikke, hvorfor vi skal opføre os så gudsfromt den ene dag på året, men sådan er det bare. Det var altid min morfar, der læste Juleevangeliet højt, og den første jul uden ham, var det ligesom naturligt, at det var mig, Morfars pige, der skulle læse det i stedet for. Jeg tror, det var der, jeg begyndte at hade julen. Fordi det var helt, helt forkert at stå der uden min morfar og læse det åndssvage juleevangelium højt. Alverden skulle skrives i mandtal, min bare røv.
Siden da har jeg afprøvet mange forskellige måder at holde jul på, både i udlandet og i Danmark, og jeg er nu kommet frem til, at julen er skideligegyldig for mig. Altså sådan virkelig skideligegyldig. Jeg hader den ikke – jeg synes bare, den er ligegyldig. Lidt ligesom Champions League, IKEA eller Skanderborg Festival. Det er fint, det er der, og det er dejligt, folk hygger sig med det, men det ville ikke gøre mig noget, hvis den ikke var der.
Sidste år var så første jul uden min mormor. Det var der, jeg for alvor holdt op med at hade julen og tillagde mig en mere “nå ja, herregud, lad os æde noget and og nogen brandybønner og så fred være med det”-holdning til det hele. Det er meget, meget befriende, skulle jeg hilse og sige. Og sært nok blev min jul pludselig tusind gange federe, selv om der stadig var masser af phoneybaloney med bordbøn, julegaver, der alligevel skal byttes, groteske mængder sul og alt det andet halløj, som førhen fik mit pis i kog.
Jeg holdt juleaften med min mor og min søster i min mors lejlighed i Aalborg, og det var en af de hyggeligste juleaftener nogensinde. Min mor var på arbejde om dagen, så min søster og jeg fes rundt i nattøj og hørte Ramones for fuld udblæsning, mens vi ordnede julemaden og fik en lille skid på i rødvin. Efter vi havde gået om juletræ (og tudet over, at vi savnede min mormor – hendes yndlingssalme var “Dejlig er jorden”, og vi kunne næsten ikke komme igennem den, fordi vi skulle tude. Åh, det var et værre cirkus…) spillede vi Bezzerwizzer og spiste konfekt, og det hele var skidehyggeligt.
Jeg er begyndt at tænke meget over, om det mon er sidste gang, jeg kommer til at holde jul med min mor. Jeg håber selvfølgelig, hun bliver 87 år ligesom min mormor, og vil have sin lange snude i alt lige som hende, men jeg oplever på den anden side også flere og flere, der mister deres forældre alt for tidligt, så når jeg har valgt at holde af julen i stedet for at hade den, er det sgu også lidt af respekt for alle dem, der sidder rundt omkring og ønsker, at de havde en mor at holde jul med.
Men når dét så er sagt, så drømmer jeg stadig om, hvert år, at stikke af til de varme lande og sende min familie et gavekort på en ged hver. Men altså. Hvis det virkelig havde været så vigtigt for mig ikke at holde jul, så havde jeg nok gjort det. Jeg er jo ikke ligefrem typen, der lader mig stoppe af noget.
Så i bund og grund synes jeg jo, det er meget hyggeligt at holde jul. Jeg gør det i al fald stadig. Det er i øvrigt stadig mig, der læser Juleevangeliet højt hver eneste juleaften. Nu kan jeg endda godt læse det højt uden at græde – men jeg savner stadig min morfar.
Rigtig glædelig jul.
Mig og min morfar, julen 1974
"Love goes on forever ..."
indsendt af Andrea Bak kl.
torsdag, december 15, 2011
2 kommentarer:
<3<3<3
Dét billede! Sådanne har jeg også nogle stykker af i mine minder. Det er hårdt at se på dem, for jeg er ikke helt der at savnet er bearbejdet - men jeg ville aldri have været dem foruden. Jeg fik lov til at have min morfar til jeg var 20 og min mormor til november i år. Nu skal jeg selv til at huske alle de dage i min barndom som vi delte.
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start