Hvad jeg har lært af Steve Jobs

Det første jeg gør om morgenen, når jeg vågner, er at række ud efter min iPhone for at se, om der er sket noget vigtigt ude i verden. I dag vågnede jeg op til beskeden, at Steve Jobs var død. For nogle var Steve Jobs bare Apples grundlægger og direktør - med andre ord bare en mand, der designede telefoner og computere. De må have haft en meget træls dag i dag ...

Umiddelbart efter offentliggørelsen af hans død, var der 10.000 poster på Twitter, der handlede om Steve Jobs eller Apple i sekundet. 10.000 poster i sekundet! Til sammenligning var der 493 poster i sekundet, der handlede om Michael Jackson, da han døde. Jeg ved ikke, hvor mange statusopdateringer på Facebook, der har handlet om Steve Jobs i dag, men da jeg stod op klokken 6, var der allerede godt fyldt op med "R.I.P Steve" osv. i min newsfeed.

 Selv præsident Obama har skrevet om Steve Jobs på sin blog i dag. Han kalder ham bare for Steve, og læs bare her, hvad han skriver om ham:

 "Steve was fond of saying that he lived every day like it was his last. Because he did, he transformed our lives, redefined entire industries, and achieved one of the rarest feats in human history: he changed the way each of us sees the world. The world has lost a visionary. And there may be no greater tribute to Steve’s success than the fact that much of the world learned of his passing on a device he invented."

Og han har jo ret. Steve Jobs har i al fald ændret den måde, jeg ser verden på. Jeg blev "Steve Jobs bitch", da jeg købte min første computer i 1995 og lige var begyndt på universitetet. Det var en brugt Macintosh Performa, og det var helt tilfældigt, at det var en Macintosh. Jeg anede intet om computere, og skulle bare bruge én til at skrive opgaver på. Siden da har jeg aldrig så meget som overvejet at købe en pc.

Jeg gider ikke skrive en masse om Apple vs. Alle De Andre, Som Bare Kopierer Apple (Med I Øvrigt Dårligt Resultat), for det er sådan set ikke det, det handler om her. Det, det handler om er, at Steve Jobs formåede at skabe nogle produkter, som man som ejer kom til at holde helt vildt af. Fordi de er flotte. Fordi de er fantastiske at røre ved. Fordi de er brugervenlige, og fordi de i det hele taget er venlige. Jeps, venlige.

Se bare her:

Billedet forestiller en guide til, hvordan man rigger den gratis internetopkobling hos McDonald's til på hhv PC (til venstre) og Mac, og er et glimrende eksempel på, hvor venligt et system, Mac er. Du skal nærmest intet foretage dig selv. (Dette irriterer mange mennesker, der er vant til at arbejde på PC, og som åbenbart finder det voldsomt provokerende, at man ikke kan "gå ind og ændre i dit og dat og dut." Men hvis man ikke har brug den slags i sin hverdag (og hånden på hjertet: hvor mange af os har egentlig det?), er det pisseligegyldigt.)

Nå, men tilbage til Steve og hans visioner. Der er ingen tvivl om, at Steve Jobs var perfektionist i en grad, som må have drevet adskillige mennesker omkring ham til vanvid. Jeg læste et blogindlæg engang skrevet af en grafisk medarbejder hos Apple, der havde siddet i kirken søndag formiddag og var blevet ringet op af Steve Jobs, som bare lige ville påpege, at det første O i "Google" så underligt ud i farven på iPhones skærm. (Google har i øvrigt "Steve Jobs, 1955 - 2011" stående under sin søgebar i dag med et link til Apples hjemmeside. Hvilket også siger noget om, hvor hårdt hans død har ramt...) For nogle år siden udkom der en bog om Steve Jobs hvor alle hans dæmoniske sider blev udbasuneret for fuld udblæsning. Steve Jobs var dominerende, kolerisk og beregnende, og jeg fristes næsten til at sige "ja, selvfølgelig". Du kan ikke nå dertil hvor Steve Jobs nåede ved at være sød, rar og omgængelig overfor alle, du møder. Sådan er det bare. (I øvrigt synes jeg, det siger mere om bogens mærkbart misundelige og forsmåede forfattere at udgive den slags, men det er en helt anden snak...)

I 2005, ikke længe efter at det var blevet offentligt kendt, at Steve Jobs havde kræft i bugspytkirtlen, holdt han den såkaldte commencement speech på Stanford University. Hvis du ikke allerede har set den, så bør du unde dig selv at bruge det kvarter, den varer på at se den. Det er sindssygt rørende. Ikke kun fordi den slags pludselig skinner i et helt andet lys, når taleren nu er død, men fordi det er så simpelt, det han siger. Simpelt og svært på samme tid.

Jeg får fx vand i øjnene, når han siger:

"Keep looking. Don't settle ... You are already naked. There is no reason not to follow your heart."

"Your time is limited so don't waste it living someone else's life ... Have the courage to follow your heart and intuition. They somehow already know what you want to become. Everything else is secondary."

Kære Steve,
Tak for det alt sammen. For Performaen, som jeg smed ud for et par år siden med en klump i halsen. For iBook'en, som jeg købte i 2001, og som stadig fungerer upåklageligt som stereoanlæg på Beates kaffebar. For MacBook'en, som jeg købte i 2007, og som netop er gået i arv til Bille. For iMac'en, som jeg købte i 2008, og som jeg bruger hver eneste dag, og som jeg stadig bliver glad i låget af at kigge på. For alle de iPods, jeg har købt gennem tiden og foræret væk, når en ny og større kom på markedet. De virker stadig, hver og en (også den, som lå i min cykelkurv en hel uge i sommerregnen...). For min iPhone 3G, som nu er min søsters, for min egen 4'er, som jeg sagtens kan finde på at kysse godnat. For min iPad, der for evigt har ændret min måde at læse bøger og magasiner på, og ikke mindst for den senest tilkomne: den søde, lækre, sprøde MacBook Air 11'', der vejer mindre end en liter mælk, og hvormed jeg har skrevet den bog, som jeg håber, jeg kan ændre bare en lillebitte del af verden med.

Tak for at være en karismatisk og dygtig taler, der altid kunne sætte ting i perspektiv. Og tak for at styrke min tro på, at det ikke er så slemt, at man i en alder af 38 år stadig ikke er settled og stadig ikke ved, hvad man vil, når man bliver voksen.

Tak!