Den der helt særlige tomme følelse ...
... som man får indeni, når noget er overstået. Kender du den? Selvfølgelig gør du det. Det er den følelse, man havde som lille, når man kom i seng, helt træt, efter en tur i Fårup Sommerland, som man havde glædet sig til i mange, mange dage. Eller når det havde været juleaften eller når sommerferien endelig var slut og man kom i skole og fik sit nye skema og nye skolebøger. (Ja ja, jeg elskede at gå i skole og syntes, sommerferierne var alt for lange...)
Jeg har lige afleveret min bog til min redaktør på Rosinante. Foo Fighters-koncerten er ovre. Jeg er kommet hjem fra New York. Det er så underligt. Ikke fordi, der var noget af det, der skuffede mine forventninger, men fordi det er slut. Og hvad så nu? Jeg trænger til at få noget at brænde for. Noget rigtigt. Noget, der betyder noget - og noget, som jeg selv synes er fedt at beskæftige mig med.
Jeg har mest af alt lyst til at tage tilbage til Mettes sommerhus ved Kalundborg, hvor jeg skrev bogen og give mig til at skrive en ny bog. Der var simpelthen så dejligt. Helt stille og fredeligt og med en masse dyr i haven, høj himmel, blåt vand og marker omkring. Og så ikke så meget andet. Min redaktør, Anne, sagde til mig forleden, at hun var imponeret over, at jeg havde kunnet skrive en hel bog på en måned. Men det havde jeg edderluskeme heller ikke kunnet herinde i København med masser af fristelser og high speed internet til at lokke mig i fordærv.
Men hvad skal jeg skrive om? En ny biografi? Ja, gerne, men om hvem? En roman? Ej, er du sindssyg, det tør jeg da ikke. Eller hvad? Nå. Nu må vi se. Et eller andet sted er der jo også noget fedt i de her "hvad skal jeg stille op med mig selv og mit liv"-øjeblikke. Især når man er sådan en, der altid har fræset afsted som om man havde en raket i røven og haft travlt med at være dygtig og pligtopfyldende.
Og angående bogen, så er min redaktør vild med den. Helt vild faktisk. Men den ER også blevet god. Det er den altså. Jeg tør godt indrømme, at jeg er stolt af mig selv. Den udkommer efter planen den 13. oktober, men måske før. Den kan allerede nu forudbestilles på nettet. Det er simpelthen så syret!
Men altså. Jeg trænger til, at der skal ske noget. Noget nyt. Så det gør der nok lige om lidt.
Jeg har lige afleveret min bog til min redaktør på Rosinante. Foo Fighters-koncerten er ovre. Jeg er kommet hjem fra New York. Det er så underligt. Ikke fordi, der var noget af det, der skuffede mine forventninger, men fordi det er slut. Og hvad så nu? Jeg trænger til at få noget at brænde for. Noget rigtigt. Noget, der betyder noget - og noget, som jeg selv synes er fedt at beskæftige mig med.
Jeg har mest af alt lyst til at tage tilbage til Mettes sommerhus ved Kalundborg, hvor jeg skrev bogen og give mig til at skrive en ny bog. Der var simpelthen så dejligt. Helt stille og fredeligt og med en masse dyr i haven, høj himmel, blåt vand og marker omkring. Og så ikke så meget andet. Min redaktør, Anne, sagde til mig forleden, at hun var imponeret over, at jeg havde kunnet skrive en hel bog på en måned. Men det havde jeg edderluskeme heller ikke kunnet herinde i København med masser af fristelser og high speed internet til at lokke mig i fordærv.
Men hvad skal jeg skrive om? En ny biografi? Ja, gerne, men om hvem? En roman? Ej, er du sindssyg, det tør jeg da ikke. Eller hvad? Nå. Nu må vi se. Et eller andet sted er der jo også noget fedt i de her "hvad skal jeg stille op med mig selv og mit liv"-øjeblikke. Især når man er sådan en, der altid har fræset afsted som om man havde en raket i røven og haft travlt med at være dygtig og pligtopfyldende.
Og angående bogen, så er min redaktør vild med den. Helt vild faktisk. Men den ER også blevet god. Det er den altså. Jeg tør godt indrømme, at jeg er stolt af mig selv. Den udkommer efter planen den 13. oktober, men måske før. Den kan allerede nu forudbestilles på nettet. Det er simpelthen så syret!
Men altså. Jeg trænger til, at der skal ske noget. Noget nyt. Så det gør der nok lige om lidt.
indsendt af Andrea Bak kl.
søndag, juni 26, 2011
4 kommentarer:
Jeg synes, du skal skrive en roman. Eller noget, der ligner i hvert fald.
Du kunne jo tage udgangspunkt i en dramatisering af din egen bevægelse fra provins til hovedstad. Det er ikke bare interessant for dig og mig, som begge har taget rejsen, men bør have bredere appel, fordi verden (ja s'gu) som sådan oplever den trafik fra land til storby. Det er ikke bare urbanisering, det er noget andet og mere, der driver os og dem, der er jævnaldrende og yngre, til byerne.
Jeg er sikker på, der ligger et eller andet og gemmer sig i det. Måske er det bare, fordi jeg er ret vild med Benn Q. Holm, Ejersbo og den slags, men jeg mangler nogen, der lige er 10-15 år yngre, som behandler de samme emner. Og det tror jeg, du vil kunne gøre! Nok ikke på en måned, men alligevel.
Alt det der med at bevæge sig og blive formet som menneske lyder måske trivielt, men hold kæft hvor er der meget gods i Nordkraft, når man selv er vokset op på de kanter. Tænk hvad det kunne blive til, hvis man krydsede det med fx Benn Q. Holms mere hverdagsagtige udgangspunkt og valgte et mindre "outreret" persongalleri (ok, hvis det er dig, der skriver, kun marginalt mindre outreret ...).
Bare et bud. For en gangs skyld i den seriøse afdeling.
Det er en god idé! Tak. Og du er jo selv en del af det marginalt mindre outrerede persongalleri, men det ved du jo også godt ;)
Jeg synes, du skal skrive en biografi om Laid Back. Det mener jeg helt seriøst. Jeg gad godt læse deres historie. Jeg ved godt, at det ikke er den slags bøger, man tjener penge på, så skal du nok over i krimigenren, men Laid Back er måske det vigtigste band i dansk musikhistorie
Tillykke med bogen. Jeg glæder mig til at læse den.
Og ja, du har ret - de dér øjeblikke, hvor man ikke helt ved, hvor man skal hen, er ret gode. For hele verden er åben. Så er det bare op til én selv at mærke sig frem til det, der brænder mest i hjertet. Dér er jeg selv lige nu og det er fedt.
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start