Kender du typen?
Her til aften har jeg brugt en del timer på at se "Kender du typen" på nettet. Jeg har altid elsket den slags programmer, hvor man får lov at snage i folks hjem og gætte på, om de mon har remoulade eller Dom Pérignon i deres køleskab, og om de spiller Nintendo eller laver Sudoku inden de skal sove.
En mand i programmet købte ikke sit tøj selv, eller lavede sin mad selv, men han var så også godt oppe i tresserne. Ikke at det gør det bedre, men så kan man da trods alt skyde skylden på generationsforskellen og alt det der. Men at mænd i trediverne gider finde sig i at blive forvist til kælderen, når de skal se tv, spille Playstation eller drikke øl, det fatter jeg simpelthen ikke. Men ok, det sviner jo i de hvide 30.000 kroners sofaer, der er hentet hjem fra Sydfrankrig efter at familien har måttet sidde på drømmesenge (med blomstrede vattæpper på) i tre år, fordi det skulle være de helt rigtige sofaer, som ingen andre har.
Undskyld mig, men er der et hjørne, jeg kan brække mig i?!
Forleden kom jeg til at smadre en fajance-kop, min moster havde med hjem til mig fra en ferie på Madeira, da jeg var en lille pige. Jeg har passet godt på den i alle årene, og jeg var rigtig sur på mig selv, mens jeg fejede den op og smed den i skraldespanden. Det varede cirka to minutter, for det er jo bare en ting, og den har intet at gøre med, hvor glad jeg er for min moster eller hvor glad hun er for mig, eller noget som helst andet i den retning. Det er faktisk bare en ting mindre, jeg skal flytte på, når jeg en sjælden gang bliver overmandet af trangen til at støve af.
Bagefter kom jeg til at tænke på, hvor få ting, jeg har, som jeg virkelig ville blive ked af at miste. "Hvis huset brændte, hvad ville jeg så tage med mig?" som det gode, gamle spørgsmål lyder. Og sandheden er, at der ikke er en eneste af mine ejendele, jeg ville føle var nødvendige at redde. Jeg har tænkt og tænkt, jeg jeg kan ikke komme på en eneste ting, jeg ville savne, hvis jeg mistede den.
Jeg har nogle arvestykker fra mine bedsteforældre, jeg er glad for, men hvis valget stod mellem at redde min morfars ur og risikere at miste livet, så ville jeg altså spæne min vej uden uret. Det tror jeg sådan set er et valg min morfar bifalder oppe i sin himmel. For alt det vigtige, vi har haft sammen, har jeg jo med mig altid. Ok, det lyder helt vildt frelst og Dalai Lama-agtigt, men det er altså sådan, jeg har det.
Mine møbler er enten nogle jeg har arvet/fået foræret eller fra IKEA. Jeg gider simpelthen ikke bruge mine penge og min energi på at finde spændende, unikke møbler eller GYS! gå på loppemarked. Man skal sidde godt, man skal ligge godt og så har jeg en svaghed for teaktræ. Og for rød. Ellers er der ingen som helst sammenhæng i min boligindretning, udover at jeg synes, jeg bor hyggeligt, og efter hvad jeg kan fornemme på mine gæster, så er de enige. Og så er den potte sgu egentlig ude.
Så derfor er det med stor undren, jeg ser på folks fimsede, sterile og kønsløse hjem, hvor åbenbart røvkedelige kvinder får lov at regere indtil alt matcher i hvidt og beige og løbeskoene står til luftning på den helt rigtige måde i det ryddelige bryggers.
Jeg forstår det ikke. Men der er jo så meget, jeg ikke forstår ... Jeg har altid drømt om at få lov at lave nogle boligreportager fra folks hjem på uanmeldte tidspunkter. Jeg vil gerne se baconfedtfingrene på bordpladen, at Ude & Hjemme ligger øverst i bladbunken, og at der er top på vasketøjskurven.
Men fremfor alt vil jeg gerne se nogle par-hjem, hvor man kan se, der bor to ligeværdige mennesker, og ikke en hysterisk dåse og en kastreret mand, der gladeligt trasker ned i kælderen for at se tv.
Og så siger den slags programmer jo bare helt vildt meget om ... ja, om folk og den måde, vi lever på i dag. For eksempel slog det mig meget hårdt, hvor meget tyranni mænd gider finde sig i fra os kvinder. Og hvor latterlige detaljer kvinder går op i, når det gælder boligindretning. Det er sguda helt vildt.
En mand i programmet købte ikke sit tøj selv, eller lavede sin mad selv, men han var så også godt oppe i tresserne. Ikke at det gør det bedre, men så kan man da trods alt skyde skylden på generationsforskellen og alt det der. Men at mænd i trediverne gider finde sig i at blive forvist til kælderen, når de skal se tv, spille Playstation eller drikke øl, det fatter jeg simpelthen ikke. Men ok, det sviner jo i de hvide 30.000 kroners sofaer, der er hentet hjem fra Sydfrankrig efter at familien har måttet sidde på drømmesenge (med blomstrede vattæpper på) i tre år, fordi det skulle være de helt rigtige sofaer, som ingen andre har.
Undskyld mig, men er der et hjørne, jeg kan brække mig i?!
Forleden kom jeg til at smadre en fajance-kop, min moster havde med hjem til mig fra en ferie på Madeira, da jeg var en lille pige. Jeg har passet godt på den i alle årene, og jeg var rigtig sur på mig selv, mens jeg fejede den op og smed den i skraldespanden. Det varede cirka to minutter, for det er jo bare en ting, og den har intet at gøre med, hvor glad jeg er for min moster eller hvor glad hun er for mig, eller noget som helst andet i den retning. Det er faktisk bare en ting mindre, jeg skal flytte på, når jeg en sjælden gang bliver overmandet af trangen til at støve af.
Bagefter kom jeg til at tænke på, hvor få ting, jeg har, som jeg virkelig ville blive ked af at miste. "Hvis huset brændte, hvad ville jeg så tage med mig?" som det gode, gamle spørgsmål lyder. Og sandheden er, at der ikke er en eneste af mine ejendele, jeg ville føle var nødvendige at redde. Jeg har tænkt og tænkt, jeg jeg kan ikke komme på en eneste ting, jeg ville savne, hvis jeg mistede den.
Jeg har nogle arvestykker fra mine bedsteforældre, jeg er glad for, men hvis valget stod mellem at redde min morfars ur og risikere at miste livet, så ville jeg altså spæne min vej uden uret. Det tror jeg sådan set er et valg min morfar bifalder oppe i sin himmel. For alt det vigtige, vi har haft sammen, har jeg jo med mig altid. Ok, det lyder helt vildt frelst og Dalai Lama-agtigt, men det er altså sådan, jeg har det.
Mine møbler er enten nogle jeg har arvet/fået foræret eller fra IKEA. Jeg gider simpelthen ikke bruge mine penge og min energi på at finde spændende, unikke møbler eller GYS! gå på loppemarked. Man skal sidde godt, man skal ligge godt og så har jeg en svaghed for teaktræ. Og for rød. Ellers er der ingen som helst sammenhæng i min boligindretning, udover at jeg synes, jeg bor hyggeligt, og efter hvad jeg kan fornemme på mine gæster, så er de enige. Og så er den potte sgu egentlig ude.
Så derfor er det med stor undren, jeg ser på folks fimsede, sterile og kønsløse hjem, hvor åbenbart røvkedelige kvinder får lov at regere indtil alt matcher i hvidt og beige og løbeskoene står til luftning på den helt rigtige måde i det ryddelige bryggers.
Jeg forstår det ikke. Men der er jo så meget, jeg ikke forstår ... Jeg har altid drømt om at få lov at lave nogle boligreportager fra folks hjem på uanmeldte tidspunkter. Jeg vil gerne se baconfedtfingrene på bordpladen, at Ude & Hjemme ligger øverst i bladbunken, og at der er top på vasketøjskurven.
Men fremfor alt vil jeg gerne se nogle par-hjem, hvor man kan se, der bor to ligeværdige mennesker, og ikke en hysterisk dåse og en kastreret mand, der gladeligt trasker ned i kælderen for at se tv.
indsendt af Andrea Bak kl.
onsdag, februar 16, 2011
8 kommentarer:
Jeg er enig, Andrea! Du må snart komme hjem til os og se vores støv, kattebakken og opvasken. I øvrigt har Kristian to meget store højtalere som står midt i stuen, til en del af mine veninders store foragelse. "Hvorfor har du ikke købt nogle mindre og pænere højtalere og presset ham til at smide dem der ud?". Det er såmæn fordi god lyd er vigtigt for ham, og hvis jeg skal have lov til at fylde sofaen med garnnøgle, er det vel også kun fair at han må have to sølle højtalere, ikk?
Du kigger bare forbi, vi har alt det du beskriver hjemme hos os ;)
Jamen her kan du også bare kigge forbi. Vi sad og så en udsendelse på TV2 igår, hvor mand nyindrettede hjem,som hvidtihvidt kone hidtil havde domineret. Forholdsvis dårligt program, men tænk at der findes kvinder, som rent faktisk tror, at de har enepatent på indretningen?
Jeg sidder også som en anden voyeur og kigger de der programmer. Og tænker det samme som dig stort set. Og så for nogen tid siden var de hjemme hos Morten Ramsdal, som bor i en ret almindelig villa i Brabrand, med stuen fuld af legetøj og seng, hvor hele familien kunne være på én gang. Men det er også den eneste, jeg har set, som roder.
Jeg troede engang, at mit hjem ville holde op med at være rodet, når mine rodede børn flyttede hjemmefra. Realityshock blev det. Det var ikke dem, der rodede. Ikke kun dem i hvert fald.
Og jeg har også gjort mit til Ikeas fortsatte eksistens.
Ha, kære And! Nu er vi nok en del, der ved, du ville risikere liv, lemmer og mere til for at redde alle dine iDimser med ud ;-)
Ha ha, det kan godt være, jeg er Steve Jobs bitch, men at kaste mig ind i flammerne efter mine iDimser? Nevah :D
Haha, godt skrevet!!
Hvis man lavede en boligreportage herhjemme, ville man bare tro her var indrettet kun af børn, for her er draperet legetøj over alle flader, og køber vi noget nyt, er det af uransagelige årsager ofte pang- orange...
Måske fordi det føles lidt som om pangfarver får legetøjet og rodet til at camoufleres bedre?
Nu har jeg jo ikke selv børn, men er det generelt ikke bare sådan, at jo mindre et menneske er, jo mere rod akkumulerer det? Eller jo flere ting nok nærmere. De synes jo ikke, det er rod, men vigtige ting, der for guds skyld ikke må blive væk. Fx en tre milimeter lang plasticdims, der så viser sig at være Sylvanian-kaninernes opvaskebørste eller noget i den stil :)
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start