13 januar, 2011

Noget om hvordan det går. Sådan rigtigt ...

Det hele startede den morgen, jeg kom ned til min cykel for at køre på arbejde og opdagede, jeg stadig havde natbukser på. Eller – det var nok startet nogle måneder i forvejen, da jeg takkede ja til at blive chef, selv om jeg i virkeligheden aldrig har haft lyst til at blive chef. Eller – måske startede det allerede, da jeg blev færdig på Journalisthøjskolen, eller dengang i gymnasiet, hvor jeg græd over at få 7 til studentereksamen i mundtlig dansk, fordi jeg som den eneste i hele Nordjyllands Amt kom op i et nynorsk digt hvoraf jeg fattede absolut intet? Måske startede det hele, da jeg startede i børnehaveklasse og allerede kunne hele alfabetet? Eller da jeg som toårig kunne alle sangene i Giro 413 udenad?

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg blev rigtig, rigtig bange, da jeg stod dernede på gaden i mine natbukser, for hvad var dét nu pludselig for noget? Jeg har aldrig været specielt distræt, glemsom eller kort for hovedet, men det var jeg pludselig blevet. Hvornår? Jeg aner det ikke. Jeg tilskrev det med natbukserne, at jeg i en lang periode havde sovet rigtig dårligt. Jeg vågnede med et spjæt efter en halv time med koldsved i nakken og et tankemylder, der ikke rigtig ville lægge sig. Min telefon blev mere og mere fyldt med huskenoter – huskenoter, jeg sendte til mig selv på mail midt om natten. På jobbet voksede to do-listen ved siden af min computer til længder, hvor punkterne på den til sidst holdt op med at give mening. (Jeg har stadig ikke fået ringet til TK ang PF+JH, for jeg ved simpelthen ikke hvad det drejer sig om ...)

Så jeg gik til lægen. Og bad om sovepiller. For jeg skulle jo bare sove. Bare lige sove tre, måske fire nætter, så ville alt blive godt igen. Min læge er heldigvis en klog og grundig dame, som ikke sådan lige uden videre udskriver piller for dit og dat. Så hun spurgte. Og spurgte, og så gav hun mig et skema for at vurdere, om jeg havde stress.

Da jeg havde udfyldt to tredjedele af skemaet, græd jeg så meget, at jeg knap nok kunne se, hvad der stod på det, men jeg kunne se, at alle krydserne stod i den helt forkerte ende af papiret. Helt derude hvor det var rigtig kritisk. Så det var altså det, det var. Stress.

Jeg har ikke tal på hvor mange artikler, jeg har skrevet om stress igennem tiden, men det er mange. Og det gør jo bare det hele endnu mere ironisk. Men jeg havde – ligesom 99 procent af alle andre, der rammes af stress – aldrig forestillet mig, at det skulle gå ud over mig.

Jeg havde jo tjek på det. Og jeg var dygtig til mit arbejde – og til alt andet for den sags skyld. Og hvis der var nogen, der ikke var en svagpisser, så var det fandenedeme mig, og hvis der var nogen, der kunne klare skærene alene og uden at pive, så var det MIG.

Med løg på. Med store fede lange løg på.

Jeg cyklede ind på kontoret og sygemeldte mig, stadig stortudende, til min direktør. Hun er heldigvis også en klog dame, og hun har selv været ramt af stress, så hun sendte mig bare hjem omgående. I første omgang skulle jeg bare lige holde fri i et par uger, og så ville jeg være klar igen. Troede jeg.

Til al held havde jeg længe forinden planlagt at tage ned til min moster og onkel i deres hus i Spanien. Det var helt perfekt og lige, hvad jeg trængte til: at blive passet af nogle voksne. Jeg lavede ikke andet den uge end at sove og græde og spise god mad. Og så røg jeg en farlig masse cigaretter ude på terrassen. Den trang kom faktisk stort set samtidig med, at jeg blev sygemeldt.

Jeg kan ikke rigtig sige, hvad jeg lavede de næste tre måneder, udover at jeg sov og græd og sov og gik til psykolog og så dvd’er og blev passet af søde mennesker. Når jeg tænker på det, er det ligesom bare en stor, grå tåge, der lettede lige så hurtigt som den lagde sig. Det er meget mærkeligt.

Inde i tågen lærte jeg en hel masse om mig selv og om, hvad jeg kan holde til – og hvad jeg SKAL holde til. For det første lærte jeg, at jeg ikke er uundværlig på mit arbejde. Jeg lærte også, at jeg fremover skal lytte til min mavefornemmelse fremfor min hjernes ambitioner om, hvad der er en fed karriere for mig. Så lærte jeg, at jeg kan knække, og at jeg kan komme helt derud, hvor jeg bare sidder på sengen en hel dag i t-shirt og underbukser og græder, og er nødt til at gå en tur fordi der er knive i køkkenskuffen og sovepiller i medicinkassen og det hele måske i virkeligheden bare ville være meget bedre, hvis jeg ikke var her.

Men jeg lærte også, at selv om der er knive i køkkenskuffen og sovepiller i medicinkassen, så har jeg lyst til at være her, også selv om det hele er svært og uudholdeligt. Og at der står en hel masse mennesker klar til at hjælpe med alle deres kræfter og al deres kærlighed, og hvis ikke det er grund nok til at lade knivene blive i skuffen og pillerne i kassen, så ved jeg ikke, hvad der skulle være grund nok.

Jeg er så småt ved at lære, at det er okay, at der er ting, jeg ikke kan. Eller vil for den sags skyld. At verden ikke går under, hvis jeg ikke har styr på det hele, og at verden sørme også stadig drejer rundt selv om jeg ikke render rundt og er glad altid.

”Det er bare som om, der slet ikke er mere glad tilbage,” var noget af det første, jeg sagde til psykologen. Hvad er der så tilbage? Bange, vred og ensom for eksempel. WHAAAT?! Bange, vred og ensom? Mig?! Der ellers altid er glad og altid lige kan lette stemningen ved at smide en sjov bemærkning? Ja, åbenbart.

Nu sidder du måske og venter på den lykkelige slutning. Det gør jeg sådan set også selv. Der hvor alt går op i en højere enhed og man kommer ud på den anden side som et bedre og klogere menneske, der er glad for, at tingene er som de er og alt det der.

Okay, du kan få lidt: Jeg er tilbage på job. Det er et andet job end det, jeg forlod. Et job, hvor jeg skal skrive og være journalist, sådan helt almindelig opsøgende journalistisk arbejde uden ledelsesansvar eller noget som helst. Det er fantastisk!

Jeg har flere glade timer end triste. Jeg er begyndt at træne igen. Jeg har stort set ingen aftaler i min kalender. Jeg sover om natten, helt af mig selv. Jeg tjekker ikke min email efter arbejde. Jeg er ved at lære at uddelegere. Nogle dage kommer jeg kl. 10 og går kl. 15.30 og jeg har næsten ikke dårlig samvittighed.

Men jeg er stadig bange. Jeg er bange for, at det igen pludselig skal blive for meget og at jeg knækker. Jeg er bange for, at jeg aldrig vil få min hukommelse tilbage, og at jeg resten af mit liv skal have ting forklaret og gentaget til en grad, som man ellers kun gør overfor små børn og meget gamle mennesker.

Jeg er bange for, at jeg for altid har mistet mit gamle mod til bare at springe ud på den dybe ende og se, hvad der sker. Jeg er bange for, at jeg for evigt er nødt til at vide på forhånd, hvor lang tid ting tager, hvad der præcis kan forventes at ske, hvordan der ser ud og bla bla bla.

Jeg går stadig i terapi, og det skal jeg nok blive ved med et godt stykke tid. Måske bliver jeg aldrig ”mig selv” igen. Måske er jeg endnu mere ”mig selv” nu, end jeg var før? Hvem ved? Så det er altså sådan, det er med mig. Lige nu.

Pas godt på dig selv <3

14 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

jge vil bare si at det virker som om du er på vei opp igjen :o) godt å høre fra deg! og så håper vi alle sammen at vi ikke havner i samme fellen, det er så lett for :o)
Annalovinda

9:45 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

Jeg har sådan savnet at høre fra dig, det har været super spændende at følge dig sidelinjen - og pludselig var du væk!
Men nu forstå jeg bedre... Dejligt at høre at du har det bedre. Det gjorde mig ondt at høre om din nedtur.
Nogle gange kommer gode gaver pakket dårligt ind, så måske er dette blot starten på en ny andrea, for som du selv siger, måske skal du ikke søge at komme tilbage til dit gamle jeg. Måske er du nu på næste level...
Held og lykke fremover...

1:43 AM  
Anonymous Dines sagde ...

Med en søster, der er både stresssygemeldt og fåmælt, har jeg svært ved at udtrykke, hvad det betyder, at du lige gad skrive det der.

I øvrigt hedder I det samme.

... wait a minute.

12:15 PM  
Blogger Andrea sagde ...

Dines, sig til din søster at:

1) hun har et skideflot navn
2) alt bliver godt
3) du elsker hende

Og hils fra mig :)

1:02 AM  
Anonymous Sandra sagde ...

Tak for det indlæg, det giver så meget mening - og sætter ord på så meget af det jeg selv tænker.
Tak.

9:33 PM  
Blogger superheltemor sagde ...

Hvor er det bare godt beskrevet... Jeg føler med dig, har selv prøvet det samme for fire år siden - og det BLIVER godt igen, og man holder (næsten) op med at være bange for at det kommer igen.
Kram til dig

10:14 PM  
Blogger Onkel Anne sagde ...

Hov der var jo en som mig! En som sover i natbukser, og pludselig glemmer, at det ikke er hverdagstøj. En som leder efter mobilen, mens man taler med sin mand i den mobil man eder efter. En som ved, hvordan det er at være bange for at det kan ske igen!

For tre år siden arbejdede jeg 60 - 70 timer om ugen. Havde trykken for brystet, sov lidt, trænede hver dag, spiste kaffe og cola. Pludselig en nat uden varsel faldt jeg om. Fem gange på ti minutter. Var på vej på toilet. Husker tydeligt, da jeg først vågnede op, og rejste mig op og besvimede igen. Fy for pokker!

Har været sygemeldt nu i to år, har fået visitation til fleksjob, men er panisk angst for at prøve at komme ud igen, for tænk hvis jeg ikke har lært en skid!
Tak for indlægger, det satte noget på plads i mig!

12:47 AM  
Anonymous Fru Z sagde ...

Tak for et rigtig fint indlæg.
Jeg har også været der hvor jeg var så bimlende stresset, at jeg ikke kunne tale rent. Bogstavelig talt. Og hvor jeg ikke kunne sove, selvom jeg var træt. Hele tiden. Træt. Jeg fik endda tjekket mit blodtryk, fordi jeg havde lidt mistanke. Men det var ikke for højt, og så måtte det jo være i orden. Tænkte jeg. Men jeg tænkte galt. Jeg var bimlende stresset. Og der var mennesker som havde set den røde lampe blinke over mit hoved, længe før jeg selv erkendte hvor galt det stod til...

3:30 AM  
Blogger Linda sagde ...

Det der fik jeg tårer i øjnene over. Hvor er det dog helt utrolig fint beskrevet.

Jeg håber, at du kommer hel igennem, og at du finder fred med den version af dig selv, du finder på den anden side.

Alt det bedste.

Linda

3:39 AM  
Blogger flo's diner sagde ...

Jeg vidste ikke, den her blog fandtes...men hvor er jeg dog glad for, at jeg kom dumpende ind på den på Dines' anbefaling.

Tak for at ramme et søm på hovedet. Et søm, der også kan hamre sig ind i sjælen på en, selvom man ikke arbejder.

7:08 AM  
Anonymous PiaB sagde ...

Tak. Tak for ordene, som siger alt det som kan være så svært at forklare. Jeg er midt i det lige nu, og samler på ord, der beskriver. Tak for dine. Og de bedste ønsker for dig.
Pia

2:32 AM  
Blogger Louise sagde ...

hej - utrolig fin og ærlig beskrivelse - elsker det. vil linke til dig fra min blog - har prøvet noget lignende:-)
Louise Ariesen Rams
louiseariesenrams.blog.com

9:47 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

Hej Hon - fik så først nu læst hele indlægget.
JEG ELSKER DIG, synes du er så stort et menneske - og sej, fordi du turde gå i "krig", med dig selv og komme stressen til livs. FLOT!
KØS OG KRAM
<3
Bille

10:41 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

For mig startede det hele med, at jeg brød fuldstændig sammen midt på åben gade. Jeg kunne hverken gå, tænke klart eller gøre noget som helst andet end at hulke. Eller... det startede nok ikke der, men det var det, at 10-øren faldt. Det gode ved at have prøvet at ramme bunden er helt klart, at man lærer at se farersignaler og handle i tide. Jeg er stadig en meget travl kvinde, men jeg er ikke længere en stresset kvinde. Tiden med dårlig nattesøvn, at gå i seng og vågne op med hjertebanken, uforklarlige fysiske lidelser og ufrivillige spjæt er forbi - men det har i den grad gjort mig stærkere og klogere på mig selv at ramme bunden.

8:48 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start