13 februar, 2013

Når et menneske på under én meter tager røven på dig

Jeg er blevet en af dem med et babybillede på min desktop. Babyen er min nevø Aske, og det er ham, der har taget røven på mig. Godt og grundigt faktisk.

Aske blev født 12. juni, og han er min første nevø. Før han kom til verden tænkte jeg ikke synderligt over dén relation, men puttede ham i samme kategori som de babyer, mine venner har bragt ind i denne verden. Jeg er heldigvis velsignet med op til flere venner, der har lavet søde, kloge, sjove og velopdragne børn, som jeg nyder at være sammen med. Men så kom Aske. Han var kun nogle få dage gammel, da jeg så ham første gang. Han havde ikke engang været i bad endnu, og selv om han lignede en gammel mand og havde rester af indtørret fosterfedt i håret, havde jeg aldrig set så vidunderlig en skabning i mit liv. 

Første møde med Aske

Aske bor i Aarhus, og der går derfor desværre lang tid mellem, vi ser hinanden. Men jeg følger nøje med på Facebook og Instagram, hvor min svigerinde, Mette, heldigvis er flittig med at lægge fotos og videoer ud. Jeg tjekker flere gange dagligt, om der er kommet nyt med Aske, og jeg tager somme tider mig selv i at sidde og smile fjoget over hele femøren, når jeg for 55. gang ser videoen med Aske, der hopper i sin tremmeseng. I sådanne situationer er jeg mere end almindeligt glad for at bo alene.

Jeg har et mål om at besøge ham hver måned, så vi kan lære hinanden ordentligt at kende. Hver gang jeg møder ham, forundres jeg over, hvor meget personlighed han har, og hvor helt igennem et perfekt lille menneske, han er.

Det med at få børn har været et emne, jeg har tænkt meget over hele mit liv. Helt fra jeg var en stor pige har jeg sagt, at jeg ikke ville have børn, men efter jeg har mødt Aske, er jeg kommet i tvivl om, om det er den rigtige beslutning. Jeg har nemlig aldrig før oplevet kærlighed på samme måde, som jeg oplever det med ham. Jeg har fået en fornemmelse af, at det vil være endnu vildere, hvis jeg fik mit eget barn, og det siger jo sig selv, at den slags sætter noget i gang indeni en.

Jeg har altid haft en klar fornemmelse af at sige nej til noget meget stort ved ikke at få børn, og det er ikke en beslutning, jeg har truffet uden en følelse af sorg i maven. Jeg har aldrig været en af dem, der helt gung-ho afviste moderskabet, og jeg har dybest set nok altid været i tvivl om jeg ville have børn, og så var det bare nemmere at sige til mig selv, at det ville jeg ikke, fordi alternativet: at finde en mand at danne en familie med, simpelthen er for stort et projekt til at jeg kan rumme det. Det er ren Olsen Banden-logik: “Dette problem er for stort – det må vi lade ligge.”

Men nu er jeg jo ikke typen, der lader den slags ligge. Ikke særlig længe i hvert fald. Så jeg gik selvfølgelig i gang med at undersøge fænomenet sammen med min dygtige terapeut. Jeg har gået i terapi siden jeg blev sygemeldt med stress, og der er masser at tale om, selv om stress heldigvis fylder mindre og mindre. Hun er skidegod. Jeg kan tale og tale og tale, og jeg er god til at se tingene fra begge sider, og at forholde mig fornuftigt og logisk til mine issues. Men så kommer hun lige ind fra højre og tvinger mig til at tage stilling til, hvordan det føles. Av. Og sidenhen: ah.

I november var jeg til jubilæum på mit gamle gymnasium. Det var lykkedes at samle 20 ud af 24 fra den gamle klasse, og det var vildt hyggeligt og sjovt at se alle sammen igen. Alligevel satte jeg mig i flyveren hjem til København med en umiskendelig følelse af at være en fiasko. Det undrede mig. For på papiret har jeg jo verdens sejeste job, jeg har skrevet bøger og været fjernsynet og i radioen, holder foredrag og skriver vildt sjove ting på Facebook fra mit spændende liv. Men jeg var også den eneste fra klassen, der ikke havde børn. Jeg havde en fornemmelse af, at det var dér, hunden lå begravet, men jeg kunne ikke få mig til at indrømme det overfor mig selv.

Så det snakkede jeg med terapeuten om. Hun hev, sådan som hun altid gør, når jeg skal grave dybt, posen med playmobil-figurer frem. Første gang hun gjorde det, havde jeg lyst til at rejse mig og gå, men det skulle vise sig, at de figurer kom til at spille en væsentlig rolle i et af de største gennembrud, som det hedder på terapeut-sprog, jeg nogensinde har oplevet.
Mit desktop-billede. Jeg udbryder spontant "Nååh, Aske!" flere gange dagligt ...

Det var overfor terapeuten jeg første gang indrømmede, og sagde højt, at jeg måske gerne vil have børn. Måske. MÅSKE! Men at jeg er bange for, at jeg fucker det hele op, at jeg vil være en skidedårlig mor, og at jeg i sidste ende kommer til at sende et forkrøblet og mishandlet menneske ud i verden. Det var en kæmpe befrielse at tale om det på dén måde. At åbne begge døre i stedet for bare den ene. At undersøge det, der ligger bag døren ind til moderskabet og se på det og tale om det i stedet for bare kategorisk at afvise det mens døren stadig er lukket.

Der er en masse mellemregninger, som er for diffuse, og egentlig også for private til, at jeg vil skrive om dem her, så lad os haste til konklusionen. Som er pivåben. Jeg har stadig ikke nogen ubændig trang til at sætte mit eget barn i verden. Hvis mit liv aldrig bliver anderledes, end det er nu, kan jeg så leve med det? Ja, for fanden. Jeg elsker min frihed og jeg trives godt i mit eget selskab, og jeg synes, jeg har et ufattelig dejligt liv. Men i modsætning til før er jeg ikke bange for tanken om selv at stifte familie. Faktisk er jeg blevet mere klar over, hvor vigtig min familie er for mig, og hvor stor betydning det har for mig at høre til i en familie. Jeg vil gerne danne min egen familie, men hvordan den kommer til at se ud, og hvem den kommer til at bestå af, er ikke så vigtig.

For selvfølgelig kan jeg klare det. Og selvfølgelig har jeg en masse gode ting at føre videre til et lille barn. Beviset fik jeg sidste gang, jeg besøgte Aske. (Og hans far og mor, som jeg har det med at overse temmelig kraftigt ...) Min bror og svigerinde spurgte mig nemlig, om jeg ville opfostre Aske, hvis der skulle ske dem noget. “Du skal bare sige nej, hvis du ikke vil,” sagde de søde mennesker. Jeg var ved at græde. Aske sad ved siden af med Port Salut-ost i håret og sprællede med sine tykke ben. Selvfølgelig vil jeg da det! Det er en stor, stor ære at blive spurgt om det, og jeg får stadig en klump i halsen, når jeg tænker på det.

Kort efter stødte jeg på dette citat af Norah Ephron:

“A successful parent is one who raises a child who grows up and is able to pay for his or her own psychoanalysis.”

Det er et sjovt og klogt citat, synes jeg. For nogle år siden havde jeg en snak med min mor om min barndom. “Har du dårlig samvittighed?” spurgte jeg hende. Hun svarede, helt roligt: “Ja, selvfølgelig. Det er umuligt ikke at have dårlig samvittighed, når man sætter børn i verden.” Bum. Bare sådan.

Når jeg tænker på, hvad jeg elsker mine egne forældre for, så er det jo ikke kun det “perfekte”, de gjorde, men også deres fejltagelser, der i sidste ende har været med til at forme mig til den person, jeg er. Et handlekraftigt menneske, der kan klare sig selv, og som har formået at indrette et dejligt liv på sine egne præmisser, og som er omgivet af fantastiske, begavede og interessante mennesker.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal afslutte dette indlæg, så I får bare endnu et billede af Aske. Jeg skal se ham igen den 3. marts, hvor han skal have den gave, jeg købte til ham i Edinburgh. Og så skal han have en farlig masse kys, selv om han har taget røven på mig og vendt alting op og ned. Åh, Aske, hvor jeg elsker dig! 





8 kommentarer:

Anonymous Ditte Giese sagde ...

Nej, hvor er det fint og rørende og modigt skrevet!

12:30 AM  
Anonymous Suzy sagde ...

Og det var dét min Nevø 3.0 gjorde ved mig. Jeg elsker ham, så jeg tror jeg skal dø af det.

12:39 AM  
Blogger Kolorista sagde ...

Åh, hvor er det bare rørende læsning - og selvom jeg har fået de obligatoriske børn selv, forstår jeg godt hvad du mener. Faktisk tror jeg at dér bare bliver flere og flere af de tanker jo ældre man blir før man får de dér unger - modenhed har det jo med at afføde refleksion... Og så helt objektivt, ik? Han er da MEGA-lækker ham Aske! Kh Lisbeth

12:56 AM  
Blogger Unknown sagde ...

<3 Faster Gudmor!!

12:59 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

Hvor er du ærlig, Andrea! Og godt skrevet.
Jeg tror at mange vil kende sig igen i det du skriver. Ikke havde jeg selv nogen trang til at blive mor - men havde en fornemmelse af at jeg ville fortryde når det var for sent - uden overhovedet at vide hvorfor...
Og jeg vidste ingenting om børn - havde stort set aldrig heller været i nærheden af ét heller - sagde mig ingenting.
Men verden forandrer sig hele tiden...
- og ham Aske er da lige til at spise!
Knus fra Susanne

1:11 AM  
Blogger Ibs sagde ...

Nevøer er virkelig det dejligste. Og niecer ligeså. Man oplever virkelig - i forhold til venners børn - at børn går direkte i hjertet og sætter sig fast.
Superfedt indlæg!

1:45 AM  
Anonymous Anette BabyBusiness.dk sagde ...

Uden at være terapeut kan jeg SÅ meget slå fast, at du vil være en skøn mor. You got what it takes! Sværere er det ikke. Det demonstrerer du jo i blogindlægget her. :-)

1:47 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

Jeg har heller ikke lyst til at blande mig i din beslutning. Det er helt din egen, og jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det ikke er alle der har lyst til at få børn. Vil bare sige, at ret mange af os, der har valgt at få børn, har været skide bange for at blive forældre og mega bekymrede for at fucke up hele vejen igennem. Og så lærer man det jo alligevel lige så stille hen ad vejen. Det er heller ikke os alle sammen, der nogensinde har været skruk - før vi har set vores egne guldklumper i øjnene... Så hvis du går og venter på, at du bliver 100% afklaret og sikker på dig selv på forhånd, er det altså muligt at det aldrig kommer til at ske. Men det er jo ikke det samme som at det ikke kan blive fantastisk alligevel...

4:01 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start