03 maj, 2013

Rome. Do you get it?

Jeg ved ikke, hvorfor overskriften skulle være på engelsk. Det skulle den bare.

Nå, men altså, jeg er i Rom. Igen. Det er dejligt. Som altid. Jeg ankom ret sent i går aftes. Jeg har lejet en lejlighed i Trastevere, og her er så fint, så fint. Jeg skyndte mig at pakke ud og hen på det lokale trattoria om hjørnet for at få noget mad. Jeg kom til at sidde ved siden af et ældre, irsk ægtepar, der var på deres anden flaske rødvin og var meget snakkesalige.


Caprese, nam nam!
De var søde, men øj, hvor var de sure på Rom. Jeg var nær røget ned af stolen. Tænk at sidde der i den fine, dejlige by og være utilfreds med den. Jeg blev helt forarget. Deres første anke gik på, at det var svært at finde rundt. Det har de ret i. Der er så mange små gyder og gader og stræder, som ikke findes på de almindelige kort, og hvis de findes, har de ikke noget navn. Så selv om man kigger og kigger og tæller, at man skal dreje til venstre om tre gader, så kan man sagtens få forvildet sig ned af en forkert gade, fordi den gade, man skulle nedad først er den næste gade. Eller måske hedder den noget andet på skiltet. Det ved man aldrig rigtig.

Dernæst var de sure over, at romerne er dårlige til engelsk. Det ved jeg nu ikke, om jeg vil give dem ret i. Men nu er engelsk jo heller ikke mit første sprog, og jeg kan forstå en del italiensk, og kan også, hvis det virkelig kræves, gøre mig så nogenlunde forståelig med italienske brokker. De syntes at romerne var uvenlige og uvillige til at vise vej. Da jeg havde talt med dem et stykke tid, forstod jeg lidt af hvorfor de var svære at hjælpe. Den flinke mand omtalte fx konsekvent Trastevere som "Travystair". Det udtales "TrastÆvere". For nylig hørte jeg om en, der var blevet spurgt om vej af en amerikansk turist på Strøget, der skulle finde "Aylams balayges", hvilket vedkommende ikke anede hvad var. Før bagefter, hvor det gik op for hende, at der var tale om Illums Bolighus.

Hvis man har læst Asterix, bliver romerne fremstillet som et selvhøjtideligt folkefærd, der altid mener, de har ret. Sådan er det lidt i virkeligheden. Så en romer vil næsten altid svare forkert med vilje eller ikke svare, hvis han ikke kender svaret på det, du spørger om, simpelthen fordi han så ikke taber ansigt.

De flinke irske mennesker (og de VAR virkelig flinke!) kunne slet ikke forstå, at romerne ikke var mere interesserede i at vise deres by frem for turister. "I Irland gør vi alt hvad vi kan for at få turisterne til at føle sig velkomne!" var deres argument. Jeg ved ikke hvor mange turister, der får besøg af hvert år i Galway, men jeg vil vædde en anseelig sum penge på, at det ikke er i nærheden af de horder, der valfarter til Rom hvert år. Alle tidspunkter på året. I tusindtal. Selv jeg er vildt irriteret på turister, så jeg kan levende forestille mig, hvor irriterende de (ok, vi) er for folk, der bor her fast.

Det næste, de brokkede sig over var, at fortovene er så dårlige. Det har de virkelig ret i. "I Irland bliver man sagsøgt, hvis folk falder på ens fortov, fordi det er ujævnt." Jeg var nær begyndt at grine. De kan ikke have fulgt særlig godt med i italiensk politik, hvis de tror, det ville være vejen frem at sagsøge pga dårlig vejbelægning. Jeg mener, dette er et land, hvor Berlusconi er præsident.


Dette er også et land, hvor man hænger vasketøj ud selvom det regner

Jeg fortalte om mine yndlingssteder i Rom, og lavede en fin lille liste med anvisninger til, hvordan man kommer til og fra til fods og med sporvogn. Det var de meget glade for, og jeg tror faktisk, de fik et lidt mildere syn på Rom efter jeg havde lovprist byen og forklaret dem, at romerne er som de er, og at de ikke mener det dårligt. Og at man tit får mere ud af sin rejse, hvis man lader være med at sammenligne med, hvordan det er derhjemme og bare lader sig opsluge af det sted, man er. "When in Rome" osv.

De endte med at blive så begejstrede for mit "lovely English" og "jolly laugh", at de gav mig deres mailadresse, og så kunne jeg sørme bare skrive, hvis jeg kom til Galway, for så skulle de nok tage godt imod mig på deres gård. Det er den slags episoder, der gør, at jeg bare elsker at rejse alene.

I dag havde jeg så min første hele dag i Rom. Det betød selvfølgelig en tur i Peterskirken. Den bliver jeg aldrig træt af. Jeg har efterhånden været der så mange gange, at jeg ikke gider være der så længe. Jeg skal bare lige indenfor, se Pieta til højre for indgangen, op og stå og stene med blikket mod kuplen, forbi statuen af Sankt Peter, runde Berninis søjler og så ud igen, og på vej ud sige dav til den creepy, balsamerede præst i sin glasmontre til højre for udgangen.


Selvom der ikke er så langt at gå, havde jeg allerede godt ondt i fødderne der. Det skyldtes dels, at jeg havde sandaler på, som jeg ikke har gået med længe, og at fortovet og vejbelægningen vitterligt er den største joke. Det føles som om, man går dobbelt så langt som tilfældet er, når man går i Rom, fordi det er så ujævnt. Men man går i Rom, og så skal jeg ikke klage over noget som helst. Især ikke når jeg ser på romerdamerne, der kommer dippende helt hurtigt og smart henover brostenene i 11 cm hæle. Jeg brækker næsten benet bare af at se på dem.

Jeg sad længe på Peterspladsen i solen og læste. Da solen næsten var væk bag kuplen, besluttede jeg mig for at tage en bus hjemad og så skifte til sporvognen det sidste stykke. Det var en dum beslutning. Bussen var propfyldt, trafikken var ulidelig, og selv om jeg troede, det var et overstået kapitel, når man havde nået "Mamma-alderen", stod der alligevel en svedig romer og pressede sin albue ind imod min barm og som hele tiden "kom til" at tage fat om min hånd med sin. Så uelegant og klamt. Han stod selvfølgelig af bussen sammen sted som mig og fulgte efter mig hen mod sporvognen. Da jeg stillede mig til at vente, begyndte han at tale til mig, og selv om jeg godt kunne have været flink, sagde alle mine instinkter mig, at det ville være en dum idé. Så jeg svarede høfligt, men køligt og ignorerede ham ellers. Pludselig bekendtgjorde han, at han ville følge mig hjem. Jeg kiggede på ham med én eneste tanke i hovedet: "Ja, tag du og gør det, så laver jeg din røv om til en sommerhat!" Det hjalp ikke. Det arme menneske var så langsommelig i opfattelsen, at jeg resolut besluttede mig for at praje den første ledige taxa, der kom forbi for at undgå, at det udviklede sig ubehageligt. Som sagt, så gjort. Fjolset råbte efter mig, og chaufføren fangede med det samme, at jeg gerne ville væk derfra i en fart. Det er den slags episoder, der gør, at jeg også hader at rejse alene.

Jeg forklarede adressen, men sagde, at han gerne måtte køre rundt til taxametret ramte 20 euro, så jeg kunne kigge på byen, mens det blev mørkt, og jeg kunne få pulsen ned, mens der var et fornuftigt menneske i min nærhed. Det er det fineste tidspunkt på døgnet i Rom, og er der noget, jeg elsker, så er det at sidde på bagsædet af en romersk taxa med en habil og lettere sindssyg chauffør bag rattet. Som sagt, så gjort. Chaufføren lyttede til et radioprogram om fodbold, mens jeg kiggede på Forum Romanum, på Colosseum, på Mussolinis altan og på alt det andet, vi kørte forbi, mens byen blev badet i stadig mere mørkeblåt lys. Det var så fint.

Da vi nåede min adresse, insisterede chaufføren på, at han først ville køre, når han så lyset i mit vindue blive tændt. "You really love Rome, yes?" spurgte han, inden jeg lukkede døren, og ja, det måtte jeg jo medgive. Hvor var jeg glad for, at han lige var der på det tidspunkt. Det tror jeg godt, han vidste.

Jeg tror, at grunden til, jeg så godt kan lide Rom er, at den kræver noget af en. Det er ikke bare nemt at færdes, og man skal vide ting og sager for at få det bedste ud af byen. Man kan sagtens rende rundt med hovedet under armen og alle sine fordomme og forventninger hjemmefra og få en halvsløj ferie ud af det, fordi man ikke tør tage nogen chancer. Fordi den bedste mad ikke altid bliver serveret i de fine restauranter, men i de små sidegader, hvor der i princippet godt kunne lure en øksemorder, og hvor der er lysstofrør i loftet og det er med fare for liv og lemmer at sætte sig på en stol.

Og uanset hvor mange fjolser, man møder i bussen, kommer der altid en rar taxachauffør og hjælper. Sådan er det. Det ville jeg næsten ønske, jeg havde forklaret de flinke irere. Det kan være, jeg skal sende dem en mail.


3 kommentarer:

Blogger Posedamen sagde ...

"When in Rome" - det er lige præcis det som det handler om når man er ude at rejse, at tingene er anderledes - og noget andet. Det er det der er fedt. Uagtet om man er alene eller ej.

Det er hyggeligt at have rejsekammerater - men det er absolut også hyggeligt at tulle rundt alene og opleve landet på sin egen måde, i sit eget tempo. Og så giver det bedre muligheder for at falde i snak med nogle irere, når man er alene.

Fortsat god ferie. b

5:44 PM  
Anonymous Anne Matthiesen sagde ...

Andrea, du skriver så vidunderlig dejligt,og nu sidder jeg og tuder ned i tastaturet, og jeg har aldrig været i Rom, jeg aner ikke hvorfor, men når jeg skal, skal jeg have alle de bedste tips af dig. Knus og kram

6:36 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

Jeg kom lige tilbage til dejlige, fantastiske Rom gennem din fortælling. Wauw en flot beskrivelse. Tak.

Mette

6:56 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start