20 marts, 2013

Noget om bryster ...

Jeg har aldrig skrevet om mine bryster før, men det vil jeg undtagelsesvis gøre nu. Det er nemlig ved at være tid igen. Tid til at indfinde sig på Rigshospitalets brystkirurgiske klinik og få foretaget mammografi og ultralydsscanning. Og til at blive stukket i og til at gå i ugers uvished. Måske. Måske ikke. 

Første gang jeg mærkede en knude i brystet, troede jeg, mit liv var forbi. Jeg var 33 år og det var alt for tidligt, alt for uretfærdigt og alt det der. Jeg gik til lægen og ventede i det, der føltes som evigheder på at blive undersøgt. Det var heldigvis bare en uskadelig vandcyste, og jeg tog glad hjem igen.

Næste gang var fire år senere. Jeg lå i min seng og læste, og da jeg åndsfraværende kløede mig på siden af højre bryst, mærkede jeg det helt tydeligt: en knude. En stor knude. En kæmpe fucking STOR knude.

Knirkes veninde var på daværende tidspunkt netop færdig med en opslidende og rædsom behandling for brystkræft, så det sortnede vitterligt for øjnene af mig, da jeg mærkede den. Jeg skyndte mig at ringe til Knirke. Hun blev lige så rædselsslagen. “Det her orker jeg ikke en gang til,” udbrød hun fortvivlet. Men så blev vi enige om, at det fandeme ikke kunne være kræft. Det kunne det bare ikke. For helvede.

Jeg fik en tid hos lægen, som undersøgte mig og som med det samme sendte mig til undersøgelse på hospitalet. Der gik flere uger før jeg kom til undersøgelse. Det var rædsomt at gå og vente. Virkelig.

Undersøgelsen foregik på Hamlet, og Knirke var med. Hun sad ude i venteværelset og spillede Doom på sin iPhone, mens jeg fik foretaget mammografi og ultralydsscanning. Mammografi-apparatet lugtede af sved, og jeg syntes, det gjorde ondt. Men pludselig var det ovre, og jeg kunne tage tøjet på igen.

Ultralydsscanningen viste at det heldigvis bare var endnu en vandcyste, jeg havde mærket. Den skulle tømmes for væske, for det kunne være farligt, hvis den bristede. Men den viste også en fast cyste, som der skulle tages en biopsi af. Den vandcyste, jeg havde mærket, var stor som et hønseæg. Den potentielt farlige cyste sad inde midt i brystet, og jeg havde ikke kunnet mærke den overhovedet.

Lægen stak en lang nål ind i brystet og tømte vandcysten for væske. Det var grønsort og lignede noget, han havde hevet op af en mose. Jeg havde på forhånd bedt om at få lov at se væsken, og jeg stak i et næsten forarget hyl, da jeg så kanylen.

“AD! Hvorfor ser det så klamt ud??!” ville jeg vide.
“Det er helt normalt,” forsikrede han mig og tilføjede:
“Kroppen er meget ulækker …”

Dernæst tog han en biopsi af den potentielt farlige cyste. Jeg husker ikke hvor lang tid, der gik, før jeg fik svar, men det føltes som flere år. Svaret skulle jeg have af en læge på Rigshospitalet. Min daværende kæreste tog med mig. Vi sad i venteværelset og kiggede i “Turen går til Rom”, så jeg kunne blive så distraheret som muligt af omgivelserne og de andre ventende. Jeg tænkte, at hvis jeg bare koncentrerede mig så meget som muligt om noget godt, der lå og ventede ude i fremtiden, kunne jeg ikke være syg.

Knuden var godartet. Faktisk var der tale om arvæv fra en vandcyste, der var bristet. Pyha. Jeg begyndte at græde ude på gangen, og vi tog en taxa ned på Schønemann og spiste mørbradbøf og drak snaps for at fejre de gode nyheder. Og for at dulme nerverne. “Hurra for dine lækre, raske patter!” sms’ede Knirke. Det var en god dag.

Sidste år var det så tid igen. Til forskel fra sidste gang, var jeg nu blevet single og Knirke var flyttet til Costa Rica. Men jeg vidste jo, hvad der skulle ske, så jeg mødte tappert op alene til undersøgelsen.

Af en eller anden grund var det meget værre end nogle af de andre gange. Mens jeg sad i venteværelset flød ukendte begreber fra min journal på borger.dk rundt i hovedet på mig. “Cystis mammae solitaria”, “Mammatumor UNS” osv. blandede sig med skrækscenarier af mig i kemoterapi. Mig med vabler i munden. Mig med kvalme og uden hår på hovedet. Mig i en kiste med min grædende familie rundt om.

Der var rigtig mange cyster denne gang. De var store, og de gjorde ondt. Det var en sød, kvindelig læge, der skulle tømme dem. Hun var på min egen alder, og hun var ret nervøs. Der var en midaldrende sygeplejerske til stede også. En firskåren, gæv kvinde, der beroligede både mig og lægen med sin stoiske ro og lette måde at tage tingene på. For hende var det næsten som et computerspil.

“Prøv at følge med på skærmen, du kan tydeligt se, hvordan cysten klapper sammen, når væsken bliver trukket ud,” sagde hun. Jeg gjorde som hun sagde, og det var ganske rigtigt ret fascinerende. Indtil det begyndte at gøre rigtig ondt. Virkelig fucking ondt. Jeg græd og græd. Sygeplejersken holdt mig i hånden, og den stakkels læge asede og masede med at få al væsken ud, men “væggen” var så sej og hård, at jeg til sidst måtte bede hende om at holde op fordi det gjorde for ondt.

Igen var væsken grønsort som mosevand. Sygeplejersken fortalte, mens jeg sundede mig, at hos nogle er væsken klar og orange. Hos andre er den hvid og uigennemsigtig som fløde. Jeg spurgte lægen, hvorfor jeg får de cyster. Hun svarede, at det ved man ikke, men at det er meget almindeligt. Og at de kan opstå i hele kroppen. Hvis de fx sidder i hovedet, kan de lave alle mulige former for ballade, og trykke på vitale centre i hjernen. Yikes.

Da jeg kom ud på gangen ringede jeg til min mor som den første. Bagefter ringede jeg til Clara. Så cyklede jeg hjem under dynen og sov. På ryggen.

Da jeg vågnede bestemte jeg mig for at være glad for, at tingene er som de er, og at jeg er sådan en, der danner vandcyster i brysterne. For hvis det endelig skal være – og det skal det jo åbenbart – er det godt at have dem i brysterne, hvor man ved samme lejlighed kan få tjekket, om der er noget rigtig alvorligt på færde.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke “Er det nu, de finder en malign tumor?” “Er det nu, jeg skal være syg?” Er det nu, jeg skal dø?” For det sker jo. Og rent statistisk kunne det jo sagtens ske for mig. Men altså. Det ved jeg jo først, når jeg kommer ind til lægen. Og jeg har læst nok om tankens kraft til at vide, at det kun gør tingene værre, hvis man går og bekymrer sig. Så det gider jeg ikke.

Hurra for bryster! Både mine og alle I andres. Må vi alle leve et langt og lykkeligt liv med lækre, raske bryster.

Støt Kræftens Bekæmpelse her.

Og så skal vi da lige have en perlerække af nogle af mine favorit-bryster. (Udover mine egne, som I altså ikke får at se her ...)








3 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

Godt man ikke har den slags! (og at man ka låne)

6:24 PM  
Blogger Fru Forstad sagde ...

Ej helt ærligt, næste gang tager jeg sgu da med og holder dig i hånden.

8:49 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

9 ud af 10 knuder hos kvinder i brystet er ikke noget alvorligt.

5:49 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start