08 oktober, 2013

Tiden efter den sidste pille

Så er det blevet tid til at skrive en lille evaluering af mit farvel til Citalopram. Overordnet set er det gået skidegodt: jeg er medicinfri nu og har ingen symptomer på depression længere. Dejligt!
Det har bestemt ikke været særlig fedt at stoppe med pillerne. Få dage efter jeg havde taget den sidste pille, fik jeg voldsomme influenza-symptomer, som varede i tre uger, og så var jeg utilbens i flere uger efter, og det er kommet ret meget bag på mig.

Men altså. Jeg kan tåle rimelig meget, når jeg ved hvorfor, jeg har ondt og hvor længe, jeg sådan cirka kan forvente at have det, så jeg holdt ud. Jeg tog op i min mors sommerhus i Stenbjerg i halvanden uge, hvor der er stille og menneskefrit, og jeg tror muligvis, det reddede mit liv. Det reddede i al fald livet på dem omkring mig, som ellers ville have fået et gok i nødden med noget hårdt bare fordi, de tillod sig at trække vejret. Øj, hvor havde jeg en kort lunte.

Helt kort om symptomerne (og de kan variere i det uendelige, så tro ikke, at dette er en oversigt over, hvilke kvaler, du kan forvente, hvis du står i samme situation), så havde jeg ondt i hele kroppen på influenzamåden i halvanden uge. Derefter var jeg utroligt svimmel og havde lidt ondt i leddene, og til sidst var jeg bare helt utrolig konfus. Og nu er jeg som jeg var, før jeg blev syg, og det er dejligt. Det var det, jeg holdt fast i, i de uger, hvor jeg havde det ad h til: udsigten til at blive mig selv igen, uden piller.

Der var perioder, hvor jeg helt seriøst planlagde at ringe til lægen og få en ny recept på pillerne, fordi jeg syntes, det var så synd for mig. Jeg er glad for, at jeg holdt ud! Jeg var selvfølgelig spændt på, hvordan jeg ville have det, når symptomerne foretog sig, og jeg har hele tiden haft det sådan, at hvis depressions-tegnene ikke var gået væk, så ville jeg ikke have nogen skrupler over at tage medicinen igen.

Nu, hvor jeg har skrevet så meget om medicinen, synes jeg, jeg vil skrive noget om alt det andet, der gør, at man bliver rask, når man har en depression. For medicinen er selvfølgelig ikke nogen kur. Det er den lille trappestige, du kan stille dig op på, når du ikke selv er helt høj nok til at nå det, der står på øverste hylde, for at bruge en lille metafor. (Dette gælder selvfølgelig ikke mennesker med en kronisk depression, som nødvendigvis må tage medicin hele livet!)

For det første er det vigtigt at du gør noget ved det, der har udløst din depression. Det kan jo være utrolig mange ting. I mit tilfælde var det stress. Jeg var sygemeldt med stress et halvt år fra september 2010, og selvom jeg var lynhurtig til at tage mig af den fysiske del af stressen, fik jeg ikke rigtig taget hånd om den psykiske del. Jeg sagde mit daværnede job op for at blive freelancer igen - i erkendelse af, at det, der stresser mig mest, er at skulle være det samme sted i det samme tidsrum hver eneste dag - og det hjalp rigtig meget. Men der var stadig en masse tankemønstre, der skulle ændres, og det fik jeg ro og overskud til, da jeg begyndte at tage medicin. 

Og så fik jeg ro og overskud til at tage den med ro. Lyder det underligt? Lidt, måske. Men når man drøner rundt inde i hamsterhjulet, både det fysiske og det mentale, så kan det være svært at mærke, hvad man egentlig har brug for. Sådan var det i al fald for mig. Men altså. Gåture. Yoga. Vinterbadning. Ordentlig mad. Søvn. Den slags hjælper. (For mig! Det er ikke sikkert, det er helt de samme ting, der hjælper dig.)

Det er ligesom en elastik, som man strækker længere og længere. Hvis man aldrig slækker, så knækker den. Min egen elastik er vokset sammen igen, og jeg er vældig lykkelig for, at jeg nu har lært at strække den og strække den og stræ-æ-æ-ække den lige til det alleryderste, og så slække på den igen, så den ikke knækker. Det er fuldkommen nødvendigt for mig i mit arbejde, at jeg kan fungere under pres, så det er jeg glad for, at jeg har lært.

Det gælder ikke kun arbejde, men også i mit privatliv. Jeg har efterhånden lært at åbne og lukke af, både for andre mennesker og for tanker i det hele taget. Det er en kæmpe gave! For nylig blev jeg bedt om at “summe over noget”, og jeg svarede bare prompte: “Jeg summer ikke, jeg glemmer.” Hvilken befrielse!

Førhen var jeg åben overfor alle indtryk, og jeg formåede ikke rigtig at sortere i, hvad jeg kunne, skulle og ville forholde mig til. Alle muligheder kunne potentielt prøves af, alle menneskers følelser kunne mærkes og jeg kunne ikke finde ud af, hvad for noget af det, der var mit og hvad der var deres. Og det bliver man meget, meget stresset og ulykkelig over at forholde sig til, skal jeg hilse at sige. 

Men alt det har jeg fået overblik over og styr på nu. Jeg kan stadig, hvis jeg vælger det, “tune ind” og mærke, hvordan et andet menneske har det. Det er en stor gave, både privat og arbejdsmæssigt. Men i forhold til før kan jeg meget tydeligt mærke, om det er noget, jeg kan/vil/skal gå ind i, eller om jeg bare skal lade det passere ud fra devisen om, at man alligevel ikke rigtig kan gøre noget ved andres problemer, selv om man gerne vil.

Det har sjovt nok gjort, at jeg er begyndt at savne andre mennesker. Jeg har altid haft det bedst i mit eget selskab, og har følt mig utrolig drænet over at skulle være sammen med andre. Simpelthen fordi, det var alt for overvældende at skulle forholde mig til alt det, der fulgte med. Men sådan er det ikke længere. Og lo and behold, der er ikke nogen, der har vendt mig ryggen og beskyldt mig for at være en kold skid. Det er jo ellers sådan noget, man kan få bildt sig selv ind - at det er min eneste værdi som menneske, at jeg er sådan en, der tager mig af andre. 

Nå, det kunne jeg skrive en lang smøre om. Men pointen er egenlig bare: pillerne alene gør ikke en skid, det er først, når du dealer med dit lort, at det går over. Sådan lidt friskt sagt. Og her er pillerne geniale: fordi de hjælper dig med at få overskud til at gøre det.

Jeg sluttede mit seneste indlæg af med at skrive, at jeg glædede mig til at kunne drikke cocktails uden at blive syg flere dage efter og at få mit sexdrive tilbage. Jeg kan med glæde meddele, at begge dele igen fungerer upåklageligt. Jeg skrev også, at jeg glædede mig til ikke at behøve at bælle flere liter vand i døgnet. Det gør jeg så stadig, så mit bud er, at jeg også førhen havde behov for at drikke tre liter vand om dagen, men at jeg simpelthen havde for travlt med at summe oveni hovedet til at lægge mærke til det. 

Så sådan er det, og det er dejligt!

1 kommentarer:

Blogger Løvinden sagde ...

Tillykke med, at du er blevet dig selv igen. Uden piller. Sejt du holdt ud indtil bivirkningerne efter medicinstoppet havde raset i din krop.
Kh L

9:39 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start