Piv piv

Jeg burde oprette en separat blog, som jeg kan whine i, når jeg er syg. Jeg er syg! IGEN!

Halsbetændelse. Igen. Så nu skal jeg have fjernet mandler. Og har fået ordineret dobbelt
portion penicillin. Piv.

Er der ikke nogen, der kommer og passer mig? Jeg smitter ikke, det siger halslægen selv, men jeg skal nok lade være med at ånde på dig alligevel. Det er SÅ trist, når der ikke er nogen, der passer en, når man er syg. At stå op midt om natten, helt alene og skifte sjaskvådt, gennemsvedt sengetøj, eller ikke at kunne kalde på nogen, der lige kom med et glas vand og klappede en lidt på hovedet. Eller læste historier for én.

Da jeg var lille passede min mormor mig altid, når jeg var syg. Så lå jeg på sofaen med dynen og så kom hun med den runde, vinrøde bakke med blomster i bunden , så vi kunne lave papirhatte og skibe, som jeg kunne lege med. Og appelsinbåde på en underkop.

Jeg savner min mormor. Jeg tror, jeg ringer til hende. For jeg ved godt, at det er træls at høre på andres piveri. Undtagen når man er mormor. Og så ringer jeg til min søster og beordrer hende til at passe mig. Visse ting skal man holde indenfor den nærmeste familie. Halsbetændelse er én af dem.

PS: Piv. Piv! PIIIIV!!!