Oriana Fallaci

Politiken plejer at have nogle gode interviews med spændende mennesker, så da jeg så, at de i søndags havde et interview med den nu afdøde italienske journalist og forfatter, Oriana Fallaci blev jeg glad.

Men ak. Det sku' vær' så godt og så' det faktisk bare en masse løsrevne citater om dit og dat, krydret med en faktaboks. Øv! Det virker som om, de kun har bragt interviewet fordi Oriana Fallaci i første omgang trak interviewet tilbage med ordene "efter min død kan I gøre med det hvad I vil".

Jeg kan næsten høre Oriana, det kritiske og skarpsindige interviews ukronede dronning, rotere i sin grav over den slags makværk. Det er et glimrende bevis på, at et interview ikke automatisk bliver vedkommende, læseværdigt og fængende ved at "offeret" siger noget klogt og/eller kontoversielt. Det afhænger i lige så høj grad af interviewerens evne til at formidle personen. Gennem små detaljer om alt det, der umiddelbart ikke har noget med interviewet at gøre, men som skaber sympati og forståelse. Signora Fallacis kloge ord om blandt andet alderdom og barnløshed står nu bare og stritter formålsløst ud i luften. Hvilken skam.

Et af mine store, faglige forbilleder, er Nils Thorsen fra Politiken. Han kan eddermame formidle et menneske, så man føler, man sidder med ved bordet, når der bliver snakket. Han har lånt et udtryk fra Villy Sørensen, som talte om Klangen af et Menneske. Det synes jeg er så fin en måde at beskrive et portrætinterview på. For ord er jo bare ord, og holdninger får først rigtig mening, når de bliver sat i relief.

Jeg ville ønske, det var Nils Thorsen, der havde interviewet Oriana. Det ville sikkert have givet hende et mere værdigt eftermæle end denne redigerede båndudskrift af vise ord og trivialiteter i uskøn sammenblanding.

(Hvis det har nogen interesse, kan det læses her.)