04 april, 2008

Opdatering fra Straight Edge-land

Straight Edge, dag 6
I dag var jeg til det der bryllup, jeg skrev om i går. Det var ærlig talt lidt hårdt at se folk gufle bryllupskage, kokostoppe, frikadeller, gedeost og lækkert hvedebrød, mens det eneste, jeg kunne spise af det, der var, var vindruer. Men det gik. Jeg var der ikke særlig længe, et par timer eller sådan (det var åbent hus), for jeg var sulten og ville hjem og lave noget mad.

I aften er jeg inviteret til indflytterfest hos en veninde, og selv om jeg godt ville kunne nå det, så tager jeg ikke derind. Helt ærligt, på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er massemorder, der slår sine ofre ihjel med sømpistol, hvor festlig tror jeg så selv, jeg bliver, når jeg ser alle andre flintre rundt med den ene lækre cocktail efter den anden, og blive fulde og løsslupne? Nah. Så vil jeg hellere bruge min aften på at pakke til Århus-turen (jeg har pakket en taske, der får Mummi Mor til at ligne en anorektisk svækling!) og til at læse kompendiet til kurset.

Jeg har aftalt med min lillebror, at vi skal ind og se Flammen og Citronen mandag aften. Det bliver godt. Da jeg spurgte ham, om han ville se den, svarede han, at han ville se alle film, hvis bare det var sammen med mig. Nååårh, Bro... Jeg ser ham alt for lidt. Jeg har lyst til at skrive noget om min afføring, men jeg skal nok lade være. Men det er altså meget mystisk med det...

Straight Edge, dag 8
Det går stadig godt med projekt-Straight Edge. Jeg kom til Århus i går aftes, medbringende min egen aftensmad, hvilket affødte megen latter og spot fra min veninde og hendes families side. Men det er ok, jeg kan ta' det, og jeg ved, de gør det af kærlighed :)

Jeg er for alvor begyndt at kunne mærke fordelene ved at spise som jeg gør. Jeg spiser mindre (uden at føle mig sulten), jeg bliver ikke træt, når jeg har spist, og jeg har bare mere energi. Plus at jeg har spændt mit bælte et hul ind. Herligt.

Der er dog et stort minus, og det er, at jeg er ved at være FUCKING træt af at tænke så meget på mad, altså med planlægning og være på forkant osv. Men som man siger, så tager det 3 uger at implementere en ny vane, og når vanen så går så meget imod hvad der er konvetionelt, så må det nødvendigvis være det sværere.

Jeg har aldrig tænkt over, hvor kødbaseret det danske køkken er. Det er som om, man tænker "ok, hvad skal vi lave af kød" før man tænker på noget som helst andet, når det har noget med mad at gøre. I går på færgen, hvor jeg heldigvis havde frokost med hjemmefra, slog det mig, hvor ulækkert det mad, man kan købe ombord er. Franskbrød med ost/rullepølse, slatne sadwiches, tørre frikadeller med kartoffelsalat og franske hotdogs. Det er sguda ikke ordentligt mad? Eller er det bare mig, der er ved at blive hellig?

Nå. Jeg ved i al fald bare, at jeg er glad for, at jeg gør det her, og at jeg nu er 1/3 henne i mit forløb. Jeg har besluttet at de 3 sidste dage, hvor jeg er i Berlin, gider jeg ikke efterleve de her krav. Jeg vil fandme ud og drikke mig på pelsen efter Current 93-koncerten! :)

Om lidt skal jeg mødes med min lillebror. Vi skal på thai-restaurant og ind og se Flammen og Citronen. Jeg glæder mig. Jeg har verdens sødeste lillebror :)


Straight Edge, dag 9
Jeg har syndet. Jeg har spist en cherrytomat... Og så tror jeg, der var chili i det thaimad, jeg fik i går, plus at det var stegt i almindelig olie og ikke kokosolie, som ellers er det eneste, jeg må stege i. Men i forhold til alle de fristelser, jeg har været udsat for, og alt det bøvl, jeg har haft med at slæbe mad rundt, synes jeg faktisk godt, jeg kan tillade mig at være stolt af mig selv. Så det er jeg.

Cherrytomaten havde sneget sig ind i den salat, jeg købte til at tage med i toget hjem. Jeg tog ned på Cafe Glad! i Århus, da jeg havde fået det anbefaletaf en veganer. Der var masser, jeg kunne spise og det smagte dejligt, men 74 kroner for en bøtte salat og en gulerod (som jeg i øvrigt aldrig fik med), det er simpelthen for latterligt. I det hele taget er Århus nok bare verdens mest latterlige by. Fuck hvor jeg hader, og altid har hadet Århus. Selvtilstrækkelige lille lorteby og alle dens mindreværdskomplekser. Bybusserne kører hvert kvarter. "Verdens mindste storby". Jeg må le.

Nå. I det mindste kan jeg da glæde mig over, at jeg ikke er tvunget til at bo der længere.

Hæ, jeg er blevet bedt om at holde et oplæg om Sex and the City's betydning for vores livsstil, før premieren for Bazars læserklub. Så er man fandme en bonafide dulle :D

Har jeg i øvrigt skrevet, at det var et fantastisk kursus, jeg var på? Det var det. Det var anden halvdel af det der skrivekursus, jeg allerede har været på, og som jeg måske har skrevet om. Pissefedt var det.


Straight Edge, dag 10
I dag har jeg været super sej i 10 dage. Det er vist første gang i mit liv at jeg gennemfører noget så drastisk i forhold til min kost.

Som barn havde jeg rigtig meget eksem over hele kroppen. Så meget at jeg tabte hår og negle ind i mellem, blev mobbet og kaldt monster og måtte stå mellem to pædagoger, når vi skulle lege "Jeg gik mig over sø og land" i børnehaven.

Mine forældre prøvede alverdens ting. De tog mig til "klog mand", badede mig i havvand, puttede Triton X-45 i mit badevand (en særlig formula til børneeksem, hvis seje navn jeg aldrig glemmer, og som senere er blevet taget af markedet pga. mistanke om at det kan virke hormonforstyrrende...), smurte mig i cortison-salve, og de prøvede at holde mig fra farvestoffer og andre allergifremkaldende ting. Det sidste uden synderligt held, da jeg altid på snedig vis kunne liste mig til at spise noget af det forbudte.

For 4 år siden gik jeg på Vægtkonsulenternes kur og tabte 20 kilo, men selv der snød jeg og spiste slik i ny og næ. Men ikke denne gang. Hurra for mig og min nyfundne rygrad :)

Men 10. dag i udrensningen betyder også, at jeg ikke må indtage fast føde igen før på mandag. Jeg skal simpelthen faste de næste 4 dage. Det er jeg ærlig talt lidt spændt på, men jeg føler mig egentlig ret overbevist om, at jeg også kommer til at tage det i stiv (eller slap) arm også. Og det er kun 4 dage. Da jeg fik fjernet mandler levede jeg af flydende mad i 14 dage, så det skal sgu nok gå.

Jeg har været til kor i aften. Vi lærte to nye sange, "Fever" (Elvis) og "Time After Time" (Cindy Lauper). Det det fedeste kor. Jeg er SÅ glad for at være kommet med. Jeg bliver virkelig i skidegodt humør af at synge, uanset om det så er det vildeste pop eller salmer, eller hvad fanden ved jeg.

Nu skal jeg faktisk arbejde. Jeg skal gennemskrive en artikel til M!, og underligt nok, så gider jeg faktisk godt. Den handler om fyres sex-problemer og hvad de kan gøre ved dem (for tidlig sædafgang osv), og jeg er meget fristet til at skrive "drop spekulationerne og giv hende oralsex" til alle punkterne. Men den går nok ikke...


Straight Edge, dag 11
Jeg er sulten! Min kæreste har lige spist en megalækker pizza for næsen af mig. Jeg var ved at slå ham ihjel med det glas med rødbede-gulerodsjuice, jeg var i gang med at drikke. Imens skreg mine tarme "giv mig maaad". Men nej. Ikke før på mandag. Faste er en motherfucker...

For at det ikke skal være løgn, så har jeg i dag arbejdet på en artikel om Sex And The City, i forbindelse med filmen, der kommer her til juni. Så jeg har siddet og skrevet om Magnolia cupcakes og Cosmopolitans, mens jeg har været på nippet til at tage en bid af min egen arm.

I morgen er det forhåbentlig bedre. På et eller andet tidspunkt må min mave da fatte, at der altså ikke kommer andet ned end vand, Iperoxo-te, grønsagsjuice og vand med frasiede havregryn. Håber jeg.


*** ADVARSEL ***
Det næste afsnit handler om lort!

I dag fik jeg en tarmskylning. I morgen skal jeg have en til. Det var... Ulækkert. Men også lærerigt og opløftende på en eller anden bizar måde. Siden jeg startede kuren har min afføring haft en meget særlig og anderledes fremtoning, men under tarmskylningen kom der afføring ud, der havde samme farve som før kuren. Det vil sige, det har ligget derinde og ulmet i 11 dage. Måske mere. Det er eddermame klamt. Der kom også bittesmå, sorte gnallinger ud, og damen sagde, det er gammel, sammenpresset afføring, der sidder i nogle små lommer i tarmen, som kaldes divertikler. De kommer på grund af forstoppelse, som jeg har lidt af siden jeg var en lille baby, og kan rumme afføring, der kan dateres helt tilbage til yngre kridttid. Eller noget. Ud kom også noget, der bedst kan sammenlignes med de der tørre flager man fodrer akvariefisk med. Det er slagger fra tarmvæggen, som opbygges af dårlig kost, dvs alt det, jeg har undgået i 11 dage nu. Er der mange slagger på tarmvæggen, er det svært for kroppen at optage næring og væske fra det man spiser, fik jeg forklaret. Så basically har jeg lige kogevasket min tyktarm.

Men jeg kunne stadig godt have ædt halvdelen af den pizza...


Straight Edge, dag 12
I nat drømte jeg, at jeg spiste en stor, saftig bøf med en bagt kartoffel, der sejlede i hvidløgssmør. Bagefter drømte jeg, at der var blevet opfundet en økologisk, sukkerfri chokolade, som smagte himmelsk, og som ovenikøbet var smaddersund for kroppen. Dernæst drømte jeg, at jeg cyklede op til fiskehandleren på Gammel Kongevej, hvor jeg købte en tunsteak, som jeg panerede i siderne med sesamfrø og hakket koriander. Derefter grillstegte jeg den og spiste den med nye, grønne asparges til. Jeg er nu officielt to skridt fra at være Charlie Chaplin i "Guldfeber"...

Udover at jeg konstant har tvangstanker om mad, går det godt. Jeg har det ikke dårligt, er ikke specielt sur eller træt, og sultfølelsen er da aftaget noget. Og nu er jeg halvvejs i dette faste-helvede!

2 kommentarer:

Blogger SuperPolle sagde ...

Mmmm kød med noget ...

Indrøm nu bare du ville slå ihjel for en stor, velhængt og nærmest blodig bøf af fuldfed okse. Garneret med rå mængder håndskårne fritter, hjemmegjort bearnaise og en voldsom drue. Uanset hvordan din lort så kommer til at se ud.

I øvrigt trist at læse dit indlæg op mod denne artikel: http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/sexogsamliv/article491628.ece - jeg ved godt, hvad jeg vælger ;-)

p

8:10 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

l?se hele blog, pretty good

12:42 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start