03 november, 2008

Når jeg bliver gammel...

... vil jeg være lige så sej som Marcel Reich-Ranicki!!!


Litterær tv-skandale ryster Tyskland
Tysk litteraturkritiks grand old man, Marcel Reich-Ranicki, sagde for åben skærm nej til årets fjernsynspris.
Af Peter Wivel, Berlin

Årets tv-galla blev sendt fra en messehal, Coloneum, i en fjern forstad til Köln.
Bag denne event står de to tyske statslige kanaler ZDF og ARD og de to private pengemaskiner RTL og Sat.1.
I salen er alt, hvad der kan krybe og gå af prominens og festklædte tilskuere.
De skal klappe ad de stjerner, der i løbet af den lange aften modtager prisen for bedste hovedrolle, bedste birolle, bedste instruktion, bedste special effects, bedste stand-up, bedste drejebog, bedste underholdning, bedste you name it.
Ti sekunders berømmelse til hver og kaskader af bifald, blandet op med slap stick-humor, alt sammen professionelt afviklet af den langhårede og krøllede Thomas Gottschalk, en ål i smoking.

Tyrannosaurus på scenen
Det er den slags tv, hvor studieværten skal være endnu hurtigere end seernes fjernbetjening og i Gottschalks tilfælde også er det.
Den eneste af de inviterede gæster, der på forhånd havde fået at vide, at han ville blive prisbelønnet, var tysk litteraturs svar på Tyrannosaurus Rex, den 88-årige kritiker og forfatter Marcel Reich-Ranicki.
Manden er en institution.
Han er født af polske forældre, studerede som ung i Tyskland, men blev som jøde udvist til Polen.
Mirakuløst overlevede han og hans kone likvideringen af Warszawas ghetto i 1943. I 1958 vendte han tilbage til Vesttyskland, hvor han gjorde en kometkarriere som kritiker i aviser og på tv.
I 13 år, fra 1988 til 2001, var Reich-Ranicki studievært på det ekstremt populære bogprogram på ZDF, ’Litterær kvartet’. Han har modtaget et utal af priser og lovprisninger, ikke mindst i forbindelse med erindringsbogen ’Mit liv’ (1999).
Heri fortæller han bl.a. om et møde med den nu afdøde violinvirtuos Yehudi Menuhin i Nankin. Reich-Ranicki er i Kina for at holde foredrag om Goethe og Thomas Mann, Menuhin for at spille Beethoven og Brahms.
Menuhin tøver lidt og siger så:
»Nå ja, vi er endog jøder. At vi rejser fra land til land for at udbrede og fortolke tysk musik og litteratur – det er godt og rigtigt sådan«.

Platheder
For alle sine fortjenester skulle Reich-Ranicki denne aften udmærkes med den tyske fjernsynspris, det sidste indslag i galla-aftenens store program.
Men efterhånden som plathederne gik over scenen, blev Reich-Ranicki mere og mere bleg og begyndte at se på uret.
Gottschalk anede uråd og fik i huj og hast produktionen omlagt, så den gamle mand kunne komme på før tid.
Nu skete der så det, der ikke for nogen pris må ske på tv. Noget uforberedt. Noget ikke-instrueret.
Reich-Ranicki går på talerstolen under et brus af begejstring fra salen.
Omsider får han ordet og siger nogle indledende bemærkninger og undskyldninger. Publikum er desorienteret.
Så falder ordene:
»Jeg hører ikke til i denne konkurrence. Jeg finder det slemt, at jeg har måttet opleve det her i aften. Efter alle de tåbeligheder, som jeg har set denne aften, tror jeg ikke, at jeg hører til her. Jeg tager ikke imod denne pris. Måske skulle jeg have sagt det før. Men jeg vidste ikke, hvad der ventede mig«.

Fyresedler
For hvert ord, Reich-Ranicki udtalte, må produceren have råbt i Gottschalks øresnegl: »Stop ham! Stop ham!«.
Da den 88-årige pludselig skal hoste, åler Gottschalk sig ind og får en samtale i gang, så publikum, og ikke mindst cheferne for de fire tv-kanaler ikke skal opleve mere kritik den aften.
Men skandalen er en kendsgerning, og fyresedlerne hænger løst.
Den første, der beder om en, helt frivilligt, er Reich-Ranickis efterfølger på ZDF’s bogprogram, forfatteren Elke Heidenreich.
Den 65-årige kvinde blev i det seriøse månedsmagasin Cicero tidligere på året kåret som »Tysklands mest indflydelsesrige kvinde«.

Årets læserbrev
Placeringen betyder, at Heidenreich er den tyske kvinde, der oftest er citeret i medierne. Hendes højt skattede udsendelse hedder ’Læs!’.
Heidenreich har fulgt slaget fra tilskuerpladserne. Aldrig så snart er hun kommet hjem, før hun går direkte til tasterne.
I Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver hun årets læserbrev. Det er en uforbeholden hyldest til Reich-Ranicki. Hun beskriver det gyldne øjeblik således:
»Jeg kunne være hoppet op i luften af glæde, af glæde over denne modige, vrede, forulempede, kloge mand og af raseri og græmmelse over denne skamskudte foranstaltning, denne grænseløse plathed«.
»Hvor jammerlige var ikke flertallet af de præmierede produkter, hvor jammerligt er ikke vores fjernsyn, hvor fattigt, hvor dumt, hvor kulturløst, hvor latterligt«, skriver hun.
»Man byder ikke en så intelligent mand den slags timelange idioti i hæslige kulisser og under ledelse af Thomas Gottschalk, der om en film om børn, der var blevet reddet fra børnehjem og mishandling, sagde:
»Forhåbentlig kommer mange flere børn i den situation, så vi igen kan se så herlige film««.

»Reich-Ranicki var et glimt af lys«
Om øjeblikket, hvor Gottschalk fik klemt sig ind, skriver Heidenreich:
»Han snappede efter vejret, fik et hosteanfald, og Thomas Gottschalk havde den eneste egenskab, der gør ham egnet som studievært, kun den ene – han er ikke intelligent, han er ikke charmerende, han er umorsom, men han reagerer hurtigt«.
»Det hedder allerede i radioerne, at Reich-Ranicki har vakt skandale. Åh nej, det har han ikke. Skandalen var denne ganske grusomme forestilling. Reich-Ranicki var et glimt af lys«, mener hun og slutter med denne finale:
»Man skammer sig over overhovedet at arbejde for sådan en kanal. For min skyld kan I smide mig ud nu, jeg er træt af kampen. Jeg skammer mig. På alles vegne beder jeg alle dem, der har måttet tåle disse tilstande, om undskyld«.

Sure chefer
På chefetagen i ZDF var direktør Markus Schächter ikke velfornøjet.
Elke Heidenreich blev fyret på gråt papir – men måske var hun blevet det under alle omstændigheder.
For nu forlyder det, at hun fra nytår skal være direktør for et musikforlag, ejet af det amerikanske Random House.
Og chefen for den reklamefinansierede kanal RTL, Anke Schäferkordt, afviste at deltage i en efterfølgende debatudsendelse med Reich-Ranicki med disse ord om en mand med 13 års aktiv fjernsynserfaring bag sig:
»Herr Reich-Ranicki ville med god grund afvise at diskutere litteratur med mennesker, der ikke læser bøger. Os falder det svært at diskutere fjernsyn, som han ikke ser, med ham«.
Den altid spidse kommentator Henryk M. Broder gav igen på chefernes surhed med ordene:
»Hvor åbne kanalcheferne virkelig er for kritik, viste sig på gallaaftenen. Cheferne for ZDF, WDR, ministerpræsidenten i Nordrhein-Westfalen, alle jublede de over det rebelske barn på scenen, som var de ikke en del af det maskineri, der avler det nonsens, de siden præmierer«.

»Kritikeren er en urostifter«
I avisen Süddeutsche Zeitung skrev kulturmedarbejder Christopher Schmidt, at Reich-Ranicki er elsket, fordi han er en af de ubøjelige gamle mænd, der råt for usødet siger de ubekvemme sandheder, som folk længes efter:
»I et stadigt mere segmenteret samfund vokser behovet for samlende kræfter, autoriteter, der ikke er identiske med deres karriere og har mere væsentlige ting at byde på end glatsleben performance«.
Han fik støtte af kollegaen Uwe Wittstock i avisen Die Welt:
»En kritiker er ikke et kæledyr. I det mindste ikke, hvis han tager sit arbejde alvorligt. Han er en urostifter, en, der forsøger at ødelægge den enighed, i hvilken de andre har sat sig godt til rette«.
Günter Struve, der er chef for den anden statslige tv-kanal ARD, gav offentligheden den forklaring på hele affæren, at et massemedium som tv må nå et flertal hinsides den kulturelle elite.

Meningsmåling
Men i de samme hede dage offentliggjorde meningsmålingsinstituttet Forsa en gallup for den seriøse tv-station N-TV.
Den viste, at 48 procent af de adspurgte tyskere anså tyske tv-programmer for middelmådige, 37 procent af tyskerne anså programmerne for dårlige eller særdeles dårlige.
Kun 11 procent anså dem for at ligge på et højt niveau.
Reich-Ranicki selv havde denne kommentar:
»De mener, at publikum vil have det dårlige. Som om publikum var en samling idioter«.

Printet fra politiken.dk Mandag 3. nov 2008
Ophavsretten tilhører Politiken. Informationerne må alene anvendes til egen, ikke-kommerciel brug.
Artiklen kan findes på adressen: http://politiken.dk/kultur/article591777.ece


Man kan se hele klippet her. Åh, jeg elsker det!!!

1 kommentarer:

Blogger SuperPolle sagde ...

"Men i de samme hede dage offentliggjorde meningsmålingsinstituttet Forsa en gallup for den seriøse tv-station N-TV.
Den viste, at 48 procent af de adspurgte tyskere anså tyske tv-programmer for middelmådige, 37 procent af tyskerne anså programmerne for dårlige eller særdeles dårlige.
Kun 11 procent anså dem for at ligge på et højt niveau."


Hmm ... hvad pokker er der sket med tysk tv siden de glade dage omkring 1990, hvor Hugo Egon Balder styrede Tutti Frutti med charme, selvtillid og vildt lækre lokker?

Og tænk om man foretog en tilsvarende undersøgelse på den der poplic service kanal ovre fra Odense ...

9:09 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start