Jeg, et distræt fjols

Nogle gange kan jeg bare være jordens mest distræte fjols. Som fx for lidt siden, da telefonen ringede. Jeg var fuldkommen opslugt af at skrive, og min første tanke var egentlig bare, at lade den gå på svareren, men jeg tog den alligevel. Og ligesom i Trivial Pursuit, så skal man altid følge sin første indskydelse.

Det var en tidligere kollega, som jeg ikke har talt med i årevis. Jeg var meget desorienteret - hvad fanden ville han? Vi havde en meget kort og lettere kedelig affære for maaaange år siden, men jeg troede, det var gemt og glemt. Og da han så begynder at udspørge mig om mine planer for i morgen, bliver jeg endnu mere forvirret. Vil han på date? Hvad sker der?!

Efter en lang og sikkert pinligt detaljeret udredning af mine planer for weekenden - i min distræte hjerne havde jeg glemt at det er torsdag og ikke fredag... - smider han bomben:

"Så du har ikke tid til at komme til jobsamtale?"

Doh!

Selvfølgelig er det derfor, han ringer. Om jobbet som reporter på Politikens iByen tillæg. Et superfedt job, som jeg ville være perfekt til. Og så sidder jeg der og er distræt og aner ikke hvilken dag, det er. Skideflot, Andrea!

Men altså. Jeg har aldrig været en af de smarte, og nu er det sikkert for sent at blive det. Hvis det altså var det, man ville. Jeg vil bare allerhelst ind på Filmskolen. Og sove i ske med Henry Rollins hver nat. Men hver ting til sin tid. Og nu skal jeg bare have overstået samtalen i morgen uden at komme for sent, fare vild på vejen, bive kørt ned, falde ned af stolen, blæse en snotboble, eller foreslå et tema om fistfucking...