12 marts, 2006

Tove Ditlevsen

I denne måned er det 30 år siden Tove Ditlevsen begik selvmord, efterladende et afskedsbrev hvori hun skrev, at det var bedre at sørge over hendes liv end hendes død...

Jeg har lige siddet og set et portrætprogram om hende på DR2, og jeg blev igen mindet om, hvor meget, jeg holder af hendes digte og romaner. Jeg var 12 år, da jeg ved et tilfælde faldt over »Blinkende Lygter« i min mors bogreol, og selv om der var meget, jeg ikke fattede af det hun skrev, så blev jeg alligevel dybt berørt af det. Og jeg forstod, på min egen pubertetsagtige og provins-beskyttede facon, at livet er en rutschebane-tur, og at man er nødt til at tage både op- og nedture med lige stor appetit.

Få har som hun, med så stor ærlighed og indføling, beskrevet det at være menneske på en måde, som rammer lige i hjertet. Og det faktum, at jeg jævnligt kan genlæse hendes blide, melodiske og på overfladen små-naive digte og gang på gang finde nye klange og fortolkningsmåder, længsler og smertepunkter, viser at stor kunst ikke nødvendigvis behøver være fortænkt og svært fatteligt.

Jeg får lyst til at tænde en smøg, sætte mig i vinduet og kigge ud over Vesterbro, mens jeg sender Tove en kærlig tanke. Jeg håber, hun er lykkelig i sin himmel, og at hun, når hun kigger ned på alle os, som jævnligt fælder en tåre over hendes smukke poesi, tænker, at det trods alt ikke var alt i hendes jordiske liv, der var forspildt.

Og så lige one for the road. Eller to faktisk. Jeg kunne ikke vælge hvilket, der er mit yndlings, så I får dem begge to.

Og det var en nat
Og det var en nat som denne,
en nordisk og fjern og ung,
og stjernerne så så kloge ud,
og månen var gul og tung.

Og det var den allerførste.
Hvor mange kom efter ham?
Jeg bøjede hovedet under hans blik,
forvirret af fryd og skam.

Og hundrede pigeromaner
lå gemt i mit lukkede skød:
så glemte de tid, så glemte de sted,
og synden var sort og sød.

Og hjertet var stille og bange,
og vindene lagde sig blidt,
og hvert lille blad, og hvert lille græs
skælvede ganske lidt.

Men kulden gled stumt gennem skoven,
og vindene blæste igen:
»Så glemte de tid, så glemte de sted«
– så fandt hun en anden ven.

Hos en eller anden blev jeg,
sådan som det ofte sker.
Mit hjerte ligger på alfarvej,
jeg bruger det ikke mer.

Det var i en nat som denne,
og jeg var vel sytten år –
ligger endnu i det høje græs,
min kærligheds røde skår?



Blinkende lygter
I barndommens lange og dunkle nat,
brænder små blinkende lygter.
Som spor af erindringen efterladt,
mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed,
fortabt gennem tågede nætter,
og alt hvad du siden elsked og led,
har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær,
som en tåre der skælver i rummet.
Kun den vil være dit hjerte nær,
når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat,
brænder din barnlige lykke.
Du søgte den siden, men fik kun fat,
dens flakkende sensommerskygge.

Din tro du tog med dig så langt af led,
for det var det første og sidste.
Nu står den og brænder i mørket et sted,
og der er ikke mere at miste.

Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig.
For dit liv har du lagt under lygternes skær,
og ingen skal siden nå dig.

(Fra »Blinkende Lygter«, 1947)

6 kommentarer:

Blogger Pernille sagde ...

100 % gåsehud. Smukt.

11:17 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

det smukkeste digt nogensinde.. Det er mit yndlings digt... Hun skriver så smukt og godt og når der er lidt rythme med er det bare helt perfekt.. :)

michelle :)

7:50 PM  
Anonymous Anonym sagde ...

jeg skal skrive en gennemanalyse om blinkende lygter.
over vejer
sidste strofe, de 2 sidste linjer.
kan man ikke godt sige at der overvejer hun allerede selvmord, eller har det ikke lidt med det at gøre.
vil gerne skrive om dette dig med dig.
min mail. Annesofie.jakonsen@jubii.dk

6:09 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

Qvote (Og en eller anden kommer dig nær,
men kan aldrig helt forstå dig.
For dit liv har du lagt under lygternes skær,
og ingen skal siden nå dig.)

syns ikke den siste strofe har noget med selvmord at gør, som jeg læser det, handler det om af være overladt til sig selv, at være blevet miljø skadet af sin barndom og ender med meninger som folk der ikke har været i samme situation kan forstå, at lukke af for sine følser og gemme dem væk

8:03 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

folk der ikke har været i samme stiuation ikke kan forstå* sorry gramme fejl...

8:10 AM  
Anonymous Anonym sagde ...

jeg forstår ikk digted hvad handler det om???

9:55 PM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start