06 maj, 2007

"Der er vat i baren"

I går var jeg til koncert med mine venner Per og Mikkos band, Double Space, ude i Dragens Hule på B&W. Det var en ret spøjs aften. Men god.

Stedet er SÅ knaldet. Men fedt. For det første ligger det lang pokker i vold ude på Refshaleøen, og der er bælgmørkt og nul skiltning, fordi de ikke har nogen bevilling. Så man kan godt bruge en halv times tid på at finde det, hvis man ikke ved hvor det er. Jeg havde heldigvis været der før, men vi rodede alligevel lidt rundt derude før vi fandt det, for der var som sagt bælgmørkt.

For det andet så er det som at træde ind i en eller anden hippies dagligstue. Der er røde vægge, tæpper på gulvet, hjemmebyggede sofaer af birkestammer og al mulig nips rundt omkring: gamle pladecovers på væggen, afrikanske trommer osv. Totalt hyggeligt synes jeg.

For det tredje kommer publikum for at se og høre koncerterne, og det synes jeg jo personligt er herligt, fremfor at stå et eller andet fancy sted med en masse snakkende, uinteresserede smartasses der kun er kommet til koncerten fordi der har stået i Politiken at det er hipt.

Og så er der altså bare nogen fede typer imellem. Crowden i går var ikke særlig stor og omfattede ikke så mange af de virkelig sære typer, jeg somme tider har mødt derude (fx en lille, gammel mand, der altid har øl med i en lille kurv, og små futteraler til at holde øllerne kolde med), udover den sædvanlige stiverik der vælter rundt og leger ven med alle, men som i virkeligheden bare er vildt pinlig og pisseirriterende.

Der var ingen lydmand, så bandsene skulle selv lave lyd, hvilket jo altid er interessant at beskue. Og lytte til :) Vi kom midt i første band, og blev nærmest blæst omkuld, da vi åbnede døren. Min veninde Sonja, der bor ude på B&W fortalte at de havde målt 113 decibel, hvilket altså er helt vildt for sådan et lille lokale (der kan vel være 75-100 mennesker), især i forhold til at der på Vega fx sjældent bliver spillet mere end 103 db.

Hverken Christian eller jeg havde husket ørepropper. Dumt Bøv, dumt. Jeg fik heldigvis et par af Per, hvilket jeg er ufatteligt glad for, for som aftenen udviklede sig rent lydmæssigt, ville jeg have endt med at ligge livløs på birkesofaen og bløde ud af ørerne... Værre var det med Christian. Han overvejede tricket med sammenrullet toiletpapir, men det funker altså bare ikke optimalt. Men så var det Sonja kom med aftenens guld-kommentar:
"Der er vat i baren".

Er det ikke fantastisk? Jeg synes, det siger alt om ånden det sted, at man køber en ordentlig pakke Netto-vat og deler ud til folk gratis, i stedet for at købe et læs billige gule ørepropper og så sælge dem videre for det tidobbelte. Hurra for hippierne <3

Næste band var fra Schweiz og for fanden hvor var det dårligt. Forsangeren var også guitarist og han både sang og spillede elendigt guitar. Bassisten og trommeslageren var okay, men spillede bare sådan jævnt ligegyldigt, og det hele var så intetsigende, at flere af dem i birkesofaen sad og sov mens de spillede.

Både Per, Mikko og Christian kender jeg fra de gamle 1000Fryd-dage i Aalborg, og der var bare så meget i går aftes, der mindede mig om dengang. For eksempel det der med at sidde og vente i halvanden time på dem man gerne vil høre, mens et eller andet talentløst band står og bræger. Bortset fra at dengang var de lokale opvarmningsbands oftest om ikke lige så gode, så i mange tilfælde også bedre end selv hovedactet. Og da Per satte sig til trommerne, bredte der sig spontant et saligt smil af nostalgi i fjæset på både mig og Christian. Fuck hvor spiller han fedt. Det er lidt lissom at komme hjem, når Per spiller trommer, blev vi enige om. Især når han spiller trommer og synger med en smøg i munden samtidig. Så bliver man bare ikke sejere.

Hver gang jeg ser ham spille, kommer jeg til at savne koncerterne med Kut Kuno på Fryd. Det var fandme altid en fest, når de spillede. Især når de spillede "When I Kick Your Eyeballs In", der starter med at Per brøler "YOU! You fucking moron!" Åh, det var så godt :)

Klokken 3 var koncerten slut, og jeg var helt træt. Heldigvis havde jeg cyklet derud, og det var rigtig dejligt at komme ud og røre sig og få noget luft. Månen hang lavt og var helt stor og gul, og der var stjerneklart og vandet var helt stille og blankt, da jeg cyklede over Holmen. Jeg var lige ved at spytte efter Filmskolen, da jeg cyklede forbi den, men jeg gjorde det ikke, for jeg havde en helt fantastisk fornemmelse af overskud og glæde, og dét skal man ikke besudle med den slags barnlig adfærd.

Jeg kunne ikke sove, da jeg kom hjem, så jeg gav mig til at se Scarface, mens jeg spiste en hård, grøn pære (jeg elsker hårde, grønne pærer!) og tænkte at jeg sgu har et skidefedt liv.

God søndag! :)

1 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

Hey I'd love to thank you for such a terrific quality forum!
Just thought this would be a perfect way to introduce myself!

Sincerely,
Johnie Maverick
if you're ever bored check out my site!
[url=http://www.partyopedia.com/articles/cowboy-party-supplies.html]cowboy Party Supplies[/url].

10:16 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start