Søndag med tømmermænd...

Er jeg den eneste hér, der ændrer personlighed, når jeg har tømmermænd? Altså som i 100% split personality!

Fra at være et nogenlunde sammenhængende og fornuftigt menneske, går jeg til at være en pjevset, selvmedlidende fumlegænger, der ikke kan træffe en selvstændig beslutning om andet end hvad, der skal stoppes i hovedet af mad og dårligt tv...

Ikke nok med at jeg opfører mig som en zombie på Valium – min smag for, hvad der er acceptabelt indenfor mad og tv ændrer sig også radikalt.

Lige nu ser jeg fx »Top 100 Worst Videos Ever” på Vh1, og det er så rædderligt, at jeg under normale omstændigheder aldrig ville byde mine sarte sanser den slags slam. Men i dag virker det helt logisk at sidde og glo på videoer med Billy Ray Cyrus, Kriss Kross, Bros og Lionel Ritchie... Måske har det faktum, at min fjernbetjening er blevet væk, og at jeg ikke føler, at jeg har livskraft til at rejse mig og skifte kanal, noget med sagen at gøre.
Og dog... Jeg sidder jo hér og skriver dette, så det er nok bare en dårlig undskyldning. Nogle af videoerne er faktisk slet ikke så ringe endda. Jeg har fx altid haft en svaghed for Rick Astley og Wham!, og at »Venus« med Bananarama ryger med i dén kavalkade er jo en decideret hån!

Så er der det med maden: Hvornår opstår der ellers et akut behov for at spise noget med naturtarm og uudviklede fostre??! Men altså, pølser og røræg skal der til for at kurere denne syge. Og kakaomælk. Det ER sguda langt ude...

Men hvad har så forårsaget denne tilstand af menneskelig sump?

Jo, altså:
I fredags var jeg til koncert med Kenneth Thordal på Rust. Det var en SUPER fed koncert. It’s official: I’m a fan!!! Hvis du ikke allerede kender hans musik, så gør dig selv den tjeneste at købe hans plader. Han har udgivet to, og jeg synes, du skal købe den seneste, »Skåret ud i pap«, hvis du er for nærig til at købe begge to. Det er dansksproget rock med vid og bid, og det minder ikke om noget andet musik, jeg kender, og desuden er sammenligninger af dén slags totalt åndede, så det gider jeg ikke engang rode mig ud i. Pointen er bare: Se nu at få købt de plader, ikke!
(Hm, jeg er åbenbart ikke mere ramt af øl-influenza, end at jeg stadig kan svinge mig op til at prædike...)

I går var jeg til ManiFest, og det er jo altid sjovt. Eller næsten altid i hvert fald, men i går var det rigtig sjovt. Hvis man, som jeg, godt kan lide at glo på folk i sjovt tøj (eller intet tøj), så er det stedet! Prøv det. Men lad for guds skyld være med at ryge pibe! Piber er bare ikke sexede. Basta!

Uh, nu spiller de David Hasselhoff. »I’m craaazy for you. You’re craaazy for me. I will be forever craaaazy for you!« Hold da op, det er lyrik på højt plan. Og så endda serveret på motorcykel i læderjakke med frynser og med en god mullet, aka hockey-hår, VoKuHiLa (Vorne kurtz, hinten lang) osv.

Nå, nu rabler det vist for mig. Og der er kun 10 minutter til Ornen , men før jeg trækker stikket ud, skal du lige have weekendens sjoveste guldkorn:
»Andrea, vend ryggen til gaden, ellers ligner du én, der står og trækker!«

(Note: Jeg stod i Skelbækgade og forsøgte at praje en taxa, og hensigten bag ordene var absolut renhjertet!)