29 november, 2005

Jeg er altså ikke nogen taber...

... bare fordi, jeg godt kan lide at gå alene i biffen! Eller gå på café. Eller tage i sommerhus. Eller til New York. Eller fordi jeg i det hele taget godt kan lide at være alene.

Nå, men det var bare det, jeg ville sige, hej hej!

... Oooog dog. For det skulle da ligne mig dårligt, om jeg ikke kunne spinde en liden ende over dét :)

Her til aften har jeg fx været inde og se »A History of Violence« alene. Jeg skulle have set den sammen med en anden, men blev dumpet (ganske udramatisk i øvrigt) et par timer før, og efter et enkelt forsøg på at hijacke en ny makker, gik jeg ind og så den alene.

Det er absolut ikke første gang, jeg har været i biffen alene. Og jeg elsker det! Ja ja, jeg kan også godt lide at gå i biffen med andre, men somme tider er det altså meget rart at se film helt uden afbrydelser, såsom »hvem er ham dér?«, »Eeeej, hvor er hun bare streng« og »Uuuuh!!!!«
Bevares, jeg er ikke den, der tier stille altid under film, hvis jeg da vel at mærke har en at se dem med – det er jo en smule åndet at sidde og udspørge sin totalt fremmede sidemand om små spidsfindigheder i plottet, som man ikke liiige har fanget – men det har nu altså sin charme at sidde helt alene i mørket og fordøje en film i fred og ro. (Især en film med Viggo Mortensen. AmmeNAM i trussen, hvor er han læks...)

Inden filmen gik jeg på café og spiste en sandwich, hvilket også var meget hyggeligt. (Især når man har det nyeste Q magazine med et langt interview med Dave Grohl...)

Violin, violin, skulle man tro, men nej. For det er som om, at verden endnu ikke har vænnet sig til mennesker, der færdes alene i visse sammenhænge. Ingen løfter et øjenbryn, hvis man stiger på en bus alene, eller går alene i Føtex. Eller hvis man lejer film alene i Blockbuster. Men når man siger i et biograf-billetsalg, at man skal have én billet, så er det lige før, de langer et par Fontex og et glas vand ud gennem lugen sammen med billetten.

(Og du skulle have set som sidemanden på caféen gloede, da der ikke kom nogen og så på, at jeg spiste min sandwich. Men dén detalje klarede han så i fin stil, må jeg sige. Jeg havde næsten lyst til at sige til ham »Du skal ikke have ondt af mig – det er min egen skyld at jeg ikke har nogen venner, jeg er nemlig ikke så nøjeregnende med min personlige hygiejne...«)

Men nu er det så, at Center for Mentalhygiejne og Almen Velfærds kundeservice træder til dagens fif: For det er ikke alle biografer, hvor solo-gængere mødes med ynk og nysgerrige blikke.

De bedste steder at gå alene i biffen er helt klart Filmhuset, Gloria og Vester Vov Vov. Ja, man kan nærmest sige, at det ligefrem et tegn på intellektuelt overskud at komme der uden påhæng, sådan lidt »Jeg er den eneste i min omgangskreds, der elsker Panserkrydseren Potemkin«-agtigt.

Grand, Empire, Dagmar og Metropol (som før hed Palladium, men som nu har skiftet navn, uvist af hvilken grund. Den eneste ændring er, at man ikke længere må ryge i foyeren...) er også nogenlunde okay at færdes i alene, mens Palads, Cinemaxx og Imperial er helt og aldeles uegnede til den form for adfærd.

Så ved du det. Og du ved også, at næste gang, du ser en, der går i biffen alene, er det ikke partout fordi vedkommende er en venneløs stakkel, der lugter af fodsved...

PS:
Husk også at der også er regler for, hvilken slags slik, det er okay at medbringe i de forskellige biografer – hvis det da overhovedet er okay at spise slik... I Filmhuset bliver det fx anset som en lille smule plebejerisk at spise slik under filmene, men en lille pose Delight Nødder (som selvfølgelig skal åbnes inden filmen starter, og som det er fuldstændig forbudt at rasle med mens filmen kører) er acceptabelt, mens Skumbananer og Chokolade Flipper er helt bandlyst.
Og i Vester Vov Vov kan man købe kaffe og cookies i foyeren, og de har flysæder med tilhørende borde, så man ikke behøver have det hele i skødet eller på gulvet. Niiice...

2 kommentarer:

  1. Anonym2:47 PM

    dang, mr mortensen is mesmerizing in a history of violence..

    SvarSlet
  2. Yup, he IS one yummy little prune :)

    That's "sveske" in Danish, in case you didn't know already. Funny word to use about someone that you like. I mean prunes aren't exactly pretty, and they tend to have quite a nasty effect on you. At least if you eat to many of them...

    I'm still quite curious though: Do you speak Danish, in which case I won't bother with English anymore, or did you just plow through a lot of gibberish untill you stumbled over the words Viggo and Mortensen? ;)

    SvarSlet