Blog-roser, nu med galde

Først vil jeg gerne takke Akademiet for den ære, det er at modtage denne Oscar. Dernæst vil jeg gerne takke mine forældre, min advokat, min hund og min gynækolog for altid at bakke mig op...

Nej, jeg har ikke fået en hjerneblødning, jeg har allerhøjest fået en snert af storhedsvanvid. Jeg har nemlig fået ROS, og det kan jeg ikke klare uden at blive ualmindeligt høj i hatten. Eller kålhøgen, som det hedder, der hvor jeg kommer fra.

Alene i dag har jeg fået nogle meget, meget dejlige roser fra to søde mænd for netop denne blog og dens indhold. Den første skriver »Du skriver jo, så basun-englene trutter. En fryd at læse dine udgydelser!« Derefter spørger han, om vi skal snart »ficka«, og selv om det lyder dejlig perverteret, så er det altså bare et svensk slang-ord for at mødes og drikke kaffe. Eller tygge snus i stereo. Hvad ved jeg om svenskere... Det kan være, jeg skal spørge min svensk-kyndige veninde, Anna til råds.

Den næste roser skriver: »Det er fandeme moderne. Men hvis ikke du skulle ha' sådan en udblokning, eller hvad det nu hedder, hvem sku' så? Jeg er stadig stor fan af din skrivestil, og selv om jeg mere end én gang har proklameret, at kvinder ikke er sjove, så må jeg æde mine ord, når jeg er i selskab med dig eller læser nogle af dine guldkorn. You rock, girl!«

Og selv om den slags jo luner ad helvede til, så er det også bare, at jeg tænker hvad fanden sker der for jer mænd!!!?

For det er absolut ikke første gang, jeg hører sætningen »Normalt synes jeg ikke at kvinder er sjove, men du er en undtagelse!« Hvad er nu det for noget infamt bavl!?? Selvfølgelig er kvinder sjove, endda også frivilligt. Og nej, jeg refererer ikke til Mette Lisbye og ligesindede – men at tage hende til indtægt for alle kvinders humoristiske sans ville jo svare til, at skære alle mænds humor over samme læst som Uffe Holms og Finn Nørbygaards... (Gud fri os!)

Jeg kender rigtig, rigtig mange sjove kvinder. Faktisk er alle mine veninder virkelig sjove og udstyret med en dejligt befriende og grovkornet humor. Problemet med mange kvinder er bare, at de ikke tør slå sig løs, når de er i selskab med mænd. Hvorfor aner jeg ikke – det er vel fordi, de synes, de skal være søde og yndige, eller hvad ved jeg – men det får altså den uheldige konsekvens, at mange mænd får denneher forkvaklede indstilling til kvinders humoristiske sans.

Og ja, selvfølgelig findes der kvinder, som ikke ejer et gram humor. Men den slags mænd findes der så sandelig også rigtig mange af. Tro mig, jeg har siddet til bords med halvdelen af dem allerede... Forskellen er bare, at mændene selv tror at de har pissemeget humor, mens kvinderne hurtigt indser, at det der med platte jokes og »det sagde hun også i går« (som dog i sjældne, sjældne tilfælde kan være ustyrligt morsomme) ikke er deres stærkeste side, og som derfor holder sig til at tale om farveprøver, teryaki-marinade kontra balsamico, og amning. Men mændene, de braldrer lystigt derudaf og klasker sig selv (og deres borddamer) på lårene, og er så optaget af sig selv, at de ikke opdager, at folk ruller øjne af dem og deres patetiske forsøg på at være sjove...

Og så er der den slags mænd, som simpelthen bare HADER, når kvinder er sjove. Hvorfor aner jeg ikke, men jeg har en mistanke om, at det hænger sammen med størrelsen på deres lem. Eller at de simpelthen bare ikke er særlig kloge, eller at de har andre mindreværdskomplekser at slås med. Og det er da klart, at hvis man har mødt tilstrækkelig mange af den slags mænd, og i øvrigt er opdraget til at kvinder skal ses og ikke høres, så kræver det da et sæt gedigne kvinde-nosser at turde rulle sig ud i al sin pragt og vælde.

Så kære mænd, moralen er, at en kvinde er så sjov som det selskab, hun er i...

Og Ladies, rul jer dog ud for fanden!!! Jeg ved hvor morsomme I er, og hvor meget baghjul I kan give mændende, når I folder jer ud.