Bulletin fra Æwlet

Jeg sidder i min dejlige hotelseng og skriver blog, mens min trætte mand ligger og snorker ved siden af mig. Herligt. Vi skiftede hotel i tirsdags, efter en enkelt nat på det, jeg for eftertiden vil huske som Porten Til Helvede. Fuck, det var så skod, det hotel. Eller hvad man skal kalde det. "It's fun to stay at the YMCA..." min bare, blege røv. Måske i 70'erne, hvis man var homo og høj på crack hele tiden, men sgu ikke, når man er voksen. Og en prinsesse ej at forglemme.

Jeg sværger, jeg sov næsten ikke den første nat. Jeg ved ikke hvad der skete med min krop, men det var som om at jeg skulle dø, når jeg lukkede øjnene. Så skrækkeligt var der. Der var beskidt, der var pissevarmt og vi skulle en etage ned for at komme på wc, og det var de mest gustne typer, der boede der. Ej pyha, det var frygteligt. Så tirsdag tog jeg en rask beslutning og bookede et værelse på et hotel lige ved siden af Empire State Buliding. No shit. Det er nabohuset. Totalt sejt :) Det koster kassen, men sådan er det, når man booker hotelværelse samme dag. Og her er dejligt, så det er godt givet ud. Siger jeg til mig selv.

Desværre har jeg ingen billeder af det rædsomme YMCA, for vi ... jeg mener René købte først et kamera i onsdags. Det var en vildt syret butik, den var KÆMPE, og så var de fleste af dem, der arbejder derinde ortodokse jøder med kalot, krøller ved ørerne og det hele. Butikken var så stor at når man skulle købe noget, skulle man først gå hen til en ekspedient og afgive sin ordre. Så gav han besked ud på lageret, hvorefter ens ting så kørte på et transportbånd oppe under loftet, og når man kunne hente den, fik man en seddel, så man kunne hente og betale sine køb oppe ved kassen. Det var helt sindssygt.

Onsdag var i øvrigt også min fødselsdag, og jeg ville gerne ud og sejle og se byen på den måde. Vi tog den lange tur, der tager 3 timer, hvor man kommer hele vejen rundt om Manhattan, og det var virkelig en stor oplevelse. Man starter ved Pier 83, som ligger på vestsiden, ved 42. gade, altså sådan nogenlunde midt på Manhattan. Så sejler man ellers sydover på Hudsonfloden, ned forbi Frihedsgudinden og opad East River forbi Brooklyn osv. og helt op forbi toppen af Manhattan, hvor Harlem og Queens ligger. Jeg har aldrig været så langt oppe på øen før, og jeg var meget overrasket over, hvor meget skov der var på nordspidsen. Der er i hvert fald milevid forskel på nord og syd, da sydspidsen er fuldkommen plastret til med skyskrabere.

Nå, men det var i hvert fald en rigtig god idé med den sejltur. Vejret var perfekt - det var jo trods alt min fødselsdag - og man fik virkelig en god fornemmelse af, hvordan de forskellige bydele hænger sammen. Efter sejlturen tog vi ned til Bleecker Street for at finde The Magnolia Bakery, så jeg kunne få min lyserøde cupcake. Der var mørkt, da vi kom derhen, og billederne derfra blev ikke gode, men jeg tror helt sikkert, jeg skal derned igen og have en kage, for de var dælme gode og Bleecker Street er fantastisk, så det er ikke sidste visit der.

Vi fandt en fantastisk lille restaurant i en sidegade til Bleecker Street. Camaje hedder den, og den kan kun anbefales. Tjenerens bedstefar er dansker og hedder Hansen, fandt vi ud af, og maden der er noget af det bedste, jeg har smagt i lang tid. Og så til næsten ingen penge. Herligt.

Tirsdag gik det meste af dagen med at finde et nyt hotel, men da vi var vel installeret, tog vi ned til East Village, hvor vi helt sikkert også skal ned igen. Der er fyldt med små, skæve butikker og masser af eccentriske mennesker og sjove typer - og pladebutikker. Man er vel blevet Fru Vinylfeinschmecker...

I dag gik vi opad 5th Avenue til Central Park. Vi gik for sjov ind i Tiffanys, og jeg må med skam erkende, at jeg ikke så et eneste smykke, jeg kunne lide. Men derfor var det sjovt alligevel at gå rundt og kigge derinde. Jeg så en kvinde på min egen alder, der købte en diamantring, som var stor, men absolut ikke blandt de største i sortimenten. Den kostede så 25.000 dollars. Det er jo helt absurd. Jeg havde lyst til at spørge hende, om hun var klar over, hvor mange negerbørn i Afrika hun kunne brødføde resten af deres liv med de penge, men det var lissom ikke rigtig passende syntes jeg.

Vi brugte rigtig lang tid i Central Park. Der er virkelig dejligt. Vi spiste frokost på The Boathouse Café (Sex And The City Trivia: det er der hvor Carrie og Mister Big falder i vandet), og jeg fodrede skildpadder og karper med kiks. Man kan leje både der, og det var der en skør mand, der havde gjort. Han tog tre fiskestænger med ud, og så gav han sig ellers til at fiske. Med dåse-ananas. Vi var der ikke længe nok til at se, om han fik bid, men karperne syntes mere interesseret i de kiks jeg smed ud, end i dåsefrugt. Jeg har altså heller aldrig hørt om fisk, der spiser ananas.

Bagefter gik vi rundt om søen og op til Strawberry Fields, som er et lille hjørne af parken, specielt dedikeret til John Lennon, som blev skudt lige overfor, udenfor Dakota bygningen, hvor han boede, og hvor Yoko Ono stadig bor.

Så dalrede vi lige så stille hjemad ad Broadway, og pludselig kom vi forbi The Ed Sullivan Theatre, hvor David Letterman showet bliver optaget. De var lige blevet færdige, da vi gik forbi, så vi gik om til bagudgangen, hvor vi desværre ikke så Letterman selv, men ham den rødhårede, der annoncerer hvad der kommer, Biff og Paul Schaeffer. Woo hoo. I går, på Times Square, mødte vi forresten også Samuel L. Jackson. Han sagde "Happy Birthday, bad Motherfucker" til mig. Ellers har vi ikke set nogen kendte. Jeg undrer mig over, hvor luderne er i New York. Måske bor de allesammen ude på YMCA? Ellers er de måske blevet forbudt, lissom i Sverige. Fx var tatovering forbudt i New York fra 1969 til 1997. De er skøre, de amerikanere...

To be continued...

Nå, det tager en krig at få lagt de billeder ind, så det må vente. Nu skal jeg ... zzzzZZZZZzzzzzZZZZZ...