Baba, babbedi åh åh!

Dagen i dag startede med, at jeg faldt ned i et hul udenfor min gadedør. Jeg havde regnet med at der ville være et fortov for enden af trappetrinnet, ligesom der plejer at være. Men den slags kan man åbenbart ikke gå rundt og regne med. For mens jeg var travlt optaget af at holde øje med, om døren smækkede i som den skulle, trådte jeg ned der hvor jeg troede fortovet ville være, og stod pludselig med guldsandalerne dybt begravet et hul.

Det viste sig at nogle vejarbejdere havde gravet hele fortovet op foran min opgang, og de havde ikke lagt brædder ud, så jeg måtte krabbe mig langs muren, mens jeg gang på gang styrtede ned i hullet, fordi brostenene ude i kanten jo ikke hang fast i noget. Meget dramatisk, selv om hullet kun var en halv meter dybt. Heldigvis var der ingen, der så mit lille drama, og jeg kom ikke noget til - udover at jeg fik sorte tæer, men det afholdt mig alligevel ikke af at skælde ud på vejarbejderne, da jeg cyklede forbi dem. Sådan at gå og fjerne ordentlige menneskers fortov...

Det at starte dagen i et hul ville nogen måske opfatte som et tegn på, at det ville blive en dårlig dag. Og det var da heller ikke fordi, det udviklede sig sådan videre fint, sådan lige med det første. Jeg lagde først ud med en ordentlig tudetur, da jeg var inde og anmelde "A Mighty Heart", som SKAL ses! (Den handler om den amerikanske journalist Daniel Pearl, der blev kidnappet og halshugget i Pakistan i 2002. Det er en superfed film. Se den! Den får premiere 14. september.)

Derefter brugte jeg lige knap to timer på at ase og mase med min netbank og med de spassere, der skulle forestille at hjælpe en, når man ringer til deres hotline. Men den service er åbenbart kun for PC-brugere. Dem med Mac får en spasser i røret hvis standard-svar er "Det ved jeg ikke noget om, det er ikke vores system". Til sidst spurgte jeg ham ligeud "Det, du siger, er altså, at du er ligeglad med mit problem?" "Ja," svarede han, "det er det, jeg siger"... Tak for lort, spade!

Men men men. Der skal åbenbart mere end en grusom film, og en spasser med et job han ikke er værdig til, for at ødelægge mit gode humør. I hvert fald endte dagen i dag med at blive rigtig god. Selvfølgelig fordi jeg var oppe og spise hos Knirke og gøjerne og hundesnuden, men også fordi

JEG HAR KØBT FLYBILLET TIL NEW YORK I DAG!!!

Jeg skal derover i 14 dage fra den 10. september. Så jeg kommer til at fejre min 34 års fødselsdag i New York! Uf, det skal blive så godt, skal det.

Og skal jeg så afsted alene? Nej, det skal jeg ikke. Jeg skal derover med min kæreste. Jeps, med min kæreste. Det er helt underligt at skrive det. Det er jo immervæk 5 år siden, jeg sidst havde en af slagsen. Og det er faktisk den samme kæreste som dengang. Også kendt som Ronnie Rocket, Vinylfeinschmeckeren, Den søde ex, eller René, hvis man er i det uopfindsomme hjørne.

Nu kunne jeg skrive en lang smøre om det at vende tilbage til en ex, men det gider jeg ikke. Jeg vil i stedet bare forsikre alle bloggens læsere om at jeg er pisseglad og tilfreds, og at det føles skidegodt og meget rigtigt, og at der sker meget på fem år. Eller, det kan der gøre, og hvis der sker det rigtige for to mennesker, der i bund og grund aldrig rigtig har sluppet hinanden, så kan det resultere i at de beslutter sig for at blive kærester igen og tage til New York sammen.

Ak ja. Der kan ske meget, når man starter dagen i et hul i jorden.