I nat blev Saddam Hussein hængt. Jeg hørte det i radioen for lidt siden, og jeg er sgu helt ked af det nu. Lad mig slå fast med det samme: Jeg synes heller ikke at Saddam Hussein er, undskyld var, noget forbilledligt menneske, og der er ingen tvivl om, at han fortjente en lang og nådesløs straf for alle sine ugerninger. Men at hænge manden? Er det ikke som om, det lugter lidt for meget af middelalder? Og Texas?
Uanset hvordan jeg vender og drejer den inde i mit hoved, så kan jeg aldrig nogensinde finde et argument, der er stærkt nok til at forsvare dødsstraf. Ikke engang når det gælder Saddam, Pol Pot, Hitler, Pinochet, og de andre fjolser, der har forpestet verden med deres tilstedeværelse.
Jeg ville formentlig have en anden holdning, hvis jeg havde levet under Saddam-diktatur. Jeg mener, det jo nemt at sidde og være retfærdighedens vogter i vores trygge og velstillede del af verden. Men alligevel. Er den bedste måde at komme sig over noget væmmeligt ikke netop at hæve sig over det, og være et større menneske end dem der har gjort én uret?
Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det er farligt at glemme. Tyskerne har fx haft så travlt med at begrave den smertefulde fortid. Forståeligt nok, men i dag er der rigtig mange nazister i Tyskland. Det er det der med, at hvis man ikke lærer af historien, er man dømt til at gentage den.
"Henrettelsen forløb fredeligt og uden ydmygelser" siger de i radioen. Fuck altså. Jeg får kvalme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar