Hello Kitty!

Ikke så snart havde jeg tændt computeren og slugt den sidste mundfuld morgenkaffe, før jeg fik en mail fra Thomas med en masse Hello Kitty-billeder. Jeg troede ellers, at min svaghed for Sanrios latterlige, lyserøde plastic-univers var sådan lidt halv-hemmeligt, men det er det åbenbart ikke... Hm, jeg tror faktisk at Knirke så sent som i fredags påpegede, at »And, du er altså ALT for gammel til at have en Hello Kitty taske!« Hvilket jo naturligvis ikke er tilfældet. Især ikke når den er sort, rummelig OG vandtæt.

Men man kan næppe fortænke hende i at gå ud fra, at Hello Kitty kun er for børn, men når man tjekker varesortimentet finder man hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet. Jeg har været i Hello Kitty butikkerne i Rom, Berlin og New York, og der kan man købe både en Hello Kitty Fender Stratocaster, gryder, vaffeljern, brødristere og andet fancy halløj, man kan forskønne sit hjem med – hvis man da ellers synes, at det er forskønnelse at dekorere sit hjem med en japansk plastic-kat...

Og så kan det godt være, at jeg er pisse barnlig, men jeg gad da godt betale med et Hello Kitty-visakort, når jeg købte ind, og så bagefter køre hjem i min Hello Kitty-Ferrari. Og hvis man var i det lumre hjørne, når man kom hjem, kunne man lige hygge lidt med Hello Kitty-vibratoren, som godt nok i sin tid blev fremstillet og lanceret som en »shoulder massager«, men som lige pludselig begyndte at dukke op i japanske pornofilm, og den blev IKKE brugt til skuldrene...


Så ja, jeg indrømmer at jeg har en Hello Kitty-fetish (og derfor måske burde anskaffe mig en Hello Kitty vibrator ???), men min favorit er og bliver altså Badtz Maru, en bitter og surmulende anarkist-pingvin, som kun har ét i hovedet: Verdensherredømme. Nåårh...

Bare vent, en dag laver jeg et blog indlæg om Paul Franks lille skater-abe Julius og alle hans venner! Faktisk tror jeg hellere, jeg ville køre hjem på min sorte Paul Frank-cykel med dødningehovedet Skurvy, end på den lyserøde Hello Kitty-Ferrari...