Jeg, en sur dame...

Normalt er jeg en temmelig sød og rar person, som kun sjældent forulemper andre mennesker verbalt. Men nogle gange føler jeg mig nødsaget til at være lettere bitchy. For eksempel i går i svømmehallen. Én af grundene til at jeg svømmer i DGI-byen er, at der er mange forskellige bassiner: Et svømmebassin, et børnebassin, et udsprings-bassin, et kæmpe legebassin, et spabad og et babybassin. Man skulle altså tro, at det var muligt at få lov at SVØMME i førstnævnte bassin, uden at skulle zigzagge ud og ind mellem folk som ikke svømmer.

Det er normalt ikke noget problem på hverdage, men i weekenderne er det straks værre. Af samme grund satte jeg personlig rekord i går. 1700 meter på 45 minutter. Tempoet steg ligefrem proportionalt med mit raseri, efterhånden som mængden af familiefædre, der åbenbart fandt det passende, at deres FUCKING unger plaskede formålsløst rundt i SVØMME-bassinet bare steg og steg. Da jeg havde fået unge nr. 12 (inkl. svømmevinger, korkbælte OG -plade) i hovedet hvæsede jeg til én af dem: »Er du ikke sød at holde dit barn inde ved kanten eller i børnebassinet?!!« hvorefter en meget indigneret mand (inkl. »min kone har lige født, og jeg får ikke noget sex, så nu lader jeg bare stå til«-topmave) spankulerede op til livredderen for at klage, men til min store fryd gav han tilsyneladende mig ret og henviste ham til børnebassinet, til faderens store fortrydelse. (HA siger jeg bare!)

Helt ærligt, hvor svært kan det være?! Jeg insisterer jo heller ikke på at svømme i børnebassinet, vel?! Og hvorfor er det, at folk bliver så sure, når man påpeger, at deres børn ikke er de vigtigste væsener på jordkloden? Jeg kunne forstå, hvis der ikke havde været andre bassiner, men det er der jo. Vandet er endda varmere dér. Hvis jeg skulle lære mit barn at svømme, ville jeg aldrig tage dem med over i voksen-bassinet, hvor vandet er pissekoldt og hvor alle de sure damer svømmer!