Noget om mit ego og de andre i blogland

Det er et stadigt omsiggribende fænomen, dette bloggeri. Adskillige i min omgangskreds har anskaffet sig en blog, efter eget udsagn stærkt inspireret af nærværende elektro-pamflet, hvilket i dén grad huer mit ego. En af dem er Pernille, hvis væsen og bloggerier jeg sætter stor pris på. Hendes blog hedder for eksempel »Fedt vildt«, og det synes jeg er et ret skægt navn.

Men i den nyeste udgave af »Fedt vildt« spørger hun så »Hvad er du på?« og så er det jo, at min hjerne begynder at kværne. For noget er man jo altid på... Om ikke andet så på skideren. Badam tsch!

Helt galt går det, når jeg så læser indholdet, og det går op for mit ego, at jeg teoretisk set sagtens kunne være én af dem, der bliver nævnt. »Uuh, spændende!« tænker egoet og gnider sig i hænderne, for er der noget mit ego rigtig godt kan lide, udover at få andre til at blogge, så er det at sneak-peake i andres blogs for at se, hvad de måske skriver om mig.

Sørgeligt? Måske... Narcissistisk? Hell yeah! Men det er kun latterligt at være narcissist, hvis man ikke vil stå ved det.

Nå, men altså Pernille hin fagre lister jo forskellige substanser op, som man kan være afhængig af, og udover at jeg i hvert fald ikke er afhængig af kokain og træning, så kan mit ego faktisk ikke rigtig finde ud af, hvem af de andre junkier, jeg så måske kunne være. For jeg vedgår gerne min hang til smøger, slik, alkohol, bekræftende ord fra det modsatte køn og til dels mit arbejde. Så jeg er åbenbart ude i et solidt blandingsmisbrug! Og så har vi ikke engang talt om min hang til pot, høj musik og overtatoverede håndværkertyper...

Der er selvfølgelig også den mulighed, at Pernille har valgt at putte mig og mit ego i kassen mærket »Personer i mentalt vatter«, selv om dette indlæg nok vil få hende til at revurdere sagen en anelse. For sandheden er, at jeg betragter mine laster som en del af mig, som jeg ikke agter at lave om på. Om det er specielt sundt, sådan set fra et mentalhygiejnisk synspunkt, eller om det er specielt rart at være i nærheden af for andre end mig og mit ego, aner jeg ikke. Men det føles godt. Lidt lissom at være i mentalt vatter...