06 december, 2005

Rynker OG bumser??!

Forleden havde jeg en ret nedslående oplevelse. Jeg havde brug for at forkæle mig selv, så jeg forærede mit fjæs en ansigstbehandling hos en kosmetolog. Det var ikke bare dumt, det var VIRKELIG åndssvagt!

Behandlingen var som sådan okay, bortset fra, at jeg aldrig helt kommer til at vænne mig til, at andre mennesker trykker mine hudorme ud. Men det kan jeg leve med. Hvad jeg derimod har virkelig svært ved at affinde mig med, er det brugtvogns-forhandler-gen, som mange kosmetologer åbenbart har. For bedst som jeg lå der, helt afslappet og uhm-agtig, så begynder hun at stille spørgsmål, som nu har plantet små frø af tvivl i mit sind.

Hun mente fx at min økologiske fugtighedscreme SLET ikke er nok til min hud. »Du må jo regne med, at i din alder har huden brug for meget mere næring« var argumentet. Men der skal altså mere end ti kittelklædte kosmetolog-duller til at få mig til at spendere formuer på cremer med frugtsyrekompleks, glædesmolekyler, og hvad geschæftige skønhedspleje-producenter ellers kan finde på at lokke med.

Og selv om jeg egentlig synes, jeg har en ret pæn hud, så er jeg nu begyndt at nærstudere den for rynker hver aften. Og selvfølgelig er der rynker, for det har rigtige mennesker, der smiler med hele hovedet, når de smiler, og som rynker panden, når de tænker sig om. Jeg både smiler og tænker meget, så ergo har jeg både smilerynker ved øjnene og en lodret bekymringsrynke lige ovenover næsen. Og så er det altså heller ikke værre. Skulle man tro.

For den kitteklædte hævner har nu fået mig til at tvivle på, om jeg nu alligevel ikke også har poser under øjnene og begyndende kalkunhals. Pisseirriterende!!!

Og for at det ikke skal være løgn, så vågnede jeg i morges (okay, i formiddags) med en bums på størrelse med Kilimanjaro på hagen. Jeg er sikker på, at den må være kommet fordi al denne spekulation har skabt forstyrrelser i min hormonbalance, for jeg har opholdt mig hjemme hele weekenden uden at indtage så meget som en dråbe alkohol, hvilket ellers altid får mig til at blomstre som en teenager.

Det er da ikke fair! Jeg er ikke engang nået helt ud af de pubertære kvaler med bumser, før jeg får tvangstanker om slappe øjenlåg og blævrende hals-hud.

Så nu har jeg skruet den ene halogenpære over mit badeværelsesspejl ud, så jeg nu kun kan se det væsentligste: om jeg har tandpasta på kinden, og om min mascara sidder hvor den skal. Resten må naturen ordne. Og jeg er DEFINITIVT færdig med at gå til kosmetolog!

3 kommentarer:

  1. Anonym8:56 PM

    Se, det var jo det jeg sagde! Bedst som man ligger der og ny at de nusser om ens ansigt, får man kastet i hovedet (bogstaveligt!) at man har en sart hud, skal bruge X cremer Y gange om dagen osv osv. Altså! Jeg tror at jeg næste gang skal tage en disc-man med (eller låne din musik) og lige så snart jeg har lagt mig ned, tænder jeg den, og smiler saligt til damen....

    SvarSlet
  2. Anonym8:58 PM

    Hrmpf, der skulle selvfølgelig have stået nyder og ikke ny i den kommentar jeg lige skrev...

    SvarSlet
  3. Præcis! Egentlig burde man bare sige til dem "ved du hvad, jeg betaler faktisk 500 kroner for dette her, så knyt lige sylten, moster!"

    Men det gør man jo ikke... Ikke midst fordi, det er årtier siden, man holdt op med at sige "knyt sylten", selv om det er et skidegodt udtryk.

    Du er velkommen til at låne min iPod, så du slipper for hjernevask næste gang!

    SvarSlet