Jeg elsker Tv-2!!!

Jeg har lige fået den nye plade med Danmarks Kedeligste Orkester, og jeg kan kun sige køb den, køb den, køb den!

Pladen starter med linjerne:
»Hun kunne have fået hvem hun ville ha
incl. ham henne fra banken
han lovede og lovede, men lige meget hvad
så blev det kun ved tanken«

Det er da stor kunst! Det smager af sød blandet saft fra Rynkeby med masser af tequila i: gammeldaws og velkendt, men med et twist af noget, der slår begge ben væk under én med sådan et eftertrykkeligt SCHWUNG, at man ikke fatter, hvad der ramte én før laaang tid efter, man er kommet op at stå igen. »Det højeste snit tiltrækker laveste fællesnævner« Sådan...

Det virkelig vilde er jo for det første, at d’herrer har holdt sammen i 25 år. Tænk at kunne holde gnisten så længe. Det er der sgu mange, der kunne lære noget af. Shubidua for eksempel. Og Gnags. Og alle min generations fucked up forældre, der er gift og skilt fem gange og har sytten et halvt barn på gule og hvide plader rundt om i verden.
For slet ikke at tale om min egen generation, der er ved at få akut angst ved tanken om at slette profilen på dating.dk, når den hårdt tilkæmpede drømmeprins er i hus...

Dertil kommer, at de jo faktisk er ret bedagede, sådan aldersmæssigt set. Jeg mener, Steffen Brandt er kun et par år yngre end min far, hvilket får mig til at føle mig en lille smule incestuøs, når jeg tænker, at han er lækker. (Steffen Brandt altså!) Hvis jeg kunne få en garanti for at jeg vil være lige så cool som Steffen Brandt, når jeg har rundet de 50, ville jeg være mange bekymringer fattigere.

Jeg ser ham somme tider på Vesterbrogade, og hver gang har jeg lyst til at løbe hen og omfavne ham. Ikke kun fordi han er lækker og übercool og kan slippe af sted med at svare mere kryptisk på journalist-spørgsmål end Salvador Dali og Dalai Lama til sammen, og fordi ingen kan synge uuååhhhuuuuåååhhh som ham – men også for at takke ham for at have leveret et perfekt lydspor til min ungdom. Men det er som om, at jeg inderst inde ikke tør tro på, at Steffen Brandt er en skid interesseret i at høre om, at jeg engang har brækket mig i en busk udenfor hallen i Vodskov efter for meget Pisang Ambon til tonerne af Tv-2... Eller at jeg engang har kysset med en vildt lækker 2. HF’er til en Tv-2 koncert i Aalborg Hallen.

Men det jeg mener er, at vi har jo alle en eller anden form for reference til Tv-2. Alle kan synge med på deres tekster, og alle har et minde hæftet op på dem. Og så er det, man spørger sig selv:
Hvor fanden er Tv-2 henne i Brian Arthurs kultur-kanon??!!