1, 2, 3, spring!

For et år siden fik jeg én af den slags opringninger, man aldrig glemmer. Jeg var på arbejde, og samtalen blev indledt med et "Har du travlt?" sagt på sådan en måde, hvor man godt kan høre, at det eneste rigtige at svare, er nej.

Det var Jakob, en af mine allerbedste venner, der ringede for at fortælle mig noget, der var hemmeligt. Han havde nemlig fundet ud af, at hans snart mangeårige forkærlighed for at iklæde sig dametøj til særligt festlige lejligheder, ikke længere lod sig begrænse til de festlige løjer. "Jeg er transvestit!" lød det med alvorlig røst.

Der var mange forbehold. Mest af alt var han bange for at blive tævet ihjel af nogle åndeligt indskrænkede personager. Dernæst var han bange for at blive stemplet som en loonie. Og så var han bange for at blive en af de der kiksede transer med dårlig paryk, for meget makeup og som sjosker afsted i stiletter, de ikke kan gå i med lange, tunge mandeskridt. Og så var der hele affæren med at få det sagt. At springe ud, som det hedder, når man skal delagtiggøre sine omgivelser i, at man ikke passer ned i de gængse, heteronormative kasser. Og når dét så var gjort, hvilke slags arbejde kan man så få?!

Godt så. Der var jo en del at tage fat på, og det var da heller ikke det hele, der blev diskuteret færdigt lige dér i telefonen. Men jeg fik forsikret ham om, at han aldrig blev en kikset trans, så længe jeg var i hans nærmiljø, og så fik jeg også sagt noget om, at han jo ikke behøvede at sige det til alle lige med det samme, og at han jo kunne springe ud i små doser, lidt henad vejen, mens jeg inderst inde godt vidste, at når det skete, ville det højst sandsynligt ske som når man fyrer en kanon af. For sådan er han, og det er bare én af de mange tusind grunde til, at jeg holder så utrolig meget af ham.

I forhold til alt det med at få tæv og blive opfattet som en loonie: yeah, well. Det er jo en realistisk mulighed, men altså. Vil man leve, som man har lyst til, eller vil man skjule så stor en del af sin identitet, fordi man er bange for, hvad andre mennesker synes? (OBS: retorisk spørgsmål ...)

Og så gjorde han det sgu: Sprang ud. Oprettede sin egen blog, blev gæsteblogger hos Maren Uthaug og fik adskillige fans for sit mod, og så i lørdags, til Priden, fik Jacobine lov at stråle i al sin glimmerglans i offentligheden. Jeg var der ikke selv, men jeg har efterhånden hængt nok ud med hende til at vide, at det har været en fest.

Fuck, hvor er du sej, Jakob, og hvor er jeg stolt af dig!


Jeg vil slutte dette indlæg med et lille klip med en begavet, sjov og utrolig sexet mand, som nåh ja, lah dih dah, er transvestit.