Man skulle have en have, sku' man ...

Der er ingen tvivl om, at jeg elsker at bo i byen, men øj hvor jeg savner at have en have. Jeg opdagede ironisk nok havelivets lyksaligheder, da jeg boede i New York og var så privilegeret at have et lillebitte frimærke ude bagved, som var mit helt alene. Det bestod mest af beton og træer, og et fantastisk gyngestativ, som jeg savner dagligt, men udenom det hele var et smalt bed, som jeg hurtigt lærte at sætte pris på. Jeg lugede, såede, plantede, vandede og fulgte med hver eneste dag, og det var en stor, stor fornøjelse.

Og så i dag blev jeg lige skudt lige lukt baglæns tilbage i min barndom, fordi jeg købte noget så fjollet som opvaskemiddel. Normalt køber jeg sådan noget fornuftigt noget uden parfume, men i dag var jeg sådan lidt fjollet i låget over forskellige dejlige ting, der sker lige nu, så jeg købte en meget fancy og fransk udseende opvaskemiddel, der ligner noget, der burde stå ved en dyb porcelænsvask i et rustikt landkøkken. Da jeg kom hjem og lugtede til den, var det næsten som om noget eksploderede indeni det center i hjernen, hvor minderne sidder. For opvaskemidlet lugter fuldkommen som der gjorde i huset i min mormor og morfars kolonihave. Lidt af ærter, lidt af timian og lidt af støv og sol. Jeg begyndte næsten at græde.

Der var ikke noget fancy over huset i min mormor og morfars kolonihave. De havde selv bygget det, og der var lige akkurat plads til en smal briks, hvor min morfar ind i mellem sov til middag og et lillebitte bord og en skammel, hvor min morfar sad og sorterede frø, lagde dem i små poser, skrev små lapper til at sætte ved bedene osv. Og mon ikke også, han ind i mellem har siddet derinde med en pibe tobak og en krydsord, når han trængte til fred og ro? Jeg tror det.

Der var et lillebitte vindue, som vendte ud mod græsplænen. Min mormor fortalte mig, at min morfar oprindeligt ville have haft vinduet til at vende ind mod hækken, og hun måtte bruge al sin snedige kvindelist for at få ham overbevist om, at det var bedre, hvis det vendte ud mod græsplænen. Sådan var der så mange små ting med min mormor og morfar, der var hyggelige at gå og lægge mærke til.

De var begge to meget, meget glade for haven. Det hed den bare. Haven. Min morfar såede, plantede, lugede, hyppede, vandende, gemte til vinteren osv. og min mormor tilberedte. Gulerødder (både sommer- og vinter-), kartofler, ærter, saftige gråpærer med ru, tyk skræl på, jordbær af den sort, der skal spises med det samme, men som til gengæld smager af tusind gange mere end dem, der kan holde natten over, og stikkelsbær fyldt med syltetøjsagtigt snask og ribs så sure, at det var sjovt.

Der var mange andre ting i haven, som jeg sikkert har glemt. Men timianen eller lavendelen glemmer jeg aldrig. Min morfar og jeg havde en sjov leg, hvor jeg løb hen og forsigtigt gned hænderne mod enten lavendelen eller timianen. Så løb jeg hen til min morfar og stak mine små fede hænder op til hans store næse, og så skulle han lugte til dem og gætte, hvad det var, de lugtede af. Og han gættede aldrig forkert. "Timian," smilede han. Jeg kan stadig høre hans stemme indeni, når jeg lugter til frisk timian.

Så ja. Jeg er klar til at få mig en have. En fuldkommen ufancy have, hvor jeg kan gå og grave og gøre ved, og forbande muldvarpe og mosegrise og andet krapyl, der spolerer mine afgrøder, og få ondt i ryggen og knække mine negle, men hvor jeg også kan hive gulerødder og radiser op af jorden og tænke, at jeg da aldrig i mit liv har smagt noget så godt, og hvor jeg kan sidde og gætte en krydsord, når jeg trænger til fred og ro.

Jeps. Jeg vil have en have.

Jeg har desværre ikke nogen billeder af min morfar og mormors have, men her er et fra haven i New York, lige inden det hele begyndte at springe ud.