Og så sad jeg dér og tudede ...

... fordi, jeg lige har sagt farvel til Knirke, som flytter til Costa Rica i næste uge. Eller. Ikke farvel, men på gensyn, for jeg skal helt sikkert på besøg i de varme lande og sidde i en havestol med min Macbook Air på skødet og skrive Den Store Danske Roman med en liter White Russian i en gulvspand ved siden af. Ja.

Men for nu er det farvel. Og det er hårdt. Der er så meget, jeg synes, jeg ville sige, men er det nødvendigt? Måske. Så nu skriver jeg det. Bare sådan som det er.

Kære Knirke,

Da jeg mødte dig var jeg helt ny på Woman. Jeg havde en masse forestillinger om, hvordan jeg skulle være for at passe ind. Jeg skulle gå i højere sko, jeg skulle gå mere med nederdel, og jeg skulle endelig huske at bruge lipgloss. Og så skulle jeg huske at sige de rigtige ting, høre det rigtige musik og se de rigtige film. Allerede første dag, da jeg så dig, blev jeg rolig indeni. Du havde din militærgrønne t-shirt med den røde stjerne på, slidte jeans og Doc Martens, og så havde du håndjerns-halskæden på. Du sad med høretelefoner på, men jeg kunne alligevel høre, at du hørte Nine Inch Nails. Jeg elskede dig fra dét sekund.

Vi sad ved siden af hinanden i det frygtelige, åbne kontorlandskab. I begyndelsen sagde vi ikke så meget til hinanden, men ganske langsomt begyndte vi at nærme os hinanden. For første gang i mit liv mødte jeg en kvinde, som var præcis som mig indeni. Som hørte det samme musik, havde et crush på Henry Rollins, som elskede Dick Turpin, og som havde tilbragt størstedelen af sin barndom og ungdom på sit værelse dybt begravet i bøger, og som var mærket for livet af jævnaldrenes mobberier, og som havde præcis den samme følelse, når hun gik ind i et rum fyldt med nye mennesker: de kan ikke lide mig, og jeg passer ikke ind.

Med tiden udviklede vi et nært venskab, og jeg kan helt uden pis sige, at du er det menneske i hele verden, som jeg føler det største åndsfællesskab med. Da jeg var barn var min yndlingsbog en bog, der hed "Hvorfor blæser vinden", og som (surprise!) var en meget pædagogisk forklaring på, hvorfor det blæser. (Jamen, jeg var jo en nørd. Ligesom dig...) En af sidehistorierne i bogen handlede om en lille halv valnøddeskal, som var taget ud i verden for at finde sin anden halvdel, og som til sidst fandt den. Da jeg mødte dig var det som at finde min anden halve valnøddeskal, og tak for det.

Du betyder så meget for mig, og jeg elsker dig så højt. Du er det mest unikke menneske, jeg har mødt i mit liv. Der er ingen som dig, og jeg er et meget lykkeligt og heldigt menneske, fordi du er i mit liv. Tak!

Jeg synes, du er så sej og modig at skille dig af med alt dit lort (undskyld...), sælge lejligheden og flytte til de varme lande. En af grundene til at jeg altid har elsket dig så højt, er din solide integritet. Du lever ikke på autopilot, og det er meget inspirerende midt i en tid fyldt med røvsyge, generiske villakvarterer, hvor folk bliver sammen og i deres job af bekvemmelighed, selv om de ikke er lykkelige og aldrig bliver det dér. Tak!

Tak for al den spas, vi har haft sammen. For viceværten, der er fucked up på stoffer, for drive by fistfucking, lummergoogling og brevene til FIFA om Figos transfer til Vesterbro. Og for alt det andet. Tak for lange, dybe snakke, for Schwimmehalle-dates, for mad, for druk, for smøger, for GUK og for at vise mig, at jeg sagtens kan finde min anden halve valnød, og at jeg har fortjent det.

Jeg tuder for meget til, at jeg kan skrive mere lige nu. Men det var vist også det, der skulle siges nu. Vidunderlige menneske. Jeg elsker dig. God rejse. Vi ses lige pludselig.

Kys og gnub fra din And

Her er alle de blogposts, jeg har skrevet om Knirke i tidens løb. Jeg kan ikke rigtig forstå, at der ikke er flere, men der er i al fald ikke flere, hvor hun bliver nævnt ved navn. Men de giver vist et meget godt billede af, hvor stor en del af mit hjerte, der står Knirke på.