Det er alt sammen i attituden

Forleden gik min vaskemaskine i stykker. Jeg har lejet den - af den altovervejende grund, at når den går i stykker, så ringer jeg til firmaet, og så kommer de med en ny uden så meget fis. Det viste sig så, at den vaskemaskine, jeg fik i stedet for den gamle, var i stykker (!), så jeg ringede til dem, og i dette øjeblik er der således ved at blive monteret vaskemaskine nr. 2 i løbet af få dage. Jeg håber, denne her virker.

Firmaet, jeg lejer hos har valgt konsekvent at kalde deres medarbejdere for Peter, så lad os kalde den første for Peter nr. 1. Han var flink og venlig og virkede som om, han havde godt styr på det. Det hele gik efter planen (bortset fra, at han jo så leverede en maskine, der ikke virkede...), han bad mig om hjælp til nogle ting, vi småsludrede, og stemningen var fin. Han var ude igen efter max et kvarter, "god dag" og hej hej.

Peter nr. 2 lægger ud med at brokke sig højlydt over trapperne, mens han stadig er på vej opad dem. Fjerde sal i en gammel ejendom på Vesterbro - ja, der er langt op, og ja, de er stejle. Hvad havde du selv regnet med? Og bliver de trapper mindre stejle af, at du brokker dig? Nej, vel? Det næste, han brokker sig over, er parkering. Han var nødt til at holde helt ovre i en anden gade! Ja, det er lørdag morgen, hvad havde du regnet med? Jeg havde fået et rigtig dårligt indtryk af ham, allerede inden han havde fået vaskemaskinen over den sidste repos.

Peter nr. 1 beder mig om hjælp til forskellige ting, såsom at få vaskemaskinerne over det ret høje trin, der er op til mit badeværelse. Vandhanen, hvor slangen til maskinen er tilsluttet, er kalket til, så han spørger efter noget tape eller en elastik, han kan holde den sammen med. Han får det ikke til at virke, så han spørger, om jeg gider holde, mens han skifter maskinerne ud. Det vil jeg selvfølgelig gerne, og imens vi står på badeværelset, finder jeg ud af, at hans kollega fik stød forleden, fordi han havde glemt at slå strømmen fra, at han blev gift i sommer og venter en søn, og at han holder med Liverpool. Som sagt er vaskemaskinerne byttet ud og Peter nr. 1 er ude af bulen efter et kvarter.

Peter nr. 2 er 45 minutter om at: styrte bandende op og nedad trapperne to gange, fordi han skal hente værktøj i bilen (værktøj, han fint kunne have lånt af mig, hvis han havde villet) hærge dørtrinnet til badeværelset og klemme sin ene fod (hvis jeg ikke havde insisteret på at hjælpe med at få maskinen over dørtrinnet, havde han nok stået og hærget det endnu...) og oversprøjte sig selv med vand (fordi han afslog min hjælp til at holde slangen knækket) og montere vaskemaskinen.

Nu er han gået, bandende nedad de stejle trapper, på vej til andre kunder, og jeg kan selvfølgelig være ligeglad med, hvordan han vælger at gribe sit arbejde an, men kors i hytten, hvor er der meget food for thought i de to Peter'ers måde at gøre tingene på.

På mit spejl i entreen står der "Lav en god dag", og jeg ved af lang erfaring, at det kan man sagtens. Og at din livskvalitet i vid udstrækning afhænger af din attitude overfor det, du har at arbejde med her i tilværelsen.

Det forudsætter bare, at du

1) Lader være med at brokke dig over ting, du ikke kan gøre noget ved, såsom parkeringsforhold, trappers beskaffenhed, vejret etc.

2) Åbner øjnene for de muligheder, der altid er for at gøre tingene anderledes. Fx bede om hjælp, så du fx slipper for at få klemt foden og blive oversprøjtet med vand, og løbe forgæves op og ned fra fjerde sal. Standse op, tage en dyb indånding og se, at hvis du vender vaskemaskinen om på din sækkevogn (som i øvrigt er fuldautomatisk og sparer dig for trods alt at skulle hive maskinen op på fjerde ved egen kraft), så slipper du for at gå krumrygget. Og så videre og så videre.

Den engelske psykolog Richard Wiseman har forsket i menneskers held i mange år, og hans resultater er tankevækkende. Han har fundet ud af, at vi mennesker skaber vores eget held gennem den måde, vi tænker på. Fx ved at være åbne overfor de muligheder, der er, forvente det bedste og at vende negativt til positivt. Det synes jeg, er så fedt at tænke på, og jeg ville virkelig ønske at brokmåse som Peter nr. 2 ville indse dette. De ville få et så meget sjovere og bedre liv, plus at vi andre ville slippe for at få vores inventar hærget og ikke mindst lytte til deres brok. Er det ikke interessant, at min helhedsoplevelse er bedre omkring en person, som leverer en defekt vaskemaskine, end ham, der leverer en i perfekt stand? Det synes jeg.

Onsdag nat blev jeg ramt af en eller anden form for mavehalløj, som gjorde at jeg missede en deadline og måtte melde fra til et møde torsdag morgen. Torsdag regnede det hele dagen med den der særligt kolde, syndflodsagtige regn, som er så særlig for januar. Jeg havde to møder mere den dag, og da jeg vågnede efter to timers dårlig søvn, lå jeg med min telefon i hånden og var meget tæt på at ringe og aflyse og bruge hele dagen i sengen.

Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke aflyste dagen, for det blev en fuldkommen forrygende dag. Jeg efterlyste min ja-hat på Facebook, fandt den med en god og dejlig vens hjælp, trak i regntøjet og cyklede ud i dagen, som bød på ikke mindre end to fantastiske og inspirerende mennesker. Jeg endte faktisk med at cykle næsten 20 kilometer. I regnvejr. Og mørke. Og jeg elskede det. Jeg fik hørt to kapitler i Stephen Frys "Moab is My Washpot", snakket i telefon med min far og blev blæst godt igennem af vinden fra Øresund. Dejligt.

Ja-hatten er ikke nødvendigvis køn, men den får dig fra A til B og videre til C med tørt hår ; ) 

Nå. Nok om det. Nu vil jeg teste, om den nye vaskemaskine virker. Hvis den ikke gør, vil jeg bede dem om, at det er Peter nr. 1, der kommer med (endnu) en ny ...