Den enevældige hersker, ninja og jetset-dronnings nytårstale

Dronning Margrethe gør det. Helle Thorning-Schmidt gør det, og som enevældig hersker, ninja og jetset-dronning, gør jeg det selvfølgelig også. Holder en nytårstale. Til forskel fra dronningen og statsministeren har jeg dog valgt dels at holde min fra min seng og at krydre min tale med lidt musik (lidt god musik gør alle mennesker glade, som den kære Gustav Winckler jo sang) – og hvad kunne være mere passende end at vælge de fire numre, jeg havde med på min nytårsaften-playliste hos Clara? 3 numre fra 2011 og 1 nummer, der repræsenterer 2012. Plus et bonus-track.

Nå, ikke mere snak. Here goes: 

Kære allesammen,

Tusind tak for et forrygende år. Det har nok været et af de mest kickass år nogensinde i hele mit liv, og det siger immervæk en hel del. Det startede dog ud i den knap så kickass ende, da jeg efter fire måneders sygdom vendte tilbage til mit gamle job. Jeg var stadig stærkt mærket af stress, og jeg kunne lynhurtigt mærke, at det ikke bare var noget, der ville gå over af sig selv, så jeg tog tyren ved hornene og blev freelancer igen. Åh, det var en god beslutning. Det går rigtig fint for det bette verdensfirma. Det er ikke fordi, millionerne ruller ind på kontoen (endnu), men den enevældige hersker er meget glad og tilfreds med opgaverne, deres omfang, og ikke mindst det faktum, at de kan laves i sofaen derhjemme i nattøj og skisokker, hvis det er med dén på.

Og det er det altså ind i mellem. Sådan noget stress er ikke bare lige noget, man kommer sig over så hurtigt, har jeg fundet ud af. Men det går rigtig fint, og jeg har lært at tage de forholdsregler, der nu skal tages i sådan en situation. Og så har jeg lært rigtig meget af det, og så bliver det sådan set ikke meget større, synes jeg. 

En af de vigtigste ting, jeg har lært, er hvor mange mennesker, der elsker mig. Jeg skulle åbenbart helt derud, hvor jeg knap nok kunne huske mit eget efternavn, før det for alvor gik op for mig, at jeg har det vildeste heppekor af mennesker i ryggen, som vil gøre alt, og jeg mener ALT for mig. Det er så vildt, og jeg er meget, meget taknemmelig.

Derfor er det første nummer på min playliste Pearl Jam med “Just Breathe”. Dels fordi han synger “I’m a lucky man to count on both hands the ones I love” og fordi det med at trække vejret har været en af de virkelig afgørende grunde til, at jeg er blevet rask. Eller hvad man skal sige, jeg er blevet. Tænk hvilken forskel det kan gøre bare at stoppe op og trække sit vejr helt ned i de yderste lungespidser. Og tænk hvilken forskel det gør, at have dejlige mennesker, der står klar, når lokummet brænder.




Tak! Jeg elsker jer!

Den næste sang i playlisten er “Arlandria” med Foo Fighters, og det er det af flere grunde. For det første fordi, jeg har fået bildt mig selv ind, at Dave Grohl ikke synger ‘Arlandria’, men ‘All Andrea’ i omkvædet, og ja, det er vildt teenageagtigt, men sådan er det bare. 2011 har virkelig stået i Foo Fighters’ tegn. Jeg var i sommerhus i hele maj måned for at skrive bog, og da var den seneste plade lige udkommet, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at den stort set kørte på repeat hele den måned. Sammen med alle de andre plader selvfølgelig. Øj, hvor de søde dyr i haven ved det gule hus på Hesseløvej fik lært at holde af høj musik.

Og ja, jeg skrev jo sådan set den der bog på en måned. Det må jeg jo indrømme, selv om det jo beviser, hvor autistisk struktureret og hvor målrettet, jeg i virkeligheden er, når jeg ellers er motiveret for det. Det kan man jo godt tænke lidt over, og det har jeg selvfølgelig også gjort. Jeg VIL skrive flere bøger, og lur mig, om jeg ikke snart tager mod til mig og gør alvor af den der drøm om at skrive fiktion. Jeg tror godt, jeg tør nu. Nu må vi se.

Jeg sendte mailen med manuskriptet afsted til Anne på Rosinante samme dag som jeg tog tre uger til New York på ferie. Åh, New York altså. Man skal virkelig være sløv i optrækket for ikke at have fattet, at jeg har verdens største crush på den by. Jeg VIL derover igen i 2012!



Den ene af ugerne kom søde, dejlige, skønne Inge over og besøgte mig. Inge var “min” første praktikant på Woman, og jeg oplevede for første gang i mit liv at være sammen med et menneske nonstop i en hel uge uden på noget tidspunkt at have lyst til at rive hovedet af hende. Det har jeg aldrig oplevet før, og det gjorde mig glad. Jeg har altid tænkt, at det var mig, der var noget i vejen med, når jeg får nok af mennesker, og er nødt til at være for mig selv for at holde det ud, men det behøver måske ikke være sådan? Måske er det nogen gange de andre, der er noget galt med? Wow, sikke en tankevirksomhed det satte i gang i det bette hoved.

Og så fik jeg prøvet at løbe i Central Park. Det var fuldkommen lige som at være med i en film at løbe rundt om “Jackie’s pond”. I det hele taget var 2011 året, hvor det der med at løbe for alvor er faldet på plads for mig. Jeg har accepteret, at jeg har en fod, som ikke kan løbe længere end 10 kilometer i ét stræk uden at den begynder at gøre ondt. Og at det er fint nok, og at man ikke behøver løbe halv- og helmaraton i tide og utide for at være en rigtig løber. Og at jeg ikke løber af andre grunde end at jeg elsker det.

To dage efter jeg kom hjem fra New York, spillede Foo Fighters i København. ØJ, det var en fed koncert, og helt ærligt, hvis jeg ikke havde haft dét at se frem til, var jeg nok blevet derovre. Jeg var selvfølgelig til koncert med Clara. Min fantastiske med-ninja og partner in crime, som elsker Dave Grohl lige så højt, som jeg gør. Og som jeg har haft mere spas med i 2011 end nogen anden. Vi stod helt oppe foran scenen, så vi næsten kunne røre ved Dave Grohl. Ja, vi skreg. Ja, jeg græd. Hvis Clara var en mand, havde jeg giftet med mig hende pronto! 

Nå, onwards, inden det bliver for sentimentalt. For det allerstørste, der skete i år, det var jo, at bogen udkom. Bogen. Åh, hvor er jeg stolt af den. Både fordi den har solgt 1.000 eksemplarer (eller, det ved jeg faktisk ikke, om den har, men ugen inden jul rundede vi 985, så jeg går stærkt ud fra, at vi har rundet 1.000…) og har fået supermeget presse, men mest af alt på grund af folks reaktioner. Jeg er så overvældet over, hvordan den er blevet modtaget. Mails, opringninger, facebook-beskeder i en lind strøm fra mennesker, der griner, græder og sluger bogen, fordi de kan kende sig selv i den, og som er lettede over, at nogen tør sige det, jeg gør.

Min tredje sang for 2011 er Queens “Fat Bottomed Girls”, som er en hyldest til alle kvinder, der har en stor røv. “Fat bottomed girls you make the rockin’ world go ‘round”, synger Freddie Mercury, og den attitude ville jeg ønske, flere af os turde have. Jeg håber virkelig, at jeg med min bog kan puste til folks selvtillid, så de ranker ryggen, skyder deres fænomenale barm frem og går ud i verden som de lækre kællinger, de er, på trods af deller, appelsinhud og flæskearme. Sgu!



Så ja, 2011 var et dejligt år for mig. Jeg var i Rom i en uge med min mor og min søster, hvor vi kom tæt på hinanden på en helt ny måde. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, men blot sige, at det var noget med et tilstoppet toilet, et bidet og en stor stak aviser. Og en diskusprolaps i min mors ryg. Men der skal mere til at ødelægge vores gode humør, og vi endte med at have en vildt dejlig tur, som tvang os til at slappe af, hvilket nok i virkeligheden var det, vi alle tre trængte mest til.

Kærligheds-wise var 2011 bestemt ikke det mest actionpacked år i mit liv. Faktisk var der så lidt halløj og hankypanky, at det nærmest kan være lige meget. Jeg havde lige slået mig til tåls med, at det nok var noget stressrelateret ikke at kunne få pulsen op over noget mandfolk, udover når jeg syntes, de var latterlige. Men så slog de sidste måneder af 2011 lige et ordentligt slag med halen, og viste mig, at dén attitude kan jeg godt stikke op hvor solen aldrig skinner. It's complicated, som det hedder i vore dage, af mange forskellige grunde, som jeg ikke vil belemre jer med, men uanset hvad det hele ender med, er det dejligt at gå rundt med en stille buzz af noget lykke i maven. Det er mange, mange år siden, det er sket sidst. Tak for det!

Der skete selvfølgelig også triste ting i 2011. Det meste af det har jeg glemt igen, men to ting skiller sig markant ud. Det første var, da min onkel døde i sommer, alt for tidligt. Han havde lungekræft, og vi sidder vist allesammen tilbage med en følelse af, at det var for tidligt, og at det er uretfærdigt. Sådan som det jo tit er i sådan en situation. Jeg er meget glad for, at jeg måtte sidde hos ham, mens han døde. Det lyder sikkert makabert i nogles ører, men jeg syntes, det var en fin oplevelse. Det samme var hans bisættelse, selv om det var ufattelig hårdt. Men altså. Man kan sige meget dårligt om døden, men der er ikke mange ting, der kan sætte ens eget liv i perspektiv som dén …

En af de sange, jeg helt til allersidst overvejede at tage med på min playliste, er Rosa Lux’ remix af Alberte Windings “Min klub først”. Den hæfter sig på et andet dødsfald, nemlig Kjeld Tolstrup, som døde i marts. Kjeld og jeg havde gennem længere tid talt om, at jeg skulle skrive en biografi om ham i anledning af hans 30 års jubilæum som DJ. Det kom aldrig så vidt. Først blev planerne bremset af, at jeg fik fast job og siden blev syg. Så fik jeg en forlagskontrakt på en anden bog, og Kjeld fik nogle helbredsproblemer, som han lige skulle komme sig over. Men SÅ skulle vi også lave den bog.

Det ville være blevet en fuldkommen forrygende bog, men det skulle ikke være sådan. Og egentlig har han jo heller ikke brug for noget andet eftermæle end det, han allerede har. Noget af det, jeg særlig godt kunne lide ved Kjeld var, at han sagde tingene lige ud. Der blev ikke pakket noget ind, og kunne man ikke lide det, måtte man sgu selv ligge og rode med dét. Men samtidig er han et af de mest omsorgsfulde mennesker, jeg har mødt i mit liv, og det var ikke kun Kjeld, der fik vendt og drejet nogle holdninger og indsigter undervejs i vores snakke.



Nå. Nok om døden og alt det, og lad os i stedet se fremad, kære venner.

Den sidste sang på playlisten er min 2012-sang. Det er “The Mob Goes Wild” med Clutch, et band, jeg desværre først har lært at kende i år, men som jeg til gengæld er blevet supervild med. Det er min 2012-sang fordi jeg selvfølgelig håber, at min bog bliver ved med at sælge, og at jeg bliver booket til foredrag herfra og til dommedag, og fordi det i det hele taget bare er en mega kickass sang. Jeg håber, 2012 bliver et mega kickass år, jeg og vil i hvert fald gøre alt hvad jeg kan for at det bliver det.



Tak for et dejligt, dejligt år! Jeg håber, I allesammen får et dejligt 2012 fyldt med grin, gråd, kys, knubs, og alt det andet, der gør livet værd at leve. I er de bedste! TAK.

Gud bevare Danmark!