Jeg har sagt mit arbejde op

Jeps, jeg gjorde det sgu! Et eller andet sted har jeg vidst i lang, lang tid, at det var det, der skulle til for at jeg kan få det godt igen, men jeg turde jo ikke. Fordi der er så stor usikkerhed forbundet med at være freelancer og alt det der, og selvfølgelig også fordi jeg én gang før har måtte dreje nøglen om i freelancebiksen pga. dårlige tider.

Enter terapeut. Meget dygtig, grundig terapeut, der (i modsætning til de fleste andre terapeuter, jeg har gået hos før) er fuldkommen umulig at snyde. Mellemregning mellemregning mellemregning, som er kedelige (læs: for private til, jeg vil dele dem her) og ergo => erkendelsen af, at jeg er sådan en for hvem tryghed og sikkerhed er værre end uvished. Sådan i det store hele i al fald.

For der hvor andre føler sig trygge og beskyttede i et fast job, kan jeg ikke rigtig mærke andet end den 'ball and chain', der er om min ene ankel. I begyndelsen kan man abstrahere fra den og har masser af kræfter til at trække den, men så med tiden løber kræfterne ud, og så ... Ja. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men alligevel.

Jeg sagde det i dag til mine to chefer. Jeg var dødnervøs og lige ved at græde, da jeg sagde det, men de tog det rigtig fint. Faktisk tror jeg, de synes, det er fedt at jeg selv tog teten i stedet for bare at lade den køre helt ud med mange flere sygemeldinger og til sidst fyring.

Så nu har vi aftalt, at jeg gør mine ting færdige her i løbet af februar og laver en overlevering til min ene chef, og så fra 1. marts er jeg freelancer. WOO HOOO! Det bliver så stort.

Ja, det er da helt vildt angstprovokerende på nogle måder, men tanken om det andet er mere angstprovokerende. Altså bogstavelig talt. Så det er jo bare sådan, det er nødt til at være. Og det bliver godt. Det bliver så pissegodt!

Jeg får et kontor inde hos firmaet, hvor jeg kan komme og gå som det passer mig, og så kommer jeg selvfølgelig og naturligt nok til at lave en del for dem derinde. Det er helt perfekt. Det er jo ikke skriveopgaverne, jeg er kørt død i, men ansvaret, det forkromede overblik, de faste mødetider, møderne, feberredningerne og alt det andet, der jo er en del af det faste arbejde.

Så jeg kommer stadig til at have kontakt til mine fantastiske kolleger, som jeg ellers ville savne rigtig meget, og jeg slipper for at finde kontorfællesskab med det samme. Så jeg får det bedste fra begge verdener.

Og i morgen kommer min helt nye forlagskontrakt fra Rosinante med posten. Sikke jeg skal hygge mig med den bog i stedet for at skrive på den om aftenen, når jeg har fri fra arbejde, når jeg er træt og burde hvile mig. Og hvis jeg vil, kan jeg bare tage til New York. I en måned, hvis jeg vil. Eller tre eller fem eller tusind! Åh, det bliver så godt.

Og åh, hvor jeg ikke glæder mig til at fortælle det her til min bankdame. Men hun må bare finde sig i det. For det er sådan her, det er nødt til at være. Som min kollega sagde til mig i dag efter jeg havde sagt op, men før det var meldt ud i firmaet: "Du ser så glad ud, Andrea. Har du scoret en kok?" Og hvis man kender mig, ved man, at jeg har set meget glad ud så. (Og nej, jeg har ikke scoret en kok ...)


Så sådan er det, og det er godt. Og det bliver endnu bedre.

Her er en lille melodi at gå til ro på. Jeg hørte den på repeat hele morgenen for at få mod til at sige op. Den er så fin.



"When it's time to get in trouble
we know just what to do"

Det er jo rigtigt. Men heldigvis ved vi også, hvordan vi skal komme ud af uføret igen. Hvis bare man lytter til maven, går det alt sammen. Sov godt.