Lidt mere om hvordan det går, sådan rigtigt ...

Kan I huske dengang, der ikke var noget internet? Jeg kan huske den allerførste email, jeg sendte. Det var i 1995, jeg var lige begyndt at studere filosofi på Aarhus Universitet og det var til en fyr, jeg havde en affære med, og min ekskæreste hjalp mig med at sende den fra fakultetets computerrum. Meget besynderlig oplevelse.

Første gang, jeg hørte tale om internettet, var nogle år før, da et amerikansk hardcoreband, jeg skulle have været til koncert med på 1000Fryd i Aalborg, havde aflyst deres turné på grund af sygdom. En eller anden havde læst det ”på en computer ude på AUC”, og jeg brugte hele resten af aftenen på at fatte, hvordan dét nu kunne lade sig gøre. Altså at en eller anden ovre i USA skrev noget på sin computer, som en eller anden i Danmark, og så endda i Aalborg (of all godforsaken places!) læste det på sin computer.

Jeg fatter stadig ikke helt hvordan det kan lade sig gøre. Jeg fatter heller ikke, hvordan jeg kan have 6.783 sange på min iPod og stadig have plads til det dobbelte. Eller hvordan et tv virker, eller hvordan et fly kan holde sig i luften. Der er i det hele taget en farlig masse, jeg ikke fatter, men lad nu det ligge.

For i dag er det der med internettet jo en fast del af de flestes hverdag. Så fast at det nærmest ikke engang giver nogen mening at snakke om det. Internettet altså.

Jeg ville ønske, jeg havde haft et internet, da jeg var teenager. Jeg boede meget langt ude på landet og følelsen af afsondrethed lå tungt over mig (*indsæt dramatisk musik her*). Da jeg for snart 10 år siden mødte en af mine bedste veninder, Knirke, var én af de ting, vi bondede over med det samme, netop følelsen af at bo langt ude på landet og drømme om at flytte til København eller måske endda endnu længere væk. Som hun så lakonisk udtrykte det, så var det ”som at glo ind i røven på en ko.”

Vi var begge to outsidere. Læste lidt for meget og især læste vi de forkerte bøger. Hørte noget underligt musik og gik i underligt tøj. Og så havde vi ikke hver vores harem af veninder, vi omgav os med. Vi havde én, max to, veninder, som vi hver især stadig kalder vores bedste. Drenge gad vi ikke, for hvad skulle vi med dem? Tro mig, det var ikke fede tider at være sådan og bo på landet.

Ville jeg ønske, jeg i 1988 kunne gå på nettet og finde Knirke, 15 år på Twitter og følge med i hendes liv? Ja! Knirke ville helt sikkert havde haft en supersjov og vittig blog, hvor hun ville have skrevet om alt det fede musik, hun hørte, så jeg var fri for at sidde oppe hele natten med pegefingeren på tuningknappen på min gehttoblaster for at få den lokalradiokanal til at gå klart igennem, hvor de spillede Jesus & Mary Chain og The Cure, så jeg kunne opdage ny musik.

Men men men. Sådan var det ikke, og det er måske meget godt alt sammen og alt det der. For nu har jeg internettet, og vips væk er følelsen af at være helt alene i hele verden. Følelsen af at sidde og glo ind i røven på en ko venter jeg stadig på skal forsvinde, men jeg har en fornemmelse af, at det er noget, jeg skal arbejde på i fællesskab med min terapeut. Eller måske bare acceptere. Hvad ved jeg.

Men altså. Siden jeg skrev den sidste blog om at have stress og være bange og alt det, er det simpelthen væltet ind med respons. Her, i min inbox, på facebook og ude i virkeligheden (som jeg også er stor fan af, hvis der nu sad nogen derude og undrede sig ...) Det er meget overvældende, og jeg er meget taknemmelig.

Dines the (crazy, funny, cute) infotainer har skrevet et indlæg om sin søster, der gik ned med stress, og om hvordan det er at stå som udenforstående og kigge ind på sammenbruddet. Det er meget sundt for mig at læse, for jeg tænker, at jeg i hvert fald ikke er lige så slem som Dines’ søster, men det er jeg selvfølgelig. Eller var ... Eller er. Eller ... Noget.

Jeg har fået respons fra mennesker (sjovt nok alle sammen kvinder, men lad nu det ligge ...), der har været sygemeldte i flere år med stress. Det fik mig til at tænke mig alvorligt om, for er jeg i virkeligheden klar til at arbejde? På den måde, jeg gør nu? Det svar bøvler jeg stadig med, men der skal nok falde en afgørelse indenfor den nærmeste tid.

For det var ikke travlhed, der fik mig ned med flaget. Det var de forkerte arbejdsopgaver, den forkerte rytme og alt, alt for lidt selverkendelse. Og alt for lidt lytten til drømmene og de virkelig ambitioner.

Stresspsykologer arbejder åbenbart med begrebet ”etisk stress”, som er netop det. ”Hvis du er vegetar og arbejder på Tulip, er det svært for dig at se dig selv i øjnene hver morgen”, som jeg fik det forklaret. Aha. Jow jow. Ser man det.

Så nu er jeg begyndt at se på lejligheder i New York. Og lave skitser til min næste bog (som Rosinante har sagt ja til at udgive, YAY!). Og finde på ideer til foredrag. Und zu weiter. Men det er altsammen i støbeskeen. Der er jo ingen grund til at forcere noget. Tænker jeg.

Jeg ved i hvert fald bare, at noget af det mod, jeg savnede i sidste blogindlæg kom tilbage med 100 km. i timen, og det skyldes i høj grad den respons, jeg har fået. At jeg ikke er alene, og at der er en hel masse mennesker ude i verden, der har det lige som mig, og som kan bruge det, jeg skriver til noget. Og at verden er stor, mægtig og god (undtagen i Egypten, Nordkorea og der, hvor Sarah Palin er) og at det hele nok skal gå.

Det er sgu da helt vildt stort! Tak, mighty internet, og tak til dig, der læser. Uanset om du skriver tilbage eller ej.

Her er en lille video fra dengang, man diskuterede hvad internettet er i fjernsynet. Det er sgu meget sødt og sjovt. Og lad mig i samme åndedrag sende en kærlig tanke til min gamle chef, der i fuld offentlighed proklamerede, at ”internettet, det tror jeg sgu ikke på. Det kommer aldrig til at slå igennem!” Well ...