Det er også bare fordi tiden går så hurtigt. Jeg kan slet ikke følge med. I morges, da jeg var ude at løbe, fik jeg en mega klump i halsen, da jeg så en lille gruppe børnehavebørn komme gående pænt i to rækker med neongule nylonveste på. Der var en lille pige på 3-4 år, som havde lidt problemer med at følge med. "Hvorfor skal det gå så huuuuurtigt?" spurgte hun, og det var der vist ikke rigtig nogen af de voksne, der kunne svare hende på.
Hun kunne sagtens have været mig i den alder. Hun havde i hvert fald samme frisure, og hun havde røde sandaler, ikke ulig dem, jeg selv havde dengang. Og hun har jo ret. Hvorfor i alverden skal det gå så hurtigt? Jeg fatter det heller ikke, og jeg er endda 32 år ældre end hende.
Jeg stoppede min løbetur lige der. Sagtnede farten og gik i adstadigt tempo, mens jeg nød solen og fuglenes kvidren. Ja, jeg tillod endda mig selv den luksus at sætte mig på en bænk og kigge ud over søerne og nyde den sommer, som ikke er kommet ordentligt i gang, men som alligevel snart er slut.
Og så må jeg sgu tilstå, at jeg kneb en tåre. Over tiden, der går, hvad jeg gør med den, og over at den ikke kommer igen.
Da jeg kom tilbage til Oehlenschlægersgade sad der en hjemløs mand udenfor 7-Eleven og spiste salat af en plasticbøtte. "Se hvad jeg har fået af manden i butikken - helt gratis!" sagde han glædestrålende og viste mig sin salat. "Og denne her!" En Marsbar. Og så spiste han sin salat på den måde, man kun gør, når man er rigtig sulten og ikke har fået noget at spise i lang tid.
Så fik jeg jo vildt dårlig samvittighed over at være en snotforkælet tøs, der tuder over at tiden går for stærkt, for hvor må tiden gå langsomt, når man er i hans sko. Eller hvis man har et arbejde, man ikke kan fordrage, er ensom og gammel, eller hvad man kan finde på af ufede scenarier .
Men altså. Jeg synes vitterligt, at tiden går for hurtigt, og selv om jeg har et fantastisk liv, kan jeg godt blive helt trist ved tanken om, om det virkelig bare er dét. Er det alt?
Og nej, det er det selvfølgelig ikke. For det gode ved tiden er jo, at når den gamle er gået, så kommer der en ny igen med det samme. Og så er det op til en selv at fylde noget meningsfyldt i den. Jeg tror helt seriøst, jeg skal til at lave noget frivilligt arbejde, fx med sådan nogen som ham den hjemløse mand i morges. Eller begynde at skrive noget, som virkelig rykker noget i folk, og ikke bare er forbigående, glittet underholdning, og som end ikke kommer hele vejen ind under første lag epidermis.
Måske skal jeg bare chille the fuck out og acceptere, at det er som det er, og at der sikkert er noget, jeg skal lære af det her. Og at det bare er en del af voksen-pakken på lige fod med det at skulle have læsebriller og at få uønsket hårvækst i ansigtet. Måske skal jeg bare acceptere at jeg nu er midaldrene nok til at have en midtvejskrise?
Men for bare lige at svælge i det lidt endnu, vil jeg citere C.V Jørgensens "Sæsonen er slut":
Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted
Tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med.
Det sortner for dine øjne, mens du stirrende står der og ser,
endnu et dødt løb blive kørt med dig som blind passager.
Endnu engang til men så heller aldrig mer'.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar