Æble-elskov

Sidste søndag blev jeg vækket kl. 8 om morgenen ved at det ringede på min dør. Jeg tænkte, det var en eller anden fulderik, der lavede dørtelefonfis, men nej. Det var min veninde. Hun lød oprevet, og jeg vidste, hun havde været i byen, så jeg tænkte straks en masse frygtelige tanker og beredte mig på det værste.

Det var heldigvis ikke det værste, der var sket, men det var værst nok, skal jeg lige love for. Hendes iPhone var nemlig blevet stjålet! "Jeg ved godt, det er fjollet, men jeg er bare så ked af at den er væk!" betroede hun mig senere på dagen, da hun ringede til mig, fra min gamle Nokia klaptelefon med midlertidigt taletidskort fra 7-Eleven.

Jeg kunne så godt forstå hende. Et par dage inden var jeg selv i Humac for at købe et nyt skin til min egen iPhone. Det gamle var i hårdt plastic, og jeg var pludselig blevet bange for, om det nu beskyttede den godt nok. Natten inden havde jeg nemlig drømt, at jeg tabte telefonen på et stengulv og at der gik en stor flis af glasset. Jeg fortalte ekspedienten om min drøm, og han så på mig med store øjne og sagde: "Det er jo netop det, vi alle er bange for skal ske!" I ramme alvor. Ingen spor af ironi eller noget. Blot god, gammeldags sympati.

Hvis man ikke har en iPhone, har man ingen som helst mulighed for at sætte sig ind i dette her. Det er fuldkommen det samme, som os der ikke har børn. We don't know shit når det kommer til børn. Og vi ser måbende til mens vores venner med børn køber sig fattige i voksiposer, slynger, vikler og alt mulig andet, man ikke aner hvad er, men i virkeligheden er det fuldkommen det samme instinkt, der bliver trigget.

Jo, det er! Apple er nemlig megasmarte. De har på ganske få år fået sådan en som mig, som ellers ikke interesserer sig en skid for elektronik og gadgets, til pludselig at blive Elektronista. Og er det fordi, deres produkter kan mere, end de andre på markedet? Nej da. Er det fordi, deres produkter har et lækkert design? Ja, til dels. Men mest af alt handler det om, at Apple formår at personificere deres produkter - og det går rent ind hos sådan nogen som mig, der ellers ikke giver en skid for elektronik og whatnot.

Tag min MacBook for eksempel. Den har en standby-knap ligesom alle andre laptops har. Men det er ikke bare en grim, grøn, firkantet knap, der blinker som et blinklys. Den blinker i samme interval og på samme måde som et menneskes åndedræt. Det er måske ikke noget, man umiddelbart tænker over - udover at man priser sig lykkelig for, at det netop ikke er en grim, grøn blinklys-feature - men med tiden vil det sagte åndedræt krybe ind i ens hjerte og knytte en meget tæt til MacBook'en. I hvert fald hvis man er en sentimental gammel røv som mig...

Og hvis man, når man logger på, kommer til at skrive den forkerte kode, "ryster den på hovedet" i stedet for at flashe et rødt kryds og en fejlstatus. Og så fremdeles. Det er virkelig godt tænkt. Pludselig er kvinder-og-teknik-barrieren brudt, og vips får man øjnene op for, at man ikke behøver læse manualen, at man virkelig skal være dygtig for at fucke det hele op - og ikke mindst, at backup er noget, der klarer sig selv (tak til Time Machine!).

Jeg har tænkt meget over dette her, for som Apple-discipel møder jeg jo jævnligt en af de salige enfoldige, der ikke forstår meningen, og som klandrer Apples produkter for at være for dyre og for alt mulig andet. Og jeg ved da godt, at jeg kan få en computer, som kan det samme for halvdelen af, hvad jeg har givet for min iMac, at batterilevetiden i både min MacBook og i min iPhone er helt latterligt kort og hvad der ellers er i vejen. Men jeg er ligeglad. Jeg bliver glad af at se på dem. Glad af at røre ved dem, og glad, glad, glad af at bruge dem. Så glad at jeg ikke længere gider argumentere, når jeg møder Mac-hadere. De ved jo ikke bedre.

Min PC på arbejdet har jeg bare lyst til at smadre tre gange om dagen, når den går ned, får virus og skal genstartes og rebootes og hvad den ellers skal. Og så ligner den noget, der er kommet ud af et Kinderæg. Den lyder også sådan, når man klapper den sammen. Herre Jemini!

Som min stakkels veninde skrev om aftenen på Facebook: "Nokia holder bare ikke!!!". Nu har hun heldigvis fået en ny iPhone. Det svarer til, at hendes 4-årige søn havde været forsvundet i et halvt døgn og var fundet i god behold.

Jo, det gør. Hvis du ejer en iPhone, forstår du hvad jeg taler om. Hvis ikke: bare vent til du selv får en. Lige nu venter jeg spændt på at iPad kommer til Danmark. Som en af mine venner forleden konstaterede: "Du er da bare blevet Steve Jobs' lille bitch hva' Andrea? ;-)" hvortil jeg stolt replicerede: "Det har jeg sgudda altid været <3"