01 februar, 2010

Dokumania

Nogle af verdes bedste dokumentarprogrammer bliver produceret af BBC, og det var da også BBC themselves, der stod bag det meste af søndagsunderholdningen hjemme hos mig i går. Den stod i musikkens tegn - den elektroniske musik vel at mærke.

Det første program hedder "The Alchemists of Sound" og handler om BBC's Radiophonic Workshop. Det var blandt andet her, at komponisten Delia Derbyshire komponerede det legendariske tema til Doctor Who, og der blev i det hele taget eksperimenteret og pioneret temmelig voldsomt. Deres arbejdsmetoder og -betingelser minder rigtig meget om dem, Else Marie Pade fortalte mig om, da vi lavede bogen, så det var også sjovt for mig rent faktisk at se optagelser af, hvordan de praktisk gjorde.

Programmet varer en time og er temmelig syret, ikke mindst på grund af ham manden, der rumsterer i baggrunden. Jeg fandt aldrig ud af, hvem han er, men hvis du ved det, må du gerne droppe en kommentar.


Det næste program hedder "Synth Britannia" og tager i nogen grad fat hvor "The Alchemists of Sound" slipper. Det handler, som titlen antyder, om synthesizeren og dens udbredelse i popmusikken. Programmet varer halvanden time og er superfedt og virkelig underholdende. Og der er masser af musik fra min ungdom, og ikke mindst masser af lækkert tøj og ditto hår.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar