R.I.P

Hvis jeg skal pege på nogen, der fik mig i gang med at drømme om at leve af at skrive, så må det være Dan Turèll og J.D Salinger. Førstnævnte døde, som vi alle ved, alt for tidligt for snart mange år siden, og den anden døde i går, 91 år gammel.

Jeg opdagede dem begge to da jeg gik i 8. klasse. Selvfølgelig vidste jeg godt hvem Dan Turèll var inden da, men det var først da, at jeg læste noget af ham. Det startede med, at jeg læste et uddrag fra Vangede Billeder i et litteraturleksikon på biblioteket. Jeg var egentlig ved at lave opgave om Blicher, men jeg faldt over passagen om "Vangede Billeder", og gav mig til at læse. Selv om man skulle være helt musestille, grinede jeg højt og inderligt over passagen med Arne, der skød viceværten i røven, så han sprang henover fliserne, og jeg skyndte mig at låne bogen med hjem. Og jeg grinede videre. Øj hvor jeg grinede. Det gør jeg i øvrigt stadig, når jeg læser den.

J.D Salinger opdagede jeg også ved lidt af et tilfælde. Igen var det en opgave i skolen - denne gang om John Lennon. Jeg læste mig frem til, at Lennons morder, Mark David Chapman, havde haft bogen "Catcher in the Rye" i lommen. Dengang hed den "Forbandede ungdom" på dansk, og jeg tænkte, som den bebrillede lille lektieglade nørd, jeg var, at det ikke kunne skade at låne den.

Jeg havde ikke engang læst fem sider af den, før jeg var fuldkommen forelsket i Holden Caulfield. Jeg sad oppe en hel nat på mit værelse og læste, drak kaffe og hørte The Joshua Tree med U2. På bånd. På en ghettoblaster, der vendte båndet af sig selv. Good times! Jeg forestillede mig hvordan han så ud: langlemmet, solbrændt og med sort hår, der faldt ned i øjnene på ham, når han blev vred. Og det var han tit. Faktisk var han næsten ikke andet i dén bog. Åh, jeg var forelsket!

Sidenhen har jeg købt og læst alle Salingers bøger igen og igen. Det er et meget lille forfatterskab, han efterlader sig, og det er da bestemt heller ikke fordi, det altsammen er lige genialt. Men "Catcher in the Rye" holder. Hundrede tusind procent. Jeg tror, jeg vil læse den igen og endnu engang blive svimlende forelsket i Holden Caulfield og hans vrede, sorte pandehår.