Fru Morrissey

Det er mig. Vi er nemlig blevet gift, mig og Morrissey. Langt om længe. Det var et herligt bryllup, fuld af glade mennesker og høj musik, og balfaldera. Midt i det hele tog han skjorten af og smed den ud til gæsterne, og det har han ellers ikke gjort i mange år. Det var herligt - han var virkelig tilbage i sin gamle form.

Brylluppet blev holdt i det smukkeste, gamle teater i Philadelphia. Åh, det var sådan en god aften altså. Siden da har vi ikke set noget til hinanden, men jeg hører hans plader uafbrudt. Vi har et meget lykkeligt ægteskab, synes jeg.

Og Philadelphia var en dejlig by. Sådan på en meget nuttet og "ok, nu har jeg været her et døgn, nu vil jeg gerne hjem igen"-agtig måde. Men jeg tror, at hvis jeg skulle bo her permanent, ville jeg nok godt bo der. Eller... Ej, det gad jeg sgu nok alligevel ikke.

Mens jeg var der, gik det op for mig, hvor hurtigt man (eller jeg i hvert fald) falder ind i sine omgivelser. Søndag aften efter koncerten... jeg mener brylluppet ... gik jeg på jagt efter noget aftensmad. Og jeg mener, det var søndag aften, klokken var 23, så måske var det ikke så underligt, at der ikke var noget, der havde åbent. Men jeg var SÅ forarget. Helt ærligt! Og jeg blev helt forbavset over at der ikke var nogen, der skubbede på fortovet, at bilerne holdt tilbage for en, når man skulle over vejen, og at folk stod pænt og ventede på grøn mand (eller hvid man, som det jo er herovre), og ikke bare løb ud og ind mellem bilerne for at komme over gaden.

Det gik op for mig, at jeg har udviklet det, jeg kalder New Yorker Zen. Selvfølgelig er jeg ikke helt på højde med de rigtige New Yorkere, som kan sove i subwayen, mens de står op (!), eller læser New York Times, mens de passerer Times Square med en kop kaffe og hører iPod (!!!), men alligevel. Det stresser mig ikke mere, at der er cirkuslignende tilstande omkring mig - faktisk tværtimod. Og således er jeg nu begyndt at gå på café, når jeg skal skrive. Det er helt forrygende effektivt faktisk. Jo højere musik, jo flere mennesker, jo bedre. Helt skørt.

Nå. Hvad er der ellers at fortælle. Bum bum. Nåh jo, jeg skal fortælle om de famøse Philadelphia steak sandwiches! Som jeg stadig lider under indtaget af. For i Philadelphia findes to steder, der konkurrerer om at lave de bedste sandwiches, og om hvem der egentlig opfandt dem. Det sidste er lidt fjollet, for en steak sandwich består af et flute, som fyldes med oksekød af shawarma-typen (altså strimler, ikke en steak som sådan) og ost. Og så kan man få løg, champignoner, jalapenos osv på, hvis man vil det. Så det er som sådan ikke nogen stor opfindelse, men ok.

Det ene sted hedder Geno's og det andet hedder Pat's, og de ligger lige overfor hinanden. Uh oh, tal om italienerne mod irerne. Geno's er orange og sådan lidt McDonalds agtigt og fyldt med billeder af kendte, der spiser sandwiches, mens Pat's er mere pølsevognsagtig og low key. Jeg tænkte, at jeg da var nødt til at smage begge to for at kunne vurdere hvilken der var bedst. Og da jeg stort set aldrig spiser oksekød, var det en rigtig dum beslutnting. Der er nemlig rigtig, rigtig meget kød i sådan en sandwich. Så jeg kunne i princippet lige så godt have fået en mursten i min sandwich. Og så taler vi ikke mere om det...

Jeg ankom med Greyhound-bussen søndag kl 13 og skulle afsted igen mandag kl 16, så jeg kunne jo snildt nå at spise to. Og valget på min Philly cheese steak sandwich-debut faldt på Pat's, da køen til Geno's var længere end den til Empire State Building på en lun, skyfri forårsdag med god sigtbarhed.

At bestille en sandwich er noget af en kunstart fandt jeg ud af. Jeg havde forberedt mig godt hjemmefra, og vidste at når det bliver ens tur ved lugen, er det om at oppe sig. "An American with" siger man fx, og slammer sine 7,50 dollars ned på disken, hvis man er rigtig sej. Det betyder, at man skal have American Cheese på og løg. Ellers kan man få Cheese Whizz (et aldeles rædsomt flydende osteprodukt, der også bruges til at besudle pomfritter med) eller Provolone på. To sekunder efter får man sin sandwich, og hvis man vil have sodavand eller pomfritter, skal man hen i en anden kø. Så det optimale er at være to om at købe. Tre hvis man også vil have et bord.

Nå men. Jeg smagte Pat's om søndagen og Geno's om mandagen. (Og nej, jeg har ingen billeder, for søndag havde jeg glemt mit kamera på værelset, og netop som jeg skulle forevige min sandwich om mandagen, løb det tør for batteri...) Geno's var klart bedst! Brødet var bedre og kødet smagte af mere. Så Geno's vinder her. Men ok, i virkeligheden burde jeg have smagt begge samme dag, for mandag var der ikke et øje nogen af stederne. Men så var jeg faldet død om af proteinchok, og jeg skulle jo giftes om aftenen. Med Morrissey. Åh Morrissey. Som jo i øvrigt er die hard vegetar og sikkert ville tage det meget ilde op, hvis han fandt ud af, jeg havde spist en halv ko få timer før vores bryllup. Godt han ikke kan læse dansk...

Jeg ligger billeder på Flickr om lidt :)