Hockey mom

Okay indrømmet, denneher er er lang, men den har også lige reddet min morgen. Lav en kop kaffe, smæk benene op og nyd det, der bedst kan beskrives som journalistisk ekvilibrisme. Når jeg bliver stor, vil jeg være lige så sej som Poul Høi!


Hjemme hos Sarah Palin

Af Poul Høi, hoi@berlingske.dk
Sidst opdateret Onsdag den 22. oktober 2008, 21:27

»Amerika trænger til værdierne fra hovedgaden i Wasilla,« siger Sarah Palin. Hvad mener hun - og hvordan kunne hun overhovedet blive vicepræsidentkandidat?

Wasilla, Alaska: Selvfølgelig måtte det ende her.

Selvfølgelig.

På TV taler eksperterne om, at de ikke kan forstå, hvorfor John McCain valgte Sarah Palin. De taler om en ny meningsmåling, som viser, at hun er den mindst populære vicepræsidentkandidat i målingens historie, og at hun trækker McCain ned. Hun er en større belastning end Bush, siger en anden måling.

En konservativ kommentator kalder hende »en dødbringende kræftknude på det republikanske parti«, og en konservativ avis kalder hende »den mindst egnede vicepræsidentkandidat siden 1896«.

»Hvorfor kunne han ikke blot have valgt en god konservativ med en solid viden og greb om sagerne,« spørger en af TV-eksperterne. »Hvorfor skulle han vælge hende?«

Det typiske svar på spørgsmålet er følgende: At John McCain greb Sarah Palin ud af Alaska for at vise, at han var en anderledes politiker; han gjorde det af samme grund, som brandvæsenet maler deres biler røde og giver dem sirener. For at blive set, for at blive hørt, for at vække opsigt. Hvis blot han ikke havde gjort det, så ville alt være vel. Så ville Obama være Nobama.

Svaret er belejligt, for det frifinder alle andre end McCain, fejlen er hans og hans alene, men svaret er også forkert.

For selvfølgelig måtte det ende her.

Selvfølgelig.

Jeg kører i tyk tåge og fygende sne mod Wassilla; jeg havde læst, at majestætiske tinder ville rejse sig stejlt på min ene side, og – havde jeg også læst – at jeg ville tabe mælet.

Men alt hvad jeg kan se er lastbilen foran mig, »Shamrock Septic Systems«, og jeg holder nøje øje med dens ni røde baglygter, og som en firhjulet ælling efter sin mor følger jeg efter den gennem bjergpasset, og jeg håber bare, at vi skal den samme vej, og at han ikke f.eks. er på vej til en gudsforladt guldgraverlejr for at tømme tankene.

Kort før Wasilla foretager vejret imidlertid den slags skifte, der næsten kræver en ouverture af Wagner. Tågen forsvinder, jeg kan skimte solen bag de tunge, blyfarvede skyer, jeg kan se de snebeklædte bjergtinder, og byen – Palins by – dukker op.

Det er muligt, at der ikke er noget galt med Wasilla. Det er muligt, at der i stedet er noget galt med mine forventninger, men Sarah Palin har flere gange talt om sin hjemby som et bedre og rigtigere Amerika. »Vi har brug for værdierne fra hovedgaden i Wasilla,« sagde hun i vicepræsidentdebatten, og hun talte for nylig om »de små byer i lommerne af Amerika, det ægte Amerika, det patriotiske og pro-amerikanske Amerika«. Den slags steder, hvor man finder »venlighed, godhed,« den slags steder, hvor man finder de mennesker, »der arbejder i vores fabrikker, underviser vores børn og udkæmper vores krige«.

Nu parkerer jeg min bil, nu står jeg ud af min bil, og nu stirrer jeg på værdierne fra hovedgaden i Wasilla.

Skilte med tekster som »Lån penge til skydevåben«, »Kom til Gud«, »Alt hvad du kan spise«, »Iskolde øl«, »Go, Sarah, Go«, og bygninger, der ligger som kastet tilfældigt af en kæmpehånd, kædebutik efter kædebutik, lavkvalitetsprodukter med en appel til den laveste fællesnævner, og det føles som en by bygget af kioskejere og for kioskejere og regeret af kioskejere.

Nu taber jeg mælet.

Når amerikanske konservative fejrer sig selv, fejrer de altid – først og sidst - Barry Goldwater. Han skrev i 1960 bogen »The Conscience of a Conservative«, han stillede i 1964 op til præsidentposten, uden held, men 16 år senere blev hans ven og voksenlærling, Ronald Reagan, valgt til Det Hvide Hus.

Deres konservatisme var anti-kommunisme, deres konservatisme var personlig frihed, skattelettelser og minimal offentlig indblanding, en slags John Wayne-film, bare i politik.

Men Goldwaters konservatisme var ikke den eneste konservatisme.

En anden retning tog sin inspiration fra George Wallace, guvernør i Alabama, uafhængig præsidentkandidat i 1968 og i eftertiden mest kendt for sin racisme.

Wallaces racisme var imidlertid kun et symptom på hans grundlæggende populisme, hans ide om at være den lille mands mand, for 1960ernes frigørelse havde løbet det store tavse flertal over ende, alle dem, som ikke røg hash og ikke marcherede mod Vietnam, som ikke købte bogen »The Happy Hooker« eller gik ind for at se Paul Mazurskys »The Unmarried Woman«. Ingen talte for disse hvide, vrede vælgere, ingen undtagen guvernøren med de billige cerutter, og han turnerede USA tyndt med sine angreb på de venstreorienterede, de intellektuelle, medierne, de upatriotiske, alle de mennesker, der med Wallaces ord »ikke er i stand til at parkere en cykel lige«. Han samlede en monokrom koalition af lastbilchauffører, oliebisser og småhandlende, og ved et legendarisk møde i Milwaukee i Wisconsin begyndte han med at udtrykke sin tro på Gud og tale for nødvendigheden af bøn i skolen, han buldrede mod regeringen i Washington, mod alle bureaukraterne, han krævede en hård kurs over for snyltere, og han krævede lavere skatter, og han modtog »34 ovationer i løbet af en 40 minutter lang tale«, som Peter Applebome skriver i bogen »Dixie Rising«.

Bagefter kom en mand op til Wallace og sagde: »Guvernør – jeg har aldrig rejst syd for Milwaukee, men jeg føler i aften, at jeg tilhører Syden.«

»Selvfølgelig gjorde han det. Syden er ikke længere geografi, det er en sindstilstand,« skrev Wallace i 1976 i sin selvbiografi.

De to former for konservatisme – Goldwater og Wallace – har siden kæmpet om magten i det republikanske parti.

Uden for døren holder en trefarvet varevogn, og ingen af farverne er originale, og over døren hænger et banner med teksten: »Til lykke til familierne Palin og Heath. Vi elsker jer«. Der hænger også et skilt med »McCain og Palin«, og på en af de andre langtidsparkerede varevogne er klæbet en »Palin 2012«-streamer.

Jeg går ind, og jeg føler et øjeblik – som børnene i Narnia – at jeg er gået gennem et forvandlingsskab og tilbage i tiden, til et værtshus i Jylland, med nikotinfarvet hessian og båndmusik, ølslatter og udstoppede dyrehoveder og en kakafoni af stemmer fra mennesker, der har set det hele, prøvet det hele og givet op.

Jeg bliver revet ud af mit deja vu af en mand, der siger »howdy« og en kvinde, der spørger, om jeg giver en øl.

Det er »Mug Shot Saloon«, midt på hovedgaden og samlingssted for den del af Wasilla, der både drikker og går i kirke. Værtshuset blev berømt under Sarah Palins konventtale og under vicepræsidentdebatten, fordi verdenspressen kom her og rapporterede herfra. »Da Palin sagde, at læbestift var den eneste forskel på hende og en pitbull – så ringede ’jeg-giver-en-omgang-klokken’ uafbrudt,« skrev en avis efter konventtalen, og da hun under debatten blinkede til seerne og talte om at repræsentere »snusfornuften fra Wasilla«, så var klokken løs igen.

Men i dag er der mere stille, sidst på formiddagen, og her sidder en halv snes mennesker, der hver og én er stolte af deres bysbarn.

»Hun er ligesom os andre,« siger en bleg yngre mand i en – som amerikanerne kalder dem – wifebeater T-shirt, og en ældre herre med kruset hår og overskæg kan fortælle, at han for nylig løb ind i Palin i Wal-Mart. »Hun købte selv ind, og hun havde tid til at tale med alle.«

Kritikere har hævdet, at Palins folkelighed og snobben nedad er påtaget – at hun altid og ustandseligt taler om »Joe-Sixpack« uden at kende ham, men det er formentlig skudt forbi. Palins folkelighed er ægte nok, om end dens motiver er af samme farve som væggene her på »Mug Shot Saloon«.

En bekendt af Sarah Palin fortæller, at hendes far, Chuck Heath, altid krævede alt af Sarah. »Han kørte familien stramt. Han var flyttet herop, fordi han elskede at gå på jagt og fiske, og så måtte de andre bare følge med, og han krævede, at Sarah skulle være enestående til sport og også bogligt«. Men Sarah var ikke enestående. Hun var okay – et blødt ni-tal efter den gamle skala – og det er ikke uden grund, at hun måtte gå på fire forskellige universiteter i tre forskellige stater, før end hun endelig fik en bacheloreksamen i sportsjournalistik, og det er heller ikke uden grund, at ingen af hendes lærere og kun ganske få af hendes medstuderende kan huske hende, som Los Angeles Times skrev tirsdag.

»Jeg fatter ikke, at hun har gået i min klasse,« sagde en af lærerne. »Hun er den mest berømte elev, jeg har haft, og jeg husker hende ikke.«

Sarah Palins akademiske nederlag resulterede i en bizar anti-intellektualisme: Hvis ikke hun kunne blive leder blandt de højere uddannede, kunne hun i det mindste lede de uuddannede mod de uddannede. Hun flyttede tilbage til Wasilla, hun giftede sig med Todd, en fisker og borebisse, og hun blev medlem af en kirke, hvor aspirationerne var himmelske, ikke jordiske.

Wasilla må have en af de højeste frekvenser af kirker i forhold til indbyggertal. Her bor knap 10.000 mennesker, og ifølge en Google-søgning er der over hundrede kirker i området, uden at kirkerne nødvendigvis ligner vores forestilling om kirker. De er bygget i den samme éngangbestik-arkitektur som resten af byen, nogle af dem ligner maskinhuse, andre ligner forvoksede redskabsskure med bliktag og étlagsvinduer, og lidt vest for Wasilla ligger Palins oprindelige kirke, »Assembly of God«, et gasbetonsbyggeri med fladt tag.

Jeg kører ind på grusvejen og parkerer foran kirken. En midaldrende dame er ved at feje skidt ud af døren. Jeg præsenterer mig som journalist, og jeg får at vide, at jeg ikke er velkommen.

»Øh,« siger jeg ikke videre begavet.

»Vi har haft dårlige oplevelser med journalister,« siger hun og ryster med kosten.

Det kan ikke nægtes.

»Assembly of God« tilhører Pinsekirken, endda den mest karismatiske del af Pinsekirken, og medierne har beskrevet kirkehandlingerne lidt som opdagelsesrejsende tidligere beskrev besøg på Papua Ny Guinea. Medlemmerne mødes flere gange om ugen, og de spadserer rundt, og når Helligånden farer i dem, begynder de at tale i tunger – kaudervælsk – og kirken har også haft besøg af en afrikansk djævleudrydder, som velsignede en knælende Sarah Palin og bad til, at hekse og andet utøj ikke ville komme efter hende.

Og det er endda ikke hele historien. I Wasilla får jeg udleveret en skriftlig beretning fra et tidligere medlem af kirken, og hvis den beretning står til troende, så foregår der noget langt værre. Eks-medlemmet beskriver, hvordan kirken tvang hende og de andre børn til at se grusomme film med mennesker, der blev torteret og fik hovederne hugget af – for at forberede dem på de sidste tider, som vi snart vil opleve, og hvor medlemmerne må vælge mellem at tilslutte sig Satan eller gennemgå mishandlingerne. Kirken pålagde kvinderne at underordne sig mændene i alle forhold, og forældrene skulle prygle deres børn for at lære dem ydmyghed over for Gud: »Min søster og jeg blev ofte pryglet med bælter. Vi fik altid prygl, mens vi var enten helt nøgne eller næsten nøgne, og vi blev ramt på bagdelen og kønsdelene.« De skiftende pastorer skosede mødre, der ikke ville slå deres egne børn, og truede dem med Helvedes ild.

Eks-medlemmet er nu i 20erne, hun er flyttet til Northridge i Californien og har måttet gennemgå terapi for at komme sig over »Assembly of God«, skriver hun, og hun syntes, at Sarah Palin skylder offentligheden en række forklaringer på sit medlemskab.

Måske er det for at undgå disse spørgsmål – og undgå disse svar – at Sarah Palin for et par år siden flyttede fra »Assembly of God« over til en mere traditionel kirke. Hun kunne se, at »Assembly of God« skadede hende politisk, og politik var pludselig blevet Palins billet, hendes vej opad, og hun forstod at sætte sig overskrævs på tiden og ride den i mål. Tungetalere og djævleuddrivere skulle ikke stå hende i vejen.

Nick Carney kan i dag tage æren for at have opfundet politikeren Sarah Palin.

Men han gør det helst ikke – for det har ikke været en behagelig oplevelse.

Magasinet New Republic har forsøgt at rekonstruere Palins første år i lokalpolitik, og Carney fortæller, hvordan han og en række andre moderate byrådsmedlemmer søgte efter nye politiske ansigter – mennesker, der repræsenterede et segment, som ikke var videre godt repræsenteret, de såkaldte Wal-Mart mødre, kirkegående mødre fra lavere sociale lag, og Carneys kone kendte Palin fra en aerobic-klasse, og sådan blev det. Palin blev opstillet og valgt.

Wasilla var på det tidspunkt midt i en eksplosiv vækst. Byen ligger små 75 kilometer nord for Anchorage, den største by i Alaska, og den ligger midt i den såkaldte Mat-Su-dal, hvor tusindvis af nytilkomne valgte at slå sig ned, fordi hus- og grundpriserne var lavere end i Anchorage, og fordi der ikke var nogen lokalskat eller byplan eller lokalplan. De kunne bygge og gøre, som de ville, og især olie- og gasarbejdere fra Oklahoma og Texas og Louisiana kom hertil. De kerede sig ikke om Wasillas mangel på æstetik, bare Wasilla havde fastfood-restauranter, en Wal-Mart, et par våbenhandlere og konservative kirker, så var alt i orden, og de havde ikke noget imod, at folk i Anchorage kaldte dem »Mat-Su-skidt,« faktisk er det i dag en af de populære stickere på bilerne i Wasilla – »Jeg er Mat-Su-skidt« – og det er med til at forme dalens underdog-identitet. Dét og så dalens religiøstet.

Beboerne i Alaska er generelt konservative uden at være højrereligiøse, men de nytilkomne var vant til politik med Gud i, og Sarah Palin så som én af de første mulighederne i de nye beboere.

Efter to år i byrådet var hun led og ked af sin mentor, Nick Carney. Han havde en kandidatgrad fra ét af de bedste amerikanske universiteter, han havde rejst i fire verdensdele, og han havde været departementschef for Alaskas landbrugsministerium, og han »havde ikke altid den største tålmodighed med hendes mangel på viden,« som byens daværende borgmester, John Stein, siger til New Republic.

Palin havde aldrig været uden for USA, hun læste ikke bøger, hendes univers var familien og kirken, og hun satte sig aldrig ind i sagerne, men satsede på at charmere sig igennem dem.

»Hun er tydeligvis intimideret af mennesker, der er klogere end hende, og hun gjorde dem til sine fjender,« som et byrådsmedlem siger til magasinet. Carney blev en af fjenderne, borgmester Stein blev en af fjenderne, og i 1996 stillede hun op som borgmester.

De andre politikere trak på skuldrene – Palin var simpelthen en letvægter, hun vidste ingenting om nogen ting – men hendes ambitioner var rageskarpe, og nu samlede hun sin højrereligiøse bondehær. Eller oliebissehær.

Hun slog på, at hun var imod abort og homoseksualitet, hun slog på, at hun var imod enhver form for våbenkontrol, og hun angreb borgmesteren, fordi borgmesteren og hans kone havde hver deres efternavn. »Jeg kræver at få jeres ægteskabsattest at se,« sagde hun. Hendes dagsorden havde ikke noget med dagsordenen i Wasilla at gøre. Hendes dagsorden havde intet med lækkende kloakker eller ditto skoler at gøre, den havde ikke noget med lokalskat eller en lokal politiafdeling at gøre, den havde ikke noget med trafikplanlægning at gøre, men Sarah Palin forstod, hvad hendes partifæller i de lavere beliggende 48 stater også forstod:

Vigtigheden af de såkaldte »kile-emner«; emner, der skiller vælgerne og – siger kritikerne – distraherer vælgerne fra de egentlige emner.

Sarah Palin vandt, hun blev borgmester i Wasilla, og hun har vundet lige siden.

Og sådan er det også gået i magtkampen i det republikanske parti.

George Wallace vandt, og han har vundet lige siden.

Barry Goldwater var hverken højrereligiøs eller anti-intellektuel. Goldwater var i åben krig med den højrereligiøse ypperstepræst Jerry Falwell – »enhver rettænkende republikaner bør give Falwell et los i røven,« sagde Goldwater – og han kunne aldrig finde på at føre valgkamp mod abort eller homoseksuelle eller offentliggørelsen af bøger, som han ikke brød sig om. »Han respekterede andre menneskers personlige frihed; det var hovedhjørnestenen i hans konservatisme,« som hans tidligere pressechef og taleskriver, Victor Gold, siger til Berlingske Tidende, og Goldwater kunne sagtens være uenig med æggehovederne på universiteterne, men han lagde dem ikke for had. »Goldwater var et praktisk menneske, men han var ikke anti-intellektuel. Han skrev selv bøger, han læste bøger, og han havde respekt for folk med viden,« siger Gold.

Ligeledes med Ronald Reagan. I dag tager vi for givet, at de store byer og stater på kysterne stemmer demokratisk, men i 1980 stemte de faktisk på Ronald Reagan – New York, Californien, Massachussetts, New Jersey, Pennsylvania – og det gjorde de også i 1984.

Men så tog Wallace-konservatismen over, en højrereligiøs konservatisme, som til tider udelukkende synes at føre valgkamp mod abort og homoseksuelle og i det hele taget forsøgte – som den konservative kommentator David Brooks beskriver det – at »mobilisere til klassekamp«. Ikke økonomisk klassekamp, ikke en klassekamp mellem de rige og ikke-rige, men derimod en klassekamp mellem – på den ene side – de rigtige amerikanere, de hårdtarbejdende, de troende, »de patriotiske og pro-amerikanske amerikanere«, og på den anden side alle de forkerte amerikanere. Som Brooks skriver: »I de seneste 15 år har vi hørt det samme argument fra tusindvis af republikanske politikere og hundreder af TV- og radiokommentatorer: Nationen er delt mellem de kernesunde Joe-Sixpacks i hjertet af Amerika og så de oversofistikerede, overuddannede og oversekulære beboere på kysterne,« og det er blevet til en »generel modvilje mod uddannede mennesker«, og hvis uddannede mennesker har en sympati for noget, så vil Republikanere per automatik have en tilsvarende antipati mod det samme. »Hvis Demokraterne går ind for at regere gennem intellektuel diskussion og selvransagelse, så giver det sig selv, at Republikanerne går ind for at regere ud fra instinkt,« skriver Brooks.

Da Sarah Palin f.eks. i et TV-interview blev spurgt, om hun tøvede med at sige ja til tilbuddet om at blive vicepræsidentkandidat, svarede hun prompte »nej.« Hun tøvede ikke så meget som et sekund, for »i den slags situationer kan man ikke blinke ... Man kan ikke blinke,« sagde hun. Jo, det kunne hun faktisk. Hun havde få måneder forinden født et barn med Downs syndrom, hendes søn var på vej til Irak, hun havde tre andre mindreårige børn, den ene af dem var 17 år, ugift og gravid, og Palin var netop begyndt i jobbet som guvernør i Alaska, jo, hun kunne sagtens tøve og for den sag sin skyld også blinke, men det ville være så tøset, så intellektuelt, det ville være så demokratisk at tøve og blinke, og derfor kunne det ikke komme på tale. Det er den slags, som Barack Obama ville gøre.

Engang beundrede republikanerne ledere som Lincoln og Churchill, mænd, der læste konstant, forstod historien og tænkte og talte sofistikeret, skriver David Brooks, men i dag beundrer republikanerne Joe Sixpack og Joe the Plumber.

Så selvfølgelig måtte det ende her.

Selvfølgelig.

(link)