I dag var Knirke og jeg på Arbejdermuseet. Jeg begyndte at tude derinde. Hvis Knirke opdagede det, sagde hun ikke noget. Jeg blev så overvældet af taknemmelighed overfor de generationer, der har gjort det muligt for os at leve som vi gør i dag. At gå gennem museet er som at få en stor, kold vaskeklud i fjæset - et sandt wakeupcall. Det var den etværelses lejlighed, hvor et par havde boet med deres fire børn, der for alvor fik tårerne frem. En lillebitte etværelses med en smal seng, en divan, et sofabord og en kommode. Det var det. Der boede seks mennesker. Og så går jeg rundt i min store treværelses og tvivler på, om min kæreste og jeg ville kunne få plads til alt vores lort, hvis vi flyttede sammen.
Jeg ved ikke, hvorfor det berører mig sådan. Måske fordi jeg selv er 100 procent arbejderklasse-efterkommer. Min morfar var ufaglært og havde forskellige jobs, bla. som materielforvalter på Flyvestation Aalborg. Min farfar var, så vidt jeg ved, smed på Aalborg værft. Hverken min mormor eller farmor fik nogensinde en uddannelse.
Min morfar og mormor er fra den samme lille fiskerby i Thy, og min morfar ville gerne tage en præliminær-eksamen, som vel mest kan sammenlignes med folkeskolens afgangseksamen. Skolen i landsbyen gik nemlig kun til 7. klasse, og der var ingen realskole i miles omkreds. Han spurgte sin velhavende onkel, om han måtte låne pengene, så han kunne få den eksamen og læse videre, men onklen sagde nej.
Min mormor og morfar gjorde altid meget ud af at opfordre alle deres børn, piger som drenge, til at få en uddannelse, og det samme med min søster og mig. Jeg blev passet af min mormor og morfar som barn, og jeg glemmer aldrig, når jeg sad og lavede lektier, så kom min morfar og aede mig over håret med sin store, varme, bløde hånd og sagde "Kan du nu lave det pænt". Og det gjorde jeg.
Før min mormor fik blodproppen i hjernen og mistede talens brug, var en af mine yndlingsbeskæftigelser at høre hende fortælle om det liv, de levede dengang. Om hvor fattige de var, men hvor stolte de også var, og om hvordan hun sad oppe om natten og syede tøj om, som nabokonerne havde smidt ned til skakten, fordi hendes børn ikke skulle ligne nogen, der var fattige, selv om de var det. Og om hvordan det tog tre dage at vaske tøj, og om hvordan hun skyllede sit underliv med et udskylningsapparat efter samleje for at undgå at få for mange børn, og om hvordan hun aborterede et foster i en gulvspand, da hun og min morfar ikke magtede at få barn nummer fem. Og så videre.
Jeg er simpelthen så fuld af beundring for deres vilje til at ville noget mere end det livet umiddelbart havde på menuen. Over deres konstante kamp for at forbedre de ringe livsvilkår, ikke nødvendigvis for sig selv, men for dem der kom efter dem. Det gælder ikke kun mine bedsteforældres kamp, men hele deres generation og den generation, der kom før dem.
Tænk at bo i en ussel, iskold lejlighed i fuldkommen armod, med 8 børn, og så alligevel stå op hver morgen og slæbe sit trætte, fejlernærede legeme ud på en livsfarlig fabrik hvor man kunne slave den i 10 timer for en ussel løn, uden pauser, uden ferie, uden noget som helst udover en ugentlig konvolut med lidt håndører i. Og tænk hvor vi i dag kan brokke os over de mindste detaljer i sammenligning. Ingen af os ville holde to dage i deres sko.
Og nu kunne jeg komme med en lang sang om hvordan vores fascist-regering gerne vil pille alt det fra hinanden, de tidligere generationer har opbygget, men det gider jeg ikke. Men jeg kan godt love for, at det røde flag ALDRIG holder op med at smælde så længe jeg lever!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar