08 april, 2008

Lidt mere fra straight edge-land

Straight Edge, dag 13
Det her er ved at være rigtig kedeligt. Jeg har brugt hele dagen i dag på at samle materiale sammen til min revisor, så han kan lave mit årsregnskab. Bare for at have noget at beskæftige min hjerne med. Jeg er ikke sulten mere, men kors i røven hvor jeg er træt af at drikke gulerod og rødbedejuice. Mit tis er lilla. Til gengæld kan jeg så ikke rigtig skrive noget om afføring, for der kommer ikke noget ud, logisk nok.

I morgen er det sidste dag. Jeg skal ind og have massage og infrarød sauna fra 10 til 15, og jeg har bestemt at fasten officielt er slut kl. 19.30, for det var der jeg begyndte i fredags. De har en vegetarmenu på Sticks. Jeg regner ikke med at det på nogen måder kommer til at minde om the real deal, men jeg køber den sgu alligevel. Og ser Sex And The City imens. Nemlig ja.

Jeg har ikke regnet det ud endnu, men jeg er ret sikker på, at hvis jeg holder op med at gå på café, vil jeg lige pludselig få mange flere penge. Sådan noget finder man jo ud af, når man samler alle sine bon'er og bilag for et helt år.

I aften vil jeg se temalørdag på DR2. "I tissemandens tegn". FNIIIIS :)


Straight Edge, dag 14
SIDSTE dag på faste. YEEEE HAAAA!!!

Jeg ved godt, jeg skrev i går, at jeg ville æde sushi i aften, men jeg venter til i morgen. Bare for at vise mig selv, at jeg er fucking for sej til at bryde det, jeg lover mig selv.

I dag har jeg været inde og få massage og infrarød sauna fra kl. 10 til kl 17. Det var en hård omgang, det der body sds massage. Lige pludselig POW begyndte jeg at græde. To gange. "ja, det er gammel vrede, der ligger her" Jo tak, det skal jeg love for. Men det var rigtig dejligt og jeg føler mig dejlig let i kroppen. Jeg vil fortsætte inde hos ham, både med massagen, med kostvejledning og sådan nogle træningshold, han har. Der er noget rigtig godt i detteher, det kan jeg mærke.

Nu vil jeg drikke noget te og se et par afsnit af Rejseholdet. Og så vil jeg glæde mig som et lille barn til den smoothie, jeg skal have i morgen tidlig. Inden jeg skal ind og have den sidste tarmskylning i denne omgang.

Og i morgen er der kun 10 dage til det hele er ovre. Pyyyyh.


Straight Edge, dag 15
Sådan ser en glad dame ud!


Oh sweet fucking Jesus, det her er den bedste smoothie jeg endnu har smagt. FUCK hvor er det rart at få noget andet i maven end gulerods- og rødbedejuice!

Og så har jeg lige åbnet min mailbox og har fundet en invitation til en pressetur til Sicilien midt i juni. 5 dage med alt betalt. JOW TAK! :)


Straight Edge, dag 16
Jeg tror snart, jeg begynder at give mine blogs andre titler. Det er ved at være lidt kedeligt nu. Altså ikke kuren, den er jeg blevet rigtig glad for, og det er langsomt ved at krybe ind under huden på mig. I dag var jeg ude og spise frokost med min søster. Jeg bestilte en thaisalat uden kylling, og så brugte jeg lige et kvarters tid på at sidde og pille tomat og peberfrugt fra. Jeg skulle nok bare have bedt om en uden, men det glemte jeg. Men den smagte godt, nam nam. Bagefter gik jeg op i Change og købte 3 bh'er, for det må jeg godt.

Jeg har lige installeret Skype. Ja, jeg er gammel og håbløst bagud, men nu har jeg det altså. Er der ikke nogen, der gider ringe til mig og forklare, hvordan det virker? Hvordan kan jeg fx ringe til mig selv uden at have indbetalt nogen penge? Hva hva?

Jeg prøvede at sætte nogle penge ind at ringe for, men så ryger jeg ind i det velkendte problem med Mac og Nordeas netbank, fordi Skype kræver at jeg verificerer købet via netbanken. Og det kan man ikke, når man har Mac og bruger Nordeas netbank. Det er kun folk med PC, der kan det. Lortelort. Jeg kender kraftedme ingen, der har PC. Fat det dog, Nordea-spassere!

Om lidt kommer min kæreste herop. Så skal vi have thaimad fra det gode sted på Værnedamsvej. I går lavede jeg en MEAN suppe, som jeg har frosset ned i portioner. Om lidt bliver jeg 75 år og begynder at bage småkager og hækle julenisser. Men jeg har Skype. Det lyder lidt som en sygdom.

1 kommentarer:

Anonymous Anonym sagde ...

Det er bare så flot! Klø på Andrea!

Jeg har også Skype... Skal vi "Skype" sammen, eller hvad det nu hedder..?

Hilsen

/Rasmus

1:14 AM  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start